-->
LØVEKULESKØR Daniel Dalgaard er en talentfuld, ung digter
med dynamisk dårlig samvittighed over både talent, fuldskab og ungdom
Rygende bryst
Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. 64 sider, 199 kr. Samleren
Af Lars Bukdahl
På Vallekilde Højskole forleden lørdag holdt Ursula Andkjær
Olsen en seriøst speedet, såkaldt Litt-Talk om fyordet patos, som hun havde undgået som pesten i flere år, men nu havde
besluttet sig for at tage til nåde, fordi hun havde brug for det som korrektiv
til den ironi, der på godt og ondt er vilkåret for alle talende, inklusive
digtere. Hvorpå hun akkompagnerede salens afsyngelse af ”Sorrig og Glæde” på autoritativt klaver.
I sin livfuldt
rundtossede debutsamling Vi er ikke
konger forsøger 25-årige Daniel Dalgaard af alle ikke ubetydelige kræfter
at springe gennem ironiens ildring og ind i patosens løvegab. Han har nemlig et
helt naturligt talent for at sætte ordene i selvdementerende og -jonglerende
bevægelse: ”Jeg gik gennem landskabet/ som én fiktion i en anden og drivende
våd da jeg var tilbage i huset.”
Men hele tiden vil
han så frygtelig gerne videre til en rå eller fin renfærdighed, gerne af
kærlighedsmæssigt art, her fortsættelsen, midt inde i det kæmpestore digt
”Velkomst”: ”meget små brag fra pejsen og jeg sad der/ med et tæppe om mig om dig.”
Og så ruller ironiens helvedesmaskine frem igen og tillader sig endda at
attakere du’et: ”go komma happy machine komma go/ kom ikke her med dine
personlige erfaringer,/ jeg har ingen minutter at give dig.” Men heldigvis
parerer patos bidsk brummende: ”men det skal ikke komme an på det,/ kom nu her
på græsset og det smukkeste af alt var et dyr”
Især i nogle helt
slanke digte i bogens første afsnit, der
hardcore-eksistentielt bare hedder ”Menneske”, lykkes det Dalgaard at holde sig
bævrende og overbevisende patetisk hele vejen igennem, fordi han lige præcist holder
sig skæv, men aldrig ironisk skæv, som et mash-up af Morten Nielsen og Beck
Hansen. Eller Bæk Hansen, for læg mærke til i denne digthalvdel, hvordan det
vandede sprogbillede er på nippet til springe ud i spøjs knopskydning, men uroligt
holder sig på vippen:
”Vær din synd og/
din skam det/ er at tage sig/ selv på sig/ hvis hvert øjeblik/ er et glimt der/
strækker sig/ til uendelighed/ i sindet har/ du aldrig/ noget at tabe/ og
heller/ ikke noget/ at gribe/ med dine hænder/ at kaste/ raseriet tilbage i
lungerne/ langt om længe og/ kom og/ læg dig i min lille/ bæk jeg lægger/ gerne
bæk til et forsøg/ eller to på at/ indtage min/ menneskelighed/ og dele/ den
op/ et stykke til mig/ og et til dig og/ et til flodens/ mund hvor tungen/
sejler/ rundt i sin/ mulighed for/ at sige det højt”
I denne actionfyldte
forhandling mellem ironi og patos glemmer Dalgaard at tage sig i agt for et par
tidstypiske tendenser, eller måske rettere: føler, han skal stå ret for dem.
Dels antikapitalistiske besværgelser i almindelighed og mentor Lars Skinnebachs fordring om
klimakrisebevidsthed i særdeleshed: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer”.
Dels, mere formelt og mest i afsnittet ”Stemme”, såkaldte sætnings-fragmentarier,
tæt spredthed af disparate udsagn: ”Plankerne på rækværket i en dybrød farve,
slidte af solen og katten. Hvem taler du til?” Begge dele fungerer, men lige
lovlig artigt,
Daniel Dalgaard ligner
flere af sine unge (mandlige) kolleger i sin dobbelthed af op- og
POP-rigtighed, men ligner heldigvis mest sig selv i sin blakkede og tillakkede
sødme (”hd 114762 b var den første ekstrasolare planet man observerede”):
”Dagen går i -/ på
planeternes bagsider/ Mars/ og hd 114762 b/ vær min måne/ flyet kommer rullende/
med benene foldet ud/ af fosterstillingen”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar