Kære Lars Bukdahl
Din avis har givet mig din mailadresse. Jeg er en pensioneret skolelærer, bosiddende i Gråsten. Til sagen: For mange år siden døde en kær slægtning. Min fynske mor sagde stille og eftertænksomt: "Hvor Sigfred og jeg dog kunne sproges!" Sigfred var en lun jyde, som desværre var kommet ulykkeligt af dage. Jeg blev forundret over min mors usædvanlige ordvalg, som imidlertid var let forståeligt. Jeg spurgte hende, hvor hun dog havde det ord fra. Hun sagde, at sådan sagde hendes far altid, når han skulle beskrive en skæmtsom samtale. Hendes far, bødkeren, stammede fra Gislev på Sydfyn, født omkring 1875. Jeg har ofte forgæves prøvet på at finde ordet, også på ODS. Og nu finder jeg det så hos dig. Mit spørgsmål er så: Hvor har du det fra?
Venlig hilsen
Poul Jørgensen
Kære Poul Jørgensen
Jeg har ordet fra digteren F.P. Jac, der brugte det om sin egensindige måde at digte og (mis)bruge det danske sprog på. Jeg har skrevet en monografi om Jac med et citat af digteren som titel: LÆBERNE SPROGES. Hokus Pokus F. P Jac, 2005, Ifølge Jacistisk Ordbog bag i monografien smedede Jac ordet i 1980 - sjovt at høre at din morfar kom først!
Mange hilsner
LB
lørdag den 30. april 2011
fredag den 29. april 2011
torsdag den 28. april 2011
Bloggologi
Katrine, elev på Nørresundby Gymnasium, har stillet mig 4 spørgsmål om at blogge:
Hvorfor tror du, at det er blevet så populært at blogge?
Det ved jeg virkelig ikke, men hvis jeg skal skæve til min egen ubændige blogge-lyst, tror jeg, det har noget at gøre med friheden (i genre, det ene øjeblik et digt, det andet et citat, det tredje et stykke polemik, det fjerde noget, der slet ikke ligner noget, og i omfang, fra 1 ord til en lang, lang smøre) og øjeblikkeligheden (publicering i samme nu du har sat punktum og potentiel læsning i næste nu) og notatbogs-føljetonheden (hver blogpost som et nyt nummer af Hvad-dog-Lars-B-løbende-finder-på-af-åndssvagt-&-co) og interaktionen (de små og lange "tråde" nede i kommentarfelterne).
. Hvad fik dig til at begynde med at blogge?
Jeg eksperimenterede løs med klumme- og føljeton-formen Weekendavisen, og så virkede bloggeriet som et oplagt næste skridt, i undersøgelsen af løsagtighedens forpligtende former. Jeg tænkte automatisk i avisregi og måtte så vente et par år, før netudgaven af avisen var klar til en blog og allerede et lille år efter, jeg var begyndt, ville de pludselig ikke have blogs længere, fordi det var for redaktionelt besværligt, og så begyndte jeg at blogge for mig selv, fordi jeg ikke længere kunne lade være.
- Hvordan skriver du? Altså gør du dig overvejelser om sproget i forhold til målgruppen
Nej, det er akkurat det skønne ved bloggeriet, at jeg ikke behøver at tage hensyn til nogen som helst, ikke engang mig selv! Jeg har slet ingen målgruppe, ikke engang mig selv, men jeg kan se, at jeg har mellem 500 og 1000 læsere hver dag, som jeg (undtagen de såkaldte "faste læsere") heldigvis ikke aner, hvem er!
- Nogle mener at blogging kan ses om en form for selviscenesættelse. deler du dette synspunkt og hvorfor?
Al skrift, selv (og måske især) verdens hemmeligste dagbog, er selviscenesættelse, og bare fordi nogle tekster mindre explicit benytter sig af første person ental end andre, betyder det ikke, at de er mindre selviscenesættende - jeget er meget tydeligt i bloggeri, og det er en god ting, synes jeg, fordi så kan det ikke skjule sig og er, hvis det ikke skal stivne i patos (eller ironi for den sags skyld), tvunget til at sætte sig sig selv i spil, ustandseligt!
Hvorfor tror du, at det er blevet så populært at blogge?
Det ved jeg virkelig ikke, men hvis jeg skal skæve til min egen ubændige blogge-lyst, tror jeg, det har noget at gøre med friheden (i genre, det ene øjeblik et digt, det andet et citat, det tredje et stykke polemik, det fjerde noget, der slet ikke ligner noget, og i omfang, fra 1 ord til en lang, lang smøre) og øjeblikkeligheden (publicering i samme nu du har sat punktum og potentiel læsning i næste nu) og notatbogs-føljetonheden (hver blogpost som et nyt nummer af Hvad-dog-Lars-B-løbende-finder-på-af-åndssvagt-&-co) og interaktionen (de små og lange "tråde" nede i kommentarfelterne).
. Hvad fik dig til at begynde med at blogge?
Jeg eksperimenterede løs med klumme- og føljeton-formen Weekendavisen, og så virkede bloggeriet som et oplagt næste skridt, i undersøgelsen af løsagtighedens forpligtende former. Jeg tænkte automatisk i avisregi og måtte så vente et par år, før netudgaven af avisen var klar til en blog og allerede et lille år efter, jeg var begyndt, ville de pludselig ikke have blogs længere, fordi det var for redaktionelt besværligt, og så begyndte jeg at blogge for mig selv, fordi jeg ikke længere kunne lade være.
- Hvordan skriver du? Altså gør du dig overvejelser om sproget i forhold til målgruppen
Nej, det er akkurat det skønne ved bloggeriet, at jeg ikke behøver at tage hensyn til nogen som helst, ikke engang mig selv! Jeg har slet ingen målgruppe, ikke engang mig selv, men jeg kan se, at jeg har mellem 500 og 1000 læsere hver dag, som jeg (undtagen de såkaldte "faste læsere") heldigvis ikke aner, hvem er!
- Nogle mener at blogging kan ses om en form for selviscenesættelse. deler du dette synspunkt og hvorfor?
Al skrift, selv (og måske især) verdens hemmeligste dagbog, er selviscenesættelse, og bare fordi nogle tekster mindre explicit benytter sig af første person ental end andre, betyder det ikke, at de er mindre selviscenesættende - jeget er meget tydeligt i bloggeri, og det er en god ting, synes jeg, fordi så kan det ikke skjule sig og er, hvis det ikke skal stivne i patos (eller ironi for den sags skyld), tvunget til at sætte sig sig selv i spil, ustandseligt!
Semiotics are titanic tics! Kom til poetisk tegnfestival i Århus
Min hjerne sveder tran lige nu, fordi den tror, den skal og kan konkurrere med, hvad end verdens hyperklogeste mand Per Aage Brandt i morgen autoritativt definerer poesi som, selvom jeg igen og igen fortæller den, at den lige så godt kan opgive på forhånd:
Program: Poesiens semiotik, fredag d. 29. april, 2011, kl. 10-16.
Center for Semiotik, Aarhus Universitet
Bygning 1.467, rum 415
1015-1045: Nikolaj Zeuthen: Introduktion.
1045-1200: Per Aage Brandt: Hvad er en poetisk tekst?
1200-1300: Frokost
1315-1400: René Jean Jensen: Om myrer, Waterhouse og Walser
1400-1415: Kaffe
1415-1500: Svend Østergaard: Poesi fra en plasticpose.
1500-1600: Lars Bukdahl: Poesiens Nerologik. Om sammensatte neologismer som særsprogkejseres og -kejserinders klyngebomber
Efterfølgende 17-19: Fyraftensoplæsning på Løves Bogcafe, Nørregade 32 ved
Lars Bukdahl, Per Aage Brandt, René Jean Jensen og Mads Mygind
Program: Poesiens semiotik, fredag d. 29. april, 2011, kl. 10-16.
Center for Semiotik, Aarhus Universitet
Bygning 1.467, rum 415
1015-1045: Nikolaj Zeuthen: Introduktion.
1045-1200: Per Aage Brandt: Hvad er en poetisk tekst?
1200-1300: Frokost
1315-1400: René Jean Jensen: Om myrer, Waterhouse og Walser
1400-1415: Kaffe
1415-1500: Svend Østergaard: Poesi fra en plasticpose.
1500-1600: Lars Bukdahl: Poesiens Nerologik. Om sammensatte neologismer som særsprogkejseres og -kejserinders klyngebomber
Efterfølgende 17-19: Fyraftensoplæsning på Løves Bogcafe, Nørregade 32 ved
Lars Bukdahl, Per Aage Brandt, René Jean Jensen og Mads Mygind
Novellefob i tørvejr
Jeg beklager, men jeg lider af en grundlæggende fobi og aversion overfor noveller (undtagen når de er skrevet af (modne) Aidt, Juul og Helle) pga. deres pointerede klasseværelsespopularitetstsjagt. Og jeg er meget glad for, at jeg dette af en eller anden grund voldsomt novelleplagede forår har undgået novellesamlinger af både Trine Andersen, Julia Butschkow, Mathilde Walter Clark, Leif Davidsen og Sven Holm; Charlotte Weitzes Det hvide kvarter er ikke en novellesamling (selv om et part tekster kommer FARETRUENDE tæt på), det er er en samling fortællinger, stor forskel (når jeg afviser prosa til Hvedekorn, er det grusomste, mest nådesløse og kompromisløst dødbringende adjektiv, jeg kan benytte, "novelleagtig"). Så: Pyh!
onsdag den 27. april 2011
Fåret nyhed til overs
Elev på Nørre Hønisse Efterskole Daniel Hubert Møller, 16 år, brændte torsdag eftermiddag 16.23 af ren kedsomhed en fjerdedel af Højskolesangbogen med en neongrøn engangslighter fra Nørre Hønisse Supergrill, hvilket har skabt stor tumult og røre blandt Ole der sad på en knold’s ca. 15.000 efterkommere i Australiens bush; 32 får satte i går ild på sig selv.
Billedtekst (til billede af får): Talsmanden for interesseorganisationen AOO (Ancestors of Ole) Leo VIII.
Kedsommelig tvangs-konsekvens
Det er ikke spor
sjovt
at være
sjov
når man SKAL være
sjov
(hvilket ikke betyder at man ikke er det,
sjov
altså).
Til gengæld er det vildt
kedeligt
at være
kedelig
når man SKAL være
kedelig
(hvilket altid betyder at man er det,
kedelig
altså).
sjovt
at være
sjov
når man SKAL være
sjov
(hvilket ikke betyder at man ikke er det,
sjov
altså).
Til gengæld er det vildt
kedeligt
at være
kedelig
når man SKAL være
kedelig
(hvilket altid betyder at man er det,
kedelig
altså).
Jobtrip
i dag ikke bare
ARBEJDEDE
jeg, men
SAMARBEJDEDE
jeg med
KOLLEGER
bag skriveborde og computerskærme på min
ARBEJDSPLADS
og spiste
UALENE
min frokost i
KANTINEN,
jeg
MØDTE
klokken 10 og
GIK HJEM
klokken 13:30 fra mit
JOB
- sikke dog et mærkeligt trip!
Der for min mentale balances skyld ikke skal gentages foreløbigt!
ARBEJDEDE
jeg, men
SAMARBEJDEDE
jeg med
KOLLEGER
bag skriveborde og computerskærme på min
ARBEJDSPLADS
og spiste
UALENE
min frokost i
KANTINEN,
jeg
MØDTE
klokken 10 og
GIK HJEM
klokken 13:30 fra mit
JOB
- sikke dog et mærkeligt trip!
Der for min mentale balances skyld ikke skal gentages foreløbigt!
Mit navn er Lars, jeg er skamfuldt skamløs adjektiv-adverbial + adjektiv-misbruger
Jeg læser (som sædvanlig!) i Ulla Albecks uundværlige Dansk stilistik, i særafsnittet om "sammensætninger", og føler et STIK! da jeg pludselig ser min kritiks INDÆDT EXCENTRISKE, stilistiske skødesynd omtalt og benævnt, talen er om et om de fantastisk navngivne dvandva-komposita, "sammensætninger hvor leddene er sidestillede":
Leddene i disse sideordnede komposita er dog kun tilnærmelsesvis sideordnede; det første vil altid i nogen grad føles som bestemmelse til det sidste, jfr. at rødblå pg blårød ikke betyder det samme. Derfor ligger dvandra-adjektivet ganske nær op ad Adjektiv med bestemmende adverbium [i margenen forkortet til "adjektiv-adverbial+ adjektiv"] (f.eks. giftigt vammel, ydmygt forvoven, tankeløst velbehagelig, kort glødende). Forbindelser af denne art yndes især i de romantisk sindede tidsrum, ganske som dvandra-ordene, og har samme intense karakter som de. Begge bruges til at fremhæve det sammensatte i indtrykket og især til dristig og iøjnefaldende forbindelse af abstrakt og konkret.
Jeg benytter mig CRAZY KONSTANT af adjektivadverbial + adjektiv, og da jeg havde et anmelderværksted på Treuå Høæjskoles litterære sommerkurusus Tag og skriv forsøgte jeg endda at træne kursisterne - mellem hvilke årets litteraturkritiker i Norge Susanne Christensen befandt sig, men hun lod sig ikke sådan påvirke! - i excentriciteten. Som jo ikke er mere sær end at den tjener det EXPANSIVT NUANCERENDE formål, som Ulla A præcist udpeger: at fremhæve det sammensatte i udtrykket, og udtrykket også forstået som det kunstneriske udtryk, som kritikken skal karakterisere.
Jeg gennemgik de tre anmeldelser, jeg skrev i påsken, og blev overrasket over, at der ikke var flere adjektiv-adverbial + adjektiv'er end som så; jeg troede, de ville florere DJÆVELSK MANISK, så åbnebart er jeg helt af mig selv begyndt skære ned på dem (og erstatte dem med, så vidt jeg kan se, først og fremmest SIRLIGE, NONCHALANTE adjektivpar med komma imellem, der er må være tøse-udgaven af adjektiv-adeverbial + adjektiv); her oplistningen for påske-trioen:
1.
energisk eksende, , viltert konsonant-knirkende, kildrende hemmelighedfuld
2.
proft "humoristiske"
3.
kunstnerisk spændende, nådesløst læser-terroristiske, overdrevet groteske
Og det er sgu for JAMMERLIGT KOMBINATORISK, Lars!
Leddene i disse sideordnede komposita er dog kun tilnærmelsesvis sideordnede; det første vil altid i nogen grad føles som bestemmelse til det sidste, jfr. at rødblå pg blårød ikke betyder det samme. Derfor ligger dvandra-adjektivet ganske nær op ad Adjektiv med bestemmende adverbium [i margenen forkortet til "adjektiv-adverbial+ adjektiv"] (f.eks. giftigt vammel, ydmygt forvoven, tankeløst velbehagelig, kort glødende). Forbindelser af denne art yndes især i de romantisk sindede tidsrum, ganske som dvandra-ordene, og har samme intense karakter som de. Begge bruges til at fremhæve det sammensatte i indtrykket og især til dristig og iøjnefaldende forbindelse af abstrakt og konkret.
Jeg benytter mig CRAZY KONSTANT af adjektivadverbial + adjektiv, og da jeg havde et anmelderværksted på Treuå Høæjskoles litterære sommerkurusus Tag og skriv forsøgte jeg endda at træne kursisterne - mellem hvilke årets litteraturkritiker i Norge Susanne Christensen befandt sig, men hun lod sig ikke sådan påvirke! - i excentriciteten. Som jo ikke er mere sær end at den tjener det EXPANSIVT NUANCERENDE formål, som Ulla A præcist udpeger: at fremhæve det sammensatte i udtrykket, og udtrykket også forstået som det kunstneriske udtryk, som kritikken skal karakterisere.
Jeg gennemgik de tre anmeldelser, jeg skrev i påsken, og blev overrasket over, at der ikke var flere adjektiv-adverbial + adjektiv'er end som så; jeg troede, de ville florere DJÆVELSK MANISK, så åbnebart er jeg helt af mig selv begyndt skære ned på dem (og erstatte dem med, så vidt jeg kan se, først og fremmest SIRLIGE, NONCHALANTE adjektivpar med komma imellem, der er må være tøse-udgaven af adjektiv-adeverbial + adjektiv); her oplistningen for påske-trioen:
1.
energisk eksende, , viltert konsonant-knirkende, kildrende hemmelighedfuld
2.
proft "humoristiske"
3.
kunstnerisk spændende, nådesløst læser-terroristiske, overdrevet groteske
Og det er sgu for JAMMERLIGT KOMBINATORISK, Lars!
tirsdag den 26. april 2011
Sussi er den nye Grog
Jens Blendstrup har oprettet en action-sentimental blog Samtaler med Sussi direkte henvendt til sin hund Sussi, men vi andre må vistnok gerne læse med, det ligner allerede en efterfølger til Storm P.'s legendariske fortællinger om Grog. Her er den dramatiske fortælling om Sussi og påsken (let korrekset af den gl. renskriver og promotor, Mogens B.):
Kære Sussi i går var du i skoven og trille æg. Vi mennesker trillede mange, det var derfor du var bundet fast. Jeg ved du gøede meget. Og forstod at du i lange stræk søgte at overbevise mig om Guds existens. Alle disse skovløg herre, det er et mirakel af grønt og lugt af løg. Det kunne jeg naturligvis ikke fortælle de andre. For dem var du en hysterisk hund med meget meget lys stemme. Du spillede også rollen godt. Åd æggene og fik tyndskid. Som en anden Caligula åd du alt, uden skelen, og bagefter deltog du i hente pind i mose fuld af andemad. Magiske hund. du som hellere æder sten end pinde. Er det for at nå til bunds i guds existens? at du foretrækker kæmpe kampesten fremfor trøsket træ? Jeg tilgiver dig også angrebet på den lille spaniel. Æggetrilningen var ved vejs ende, og du kom ved nat. måske var timingen ikke i orden. Måske skræmte du den lille hund. Men det var nok dagens dramatiske forløb der gjorde dig til rovdyr.
Kære Sussi i går var du i skoven og trille æg. Vi mennesker trillede mange, det var derfor du var bundet fast. Jeg ved du gøede meget. Og forstod at du i lange stræk søgte at overbevise mig om Guds existens. Alle disse skovløg herre, det er et mirakel af grønt og lugt af løg. Det kunne jeg naturligvis ikke fortælle de andre. For dem var du en hysterisk hund med meget meget lys stemme. Du spillede også rollen godt. Åd æggene og fik tyndskid. Som en anden Caligula åd du alt, uden skelen, og bagefter deltog du i hente pind i mose fuld af andemad. Magiske hund. du som hellere æder sten end pinde. Er det for at nå til bunds i guds existens? at du foretrækker kæmpe kampesten fremfor trøsket træ? Jeg tilgiver dig også angrebet på den lille spaniel. Æggetrilningen var ved vejs ende, og du kom ved nat. måske var timingen ikke i orden. Måske skræmte du den lille hund. Men det var nok dagens dramatiske forløb der gjorde dig til rovdyr.
mandag den 25. april 2011
Bonusmareridt
En hidtil usynlig sang fra en til bevidstløshed klassisk plade der som pludseligt bonustrack bliver næsten uudholdeligt nærværende og derpå hjemsøgende - eksempel "You're a Nightmare" fra xtra-cd'en på luxusudgaven af Pulps (HVORFOR spiller de ikke på Roskilde!?) His'n Hers, som har forfulgt mig aggressivt ret præcist et døgn nu, når det ikke er mig, der aggressivt har forfulgt den, som da jeg kom ud fra Empire i går ved midnat (efter at have set Super, hysterisk sjov og følsom anti-superheltefilm med Rain Wilsom og Ellen Page) og jeg ikke længere havde sangen i hovedet, men desperat VILLE have sangen i hovedet og satte den på repeat, straks jeg kom hjem, så jeg kunne falde i søvn til det taktfaste ekko af my man Jarvis Cocker croonende det perfekte omkvæd for 17 år siden:
All day / I'm doing fine / 'cos there are things / to pass the time
Smoke a cig / and drink some tea / watch a programme / on TV
I just don't care where you are now / 'cos I'm sorted out, and how
I've got it all set up you see / But when I close my eyes it happens to me
You're a nightmare / and you've made it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
oh and I just can't see / why you should keep on happening to me
oh yeah / aah / Well it stopped some time in May / whilst you were still away
Was I in bed or on a bus / doing something pathetically ridiculous?
I never noticed it at first / But when you came back it got worse
It's the idea of you, you see / when I close my eyes it happens to me
Oh you're a nightmare / and you've got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / why you should keep on / happening to me
You're a nightmare / and you've got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / why you should keep on
happening / happening to me / Oh oh oh
And there were hotel bedroom birthdays / sleep in factory hallway
I remember always Yeah there were hotel bedroom birthdays
and sleep in factory hallway / I remember always
Why do you keep on / hanging round
Can't you see it gets me down?
Because when I look at you I see / somebody I just don't want to be
Oh woh you're a nightmare / and you got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and you just can't see / why you should keep on / happening to me
You're a nightmare / and you've got it all wrong
Yeah you're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / oh why why you should keep on / happening to me
You're a mightmare / and you've got it all wrong
Oh you're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
oh and I just can't see / why you're / why you're
you're always hanging around / you're always hanging round
You're always hanging around / You're always hanging round
You're always hanging round / You're always hanging round
you're always hanging round / You're always hanging round.
All day / I'm doing fine / 'cos there are things / to pass the time
Smoke a cig / and drink some tea / watch a programme / on TV
I just don't care where you are now / 'cos I'm sorted out, and how
I've got it all set up you see / But when I close my eyes it happens to me
You're a nightmare / and you've made it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
oh and I just can't see / why you should keep on happening to me
oh yeah / aah / Well it stopped some time in May / whilst you were still away
Was I in bed or on a bus / doing something pathetically ridiculous?
I never noticed it at first / But when you came back it got worse
It's the idea of you, you see / when I close my eyes it happens to me
Oh you're a nightmare / and you've got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / why you should keep on / happening to me
You're a nightmare / and you've got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / why you should keep on
happening / happening to me / Oh oh oh
And there were hotel bedroom birthdays / sleep in factory hallway
I remember always Yeah there were hotel bedroom birthdays
and sleep in factory hallway / I remember always
Why do you keep on / hanging round
Can't you see it gets me down?
Because when I look at you I see / somebody I just don't want to be
Oh woh you're a nightmare / and you got it all wrong
You're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and you just can't see / why you should keep on / happening to me
You're a nightmare / and you've got it all wrong
Yeah you're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
and I just can't see / oh why why you should keep on / happening to me
You're a mightmare / and you've got it all wrong
Oh you're a nightmare to me / Oh hoh / You're a nightmare
oh and I just can't see / why you're / why you're
you're always hanging around / you're always hanging round
You're always hanging around / You're always hanging round
You're always hanging round / You're always hanging round
you're always hanging round / You're always hanging round.
søndag den 24. april 2011
Guide til Nordre Fasanvej
Overfor Computer Planet
ligger Cirkelordenens Selskabslokaler,
og kolonialen er
"LUKKET PGA. HRÆVÆRK".
ligger Cirkelordenens Selskabslokaler,
og kolonialen er
"LUKKET PGA. HRÆVÆRK".
Og selvfølgelig Høvding Hans Otto
som der kun er titel (et John Lennon-citat vel faktisk!?) og sidetal på, hvilket er alt nok:
Strange days indeed, 130 sider
og som med garanti totalt vil underminere præmisserne for den monografi, der med vold og magt skal udkomme cirka samtidig!
Strange days indeed, 130 sider
og som med garanti totalt vil underminere præmisserne for den monografi, der med vold og magt skal udkomme cirka samtidig!
Sommerens Indianere hedder Kirsten og Susanne
Der gemmer sig de mest sensationelle nyheder inde på Gyldendals internetboghandel g.dk, hvis man bare ved, hvad man skal lede efter, fx nåede jeg for et øjeblik siden frem til titler på og referater af august-romaner af ingen ringere end Kirsten Hammann og Susanne Staun, de tårnhøje forventninger til hvilke kan torturere mig OG JER rigtig, rigtig længe:
Kirsten Hammann: Se på mig. 400 sider (!)
Kærlighedskomedie om kontorassistenten Julie og forfatteren Sune, der deler lejlighed. Den ene venter på livstegn fra sin forlovede, der er taget til Indien, den anden venter på inspiration. Med tiden viser det sig, at der alligevel er fordele ved bofællesskabet: Forfatteren mangler noget at skrive om, og kontordamen mangler en mand . Se på mig er fortælling om bedrag og selvbedrag, om behovet for at blive set og elsket, om overvågningskameraer, sexlegetøj, løgne og ja, kærlighed.
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville. 300 sider.
I Odenses pæne lægekvarter bliver en toårig pige vansiret for livet, da hun vågner op efter en middagslur badet i afløbsrens. Retsmedicineren Maria Krauses undersøgelser dokumenterer et gerningstidspunkt, som entydigt beviser, at kun moren eller faren kan have mishandlet pigen. I Danmark kan man ikke dømmes kollektivt, så selvom den efterfølgende byretsdom fastslår, at en af dem har gjort det, bliver begge frikendt. Men både den vansirede piges mor og far har en fortid, som på hver sin måde berører dr. Krause personligt, og som til sidst haler ind på forældrene og træder til, hvor loven svigter.
Sexlegetøj & afløbsrens (titlen på næste After Hand-digtsamling af Lars Skinnebach?)!
Det er allerede et luksuriøst litteraturår, og det bliver åbenbart bedre og bedre.
Kirsten Hammann: Se på mig. 400 sider (!)
Kærlighedskomedie om kontorassistenten Julie og forfatteren Sune, der deler lejlighed. Den ene venter på livstegn fra sin forlovede, der er taget til Indien, den anden venter på inspiration. Med tiden viser det sig, at der alligevel er fordele ved bofællesskabet: Forfatteren mangler noget at skrive om, og kontordamen mangler en mand . Se på mig er fortælling om bedrag og selvbedrag, om behovet for at blive set og elsket, om overvågningskameraer, sexlegetøj, løgne og ja, kærlighed.
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville. 300 sider.
I Odenses pæne lægekvarter bliver en toårig pige vansiret for livet, da hun vågner op efter en middagslur badet i afløbsrens. Retsmedicineren Maria Krauses undersøgelser dokumenterer et gerningstidspunkt, som entydigt beviser, at kun moren eller faren kan have mishandlet pigen. I Danmark kan man ikke dømmes kollektivt, så selvom den efterfølgende byretsdom fastslår, at en af dem har gjort det, bliver begge frikendt. Men både den vansirede piges mor og far har en fortid, som på hver sin måde berører dr. Krause personligt, og som til sidst haler ind på forældrene og træder til, hvor loven svigter.
Sexlegetøj & afløbsrens (titlen på næste After Hand-digtsamling af Lars Skinnebach?)!
Det er allerede et luksuriøst litteraturår, og det bliver åbenbart bedre og bedre.
lørdag den 23. april 2011
Gæt a Leif!
Ifølge (fusionerede?) L & R og Bog & Idés allestedsnærværende annoncer, med uhyggeligt airbrushet forfatterportræt, er spændings- og novelleforfatteren Leif Davidsen
Danmarks bedste forfatter
Og jeg som troede det var krimiforfatter og eks-politidirektør Hanne Bech Hansen!?
Danmarks bedste forfatter
Og jeg som troede det var krimiforfatter og eks-politidirektør Hanne Bech Hansen!?
Jeg vil ikke gøre stads af Marianne Stidsen, men
hun var dog engang, tilbage i 90'erne, før hun omvendte sig til kanonisk konservatisme og tematisk didaktik, en kritiker med en vis selvstændig og kapabel vurderingsevne, og hvor er det på den baggrund et sørgeligt retorisk implosivt, også kaldet tomt buldrende debatindlæg, hun har i Politiken Bøger i dag under overskriften "Kritikkens hate speech", og som især handler om min strenge person, jeg citerer så meget, jeg kan holde ud, hvilket hun nemlig konsekvent holder sig for god til, at citere altså:
Det nye er imidlertid, efter min opfattelse, at den grove kritik, baserer sig på en decideret inkompetence [inkompetence er et hårdt, injurierende ord, synes jeg nok, men så vidt jeg kan læse, sætter Stidsen inkompetence lig med at forholde sig kritisk (overfor kanoniserede forfattere) i sin kritik, og så er det vel OK at blive kaldt inkompetent!], som vi ikke tidligere har set modstykke til. Når Lars Bukdahl i et interview i Politiken udtaler, at Ib Michaels forfatterskab hører til blandt dem, han har sat sig for at "køre 'kampagne' på", så baserer det sig mindre en læsning af det aktuelle værk end på en usaglig, frit i luften svævende forhåndsantagelse om, hvad han skal mene om det. det hører ingen steder hjemme [selvfølgelig anmelder, når jeg anmelder, bogen foran mig (og har, for 117. forpulede gang, anmeldt flere af Ib Michaels bøger godt og ½godt), men hvorfor er det inkompetent kritik at forholde sig kritisk til et kanoniseret forfatterskab og hvordan det (ikke) udvikler sig og anskue den kritiske forfatterskabsud(/af)vikling som eksemplarisk kritisk (hvilket jo 1:1 modsvarer det implicit eksemplariske i enhver kanonisering: sådan, mine damer og herrer og skoleelever, ser god litteratur ud!), som ret præcist er det, jeg mener med 'kampagne' ?]/ Det hører heller ingen steder hjemme, når Bukdahl fra samme præmis sætter sig for først at sable Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling ned i Weekendavisen og derpå nedgøre og sjofle den i et fiktivt afslagsbrev i lyriktidsskriftet Hvedekorn [nej, på Hvedekorns hjemmeside, i bladet har jeg aldrig ordet]. Udtrykket 'at gå efter manden i stedet for bolden', som har været brugt flere gange, synes næsten for mildt. Snarere er der tale om decideret personforfølgelse og chikane.
Ja, jeg har oven i købet flere gange skrevet kritisk om Thomsens bog her på bloggen, uha, uha, uha. Den eneste måde, jeg kan få Stidsens anklager til at give mening på, er, hvis det som sådan er for galt at kritisere Thomsens bog og personforfølgende og chikanøst, sjofelt og svinsk at kritisere den gentagne gange. For selve mine tekster forholder sig hver gang til teksten, bogen og digtene, med talrige citater, MODSAT HENDES EGET DEBATINDLÆG, der står ikke ét ord om digteren som privatperson. Og for helvede, ingen digtsamling siden Thomsens forrige har været (i sagens natur positivt) forhåndsomtalt i den massive grad, samtlige anmeldelser undtagen min egen var blankt positive og begejstrede, bogen sælger som det varme brød, den i mine øjne med stor konsekvens ikke er. Jeg er hovedanmelder af dansk lyrik på Weekendavisen og redaktør af Danmarks førende lyriktidsskrift, det ville have været inkompetent af mig IKKE at skrive ekstensivt om Rystet spejl og så grundigt som muligt udfolde min skepsis og lunkenhed. Mindst hver 14. dag modtager Hvedekorn en kuvert med dygtige og ligegyldige SUT-epigonerier, derfor syntes jeg det var et interessant og illuminerende tankeeksperiment at læse bogen som et bidrag til Hvedekorn, her er et citat fra den slemme tekst:
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. Du skriver en alt for sirligt tryg, næsten indolent traditionel centrallyrik; en slags easy listening-udgave af den (over)modne Søren Ulrik Thomsen, som du tydeligvis har forlæst dig på, men ikke orker at hverken karikere eller konkurrere med, derfor reproducerer du bare anonymt og neutralt hans uekstremeste inkarnation i Det værste og det bedste: lunt retoriske besværgelser (gerne med sentimental meta-appel) af dødelighed og henrundet fortid pådrysset en beskeden mængde banalt/kitschet (gerne meta)billedsprog. Der er flere gode ansatser til en konkret enkelhed og en enkel konkretion, men næsten hver gang underløbes de af undertekstende metaforik og aforistik og andet strik. [hvorpå et digt citeres og læses]
Hvilket ikke er spor anderledes skrevet, måske er kritikken lige en smule mere udførlig, end et gennemsnitligt afslagsbrev fra Hvedekorns redaktør. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde den talehandling at kalde sådan tale "sproglig voldsudøvelse" og "hate speech": Hys tale?
Nå ja, Morten Sabroe har på forsiden af 2. sektion en mildt diverterende artikel om, at han var sammen med gadget-fikserede IM på Thailand, da denne fyrede sin voldstrussel af, og han genfortæller også lige, nu han er i gang, for 117. forpulede gang historien om dengang for 15 år på Bogmessen, han og jeg IKKE var oppe at slås. Ja, ja, ja. Men sikke en skøn tegning af Philip Ytournel, med IM og Sabroe som badende gamlinge og mig med min næse som hajfinne drivende imod dem! Jeg er også fint tilfreds med Anne-Marie Steen Petersens bistre udgave af mig over Stidsen-indlægget, men hvad sker der med lædervesten, sådan en kunne IM måske finde på at bære, aldrig i livet jeg!
Det nye er imidlertid, efter min opfattelse, at den grove kritik, baserer sig på en decideret inkompetence [inkompetence er et hårdt, injurierende ord, synes jeg nok, men så vidt jeg kan læse, sætter Stidsen inkompetence lig med at forholde sig kritisk (overfor kanoniserede forfattere) i sin kritik, og så er det vel OK at blive kaldt inkompetent!], som vi ikke tidligere har set modstykke til. Når Lars Bukdahl i et interview i Politiken udtaler, at Ib Michaels forfatterskab hører til blandt dem, han har sat sig for at "køre 'kampagne' på", så baserer det sig mindre en læsning af det aktuelle værk end på en usaglig, frit i luften svævende forhåndsantagelse om, hvad han skal mene om det. det hører ingen steder hjemme [selvfølgelig anmelder, når jeg anmelder, bogen foran mig (og har, for 117. forpulede gang, anmeldt flere af Ib Michaels bøger godt og ½godt), men hvorfor er det inkompetent kritik at forholde sig kritisk til et kanoniseret forfatterskab og hvordan det (ikke) udvikler sig og anskue den kritiske forfatterskabsud(/af)vikling som eksemplarisk kritisk (hvilket jo 1:1 modsvarer det implicit eksemplariske i enhver kanonisering: sådan, mine damer og herrer og skoleelever, ser god litteratur ud!), som ret præcist er det, jeg mener med 'kampagne' ?]/ Det hører heller ingen steder hjemme, når Bukdahl fra samme præmis sætter sig for først at sable Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling ned i Weekendavisen og derpå nedgøre og sjofle den i et fiktivt afslagsbrev i lyriktidsskriftet Hvedekorn [nej, på Hvedekorns hjemmeside, i bladet har jeg aldrig ordet]. Udtrykket 'at gå efter manden i stedet for bolden', som har været brugt flere gange, synes næsten for mildt. Snarere er der tale om decideret personforfølgelse og chikane.
Ja, jeg har oven i købet flere gange skrevet kritisk om Thomsens bog her på bloggen, uha, uha, uha. Den eneste måde, jeg kan få Stidsens anklager til at give mening på, er, hvis det som sådan er for galt at kritisere Thomsens bog og personforfølgende og chikanøst, sjofelt og svinsk at kritisere den gentagne gange. For selve mine tekster forholder sig hver gang til teksten, bogen og digtene, med talrige citater, MODSAT HENDES EGET DEBATINDLÆG, der står ikke ét ord om digteren som privatperson. Og for helvede, ingen digtsamling siden Thomsens forrige har været (i sagens natur positivt) forhåndsomtalt i den massive grad, samtlige anmeldelser undtagen min egen var blankt positive og begejstrede, bogen sælger som det varme brød, den i mine øjne med stor konsekvens ikke er. Jeg er hovedanmelder af dansk lyrik på Weekendavisen og redaktør af Danmarks førende lyriktidsskrift, det ville have været inkompetent af mig IKKE at skrive ekstensivt om Rystet spejl og så grundigt som muligt udfolde min skepsis og lunkenhed. Mindst hver 14. dag modtager Hvedekorn en kuvert med dygtige og ligegyldige SUT-epigonerier, derfor syntes jeg det var et interessant og illuminerende tankeeksperiment at læse bogen som et bidrag til Hvedekorn, her er et citat fra den slemme tekst:
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. Du skriver en alt for sirligt tryg, næsten indolent traditionel centrallyrik; en slags easy listening-udgave af den (over)modne Søren Ulrik Thomsen, som du tydeligvis har forlæst dig på, men ikke orker at hverken karikere eller konkurrere med, derfor reproducerer du bare anonymt og neutralt hans uekstremeste inkarnation i Det værste og det bedste: lunt retoriske besværgelser (gerne med sentimental meta-appel) af dødelighed og henrundet fortid pådrysset en beskeden mængde banalt/kitschet (gerne meta)billedsprog. Der er flere gode ansatser til en konkret enkelhed og en enkel konkretion, men næsten hver gang underløbes de af undertekstende metaforik og aforistik og andet strik. [hvorpå et digt citeres og læses]
Hvilket ikke er spor anderledes skrevet, måske er kritikken lige en smule mere udførlig, end et gennemsnitligt afslagsbrev fra Hvedekorns redaktør. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde den talehandling at kalde sådan tale "sproglig voldsudøvelse" og "hate speech": Hys tale?
Nå ja, Morten Sabroe har på forsiden af 2. sektion en mildt diverterende artikel om, at han var sammen med gadget-fikserede IM på Thailand, da denne fyrede sin voldstrussel af, og han genfortæller også lige, nu han er i gang, for 117. forpulede gang historien om dengang for 15 år på Bogmessen, han og jeg IKKE var oppe at slås. Ja, ja, ja. Men sikke en skøn tegning af Philip Ytournel, med IM og Sabroe som badende gamlinge og mig med min næse som hajfinne drivende imod dem! Jeg er også fint tilfreds med Anne-Marie Steen Petersens bistre udgave af mig over Stidsen-indlægget, men hvad sker der med lædervesten, sådan en kunne IM måske finde på at bære, aldrig i livet jeg!
fredag den 22. april 2011
Powerpuff Pigerne gør Brooklyn
Det er fantastisk at vide, at Line Knutzon og Mette Moestrup i dette øjeblik, klokken seks, Langfredag, befinder sig hos Naja Marie Aidt i Brooklyn, New York, USA, hvor de skriver videre på deres fælles, mytiske og mystiske bog om frihed, arbejdstitel: BÅVEN, som det er plat umuligt, selvom de har fortalt alt muligt, at gøre sig nogen realistisk forestilling om.
Gid man var en cockcroach i airconditionanlægget!
Gid Brooklyn var en københavnsk bydel, man kunne spadsere til langs søerne!
Gid de sendte et kollektivt forfattet, dokumentarisk outtake til Hvedekorn pr. airmail!
Gid man var en cockcroach i airconditionanlægget!
Gid Brooklyn var en københavnsk bydel, man kunne spadsere til langs søerne!
Gid de sendte et kollektivt forfattet, dokumentarisk outtake til Hvedekorn pr. airmail!
Fuglefri ekspressionisme
Blishønen ved Sortedam
sagde nøjagtig
som en tuberkuløs politisirene,
da vi gik forbi,
fordi den følte sig nøjagtig
som en tuberkuløs politisirene,
da vi gik forbi.
sagde nøjagtig
som en tuberkuløs politisirene,
da vi gik forbi,
fordi den følte sig nøjagtig
som en tuberkuløs politisirene,
da vi gik forbi.
Forårets politik
Kunsten er at skøjte som en østtysk afhopper på overfladen,
mens solen brænder som et nationalflag på himlen.
mens solen brænder som et nationalflag på himlen.
- og Codans nævenyttige neon en ægte, blinkende Dan Flavin
i nat er mine nye,
tyste, spejlblanke
solbriller Skt.
Jørgens Sø -
- og ænderne sandskorn
på samme
tyste, spejlblanke
solbriller Skt.
