(tilegnet Pablo Llambìas og hans strengt prosaiske 2014)
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
tirsdag den 31. december 2013
Kaj-Gru!
Susanne Staun har fødselsdag i dag, og hun har vistnok aflyst sin plan om at skrive en sonetkrans, og derfor udspillede følgende samtale sig på hendes Facebook-side:
- Susanne Staun likes this.
- Susanne Staun Lars, pssst, kom her: Der var optaget i badeværelset, så se nu her:
I mosehullet (5)
Smiler frøerne pænt bredt (7)
Så kommer katten (5)
12, tak. - 52 minutes ago · Like · 1
(hun har så, opdager jeg nu, rettet i haiku nr. 1 lige før mit regnestykke (historikken er lidt uklar), så stavelserne også passer dér - 2 stk.! en samling er godt begyndt!)
Årets skæg
1. Peter Adolphsens
2. Adam Scotts i The Secret Life of Walter Mitty (her forslået, han er en skurk)
3. Mit (1 års jubilæum om lidt og det føles som en keeper) ikke mindst i Paris
(foto: dig)
HONOURABLE MENTION
Sten Kaaløs, permanent, nagelfast installation gennem mange år
Jens Blendstrups, ustadigt, ubændigt zigzaggende muterende VOXENDE
2. Adam Scotts i The Secret Life of Walter Mitty (her forslået, han er en skurk)
3. Mit (1 års jubilæum om lidt og det føles som en keeper) ikke mindst i Paris
(foto: dig)
HONOURABLE MENTION
Sten Kaaløs, permanent, nagelfast installation gennem mange år
Jens Blendstrups, ustadigt, ubændigt zigzaggende muterende VOXENDE
Folk der burde være på Twitter tweetende
(i tilfældig rækkefølge (med associationsklynger))
TS Høeg
Klaus Lynggaard
Sternberg
Peter Adolphsen
Peter H. Olesen
Eske K. Mathiesen
Viggo Madsen
Ursula Andkjær Olsen
Lone Hørslev
Signe Gjessing
Jakob Slebsager Nielsen
Joakim Vilandt
Rolf Sparre Johansson
Thit Jensen (II)
Ingrid Nymo
Lea Løppenthin
Maja Lee Langvad
Kristina Nya Glaffey
Thomas Krogsbøl (FAR TIL VIGGO FOR ET ØJEBLIK SIDEN! TILLYKKE!)
Peter Højrup
Lene Asp
Chresten Forsom
Bo Tao Michaëlis
Jens Blendstrup
Martin Kongstad
Line Knutzon
Helle Helle
Kirsten Hammann
Christina Hesselholdt
Lone Munskgaard Nielsen
Birgit Munch
Simon Grotrian
Thomas Bruun
Merete Torp
Tue Andersen Nexø
Jess Ørnsbo
Yahya Hassan (Jess & Yahya som Twitter-duo!)
Morten Sabroe
Morten Chemnitz
Simon Pasternak
Christian Dorph
Mads Eslund
Kristian Bang Foss
Anders Abildgaard
Palle Sigsgaard
Theis Ørntoft
Amalie Smith
Ida Marie Hede
Naja Marie Aidt
Stine Pilgaard
Gitte Broeng
Bo hr. Hansen
Niels Frank
Solvej Balle (den fødte twitter-forfatter)
Jørgen Leth
Bent Vinn Nielsen
Hans Otto Jørgensen
Peter Laugesen
Laus Strandby Nielsen
Knud Steffen Nielsen
Henrik Have
Laus Strandby-Nielsen
Per Kirkeby
Martin Larsen
Bue P. Peitersen
Majse Aymo-Boot
Rasmus Nikolajsen
Mikkel Thykier
Sten Kaalø
Marianne Larsen (MARIANNE!)
Dorrit Willumsen
Klaus Rifbjerg
Niels Vørsel
Lars von Trier
Fra himlen:
Morti Vizki F.P. Jac Per Højholt Arthur Rimbaud ee cummings Laurence Sterne m.fl.
BLANDT ANDRE! DK-LITTERARISER TWITTER NU!
TS Høeg
Klaus Lynggaard
Sternberg
Peter Adolphsen
Eske K. Mathiesen
Viggo Madsen
Ursula Andkjær Olsen
Lone Hørslev
Signe Gjessing
Jakob Slebsager Nielsen
Joakim Vilandt
Rolf Sparre Johansson
Thit Jensen (II)
Ingrid Nymo
Lea Løppenthin
Maja Lee Langvad
Kristina Nya Glaffey
Thomas Krogsbøl (FAR TIL VIGGO FOR ET ØJEBLIK SIDEN! TILLYKKE!)
Peter Højrup
Lene Asp
Chresten Forsom
Bo Tao Michaëlis
Jens Blendstrup
Martin Kongstad
Line Knutzon
Helle Helle
Kirsten Hammann
Christina Hesselholdt
Lone Munskgaard Nielsen
Birgit Munch
Simon Grotrian
Thomas Bruun
Merete Torp
Tue Andersen Nexø
Jess Ørnsbo
Yahya Hassan (Jess & Yahya som Twitter-duo!)
Morten Sabroe
Morten Chemnitz
Simon Pasternak
Christian Dorph
Mads Eslund
Kristian Bang Foss
Anders Abildgaard
Palle Sigsgaard
Theis Ørntoft
Amalie Smith
Ida Marie Hede
Naja Marie Aidt
Stine Pilgaard
Gitte Broeng
Bo hr. Hansen
Niels Frank
Solvej Balle (den fødte twitter-forfatter)
Jørgen Leth
Bent Vinn Nielsen
Hans Otto Jørgensen
Peter Laugesen
Laus Strandby Nielsen
Knud Steffen Nielsen
Henrik Have
Laus Strandby-Nielsen
Per Kirkeby
Martin Larsen
Bue P. Peitersen
Majse Aymo-Boot
Rasmus Nikolajsen
Mikkel Thykier
Sten Kaalø
Marianne Larsen (MARIANNE!)
Dorrit Willumsen
Klaus Rifbjerg
Niels Vørsel
Lars von Trier
Fra himlen:
Morti Vizki F.P. Jac Per Højholt Arthur Rimbaud ee cummings Laurence Sterne m.fl.
BLANDT ANDRE! DK-LITTERARISER TWITTER NU!
Min minus-niende nytårsaften
blev MÅSKE fejret i New York med Bill, hvem ved!?
William S. Burroughs. New Year's Eve. 1959.
William S. Burroughs. New Year's Eve. 1959.
Min tredje nytårsaften
blev ikke fejret i Lille Strandstræde med Franz og Willi
(foto: Susanne Mertz)
(foto: Susanne Mertz)
mandag den 30. december 2013
LB - Shadow Recruit
Jeg så traileeren til Jack Ryan - Shadow Recruit og tænkte, at det var nøjagtigt, som da jeg i sin tid (1988) blev rekrutteret af Kristeligt Dagblad:
- Your're no longer an analyst, Lars Bukdahl. You're now operational!
- Your're no longer an analyst, Lars Bukdahl. You're now operational!
Du siger, jeg lyder klog på svensk
Link til min artikel
i Helsingborgs Dagblad, der begynder så forgrublet:
Tiden har alltid ett namn.
Det är alltid ett klockslag, mellan 00:00 och 23:59.
Det är alltid en veckodag, måndag, tisdag, onsdag, torsdag, fredag, lördag eller söndag.
Det är alltid en månad, januari, februari, mars, april, maj, juni, juli, augusti, september, oktober, november eller december, och ett datum i den månaden, mellan den 1 och 31.
Det är alltid en årstid, vår, sommar, höst eller vinter, med flytande övergångar, javisst, men aldrig är det inte en årstid.
Och det är alltid ett år, nu senast 2013.
Om en poet inte kan komma på vad hon ska skriva om, om hon är oinspirerad, som det heter, kan hon alltid rapportera om tiden, konstatera och besjunga klockslaget, veckodagen, månaden, datumet, årstiden, året. Agera klocka, kalender, almanacka.
Det finns aldrig ingenting att skriva om, det finns alltid en tidpunkt att skriva om och från.
Grundstrukturen i otaliga diktsamlingar är mer eller mindre explicit almanackan, och beroende på poetens humör kan händelseförloppet vara att vi går från vår till vinter eller att vi går från vinter till vår, återigen mer eller mindre explicit, men inte sällan helt otroligt och olidligt explicit.
Klockslag och veckodagar är för specifika för att vara poetiska troper eller klichéer i sig själva, med enstaka undantag – till exempel midnatt, tänk bara på Edgar Allan Poes "The Raven". Och i den poesi som utgörs av poptexter är skillnaden mellan vardag och helg särskilt betydelsefull. Man kan väl också tala om en viss poetisk färgning av de stunder som är "dagens årstider", morgon, förmiddag, middag, eftermiddag, kväll, natt.
Men de klart mest poetiska eller poetiserade tidsmarkörerna är månader och årstider. April är grymmast av månaderna, slår T.S. Eliot fast. Min egen landsman Henrik Nordbrandt, som inte lider av gott humör, stammar på mörka november i sin mini-kalender:
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Tideräkningen är både poesins privilegium och förbannelse och helt nyktert rätt och slätt poesins stoff.
(original overskrift: Almanakken har ondt i nakken, original underrbrik:
10 år med månedlige tidsdigte demonstrerer med al ønskelig
tydelighed at tiden går , men poesien består, nej, omvendt, poesien går, men
tiden består)
Tiden har alltid ett namn.
Det är alltid ett klockslag, mellan 00:00 och 23:59.
Det är alltid en veckodag, måndag, tisdag, onsdag, torsdag, fredag, lördag eller söndag.
Det är alltid en månad, januari, februari, mars, april, maj, juni, juli, augusti, september, oktober, november eller december, och ett datum i den månaden, mellan den 1 och 31.
Det är alltid en årstid, vår, sommar, höst eller vinter, med flytande övergångar, javisst, men aldrig är det inte en årstid.
Och det är alltid ett år, nu senast 2013.
Om en poet inte kan komma på vad hon ska skriva om, om hon är oinspirerad, som det heter, kan hon alltid rapportera om tiden, konstatera och besjunga klockslaget, veckodagen, månaden, datumet, årstiden, året. Agera klocka, kalender, almanacka.
Det finns aldrig ingenting att skriva om, det finns alltid en tidpunkt att skriva om och från.
Grundstrukturen i otaliga diktsamlingar är mer eller mindre explicit almanackan, och beroende på poetens humör kan händelseförloppet vara att vi går från vår till vinter eller att vi går från vinter till vår, återigen mer eller mindre explicit, men inte sällan helt otroligt och olidligt explicit.
Klockslag och veckodagar är för specifika för att vara poetiska troper eller klichéer i sig själva, med enstaka undantag – till exempel midnatt, tänk bara på Edgar Allan Poes "The Raven". Och i den poesi som utgörs av poptexter är skillnaden mellan vardag och helg särskilt betydelsefull. Man kan väl också tala om en viss poetisk färgning av de stunder som är "dagens årstider", morgon, förmiddag, middag, eftermiddag, kväll, natt.
Men de klart mest poetiska eller poetiserade tidsmarkörerna är månader och årstider. April är grymmast av månaderna, slår T.S. Eliot fast. Min egen landsman Henrik Nordbrandt, som inte lider av gott humör, stammar på mörka november i sin mini-kalender:
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Tideräkningen är både poesins privilegium och förbannelse och helt nyktert rätt och slätt poesins stoff.
Kloden brænder/ er vi strandet?/ hep DK
Musikken, der akkompagnerer TV2's reklamer for deres dækning af EM i herrehåndbold, er Gasolins "Rabalder" fra Gas 3, deres sortest patetiske nummer, og enten har TV2 slet ikke hørt efter teksten eller troet, det var den gang-i-den.-muntrere "Rabalderstræde" eller også er det faktisk et subversivt forøg på at få sat perspektiv på sagerne, håndbold vs. vesterlandets undergang, i hvert fald lyder teksten sådan her:
Det trækker op
maskiner tænker
hvor er min sjæl
& hva fanden er det, der sker, mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Den nye Gud
hans navn er mammon
i Jesu navn
hva fanden er det, der sker. mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Vi maser frem
naturen bløder
hvor skal vi hen?
& hva fanden er det, der sker, mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Det trækker op
maskiner tænker
hvor er min sjæl
& hva fanden er det, der sker, mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Den nye Gud
hans navn er mammon
i Jesu navn
hva fanden er det, der sker. mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Vi maser frem
naturen bløder
hvor skal vi hen?
& hva fanden er det, der sker, mand?
Kloden brænder
er vi strandet?
Julesylte 2: Fordanskeren Mikkel
(heller ikke denne anmeldelse kommer nogensinde på, vistnok fordi det ikke går at sammenligne en nulevende forfatter med Søren Kierkegaard (men gerne Anne Lise Marstrand-Jørgensen med Ibsen ...!?))
-->
-->
OVERBESÆTTELSE Geniet i Sommerstedgade, Mikkel Thykier,
oversætter og overkommenterer minutiøst vellignende visse valgslægtskaber
Det flyvende kvistværelse
Maurice Blanchot: Dagens vanvid/ Mit dødøjeblik. 48 sider,
120 kr. Laura Riding: En anonym bog. 42
sider, 120 kr. Lars Norèn: Hævnarie/ Trio til tidens ophør/ Fjerne rystelser.
176 sider, 160 kr. Åke Hodell: Cajsa Wargs opskrift på stuvet kvabbe/ Rejsen
til Rom. 176 sider, 160 kr. Alle udkommet på After Hand (samlet pris: 400 kr.)
Af Lars Bukdahl
Hvis jeg i dette Kierkegaard-år skulle udnævne den mest
Kierkegaardske skribent i Danmark lige nu, ville jeg uden tøven pege på
digteren Mikkel Thykier, født 1977 og kendt af alt for få, der med stor
sandsynlighed alle er litterater og digterkolleger – men hvor mange i dengangs
København kendte egentlig Kierkegaard før Corsaren og kirkekamp?
Siden sin purunge
debut Skyggerne er kun flygtige,
1998, har Thykier skrevet intenst og egensindigt løs: tidligt fornægtede han
sig den slags ”ren” lyrik, han skrev kønnere end nogen jævnaldrende, til fordel
for en essayistisk, men altid også poetisk skrift, der besværger behovet for og
umuligheden af at forholde sig kompromisløst intimt til hin enkelte, herunder
læseren.
Skriften er med al
sandsynlighed konstant, men de enkelte tekster og bøger, der nemlig altid er daterede,
har det med blive publiceret op til flere år forskudt fra affattelsestidspunktet;
i en periode insisterede Thykier på at skrive og udgive anonymt, hvor Kierkegaard
nøjedes med pseudonymer.
På den et år gamle
fællesblog u-u-u-u-u.net har Thykier – mistænker jeg! – genfundet anonymiteten
sammen med anonyme blogfæller. Samtidig har han (delvist) under eget navn
udsendt hele fire, prunkløst ensudstyrede bind med oversættelser af
internationale åndsfrænder – Kierkegaard var aldrig uselvisk nok til at
fordanske andre end sig selv.
Dagens vanvid / Mit dødsøjeblik, en forhvirvlet monolog og et
glasklart erindringsstykke, om en fingeret henrettelse, af den franske
digterfilosof Maurice Blanchot (tidligere anmeldt i WA Bøger). En anonym bog, en forunderligt
excentrisk litterær artikel, der refererer og priser en fiktiv anonym bog, af den amerikanske digter Laura Riding
(oversætter og kommentator er her en vis Lisa Samuelsson). Hævnarie / Trio til tiden ophør / Fjerne rystelser, tre typisk
hudorms-ærlige skuespil, med stadig flere medvirkende, af den svenske
dramatiker og digter Lars Norén. Cajsa
Wargs opskrift på stuvet kvabbe / Rejsen til Rom, en tekstbuket, inklusive digte
med rettelser og en rejsedagbog, angående den svenske digter Åke Hodells
venskab med sin ældre kollega Gunnar Ekelöf.
Selv eller måske
faktisk især udenom de ekstensive,
ivrigt forgublede efterskrifter, tre af fire bind tynges ned af, danner
oversættelserne et kubistisk vellignende portræt af den sky skrivekugle Mikkel
Thykier: Oversensitiv, oprømt, illusionsløs, konsekvent, intrikat, legesyg. En
portrætlighed, man ellers skal bagom om ryggen på ham, eller rettere bagom hans
rygvendthed, for at få øje på, men som oversættelsernes maskering pludselig
lægger blot på en vitalt broget facon, jeg ikke er bleg for at kalde underholdende. Søren roterer jaloux i
sin grav på Assistens.
Julesylte 1: Debutanten Daniel
(denne anmeldelse til WA Bøger fra februar kom aldrig på og er nu endelig dømt ude - af avisen, men selvfølgelig er bloglæserne de bedste læsere)
-->
-->
LØVEKULESKØR Daniel Dalgaard er en talentfuld, ung digter
med dynamisk dårlig samvittighed over både talent, fuldskab og ungdom
Rygende bryst
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. 64 sider, 199 kr. Samleren
Af Lars Bukdahl
På Vallekilde Højskole forleden lørdag holdt Ursula Andkjær
Olsen en seriøst speedet, såkaldt Litt-Talk om fyordet patos, som hun havde undgået som pesten i flere år, men nu havde
besluttet sig for at tage til nåde, fordi hun havde brug for det som korrektiv
til den ironi, der på godt og ondt er vilkåret for alle talende, inklusive
digtere. Hvorpå hun akkompagnerede salens afsyngelse af ”Sorrig og Glæde” på autoritativt klaver.
I sin livfuldt
rundtossede debutsamling Vi er ikke
konger forsøger 25-årige Daniel Dalgaard af alle ikke ubetydelige kræfter
at springe gennem ironiens ildring og ind i patosens løvegab. Han har nemlig et
helt naturligt talent for at sætte ordene i selvdementerende og -jonglerende
bevægelse: ”Jeg gik gennem landskabet/ som én fiktion i en anden og drivende
våd da jeg var tilbage i huset.”
Men hele tiden vil
han så frygtelig gerne videre til en rå eller fin renfærdighed, gerne af
kærlighedsmæssigt art, her fortsættelsen, midt inde i det kæmpestore digt
”Velkomst”: ”meget små brag fra pejsen og jeg sad der/ med et tæppe om mig om dig.”
Og så ruller ironiens helvedesmaskine frem igen og tillader sig endda at
attakere du’et: ”go komma happy machine komma go/ kom ikke her med dine
personlige erfaringer,/ jeg har ingen minutter at give dig.” Men heldigvis
parerer patos bidsk brummende: ”men det skal ikke komme an på det,/ kom nu her
på græsset og det smukkeste af alt var et dyr”
Især i nogle helt
slanke digte i bogens første afsnit, der
hardcore-eksistentielt bare hedder ”Menneske”, lykkes det Dalgaard at holde sig
bævrende og overbevisende patetisk hele vejen igennem, fordi han lige præcist holder
sig skæv, men aldrig ironisk skæv, som et mash-up af Morten Nielsen og Beck
Hansen. Eller Bæk Hansen, for læg mærke til i denne digthalvdel, hvordan det
vandede sprogbillede er på nippet til springe ud i spøjs knopskydning, men uroligt
holder sig på vippen:
”Vær din synd og/
din skam det/ er at tage sig/ selv på sig/ hvis hvert øjeblik/ er et glimt der/
strækker sig/ til uendelighed/ i sindet har/ du aldrig/ noget at tabe/ og
heller/ ikke noget/ at gribe/ med dine hænder/ at kaste/ raseriet tilbage i
lungerne/ langt om længe og/ kom og/ læg dig i min lille/ bæk jeg lægger/ gerne
bæk til et forsøg/ eller to på at/ indtage min/ menneskelighed/ og dele/ den
op/ et stykke til mig/ og et til dig og/ et til flodens/ mund hvor tungen/
sejler/ rundt i sin/ mulighed for/ at sige det højt”
I denne actionfyldte
forhandling mellem ironi og patos glemmer Dalgaard at tage sig i agt for et par
tidstypiske tendenser, eller måske rettere: føler, han skal stå ret for dem.
Dels antikapitalistiske besværgelser i almindelighed og mentor Lars Skinnebachs fordring om
klimakrisebevidsthed i særdeleshed: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer”.
Dels, mere formelt og mest i afsnittet ”Stemme”, såkaldte sætnings-fragmentarier,
tæt spredthed af disparate udsagn: ”Plankerne på rækværket i en dybrød farve,
slidte af solen og katten. Hvem taler du til?” Begge dele fungerer, men lige
lovlig artigt,
Daniel Dalgaard ligner
flere af sine unge (mandlige) kolleger i sin dobbelthed af op- og
POP-rigtighed, men ligner heldigvis mest sig selv i sin blakkede og tillakkede
sødme (”hd 114762 b var den første ekstrasolare planet man observerede”):
”Dagen går i -/ på
planeternes bagsider/ Mars/ og hd 114762 b/ vær min måne/ flyet kommer rullende/
med benene foldet ud/ af fosterstillingen”
søndag den 29. december 2013
For mere digressiv cirkellinkning
Der er altid for lidt digressiv cirkellinkning i mine tekster - og dine tekster!
Eksemplarisk eksempel fra en blogpost af Richard Brody på New Yorkers hjemmeside om Brd. Coens nye film Indside Llewyn Davis, der (åbenbart) slutter med, at Bob Dylan ankommer til New Yorks folk-scene:
P.S. “Inside Llewyn Davis” is a wintry movie, taking place in early 1961. Jean-Luc Godard’s “Breathless” opened in New York on February 7, 1961 (at which time it was reviewed in The New Yorker by … Roger Angell, whose passionately enthusiastic review is one of the most keenly discerning that the movie has ever received). In 1988, in the magazine Actuel, Godard spoke at length about Dylan, explaining that he considered himself to be in “correspondence” with Dylan, and that he saw his own artistic career in parallel with Dylan’s.
Eksemplarisk eksempel fra en blogpost af Richard Brody på New Yorkers hjemmeside om Brd. Coens nye film Indside Llewyn Davis, der (åbenbart) slutter med, at Bob Dylan ankommer til New Yorks folk-scene:
P.S. “Inside Llewyn Davis” is a wintry movie, taking place in early 1961. Jean-Luc Godard’s “Breathless” opened in New York on February 7, 1961 (at which time it was reviewed in The New Yorker by … Roger Angell, whose passionately enthusiastic review is one of the most keenly discerning that the movie has ever received). In 1988, in the magazine Actuel, Godard spoke at length about Dylan, explaining that he considered himself to be in “correspondence” with Dylan, and that he saw his own artistic career in parallel with Dylan’s.
lørdag den 28. december 2013
Ministerdigt (UKON som (dansk!) digtminister!)
