Betydelig digter og New Yorker og Nordisk Råds Litteraturpris-modtager og Testrup- / penne- / slet-intet-præfix-veninde!
Hun være hyldet - som den seje hyldeblomst, hun er! '
Her et yndlingsdigt fra min yndlings-Aidt-bog, mageløst monstrøse Balladen om Bianca, emblematisk råt og raffineret, nagende Najask:
De ryger hash i skrædderiet
det kan man ikke byde Bianca,
kender Otto de slyngler?
I Bilbao var der denne pige:
Bredmundet, tavs.
Vi gik til dans.
Af og til lo hun.
Gulvene var glatte i Bilbao
jeg har aldrig taget livet af andet end dyr.
Men den måde at bære kroppen på,
det tikkende ur i gammelstuen
alle de små mærkelige fødders søgen
i mine drømme;
her er ensomt nu hvor frostem sætter ind.
Og de kvinder som ryger hash bliver gule
hellere dø end at røre ved dem,
men ved Bianca at de ikke kan sy?
Bekymringen for hendes midnatskjole
holder mig vågen igen i nat
de har ikke forstand på en kvindes kurver,
de er for magre, de sønderriver hendes hjerte,
hun må gå upyntet til messe
det er ikke til at bære
skulle jeg byde hende på tapas?
Blodpølse, friteret grisetå?
Regnen er hård mod hjernen.
Billederne flosser
øjnene glemmer.
Selv dig når du larmende kommer ind
for at købe endnu et lam.
Du vil se mig, hvorfor
vil du se mig splitte alting ad?
- fordi du splitter alting til en højere flerhed! Jeg siger TILLYKKE og flager med splitfllaget!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar