tirsdag den 19. april 2016

Ode til Aarhus Arrests arbejdsro og forbilledelige bibliotek (DER SKRIVES! DER LÆSES!)

Mere artikuleret og (for i hvert fald poesien!) opløftende snak fra Yahya Hassan, med hans advokat som medie, men sædeles umiskendeligt:

"- Yahya siger, at Gyldendal (hans forlag) i det mindste bør glæde sig over hans varetægtsfængsling, han har nemlig ikke været så produktiv som nu i arresten i meget lang tid, der er virkelig kommet fart på hans skriftlige produktion, fortæller Yahya Hassans forsvarer, advokat Claus Bonnez, til Ekstra Bladet.
Claus Bonnez protesterede over anklager Lars Pedersens anmodning om at få lukket dørene til retsmødet af hensyn til den videre efterforskning. Anmodningen byggede blandt andet på, at Østjyllands Politi fortsat mangler at afhøre flere vidner i sagen, herunder den voldssigtede Yahya Hassan.
- Yahya antydede ret kraftigt på vej ud af retten i dag, at han erkender sig skyldig i grov vold mod den 17-årige. Hvad siger du til det og til, at dørene blev lukket for offentligheden?
- Intet. Som hans forsvarer kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag på det stadie, hvor vi er nu.
Claus Bonnez vil dog gerne tilføje til fortællingen om sin klients produktive hverdag under varetægtsfængslingen, at Yahya Hassan er begejstret for biblioteket i Aarhus Arrest.
- Han (Yahya) siger, at det er det bedste bibliotek, han har besøgt. Han har aldrig været et sted, hvor der er så mange bibliotekarer, og hvor man serverer mad. Men det undrer Yahya, at man samtidig skærer ned på alle andre biblioteker rundt omkring i landet, siger Claus Bonnez.
Selv om Yahya Hassan med sine forskellige brud og, ifølge eget udsagn, mangelfuld lægebehandling således lider fysisk, så er han glad for den ro, de seneste ugers indespærring har ført med sig. Især fordi han siden januar i år forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse, efter at han selv havde frabedt sig PET-folkenes mandsopdækning i sommeren 2015.
- Yahya siger til mig, at han i arresten glæder sig over, at han ikke længere behøver at skulle se sig over skuldrene hele tiden, og at en varetægtsfængsling kan anbefales til alle andre forfattere, der gerne vil have speedet produktionen op, fortæller Claus Bonnez, der vil arbejde for, at hans klient opnår PET-beskyttelse igen, når han lukkes ud i friheden.
- Yahya er blevet overfaldet flere gange i perioden, mens han forgæves har bedt om fornyet PET-beskyttelse. Det er en krænkelse af artikel 3 i menneskerettighedskonventionen ikke at beskytte ham (Yahya Hassan) mod vold og overgreb, påpeger advokaten for en af de mest markante skikkelser i den danske samfundsdebat de seneste to-tre år.
- Han frabad sig jo selv beskyttelsen, og han har ved flere lejligheder virket voldsomt provokerende. Kan du så ikke godt forstå, at myndighederne (PET) siger fra?
- Nej, for det er netop folk, der selv provokerer, som oftest har mest behov for beskyttelse.

1 kommentar:

  1. Claus Bonnez findes allerede i forfatterskabet. Genlæste netop langdigtet i 'Yahya Hassan' (side 148):

    MEN MIG JEG VED
    HVIS DE HAVDE DNA OG VIDNE OG VIDEO
    DE HAVDE IK VÆRET SÅ GAVMILD
    MED LØSE HÅNDJERN OG KAFFE OG SMØGER
    SÅ MIG JEG ER USKYLDIG
    PLUS MIG JEG HAR EN ADVOKAT
    DER HAR EN NAVN DER HEDDER BONNEZ
    DER HAR EN MUND DER LAVER HYPOTESER
    OG JURIDISK VALID RØVERHISTORIER
    LIGE TIL DIN ANSIGT
    SÅ MIG JEG ER USKYLDIG
    OG MIG JEG HAR BRUG FOR OG SØVNE


    SvarSlet