Fejeguld flyvende

Den ene gode/gode anmeldelse af Scarykost tikker ind efter den anden; så helt ærligt vidunderligt, at anmelderkolleger læser så stærkt og indtrængende i øjenhøjde med bogens egen ambition og vildskab; jeg er en hel morgenrøde af stolthed og citerer og linker bare:

- fra svenske Björn Kohlströms anmeldelse på sin blog Bernur:

"Liksom hur gamla blogginlägg ingår i en kollageteknik som ger helhetsintrycket en spänst och ett tillåtande och inkluderande tilltal, hur mycket dikten i sig än bryter ihop i sina sömmar, som om det rör sig om poesi som har slutat att hålla masken. Då kan sprickorna ge utrymme åt en barnslig glädje: 

jeg taber og taber og yder

en salt tåre til en

pyt

med regn

vandes blomst

og er

glad

haha nej. 

Det är så befriande med det där nejet, som en gardering som Lind ibland tar till och får utsagan att snurra, fladdra till.

Psyket är ju ändå kaputt, och i den omedelbarhet som åstadkoms när Lind ger gurlesken fritt spelrum blir jag själaglad åt hennes utforskande av vad som händer när det söt blir nerskitat, om det inte är frågan om vice versa. Då kan diktjagets fräsande påminna om Prousts underbara liknelse om vad som blir följden när en djävul som doppas i en vigvattenskål.  

Det blir också befriande när Lind skriver som om hon är den första som upptäcker dessa samband, dessa möjligheter som finns i friktionens poetik. Den oförställda ivern i att – rastlöst, hetsigt, intensivt – peka ut sina fynd. Då kan jag som läsare välja att himla med ögonen, eller – vilket känns mer fruktbart – bli delaktig i entusiasmen. Ungefär som när The Last Shadow Puppets gav ut sin första skiva för åtta år sedan: tycka att det är stötande med två typ tjugoåringar som upptäckt 60-talet eller charmas av att de vill visa sina fynd med sådan förtjusning. I stället för att bli surgubbe kan jag alltså charmas av att Lind ger sig själv rätten att i sin poesi säga ”yeah”."

- fra (der var hun igen!) Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens 4 hjerter-anmeldelse i Politiken:

"Beskrivelsen er ukarakteristisk enkel for Cecilie Linds vanlige stil, hvis både maksimalistiske og naivistiske sproglige kværnen med rimet sætningsslyng, omvendte ordstillinger, kæder af associationer og gådefulde omskrivninger ellers er normen, også i ’Scarykost’.
For mig, som godt kan finde den stil irriterende, er det dog tydeligere her i ’Scarykost’, at det ikke er nok at forstå dens massive åndeløshed med psykologiske og fysiologiske metaforer som tankestrøm og talestrøm (snakkende som en tidlig Ursula Andkjær Olsen). Teksternes tranceagtige mumlen har også noget langt mere mekanisk over sig (mere hen ad Rasmus Halling Nielsen).
Det bliver kort sagt klarere i ’Scarykost’, at den stil måske ikke så meget er udtryk for mangel på kontrol eller manglende økonomisering, som den er udtryk for overdreven kontrol og excessiv økonomisering. At den nærmere er udtryk for, at der stilles strenge regler op for sproget, og at de mange bogstavrim og ordenes spejlkabinetagtige refleksion i hinanden lægger sig et sted mellem leg og tvangshandling:
»trang er tvang og vrang og wrong, remser, jeg gentager, jeg gentager«, som der netop står om den måde, jeget med sin egen betegnelse »ekkoskriver« på."

- fra Solveig Dauggaards anmeldelse i Information:

"Undervejs florerer mashups af alt fra Monty Python til Ursula Andkjær, f. eks. når Lind lyder som en depraveret Halfdan Rasmussen på afveje: »kluddermor og filtrefar/ barnets marv skarnets tarv«. Sådanne strofer står og glitrer i frie, luftige vers, der dukker op i ny og næ, men det er en sjælden luksus. Det meste af tiden er Scarykost et sprogligt tæppebombardement i form af tekstblokke, enten hakket op af manisk, stakåndet kommatering eller blottet for tegnsætning, så sætningerne filtres sammen i en prosapoetisk mutation af det klassiske, lyriske enjambement.
Indimellem er det, som var der sat en diktafon til skriften, der optager sin egen tilblivelsesproces og blotlægger de associative mønstre, den knopskyder efter. Det kan være raffinerede indholdsmæssige glidninger eller lydlige og ortografiske som allitterationer, rim, slåfejl og homonymer. Det er vildt og ofte vildt godt, men hele vejen arbejdes der på så mange niveauer samtidig, at den samlede effekt efter læsning af Scarykost kun kan betegnes som udmattelse.»Strunk«, Linds langdigt fra sidste år, levede højt på en cool elegance, inkarneret af selve bogens langstrakte, oprejste format, som nok lånte fra det anorektiske ideal, men også klædte finesserne i det Lindske sprog. Den luft, der var i linjeknækkene, gav læseren plads til at ånde midt i alt det stakåndede, og de små ordtricks fik lov at shine hver især. Her er Scarykosts fremfærd mere anmassende. Bulimisk, får jeg lyst til at skrive, for den stopfodrer mig med endeløse sætninger hen over de tætpakkede sider, så ordene sætter sig på tværs i halsen, og de ting, jeg ellers plejer at gøre, når jeg læser (f. eks. ræsonnere, forstå, indleve mig i personerne, fælde æstetiske domme) bliver irrelevante."