Jørgens Sø -
- og ænderne sandskorn
på samme
torsdag den 21. april 2011
At bortælle faglæns
Jeg har lige set Gaspar Noés ondt hypnotiske film Irréversible, der fortæller om en voldtægt, der bliver hævnet, i omvendt rækkefølge: det starter i den totale formørkelse, det slutter med, og slutter i den fine idyl, det begynder med, "Tiden ødelægger alt", som der står på skærmen/lærredet til sidst, og jeg kom til at tænke på andre baglæns fortalte fortællinger, som man vel kan dele op i to slags: 1. Baglæns sekvens, som Irréversible, hvor de enkelte scener er fortalt i kronologisk rækkefølge, men er arrangeret i (streng) omvendt sekvens, 2. Tilbagespoling, hvor alt går baglæns, ligesom når man spoler en film tilbage, som Martin Amis' roman Time's Arrow, hvor en nazi-læge genopvækker sine ofre. Der er mange flere eksempler, fra litteratur (Vergil!) og film (Memento) og tv (den fantastiske Seinfeld-episode "The Betryayal", der til sidst går helt amok med baglæns-sekvensen og går helt tilbage til første gang Seinfeld og Kramer møder hinanden , og Seinfeld skæbnesvangert siger: "What's mine is yours") og musikvideoer i Wikipedias artikel om "Reverse chronology", som dog ikke bruger min geniale opdeling i Baglæns sekvens og Tilbagespoling, men jeg kan ikke komme i tanke om andre danske eksempler end Peter Adolphsens tilbagespoling "Pilk fra en mlif-noitca" fra Små historier 2 (OG IKKE-FORTÆLLEMÆSSIGT SELVFØLGELIG PER HØJHOLTS DIGT "UDENFOR" (og jeg bruger stadigvæk Sten Kaaløs kvalitets-test på digte (fra Biskops Arnö 1987 og et nummer af vistnok Chancen): Læs digtets linjer i omvendt rækkefølge, er det et bedre, interessantere digt baglæns, er det et dårligt digt forfra)), kan I!!??:
Gadebandelederens stålgrå øjne fra det smertensforvredne til forbløffelse, og i næste uge borede den glohede blykugle sig ud af hans brystkasse, hvor skudhullet lukkede sig bag den som en visnende rose. Kuglen hvislede gennem luften til 44 Mungam'ens munding, en røgssky imploderede ned i tromlen, og samtidig skubbede projektilet en ildtunge tilbage ind i revolverløbet. Yrrah Ytrids finger slap aftrækkeren, og gadebandelederen fjernede med abrupt klodsethed hånden fra revolveren i bukselinningen. "yad ym ekam, knup, daeha og!" drævede Yrrah Ytrid og stak gokkejernet i skulderhylsteret, i det han sugedes baglæns ind i den bulede Dodge [burde vel være: Egdod!?]; bildøren lukkede, og han bakkede ud af billedet med hvinende bremser.
Gadebandelederens stålgrå øjne fra det smertensforvredne til forbløffelse, og i næste uge borede den glohede blykugle sig ud af hans brystkasse, hvor skudhullet lukkede sig bag den som en visnende rose. Kuglen hvislede gennem luften til 44 Mungam'ens munding, en røgssky imploderede ned i tromlen, og samtidig skubbede projektilet en ildtunge tilbage ind i revolverløbet. Yrrah Ytrids finger slap aftrækkeren, og gadebandelederen fjernede med abrupt klodsethed hånden fra revolveren i bukselinningen. "yad ym ekam, knup, daeha og!" drævede Yrrah Ytrid og stak gokkejernet i skulderhylsteret, i det han sugedes baglæns ind i den bulede Dodge [burde vel være: Egdod!?]; bildøren lukkede, og han bakkede ud af billedet med hvinende bremser.
onsdag den 20. april 2011
Borgen findes: Marianne L udgiver ny bog!
med en endnu forunderligere titel end sidste gang (Hvis en morgen en hittevoksen! - hvilket er godt at se, når en en anden selvcensurerer sine overskrifter grusomt):
6. maj udkommer på Borgens Forlag, som dermed findes!:
Marianne Larsen: Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale. Et blues-digt. 73 sider, 199 kr.
Samtidig med Bo hr. Hansen og Vibeke Grønfeldt! En for sær drøm af en trio!
6. maj udkommer på Borgens Forlag, som dermed findes!:
Marianne Larsen: Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale. Et blues-digt. 73 sider, 199 kr.
Samtidig med Bo hr. Hansen og Vibeke Grønfeldt! En for sær drøm af en trio!
2 halvsides halvhjerter slår 1 helsides forpulet fordom TROR JEG PÅ
Det irriterende og besværlige ved fordomme er, at, hvor sikker man end er på dem, forbliver de fordomme, indtil andet er bevist, dvs. når det handler om litterære fordomme, LÆST, hvilket betyder at man skal læse alt muligt massivt hø og hakkelse, , fra JC Grøndahl over HV Holst til E Egholm, bare for at få bevist, hvad ene fordomme udmærket vidste i forvejen.
Nu fx i dagens påskeudgave af WA Bøger, hvor jeg er stensikker på, at der er langt større kvaliteter i de to bøger af Nicolaj Stochholm og Vagn Lundbye, jeg anmelder halvhjertet, halvt kritisk, halvt positivt, med vægten lagt på det (henholdsvis energisk og monstrøst) positive, på 2 x en halv side, end i den roman af Henrik Andersen, Beskyttelsezonen, som Klaus Rothstein på en helside anmelder entydigt begejstret, og jo bl.a fordi jeg ikke kan få at vide, hvad det er ved bogen, han RENT KUNSTNERISK synes er så fedt, ud over at den handler om Østtyskland og fodbold, hvilket jo er tematiske fedheder, ikke kunsneriske; det hjælper så heller ikke, at han sammenligner med romaner af Niels Rohleder og Benn Q. Holm, som jeg HAR læst. Men før jeg har læst den forbandede, små 360 sider lange roman, har jeg ingen ret til at mene, at jeg har ret, hvis jeg har ret, hvilket jeg vil vædde en dublet af Camilla - og resten af selskabet på, at jeg har.
Nu fx i dagens påskeudgave af WA Bøger, hvor jeg er stensikker på, at der er langt større kvaliteter i de to bøger af Nicolaj Stochholm og Vagn Lundbye, jeg anmelder halvhjertet, halvt kritisk, halvt positivt, med vægten lagt på det (henholdsvis energisk og monstrøst) positive, på 2 x en halv side, end i den roman af Henrik Andersen, Beskyttelsezonen, som Klaus Rothstein på en helside anmelder entydigt begejstret, og jo bl.a fordi jeg ikke kan få at vide, hvad det er ved bogen, han RENT KUNSTNERISK synes er så fedt, ud over at den handler om Østtyskland og fodbold, hvilket jo er tematiske fedheder, ikke kunsneriske; det hjælper så heller ikke, at han sammenligner med romaner af Niels Rohleder og Benn Q. Holm, som jeg HAR læst. Men før jeg har læst den forbandede, små 360 sider lange roman, har jeg ingen ret til at mene, at jeg har ret, hvis jeg har ret, hvilket jeg vil vædde en dublet af Camilla - og resten af selskabet på, at jeg har.
1 ensom HH-hater
Der er noget meget forfriskende i, at der er 1 anmelder, der ikke bryder sig om Helle Helles nye og, vil jeg jo mene, objektivt gode roman Dette burde skrives i nutid, og ved at den anmelder befinder sig på Alt for damerne med signaturen ap for Anna Pia (Holmegaard) - heldigvis, for markedsføringen, er forfatterfotoet STORT:
Miljøer, detaljeret beskrevet. Mennesker, tørt portrætteret [!!?? som om der ikke kan være 100 x så meget liv i ordknap prærcision som i knævrende indlevelse]. Formen, uendeligt [!!??] gentaget. Ja, undskyld mig [nej, jeg vil ej!] .... HELLE HELLE har fået priser, hun har stensikret stilen med det übertæt skildrede hverdagsliv, hvor det store tydeligvis skal findes i det små, i denne læsers øjne desværre i "DETTE BURDE SKRIVES I NUTID" - i det mikroskopisk, indtørrede [igen den tørhed - jeg forstår det ikke!?] lillebitte. Måske er jeg nærsynet [nej, bare kritisk bælgøjet] og ser ikke formatet i historien om den unge kvinde, der er gået i stå i sin søgen, lytten, vandren efter en mening med livet [fint referat faktisk!]. Men motoren mangler. (tre stjerner)
Ja, motoren mangler, for det vidunderlige er, at romanen ikke skal nogen steder, den står knastørt og blomstrer på stedet. Men måske det nu, med 1 dårlig anmeldelse, bliver lettere at overbevise den unge avantgarde om radikaliteten og POESIEN i Helle Helles skrift.
28. april besøger Helle den fysiske undergrund i form af arrangementet Under Oplæsning 16 , Skindergade 24, 2. th., hvor hun optræder sammen med bl.a. Josefine Graakjær og Lone Aburas, så kan de lære det (altså ikke Josefine og Lone, men avantgarde og undergrund)!
Men hvor bliver Olga Ravns Femina-anmeldelse af nutid af?
Miljøer, detaljeret beskrevet. Mennesker, tørt portrætteret [!!?? som om der ikke kan være 100 x så meget liv i ordknap prærcision som i knævrende indlevelse]. Formen, uendeligt [!!??] gentaget. Ja, undskyld mig [nej, jeg vil ej!] .... HELLE HELLE har fået priser, hun har stensikret stilen med det übertæt skildrede hverdagsliv, hvor det store tydeligvis skal findes i det små, i denne læsers øjne desværre i "DETTE BURDE SKRIVES I NUTID" - i det mikroskopisk, indtørrede [igen den tørhed - jeg forstår det ikke!?] lillebitte. Måske er jeg nærsynet [nej, bare kritisk bælgøjet] og ser ikke formatet i historien om den unge kvinde, der er gået i stå i sin søgen, lytten, vandren efter en mening med livet [fint referat faktisk!]. Men motoren mangler. (tre stjerner)
Ja, motoren mangler, for det vidunderlige er, at romanen ikke skal nogen steder, den står knastørt og blomstrer på stedet. Men måske det nu, med 1 dårlig anmeldelse, bliver lettere at overbevise den unge avantgarde om radikaliteten og POESIEN i Helle Helles skrift.
28. april besøger Helle den fysiske undergrund i form af arrangementet Under Oplæsning 16 , Skindergade 24, 2. th., hvor hun optræder sammen med bl.a. Josefine Graakjær og Lone Aburas, så kan de lære det (altså ikke Josefine og Lone, men avantgarde og undergrund)!
Men hvor bliver Olga Ravns Femina-anmeldelse af nutid af?
tirsdag den 19. april 2011
Verdens bedste tv-udsendelse
er Muppet Show med Steve Martin, 1977,
som jeg netop har genset for første gang
i nogen-og-tredive år, og dengang var jeg
ikke Steve Martin-fan, men jeg kan huske
hans banjo-nummer, "I'm a Rambling Guy",
nu er jeg en gammel Steve Martin-fan og
ved, at det meste af hans fantastiske perfor-
mance, ballonkunsterne fx, lave dyr med
uopblæste balloner, puste ord ind i balloner,
er fra hans stand up-show, som jeg har en
optagelse af på en hellig vhs, det er aldrig
blevet udsendt på dvd, men han interagerer
så fint og selvfølgeligt med Kermit og ikke
mindst den svenske kok, der vil lave fresh
squeezed orange juice af appelsinen, Steve
taber under sin jonglering, og nu følger jeg
ham, altså Steve, ikke den svenske kok, på
twitter, hvor han ligesom jeg, der endnu ikke
har skrevet et tweet, er ny og dagligt leverer
vildt veloplagte linjer, og meget apropos i dag
denne:
Installed a red carpet in hallway and lined it with cardboard standees of interviewers so breakfast feels more like the 70s.
som jeg netop har genset for første gang
i nogen-og-tredive år, og dengang var jeg
ikke Steve Martin-fan, men jeg kan huske
hans banjo-nummer, "I'm a Rambling Guy",
nu er jeg en gammel Steve Martin-fan og
ved, at det meste af hans fantastiske perfor-
mance, ballonkunsterne fx, lave dyr med
uopblæste balloner, puste ord ind i balloner,
er fra hans stand up-show, som jeg har en
optagelse af på en hellig vhs, det er aldrig
blevet udsendt på dvd, men han interagerer
så fint og selvfølgeligt med Kermit og ikke
mindst den svenske kok, der vil lave fresh
squeezed orange juice af appelsinen, Steve
taber under sin jonglering, og nu følger jeg
ham, altså Steve, ikke den svenske kok, på
twitter, hvor han ligesom jeg, der endnu ikke
har skrevet et tweet, er ny og dagligt leverer
vildt veloplagte linjer, og meget apropos i dag
denne:
Installed a red carpet in hallway and lined it with cardboard standees of interviewers so breakfast feels more like the 70s.
Oppe i det grønne felt
Foråret er grønt
som - og fordi,
jeg skal anmelde -
Vibeke Grønfeldts
nye, massivt springske
roman Livliner,
der udkommer
om 14 dage.
(og nej, selvfølgelig hedder den ikke Livslinjer, som jeg først troede og skrev ...)
som - og fordi,
jeg skal anmelde -
Vibeke Grønfeldts
nye, massivt springske
roman Livliner,
der udkommer
om 14 dage.
(og nej, selvfølgelig hedder den ikke Livslinjer, som jeg først troede og skrev ...)
mandag den 18. april 2011
Eine Tracht Prügel
(artikel på NZZOnline af Peter Urban-Halle)
In Dänemark tobt ein Literaturkrieg um den rabiaten «Grosskritiker» Lars Bukdahl
In Dänemark tobt ein Literaturkrieg um den rabiaten «Grosskritiker» Lars Bukdahl
Und wir dachten immer, die Dänen seien ein harmoniesüchtiges Volk! In diesem Frühjahr indes gehen Gewaltphantasien durch die dortige Literaturszene, das hat die deutschsprachige Branche lange nicht mehr erlebt. Über vierzig Jahre ist es her, dass der Schriftsteller Rolf Dieter Brinkmann ein Maschinengewehr herbeiwünschte, um Harald Hartung und Marcel Reich-Ranicki niederzumähen. Aber heute? Wer ist es hier noch wert, dass man ihm Prügel androht?
Aber in Dänemark. Da ist die Szene konzentrierter. Alle wichtigen Blätter, Autoren und Kritiker residieren in der Hauptstadt. Man kennt sich, liest sich und begegnet einander. Neue Bücher werden gewöhnlich am Erscheinungstag besprochen. Das alles sorgt für Brisanz. Einer der brisantesten Kritiker ist Lars Bukdahl, fast alles, was er in «Weekendavisen» schreibt, spaltet die Branche. Bukdahl hat eine klare, kompromisslose, manche sagen elitäre Vorstellung von Literatur. Scheinliterarisches Gerede, generalisierter Kitsch, routiniertes Geschreibsel sind ihm ein Greuel. Er lässt sich kein E für ein U vormachen. Bestseller sind für ihn «Schrott». Doch die Leidenschaft ist sein Markenzeichen, seine bald vernichtenden, bald jubelnden Rezensionen sind allemal genussvoller zu lesen als kreuzbrave Inhaltsangaben und Abgewogenheiten. Bukdahl: «Ich will doch nicht langweilig schreiben, nur weil das Buch langweilig ist.»
Læs videre på dette link -Ministerium annullerer udvisning af 14 romaner
Det var ulovligt, da 14 romaner blev ekspederet ud af Danmark på under 24 timer efter en stor politiaktion sidste sommer. Et brev lander i da på bordet5 hos romanernes beskikkede advokater, hvori Integrationsministeriet skriver, at deres administrative udvisning og to års indrejseforbud strider mod dansk lov og EU/'s regler. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kræver på den baggrund strammere regler.
- endelig en god nyhed om romaner!
- endelig en god nyhed om romaner!
Paranoid, men nøgtern nattetanke
Der er 5 ekstra kinesere i hvert rum, også i Kina, det gælder bare om ikke at opdage dem, de gør ingen skade og ingen forskel.
søndag den 17. april 2011
Det var et chok for sheiken at censur gjorde min zen sur
Det var et chok for sheiken,
at jeg rystede på mit fraværende
hoved over, at han halshuggede
11 hovedløse fodboldspillere*
Offside-reglerne er meget
simple her sagde han,
står du på hovedet foran
et tomt mål, skal du begrave
dit hoved i grønsværen med
en teske mellem tænderne.
* (Politiken i går, og ja, det er den sheik): Den positive stemning, der prægede åbningen af den vigtigste kunstbiennale i Mellemøsten, Sharjah Biennal 2011, for få uger siden, er nu brat afløst af fyringer og forargelse./ Forargelsen er kommet fra Sharjah-emiratets hersker sheik Sultan Bin Mohammad Al Quasimi. Han har uden varsel fyret biennalens direktør, samt fjernet et kunstværk, som er anklaget for at være anstødeligt, muligvis blasfemisk./ Der er tale om en installation af den algeriske forfatter og journalist Mustapha Benfodil. Han har klædt en gruppe [hovedløse] dukker ud som fodboldspillerede, hvilket henviser til voldtægter udført af religiøse grupper, som fandt sted i Algier i 1990'erne.
at jeg rystede på mit fraværende
hoved over, at han halshuggede
11 hovedløse fodboldspillere*
Offside-reglerne er meget
simple her sagde han,
står du på hovedet foran
et tomt mål, skal du begrave
dit hoved i grønsværen med
en teske mellem tænderne.
