"Min mening om teatret. Det, som altid har syntes mig skønnest i teatret, i min barndom og den dag i dag, er lysekronen - en dejlig funktionel krystalgenstand, indviklet af form, rund og symmetrisk.
Dog vil jeg langtfra fornægte den dramatiske digtnings værdi. Blot vil jeg gerne, at skuespillerne kom op på de høje koturner, bar masker, der er mere udtryksfulde end det menneskelige ansigt, og talte i råbere; og endelig at kvinderollerne blev spillet af mænd.
Men til syvende og sidst har lysekronen alle dage forekommet mig at være hovedaktøren, hvad enten man nu holder kikkerten rigtigt eller forkert. "
- lysekronen på Gamle Scene
Man kunne godt have undt Baudelaire at have oplevet en Prince-koncert, så havde han nok ikke skrevet sådan her om farven purple:
SvarSlet"Om den violette farve (avet kærlighed, mystisk, tilsløret, klosterfrøkenfarve)"
Hvad skulle Baudelaire dog til en Prince koncert?
SvarSletOg purple er purpur, ikke violet, hvis det er den farve. Måske mere kardinal end klosterfrøken.
Tænker at Princes mix af gejlt og helligt, som dionysisk Jehohvas Vidne, er meget Baudelairesk
SvarSlet- og så bliver jeg helt farveforvirret, men purpur og violet er rigtignok ikke det samme -
(men bliver det nemt på dansk, fordi purpur desværre er blevet et eksotisk ord, og det samme er i lidt mindre grad violet, derfor bliver lilla igen og igen fællesord for begge farver, ikke mindst i oversættelser
"In the traditional color wheel used by painters, violet and purple are both placed between red and blue. Purple occupies the space closer to red, between crimson and violet.[1] Violet is closer to blue, and is usually less saturated than purple.[citation needed]
While the two colors look similar, from the point of view of optics there are important differences. Violet is a spectral color – it occupies its own place at the end of the spectrum of light first identified by Newton in 1672, and it has its own wavelength (approximately 380–420 nm) – whereas purple is a combination of two spectral colors, red and blue. There is no such thing as the "wavelength of purple light"; it only exists as a combination.
Min udgave af dagbøgerne er min morfar, professor i fransk Knud Togebys anmeldelseseksemplar; han har til sidst med blyant noteret, at Dagbøger er en "dårlig titel"; teksterne stammer fra to bunker manuskripter, den ene med overskriften "Fusées" (oversat til "Gnister", hvilket min morfar sætter spørgsmålstegn ved, uden at komme med et alternativ - har nogen et bedre bud?), den anden med overskriften (fra Poe) "Mon coeur mis a nu" (Mit nøgne hjerte). Han skriver også to ord med spørgsmålstegn bagefter om "Borum", Poul, der har skrevet forord, som jeg ikke kan tyde, men måske er ord nr. 2 "nyt"?
SvarSlet- fra Poul Borums forord:
SvarSlet"Vi kan altså ikke "fange" Baudelaires personlighed ved hjælp af dagbøgerne, men vi kan se hans tanker bevæge sig. Læseren bliver ikke indiskret, beligger ikke digterens sjæl (for at illudere til den pikante baroksonet Baudelaire citerer). Men vi kan læse disse så forskelligartede optegnelser på mange måder. Vi kan se digteren som sin tids modvillige barn, aristokratisk, dandysk, masochistisk, magisk-metafysisk. Vi kan se ham som klassicist, romantiker, romantist såvel som i rollerne som symbolist, impressionist og naturalist."
Jeg kom til at skrive
SvarSletfunklende
i stedte for
funktionel
- typisk
(My Name Is Charles And I Am Funky)
Du må da mene om Baudelaire, hvad du vil, det meste er stort set alligevel ment allerede alle vegne af alle mulige menere. Jeg mener bare ikke, han kan fejes af vejen som dionysisk Jehovas vidne. Vi kan godt diskutere det en dag, men ikke her.
SvarSletFarvebetegnelserne svinger ret vildt, men på dansk og for mig er violet blå, purpur er rød, lila er noget sjask. Jeg ved ikke, hvad Baudelaire sagde på fransk, men purple sagde han i hvert fald ikke.
SvarSlet