Jeg har alt for tidligt i forgårs morges skrevet en artikel til Helsingborgs Dagblad om deres 10 x digteres månedens "tidsdikt" gennem 10 år, og jeg vil gerne her citere et af digtene, Ulf Karl Olov Nilssons oktober-digt fra 2009:
Jag vill bli minister
Jag vill bli finansminister
Jag vill bli utbildnings- och innbillningsminister
Jag vill blit ut- och inrikesminister
Jag vill bli näringsminister
(för att det viktigt med näring)
Jag vill bli bistandsminister
(förr jag ömmar for binas gaddar)
Jag vill bli verlighetsminister
Jag vill bli folkmedborgarnationalminister
Jag vill bli statsminister
Jag vill bli hospiceminister
Jag vill bli mister världen
Jag vill bli ministereo- och minestronesoppaminister
Jag vill bli polis- och sanningsminister
Jag vill bli krig- og fredminister och brott-och-
straff-minister
Jag vill bli andropausminister och landsfaderminister
Jag vill bli empati- och sensitivitetsminister
Jag vill bli populärpositivistminister
Jag vill bli organlustminister
Jag vill bli apelsinhudminister
Jag vill bli eckliastikskittrolighetsminister
Jag vill bli retrograd ejakulationsminister
Jag vill bli undantagstillståndsminister
Jag vill bli våga-mötas-minister
Jag vill bli stoppe-alla-olyckor-minitser
Jag vill bli alopeciminister
Jag vill bli tvål- och schampominister
Jag vill bli identitetsminister
Jag vill bli carpe-diem-, sätt-ned-foten-och
stick-ut-hakanminister
Jag vill bli chefpräsidentsultangängledarkungminister
Jag vill bli centralstrukturbyråkratminister
Jag vill bli relationsminister och logospatosminister
Jag vill bli existensminister existensminimumminister
Men mest av allt vill jag bli politikminister
Jag vill bli minister
Jag vill bli finansminister
Jag vill bli utbildnings- och innbillningsminister
Jag vill blit ut- och inrikesminister
Jag vill bli näringsminister
(för att det viktigt med näring)
Jag vill bli bistandsminister
(förr jag ömmar for binas gaddar)
Jag vill bli verlighetsminister
Jag vill bli folkmedborgarnationalminister
Jag vill bli statsminister
Jag vill bli hospiceminister
Jag vill bli mister världen
Jag vill bli ministereo- och minestronesoppaminister
Jag vill bli polis- och sanningsminister
Jag vill bli krig- og fredminister och brott-och-
straff-minister
Jag vill bli andropausminister och landsfaderminister
Jag vill bli empati- och sensitivitetsminister
Jag vill bli populärpositivistminister
Jag vill bli organlustminister
Jag vill bli apelsinhudminister
Jag vill bli eckliastikskittrolighetsminister
Jag vill bli retrograd ejakulationsminister
Jag vill bli undantagstillståndsminister
Jag vill bli våga-mötas-minister
Jag vill bli stoppe-alla-olyckor-minitser
Jag vill bli alopeciminister
Jag vill bli tvål- och schampominister
Jag vill bli identitetsminister
Jag vill bli carpe-diem-, sätt-ned-foten-och
stick-ut-hakanminister
Jag vill bli chefpräsidentsultangängledarkungminister
Jag vill bli centralstrukturbyråkratminister
Jag vill bli relationsminister och logospatosminister
Jag vill bli existensminister existensminimumminister
Men mest av allt vill jag bli politikminister
fredag den 27. december 2013
Pinlig blindhed
Jeg skriver i min anmeldelse i WA Bøger af Tage Skou-Hansens Indhentet af fortid
- det er bare ikke rigtigt, er jeg i dag blevet gjort opmærksom på af medredaktør Gerd Skou-Hansen, at der ikke er henvist til interviewet i noterne, det er der, og det er seriøst pinligt, at jeg har overset det, undskyld til Tage Skou-Hansen, redaktørerne og læserne. kh
Der er så også én tekst, der mangler i bogen,
og når den nu ikke er taget med, burde der være henvist til den i noterne. Det
er interviewet med Tage Skou-Hansen i Anita Brask-Rasmussens bog Hånden over Ole, 2008 (et avisuddrag kan
frem-googles), hvor han skarpt og ligefremt fortæller om det svigt, han oplevede,
da hans gamle ven Ole Wivels ungdommelige nazi-flirt blev afsløret:
- det er bare ikke rigtigt, er jeg i dag blevet gjort opmærksom på af medredaktør Gerd Skou-Hansen, at der ikke er henvist til interviewet i noterne, det er der, og det er seriøst pinligt, at jeg har overset det, undskyld til Tage Skou-Hansen, redaktørerne og læserne. kh
Per Vers er den ny Ærbødigst
Hvad med at Blæksprutten beder nogen af standupperne om at stande down og ansætter Per Vers i stedet; han er på fuldt manisk virtuost rime-niveau med folk som Henriques & Melbye og Ærbødigst, folk, som Blæk-skribenterne slet ikke engang forsøger at konkurrere med længere; her er de to midterste afsnit af Pers temmelig travle Året der gik-rap fra TV i går:
…så Berlusconi blive fængslet, Grækenland knockoutet
USA blev lukket, lærerne lockoutet
Yahya var vred, Kanye var Gud
Eddy & Søren er frie, og Helle var ved at tude…
Ellers var der kommunalvalg
Og en hel masse folk der ikk’ ville spise halal
Vi slagter dyr hver dag i tusindtal
Men det ‘synd hvis der bli’r bedt en bøn først - ja, det ‘for gal!
Hver tredie på jorden kæmper for at blive mætte
Imens vi jubler over Kagekonen Annemette
Hun lagde den syyyygeste dej i din fjerner
Hele DK så citronmåne og stjerner
Lars fløj på første i alle tidszoner
Man skal ikke gå i for små sko til under ”2000 kroner”
Eivind Kolding fik 20 milli
Jeg brækker mig - lissom Bubber over Klaus’ chili
[omkvæd] var det fuckin’ år som…
…var fyldt med syge ting i Syrien
Men dét ‘ikke noget der bekymrer en go’ dansk dyreven
De havde et hestligt år, alligeveller
Findus solgte undercover krikkefrikkedeller
Og BR sagde at biler er ikke boys only
Drenge må oss’ godt lege med My Little Pony
Ligesom Camilla Plums søn gjorde
Folk flippede ud lissom mæ’ strisserhunden Thor
Nå, ikke mere om hunde eller heste
Vi havde osse en kæmpe storm – eller, det blæste…
”Det er virkelig lumsk, som I sæføli’ også kan se her”
Medierne hygger sig så vildt i uvejr
Lad os alle tilgi’ - osse Helle der var uheldig
Med sin begravelsesselfie
C’est la’ vie, man har kun eet liv
Så det ska’ MAN DEL A - rest in peace
Her
opfandt han en Balsam til at fremme Knebelsbart,
Han
la'e to spanske Fluer i tre danske Pæle Sprut,
…så Berlusconi blive fængslet, Grækenland knockoutet
USA blev lukket, lærerne lockoutet
Yahya var vred, Kanye var Gud
Eddy & Søren er frie, og Helle var ved at tude…
Ellers var der kommunalvalg
Og en hel masse folk der ikk’ ville spise halal
Vi slagter dyr hver dag i tusindtal
Men det ‘synd hvis der bli’r bedt en bøn først - ja, det ‘for gal!
Hver tredie på jorden kæmper for at blive mætte
Imens vi jubler over Kagekonen Annemette
Hun lagde den syyyygeste dej i din fjerner
Hele DK så citronmåne og stjerner
Lars fløj på første i alle tidszoner
Man skal ikke gå i for små sko til under ”2000 kroner”
Eivind Kolding fik 20 milli
Jeg brækker mig - lissom Bubber over Klaus’ chili
[omkvæd] var det fuckin’ år som…
…var fyldt med syge ting i Syrien
Men dét ‘ikke noget der bekymrer en go’ dansk dyreven
De havde et hestligt år, alligeveller
Findus solgte undercover krikkefrikkedeller
Og BR sagde at biler er ikke boys only
Drenge må oss’ godt lege med My Little Pony
Ligesom Camilla Plums søn gjorde
Folk flippede ud lissom mæ’ strisserhunden Thor
Nå, ikke mere om hunde eller heste
Vi havde osse en kæmpe storm – eller, det blæste…
”Det er virkelig lumsk, som I sæføli’ også kan se her”
Medierne hygger sig så vildt i uvejr
Lad os alle tilgi’ - osse Helle der var uheldig
Med sin begravelsesselfie
C’est la’ vie, man har kun eet liv
Så det ska’ MAN DEL A - rest in peace
(sammenlign med de 3 første strofer af visen "Aarets store Opfindelse" af Henriques & Melbye fra Blæksprutten 1902 (det var den, jeg lige havde ved hånden):
Aa, Peter var saa arm, han var af Profession cand. pharm
Aa, Peter var saa arm, han var af Profession cand. pharm
Han
var arm og cand. pharm., mere arm end han
var pharm.,
Han
boede på en Kvist med Værksted i en Vindueskarm,
Vindueskarm,
Kvisthus-arm, Kvæsthusgade i en Karm
Knebelsbart
i en Fart, Knebelsbart i Knebelsfart,
Og
Bakkenbart og Fip og hver en anden Art af Bart,
Vær
saa arti' en Bart i en Fart og á la carte!
Pæle
Sprit - Pæle Sprut - fire fæle Pæle Sprut,
Og
rørte det saa sammen med en gammel Gummisut,
Gummigut
- Gummisut - Rottekrudt i Konvolut.)
Kronprinspoetik
Centralt for Blogdahl er det at
tale sort og afbryde egne sætninger
i troen på at det beruser læseren
- fra artikel i MetroExpres om at skåle hver gang Dronningen laver fejl i nytårstalen, med statistik!:
Jo yngre man er, jo større er chcen for at man skåler for hendes fejl.
Dermed tyder alt på, at en ny nytårstradition er ved at blive etableret til potentitel ulempe for kronprins Frederik, som indenfor en forholdsvis overskuelig årrække skal overtage traditionen fra sin mor.
Han er af retorikere gentagne gange blevet beskyldt for at tale sort og afbryde egne sætninger.
Gør han også det i sine nytårstaler i fremtiden, kan det hænde i hundredetusindvis af nytårsselskaber, at de, som drikker store slurke, når der skåles, bliver svært berusede inden nytårsmiddagen.
På bloggen er Frederik allerede konge!
- fra 2 år gammel BT-artikel:
tale sort og afbryde egne sætninger
i troen på at det beruser læseren
- fra artikel i MetroExpres om at skåle hver gang Dronningen laver fejl i nytårstalen, med statistik!:
Jo yngre man er, jo større er chcen for at man skåler for hendes fejl.
Dermed tyder alt på, at en ny nytårstradition er ved at blive etableret til potentitel ulempe for kronprins Frederik, som indenfor en forholdsvis overskuelig årrække skal overtage traditionen fra sin mor.
Han er af retorikere gentagne gange blevet beskyldt for at tale sort og afbryde egne sætninger.
Gør han også det i sine nytårstaler i fremtiden, kan det hænde i hundredetusindvis af nytårsselskaber, at de, som drikker store slurke, når der skåles, bliver svært berusede inden nytårsmiddagen.
På bloggen er Frederik allerede konge!
- fra 2 år gammel BT-artikel:
At Kronprins Frederik ikke er et retorisk
geni er ingen hemmelighed. Det har flere usammenhængende udtalelser
igennem årene bevist.
I aftes skete det så igen, da Danmarks kommende konge i forbindelse med et statsbesøg til det tidligere Sovjet skulle udtale sig om forandringerne i Rusland siden 1980.
- Der er sket en såkaldt naturlig forandring, som tiden er ansvarlig for. Det vil sige, at der jo sker en naturlig udvikling over tid for et land i særdeleshed. Men også for hele verden, lød det noget besynderlige svar fra Kronprins Frederik til TV-Avisen.
I 2009 udtalte Kronprins Frederik ellers til B.T., at han ville gå i medietræning for at undgå flere uheldige episoder.
- Man kan ikke være for lille eller for stor til at tage kritikken til sig. Det har jeg gjort - og handlet på det, sagde Kronprinsen dengang.
Aftenens udtalelser viste dog ikke megen tegn på fremgang, vurderer ekspert.
- Man kan ikke se, at han har fået medietræning. Man sidder jo og tænker, at den stakkels mand burde have kendskab til den helt simple kommunikationsmodel, der hedder fisken.
Der skal være hoved og hale i det, du siger, fortæller Mette Koors fra Institut for medietræning.
- Det er lige som om, han ikke tænker i helheder. Han tænker ikke i en hel sætning, når han starter, forklarer hun yderligere.
Hun vurderer, at Kronprinsens kludrende retorik er et stort problem for kongehuset.
- Jeg synes, det er et problem, at vi har en kommende konge, der taler sort. Og jeg synes, det er et problem, som der bør gøres mere ved, siger Mette Koors.
I aftes skete det så igen, da Danmarks kommende konge i forbindelse med et statsbesøg til det tidligere Sovjet skulle udtale sig om forandringerne i Rusland siden 1980.
- Der er sket en såkaldt naturlig forandring, som tiden er ansvarlig for. Det vil sige, at der jo sker en naturlig udvikling over tid for et land i særdeleshed. Men også for hele verden, lød det noget besynderlige svar fra Kronprins Frederik til TV-Avisen.
I 2009 udtalte Kronprins Frederik ellers til B.T., at han ville gå i medietræning for at undgå flere uheldige episoder.
- Man kan ikke være for lille eller for stor til at tage kritikken til sig. Det har jeg gjort - og handlet på det, sagde Kronprinsen dengang.
Aftenens udtalelser viste dog ikke megen tegn på fremgang, vurderer ekspert.
- Man kan ikke se, at han har fået medietræning. Man sidder jo og tænker, at den stakkels mand burde have kendskab til den helt simple kommunikationsmodel, der hedder fisken.
Der skal være hoved og hale i det, du siger, fortæller Mette Koors fra Institut for medietræning.
- Det er lige som om, han ikke tænker i helheder. Han tænker ikke i en hel sætning, når han starter, forklarer hun yderligere.
Hun vurderer, at Kronprinsens kludrende retorik er et stort problem for kongehuset.
- Jeg synes, det er et problem, at vi har en kommende konge, der taler sort. Og jeg synes, det er et problem, som der bør gøres mere ved, siger Mette Koors.
Den gren er en nøgle
Jeg tror simpelthen ikke redaktøren forstod det subtile ordspil i min oprindelige trompet på anmeldelsen af Tage Skou-Hansens løstekster Indhentet af erindringen, der er i avisen i dag. Tages legendariske debutroman hedder som bekendt De nøgne træer, min trompet:
DEN NØGTERNE SKOU
- get it!?
(men godt overskriften er på, den havde sagtens været alt nok; nogle gange burde man bare nøjes med trompet og/eller rubrik og/eller underrubrik, når den/de siger alt nok præcist nok, ikke fordi anmeldelsen nødvendigvis så skulle fyldte mindre; det kunne være meget fedt, også bare visuelt på siden, hvis den så fyldte akkurat lige så meget med bare desto større bogstaver - det her er så stort, jeg kan få det her:
DEN NØGTERNE SKOU
- get it!?
(men godt overskriften er på, den havde sagtens været alt nok; nogle gange burde man bare nøjes med trompet og/eller rubrik og/eller underrubrik, når den/de siger alt nok præcist nok, ikke fordi anmeldelsen nødvendigvis så skulle fyldte mindre; det kunne være meget fedt, også bare visuelt på siden, hvis den så fyldte akkurat lige så meget med bare desto større bogstaver - det her er så stort, jeg kan få det her:
EN DRIBLER BLANDT GRUBLERE
)torsdag den 26. december 2013
Digressionsreklame - metapropaganda
Ved siden alt det andet den er og gør, som vi har diskuteret til bogstavelig bevidstløshed og derpå bevidsthedsopvågnen, siden vi så den i går eftermiddags, er Nymphomaniac også bare den effektivest afhængighedsskabende - fordi så intenst og præcist liflige - kunstneriske praktisering af digressivitet og meta-fiktivitet siden Tristram Shandy, der som bekendt blev en stor, britisk og international bestseller (der smittede Ewald og Baggesen til den bedste danske ur-prosa), og det gør mig glad at tænke på, når jeg ser de store plakater med orgasmefjæsene i metroen, at det også er reklame for at blive hooked på 2 af mine litterære (og gerne også, men, ak, alt for sjældent, filmiske) yndlingsperversioner.
Happy hierarchies
Alle mulige på Facebook, også alle dem der imod hierarkier, men selvfølgelig hele tiden nærer sig på dem og bygger nye, svarer på og videresender den enquete om de 10 bøger, der har betydet mest (jeg undtager tegneserier - men det er stadigvæk helt umuligt):
Halfdans ABC
Bjarne B. Reuter: Kidnapping
Lewis Caroll: Alice in Wonderland & Through the Looking-Glass
Dan Turéll: Livets karrusel
Per Højholt: Digte (Schnacks Schønberg-opsamling)
Peter Laugesen: Livstid
Charles Dickens: Our Mutual Friend
Laurence Sterne: The Life and Opinions of Tristram Shandy
Jens Blendstrup: Gud taler ud
Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke
Halfdans ABC
Bjarne B. Reuter: Kidnapping
Lewis Caroll: Alice in Wonderland & Through the Looking-Glass
Dan Turéll: Livets karrusel
Per Højholt: Digte (Schnacks Schønberg-opsamling)
Peter Laugesen: Livstid
Charles Dickens: Our Mutual Friend
Laurence Sterne: The Life and Opinions of Tristram Shandy
Jens Blendstrup: Gud taler ud
Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke
Pludselig kamp i romantoppen
Året 5 bedste danske romaner
1. Niels Frank: Nellies bog
2. Lars von Trier: Nymphomaniac
3. Peter Adolphsen: År 9 efter Loopet
4. Charlotte Weitze. Harzen-sanger
5. Bjørn Rasmussen: Pynt
- og jeg skal virkelig ikke få begyndt på Nymphomaniac, for så holder jeg aldrig op, og den ekkoer eksploderende i mit hoved lige nu, men jeg vil gerne erklære mig uenig med Charlotte Gainsbourgs Joe: Skarsgaards/Seligmans digression i S/M-sekvensen, om bjergbestiger-knuder, er en stærk, Tristram-værdig digression.
1. Niels Frank: Nellies bog
2. Lars von Trier: Nymphomaniac
3. Peter Adolphsen: År 9 efter Loopet
4. Charlotte Weitze. Harzen-sanger
5. Bjørn Rasmussen: Pynt
- og jeg skal virkelig ikke få begyndt på Nymphomaniac, for så holder jeg aldrig op, og den ekkoer eksploderende i mit hoved lige nu, men jeg vil gerne erklære mig uenig med Charlotte Gainsbourgs Joe: Skarsgaards/Seligmans digression i S/M-sekvensen, om bjergbestiger-knuder, er en stærk, Tristram-værdig digression.
tirsdag den 24. december 2013
Kragetæers juleeventyr
Og glædelig jul til bloglæserne!
(med første manuskriptside af Charles Dickens' A Christmas Carol)
(med første manuskriptside af Charles Dickens' A Christmas Carol)
NAJA 50 - NADA VINKER IKKE!
Meget utroværdigt skal Naja Marie Aidt forestille at fylde 50 år i dag!
Betydelig digter og New Yorker og Nordisk Råds Litteraturpris-modtager og Testrup- / penne- / slet-intet-præfix-veninde!
Hun være hyldet - som den seje hyldeblomst, hun er! '
Her et yndlingsdigt fra min yndlings-Aidt-bog, mageløst monstrøse Balladen om Bianca, emblematisk råt og raffineret, nagende Najask:
De ryger hash i skrædderiet
det kan man ikke byde Bianca,
kender Otto de slyngler?
I Bilbao var der denne pige:
Bredmundet, tavs.
Vi gik til dans.
Af og til lo hun.
Gulvene var glatte i Bilbao
jeg har aldrig taget livet af andet end dyr.
Men den måde at bære kroppen på,
det tikkende ur i gammelstuen
alle de små mærkelige fødders søgen
i mine drømme;
her er ensomt nu hvor frostem sætter ind.
Og de kvinder som ryger hash bliver gule
hellere dø end at røre ved dem,
men ved Bianca at de ikke kan sy?
Bekymringen for hendes midnatskjole
holder mig vågen igen i nat
de har ikke forstand på en kvindes kurver,
de er for magre, de sønderriver hendes hjerte,
hun må gå upyntet til messe
det er ikke til at bære
skulle jeg byde hende på tapas?
Blodpølse, friteret grisetå?
Regnen er hård mod hjernen.
Billederne flosser
øjnene glemmer.
Selv dig når du larmende kommer ind
for at købe endnu et lam.
Du vil se mig, hvorfor
vil du se mig splitte alting ad?
- fordi du splitter alting til en højere flerhed! Jeg siger TILLYKKE og flager med splitfllaget!
Betydelig digter og New Yorker og Nordisk Råds Litteraturpris-modtager og Testrup- / penne- / slet-intet-præfix-veninde!
Hun være hyldet - som den seje hyldeblomst, hun er! '
Her et yndlingsdigt fra min yndlings-Aidt-bog, mageløst monstrøse Balladen om Bianca, emblematisk råt og raffineret, nagende Najask:
De ryger hash i skrædderiet
det kan man ikke byde Bianca,
kender Otto de slyngler?
I Bilbao var der denne pige:
Bredmundet, tavs.
Vi gik til dans.
Af og til lo hun.
Gulvene var glatte i Bilbao
jeg har aldrig taget livet af andet end dyr.
Men den måde at bære kroppen på,
det tikkende ur i gammelstuen
alle de små mærkelige fødders søgen
i mine drømme;
her er ensomt nu hvor frostem sætter ind.
Og de kvinder som ryger hash bliver gule
hellere dø end at røre ved dem,
men ved Bianca at de ikke kan sy?
Bekymringen for hendes midnatskjole
holder mig vågen igen i nat
de har ikke forstand på en kvindes kurver,
de er for magre, de sønderriver hendes hjerte,
hun må gå upyntet til messe
det er ikke til at bære
skulle jeg byde hende på tapas?
Blodpølse, friteret grisetå?
Regnen er hård mod hjernen.
Billederne flosser
øjnene glemmer.
Selv dig når du larmende kommer ind
for at købe endnu et lam.
Du vil se mig, hvorfor
vil du se mig splitte alting ad?
- fordi du splitter alting til en højere flerhed! Jeg siger TILLYKKE og flager med splitfllaget!
Flashbackpacker
Jeg har guddødeme læst Hanne-Vibeke Holsts gudjælpme overalt roste (og til WA's Litteturpris indstillede) roman om sin far, digter og Hvedekornsredaktør Knud Holst (og velsagtens derfor: af redaktørsolidaritet!?), Knud, den store, og jeg må sige, jeg er noget nær CHOKERET over den tekniske og kompositionelle KLODSETHED, den prosaiske uprofessionalisme simpelthen: Næsten 100 sider om et håbløst trivielt og aldeles ikke skæbnesvangert gymnasiesværmeri, men sølle 13 sider om KH's sene, langvarige forhold til den yngre Sus - inde i et elfantistisk flashback på et hotelværelse. Og sjældent har jeg læst så flashback-rygskadet en roman; hver gang handlingen er sprunget over et kortere eller længere tidsinterval, skal hvad, der end er foregået af stort og småt (virkeligt (og researchet og erindret) - derfor skal alt med) i intervallet, møjsommeligt rekapituleres via som regel Knuds bevidsthed, ikke scenisk, men rent refererende, hvilket jo snarere end flashbacks er flushbacks: handlingsudskylninger. Måske tror HVH, at det er en elegant måde at fortælle på, men det opleves stik modsat som uroligt uskønt og bare desperat, stof-overload-desperat. Sammenlign med igen og igen ikke-prisnominerede Maria Helleberg, der også hele tiden må klippe i sit (betydeligt mere dramatiske) virkelighedsstof, men hver gang klipper lige ind i et nu, der jager direkte fremad uden at se sig tilbage. Og hvad angår kreativ, dynamisk og systemisk/ eksperimenterende brug af flashbacks vil jeg fremhæve tv-serien Lost, som jeg ser som besat for tiden, hvor hvert afsnit i kollektiv-fiktionen er bygget og som et dobbelt-spor af nu-handling(er) og en enkelt persons flashbacks, med alskens intrikate undtagelser og variationer - og diverse plot-klargørende og -udtågende links på kryds og tværs, flaskbackeri som narrativt overskud frem for, som hos HVH, autofiktiv fallit.
Digt til dig
Først vågner du som en julerose
tyst og uroligt
så vågner du som en nytårsraket
utilnærmeligt og susende
og til sidst vågner du som hele næste år
varsomt og voldsomt
tyst og uroligt
så vågner du som en nytårsraket
utilnærmeligt og susende
og til sidst vågner du som hele næste år
varsomt og voldsomt
Subject: syrendigteren
Jeg fik en mail fra Signe Gjessing, en dobbelt-mail vel faktisk:
Kære Lars. Jeg har læst din blogpost om Johannes L. Madsen, og ville lige skrive det her svar, som jeg så trak i mig i sidste øjeblik for i stedet at sende det til dig her, for det er jo en fejl
Kære Lars.
Jeg bemærkede i Johannes L's samlede en afvigelse fra Johannes L's 1.udgave af Min fuldautomatiske pen, .. Johannes eL
"skriver med kosmetiske redskaber" i 1. udgaven,
men
"skriver med kosmiske redskaber" i de samlede.
En salut til Johannes?, en gendigtning,
mascaraen blev kosmisk, da han opgik i kosmos
Jeg svarede:
Kære Signe
Godt set! Og flovt på en fin måde - i dine øjne! Og derfor, hvis det er i orden for dig, vil jeg gerne bruge din kommentar som kommentar alligevel!
God jul! Og smuk bogforside, som jeg lige faldt over. Glæder mig frygteligt til at læse!
kh Lars
Jeg havde nemlig lige øjnet omslaget på Signes debutsamling Ud i det u-løse, der udkommer 17 januar, inde på Gyldendals hjemmeside:
Signes svar:
Kære Lars
Det er helt i tråd med det ordentlige. Bogforsiden, det er en turkis tusch, der skal males med på alle eksemplarerne.
- og så vil jeg, Lars, bare sige, husk at sende et eksemplar til Johannes, han vil forstå, hvad du taler om.
Kære Lars. Jeg har læst din blogpost om Johannes L. Madsen, og ville lige skrive det her svar, som jeg så trak i mig i sidste øjeblik for i stedet at sende det til dig her, for det er jo en fejl
Kære Lars.
Jeg bemærkede i Johannes L's samlede en afvigelse fra Johannes L's 1.udgave af Min fuldautomatiske pen, .. Johannes eL
"skriver med kosmetiske redskaber" i 1. udgaven,
men
"skriver med kosmiske redskaber" i de samlede.
En salut til Johannes?, en gendigtning,
mascaraen blev kosmisk, da han opgik i kosmos
Jeg svarede:
Kære Signe
Godt set! Og flovt på en fin måde - i dine øjne! Og derfor, hvis det er i orden for dig, vil jeg gerne bruge din kommentar som kommentar alligevel!
God jul! Og smuk bogforside, som jeg lige faldt over. Glæder mig frygteligt til at læse!
kh Lars
Jeg havde nemlig lige øjnet omslaget på Signes debutsamling Ud i det u-løse, der udkommer 17 januar, inde på Gyldendals hjemmeside:
Signes svar:
Kære Lars
Det er helt i tråd med det ordentlige. Bogforsiden, det er en turkis tusch, der skal males med på alle eksemplarerne.
- og så vil jeg, Lars, bare sige, husk at sende et eksemplar til Johannes, han vil forstå, hvad du taler om.
Årets blogpost ankommer på falderebet og giver anledning til en rykker
Årets blogpost må være Karin Tofts omhyggeligt speedede julekort postet den anden dag på hendes alt for sjældent benyttede blog □2 , klip ned til punktum nr. 2:
Der opstod timeout for afspilningen men vi har gemt sin position. klik på knappen "opdater" eller "genindlæs" i browseren for at fortsætte. Jeg spillede rollen til perfektion, i den glitrende sorte kjole med parasoludhæng på ærmerne og ludersko med lakspænder på anklerne over iturevne nylonstrømper daskende som tørt og viftende tang på kasserede dragnets, men nu er han heldigvis taget afsted, heldigvis, men så kan man være der, nu står han og griner orangekindet af kort islandsk sol, med steig-eisen på og snefnug i sit grå hår, og her går jeg julen imøde på fortovet, med fars jule-selfies på kistebunden, uden personlige hilsner, der hvor kongefamilien holder sommerferie, sønderjylland sprødt og dystert i forruden, de omtalte dragnets der flagrer ensomt på barndomsstranden, et stort mennesketomt landskab med metaldetektor skrigende mod hjernen, så fint at have dig med ud til rækværket af væltede træer under lerklinterne ved barndommens skovlege, mine forbyggede og forfaldne barndomshjem, men fint nok, det er nok bedst sådan, landskabet har bevaret sin imødekommenhed overfor turister og sin skepsis over hjemmefødninger, vi går rundt på resterne af skolen og ser ind i dens 4 lokaler, børnehaveklassen hvor jeg pissede i bukserne, 1. klasse hvor læreren døde, 2. klasse hvor den unge alokale musiklærer fik koleriske farver i sit ydre øre, på den øvre øremusling; lilla som på en død morfar, fint tulipanpink på øreflippen, lysegult i ørekrogen, 3. klasse husker jeg kun fra omklædningsrummets fællesbad og Christians blå tissemand, flourpenslingerne når vi var blevet gennet sammen på bænkene som slagtedyr, lucia-optogene i gymnastiksalen hvor altid kønnere piger med længere og lysere hår stod brud for beundringen, de voksne der vrangvilligt socialiserede eller mødte fulde og maskerede op hos hinanden allerhelgens aften med tavst behandskede hænder.
Men det gør jo også bare savnet efter en hel bog omsider endnu stærkere, kan den debut da for fanden få lov at ske!
Der opstod timeout for afspilningen men vi har gemt sin position. klik på knappen "opdater" eller "genindlæs" i browseren for at fortsætte. Jeg spillede rollen til perfektion, i den glitrende sorte kjole med parasoludhæng på ærmerne og ludersko med lakspænder på anklerne over iturevne nylonstrømper daskende som tørt og viftende tang på kasserede dragnets, men nu er han heldigvis taget afsted, heldigvis, men så kan man være der, nu står han og griner orangekindet af kort islandsk sol, med steig-eisen på og snefnug i sit grå hår, og her går jeg julen imøde på fortovet, med fars jule-selfies på kistebunden, uden personlige hilsner, der hvor kongefamilien holder sommerferie, sønderjylland sprødt og dystert i forruden, de omtalte dragnets der flagrer ensomt på barndomsstranden, et stort mennesketomt landskab med metaldetektor skrigende mod hjernen, så fint at have dig med ud til rækværket af væltede træer under lerklinterne ved barndommens skovlege, mine forbyggede og forfaldne barndomshjem, men fint nok, det er nok bedst sådan, landskabet har bevaret sin imødekommenhed overfor turister og sin skepsis over hjemmefødninger, vi går rundt på resterne af skolen og ser ind i dens 4 lokaler, børnehaveklassen hvor jeg pissede i bukserne, 1. klasse hvor læreren døde, 2. klasse hvor den unge alokale musiklærer fik koleriske farver i sit ydre øre, på den øvre øremusling; lilla som på en død morfar, fint tulipanpink på øreflippen, lysegult i ørekrogen, 3. klasse husker jeg kun fra omklædningsrummets fællesbad og Christians blå tissemand, flourpenslingerne når vi var blevet gennet sammen på bænkene som slagtedyr, lucia-optogene i gymnastiksalen hvor altid kønnere piger med længere og lysere hår stod brud for beundringen, de voksne der vrangvilligt socialiserede eller mødte fulde og maskerede op hos hinanden allerhelgens aften med tavst behandskede hænder.
Men det gør jo også bare savnet efter en hel bog omsider endnu stærkere, kan den debut da for fanden få lov at ske!
mandag den 23. december 2013
En gåde er et gode
Jeg anbefaler mine bloglæsere at gå i biografen i juledagene og se den hollandske film Borgman (som jeg har givet 5 stjerner i Ekko) af nøjagtig de gode grunde, som Politikens anmelder anfører som kritiske anker i hendes åndssvage anmeldelse til 3 hjerter,
FOR JA! GÅDERNE ER GÅDER OG IKKE GODMODIGE GEDER, FOR EN GANGS SKYLD!:
Der er både elementer af Michael Haneke og ny græsk film i ’Borgman’, men desværre tager filmen så mange svinkeærinder væk fra realismen, at man til sidst må opgive at få brikkerne til at hænge sammen. Hvorfor er der store hunde omkring Borgman, er det kun Marina, der kan se dem, hvad er det for nogle ar, Borgman og hans to kumpaner har – og hvad er au pair-pigens rolle i det hele?
FOR JA! GÅDERNE ER GÅDER OG IKKE GODMODIGE GEDER, FOR EN GANGS SKYLD!:
Der er både elementer af Michael Haneke og ny græsk film i ’Borgman’, men desværre tager filmen så mange svinkeærinder væk fra realismen, at man til sidst må opgive at få brikkerne til at hænge sammen. Hvorfor er der store hunde omkring Borgman, er det kun Marina, der kan se dem, hvad er det for nogle ar, Borgman og hans to kumpaner har – og hvad er au pair-pigens rolle i det hele?
En sci-fi-tone slås an, men følges ikke til dørs, ligesom de to udtryksløse
kvinder, der ’rydder op’ efter Borgman, er et morsomt, men frustrerende
uforklaret indslag i en film, der står stærkere i sit idémæssige anslag end
i sin faktiske udførelse og derfor taber pusten undervejs.
Hvorfor er der store hunde?
WHO THE FUCK KNOWS?
Lykkeligvis!
Jeg forlanger at sige tak for den gave, din poesi, er, Olivia!
Yahya Hassan og Olivia Nordenhof ligner i det mindste hinanden ved at være så eminent citerbare, quoteable, når de giver interviews (men IKKE når de afgiver vidneforklaring jo): Ask Hansens interview med Olivia i Information har man bare lyst til at citere in toto, her er en sammenhængende sekvens af zünftige highlights:
»Der kan litteraturen hjælpe os til at skærpe opmærksomheden og minde os om, at der findes mange måder at se på verden. Når man læser tvinger man sig selv til at bringe sig på niveau med andre mennesker.«
»Jeg bliver et mere skodagtigt menneske, når jeg ikke læser,« som hun lakonisk konstaterer i forlængelse af analysen.
– Men bliver man klogere på sig selv af altid at være i tingene i stedet for at iagttage dem på afstand?
»Det betyder først og fremmest noget for mig at blive så opmærksom, som man kan blive. Jeg tror, man bliver klogere af at prøve at huske så godt, som man kan, fordi man så bliver opmærksom på, hvor svært det er at være helt sikker på noget.«
»Der er vildt meget håb i, at man ikke kan finde frem til den eksakte erfaring eller det eksakte menneske,« lyder det
Men jeg får lidt af et problem med hendes anti-hierarkiske program (der jo lige så meget bare er en stærk og afgørende (og nødvendig) henvendelses-energi og -attitude), når hun benægter talentets faktuelt udemokratiske væsen og fornægter sin egen fantastiske talentfuldhed:
»Andre betragter det måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. Det er ikke fordi jeg har en særlig gave. Hvis jeg følte, at det var en hemmelig gave, jeg delte ud af, ville jeg aldrig turde sætte mig ned at skrive noget. Så ville det blive alt for angstprovokerende.«
– Men du er vel forfatter?
»Ja, og man skal også passe på, at man ikke bliver blind for sine egne privilegier, men jeg tror virkelig, alle kunne skrive en fantastisk bog. Det er et valg at tilgængeliggøre sig selv. Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive.«
Jeg tror virkelig ikke, at alle kan skrive en fantastisk bog. Jeg tror, forholdsvis få kan skrive en fantastisk bog, for slet ikke at tale om flere fantastiske bøger. Som alle til gengæld helt frit kan læse. Og det er vel den gode dynamik, der er mellem hierarki og anti-hierarki: Hvem som helst kan ikke skrive, men enhver kan læse. Og jeg kan i hvert fald ikke male. Og heller ikke synge. Hvorfor egentlig skal at skrive være et særligt demokratisk hos-alle-opgraveligt talent? Olivia skriver bedre poesi eller skriver poetisk bedre end langt, langt de fleste mennesker nogensinde, hvor meget de end tilgængeliggør sig, vil kunne formå. Og hun siger jo ikke bare noget, udtaler sig jo ikke bare. Hun DIGTER, med musikalitet og retorik og billedsprog, ikke anti-poetisk, men pro-poetisk. I øjenhøjde, direkte henvendende sig (til læseren eller nærstående virkelige personer), ja, men det afpoetiserer jo ikke, tværtimod, det intensiverer og akut-gør den poetiske effekt (og har altid gjort det: Ewald & co.). Dette blogpost-digt af Olivia er en gave, fordi hun har en gave, som hun forvalter knivskarpt og legesygt og totalt julemands-generøst:
når vi en dag er væk
vil der stadig være sten og glaseret træ
og forhåbentlig mandler
og en der hedder emily
når hun er død
og hendes børn er døde
champpangejesus syng mig vågen
syng
min nyre, syng den
og de mormødre
med svage knæ
giv dem garn og gi dem ild
og lad de små dyr
og lad os stråle
og dem, der har gået længe
lad dem hvile
syng
husets mørtel
syng det, syng min elskers røgelse
og dem, der har gået for længe og er trætte
lad dem hvile
og lad pandaen blive fri for at blive fotograferet et øjeblik
lad den hvile
og lad min mors skulderparti
gøre det varme arbejde
lad hende vågne til tunge sække
slæder
korn, linser
de store grydeskeer
dyp dem i vandbajlen
og lad dem suge
og mandlerne
og de, der har gået længe og er trætte
overdrag mine mandler til dem
og lad min arbejdende nyre
den evige radio
lad dem
»Der kan litteraturen hjælpe os til at skærpe opmærksomheden og minde os om, at der findes mange måder at se på verden. Når man læser tvinger man sig selv til at bringe sig på niveau med andre mennesker.«
»Jeg bliver et mere skodagtigt menneske, når jeg ikke læser,« som hun lakonisk konstaterer i forlængelse af analysen.
– Men bliver man klogere på sig selv af altid at være i tingene i stedet for at iagttage dem på afstand?
»Det betyder først og fremmest noget for mig at blive så opmærksom, som man kan blive. Jeg tror, man bliver klogere af at prøve at huske så godt, som man kan, fordi man så bliver opmærksom på, hvor svært det er at være helt sikker på noget.«
»Der er vildt meget håb i, at man ikke kan finde frem til den eksakte erfaring eller det eksakte menneske,« lyder det
Men jeg får lidt af et problem med hendes anti-hierarkiske program (der jo lige så meget bare er en stærk og afgørende (og nødvendig) henvendelses-energi og -attitude), når hun benægter talentets faktuelt udemokratiske væsen og fornægter sin egen fantastiske talentfuldhed:
»Andre betragter det måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. Det er ikke fordi jeg har en særlig gave. Hvis jeg følte, at det var en hemmelig gave, jeg delte ud af, ville jeg aldrig turde sætte mig ned at skrive noget. Så ville det blive alt for angstprovokerende.«
– Men du er vel forfatter?
»Ja, og man skal også passe på, at man ikke bliver blind for sine egne privilegier, men jeg tror virkelig, alle kunne skrive en fantastisk bog. Det er et valg at tilgængeliggøre sig selv. Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive.«
Jeg tror virkelig ikke, at alle kan skrive en fantastisk bog. Jeg tror, forholdsvis få kan skrive en fantastisk bog, for slet ikke at tale om flere fantastiske bøger. Som alle til gengæld helt frit kan læse. Og det er vel den gode dynamik, der er mellem hierarki og anti-hierarki: Hvem som helst kan ikke skrive, men enhver kan læse. Og jeg kan i hvert fald ikke male. Og heller ikke synge. Hvorfor egentlig skal at skrive være et særligt demokratisk hos-alle-opgraveligt talent? Olivia skriver bedre poesi eller skriver poetisk bedre end langt, langt de fleste mennesker nogensinde, hvor meget de end tilgængeliggør sig, vil kunne formå. Og hun siger jo ikke bare noget, udtaler sig jo ikke bare. Hun DIGTER, med musikalitet og retorik og billedsprog, ikke anti-poetisk, men pro-poetisk. I øjenhøjde, direkte henvendende sig (til læseren eller nærstående virkelige personer), ja, men det afpoetiserer jo ikke, tværtimod, det intensiverer og akut-gør den poetiske effekt (og har altid gjort det: Ewald & co.). Dette blogpost-digt af Olivia er en gave, fordi hun har en gave, som hun forvalter knivskarpt og legesygt og totalt julemands-generøst:
champangejesus syng for mig og rasmus halling nielsen
det barn
og lad dem suge
og mandlerne
og de, der har gået længe og er trætte
overdrag mine mandler til dem
og lad min arbejdende nyre
den evige radio
lad dem