* (Politiken i går, og ja, det er den sheik): Den positive stemning, der prægede åbningen af den vigtigste kunstbiennale i Mellemøsten, Sharjah Biennal 2011, for få uger siden, er nu brat afløst af fyringer og forargelse./ Forargelsen er kommet fra Sharjah-emiratets hersker sheik Sultan Bin Mohammad Al Quasimi. Han har uden varsel fyret biennalens direktør, samt fjernet et kunstværk, som er anklaget for at være anstødeligt, muligvis blasfemisk./ Der er tale om en installation af den algeriske forfatter og journalist Mustapha Benfodil. Han har klædt en gruppe [hovedløse] dukker ud som fodboldspillerede, hvilket henviser til voldtægter udført af religiøse grupper, som fandt sted i Algier i 1990'erne.
lørdag den 16. april 2011
Blogpost til Ida Jessen
Jeg skal huske at nævne bumserne på bænken ved Planetariet, der glimtede velpræserveret af nikkel i forårssolen.
Digtet om krænkelsen af Carsten Jensens uimodsigelighed
De ændrede betin
gelser for s
erien er opstået efte
r, at forfa
tteren Carsten Jens
en i sit bidrag har lavet en kr
itisk satire over TV-avi
sens påståede ukr
itiske mikr
ofonholderi i forhold til kr
igsindsatsen i Irak og Afgh
anistan. Pludselig har D
R2 beste
mt, at den korte fi
lm skal efterfølges af studied
ebat umiddelbart efter. "D
et er uh
yrligt, at kr
itik af DR ikke kan stå uim
odsagt: DR har å
benbart fået samme stat
us som dr
oninngen, nemlig at der ikke kan fr
emsættes kr
itik. Havde jeg vid
st, at der skulle være en eft
erfølgen
de debat med det samm
e havde jeg lavet min fi
lm anderl
edes," siger Ca
rsten Jensen til Informat
ion.
gelser for s
erien er opstået efte
r, at forfa
tteren Carsten Jens
en i sit bidrag har lavet en kr
itisk satire over TV-avi
sens påståede ukr
itiske mikr
ofonholderi i forhold til kr
igsindsatsen i Irak og Afgh
anistan. Pludselig har D
R2 beste
mt, at den korte fi
lm skal efterfølges af studied
ebat umiddelbart efter. "D
et er uh
yrligt, at kr
itik af DR ikke kan stå uim
odsagt: DR har å
benbart fået samme stat
us som dr
oninngen, nemlig at der ikke kan fr
emsættes kr
itik. Havde jeg vid
st, at der skulle være en eft
erfølgen
de debat med det samm
e havde jeg lavet min fi
lm anderl
edes," siger Ca
rsten Jensen til Informat
ion.
fredag den 15. april 2011
Helle Helle-festival 6: Leif og Dorte er et par
Jeg talte i telefon med Jens B om Helles roman og kom til at tænke på, hvor meget Jens' roman Bombaygryde og Dette burde skrives i nutid ligner hinanden, i deres eksistentielle situation eller figur: Ungt, implosivt jeg og digter in spe netop lukket ud i den voksne virkelighed, som han og hun virkelig ikke er interesseret i eller klar til at forholde sig forpligtet til, hvilket er præcist lige lige så sjovt som rørende i de to romaner.
Helle Helle-festival 4: Minimalmarathon-uddrag II
s. 120: ”flapjacks (…) hvordan det end var kommet sig”, pedel-tydelighed, ”malede en træplade på to bukke”, ”kuffert i kuffertrummet”. 15:55, s. 122: eksistentiel/fuldet fortvivlelse/opstemthed, ”Jeg slog mine hænder i skibsbriksen, det førte ikke rigtig til noget, det var en skumgummimadras.” 15:58, s. 125: kindness of strangers? ”han med Cocioflaksen, jeg med min perletaske.” 16:00, s. 126: ”ansigtsmaske med hvedekim”. s. 127: ”Det hele gik meget gelinde” = sex.
(opvask)
Helle Helle-festival 3: og æbleskum
Den bedste anmeldelse af Dette burde skrives i nutid i Politiken i dag er Helle (!) Brønnum Carlsens beskrivelse af sin dessert i Frederiks Have (jf. den kuldkastede kommentar nedenfor om smagningen af smagen i smagsdommen og al den mad, der altid er på spil i Helles romaner):
Vaniljeparfait lyder næsten endnu mere trivielt [end hvid chokoladecreme med havtorn] - selv om det nok skriver sig ind i en lidt ældre frankofil historie, men her var den i sit rette element og nok den bedste vinilleparfait, jeg har fået. den blev serveret i form af et iskoldt rør i midten af tallerkenen, som var omgivet af sød bitter, fed chokoladecreme, friske æblestykker, æblegele og æbleskum (ja her er en særlig forkærlighed for treenigheder af en udvalgt råvare). I anretningen var der også noget, der mindede om knasende mysli med hasselnødder og igen blev stedets fornemmelse for smag og konsistens understreget. For lige at give et frisk pust var her smagt til med mynte. Dessertfreaken måtte overgive sig.
Vaniljeparfait lyder næsten endnu mere trivielt [end hvid chokoladecreme med havtorn] - selv om det nok skriver sig ind i en lidt ældre frankofil historie, men her var den i sit rette element og nok den bedste vinilleparfait, jeg har fået. den blev serveret i form af et iskoldt rør i midten af tallerkenen, som var omgivet af sød bitter, fed chokoladecreme, friske æblestykker, æblegele og æbleskum (ja her er en særlig forkærlighed for treenigheder af en udvalgt råvare). I anretningen var der også noget, der mindede om knasende mysli med hasselnødder og igen blev stedets fornemmelse for smag og konsistens understreget. For lige at give et frisk pust var her smagt til med mynte. Dessertfreaken måtte overgive sig.
Helle Helle-festival 2: Komma-revolutionen
Åndssvagt dumt at give bøger stjerner, men OK at at give anmeldelser stjerner, synes jeg, her er pointgivningen til anmeldelserne af Helle Helle nye, åndssvagt gode roman Dette burde skrives i nutid stjerner
* * * * * (fem stjerner ud af seks) til Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, og først og fremmest for hans opdagelse af komma-reovultionen i Helles prosa (som jeg ikke selv havde bidt mærke i, men det er fuldstændig rigtigt (hvorfor så redaktør Peter Nielsen i sin faste klumme skal gentage og tærske langhalm på Tues opdagelse uden at lægge hverken fra eller til (ud over særdeles poetisk svagt at sammenligne kommaer og stiletter) må (deadline)guderne vide): "Samtidig er det, som om der er sket noget med Helle Helles stil. I al fald kan jeg ikke huske, at hun i dén grad brugte komma mellem to helsætninger. Nu er det grundrytmen i hendes prosa. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. »De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere«, står der. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem."
****½ (fire en halv) stjerne til Mai Misfeldts 5-stjernede anmeldelse i Berlingske, for at få humoren med: "Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis. Dorte keder sig, og det er der andre, der gør. Nærmest tilfældigt begynder hun at gå i seng med fyren på DSB- stationen, som også opsøger hende om natten iført sin hvide badekåbe (Dortes er pink). En nat er det imidlertid en græsgrøn badekåbe, der står og ryger i Dorte have, det er DSB fyrens kæreste: » – Jeg ryger ikke, sagde hun. – Okay, sagde jeg«.
* * * * (fire stjerner) til Nanna Gouls anmeldelse i Weekend avisen (den jeg ville have skrevet) for hendes præcise overvældelse og ordet "kostbart": "Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde som tilnærmelsesvis yder værker retfærdighed./ Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanligt kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde, at alle overordnede Helle Helleske overskrifter som minimalisme, provins-litteratur eller den påståede mangel på handling gøres overflødige."
*** (tre stjerner) til Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse i Politiken, fordi han giver romanen seks hjerter, men hold kæft, jeg bliver irriteret på hans psykologisering af Helles suveræne poetiske stilighed: "Dortes tilstand - og psykologiske udvikling - er netop ikke reflekteret i beretningen, men afspejlet i stilen. Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hendes sætninger er renset for adverbialer, der kan skabe sammenhæng - som "derfor" "fordi" eller "således". Sådan føles meningsløsheden, når den ikke er fancy filosofisk program, men en psykologisk tilstand man ikke kan løbe fra."
*(en stjerne) til Erik Svendsens 4-stjernede anmeldelse i Jyllands-Posten, fordi ... det er Erik Svendsen ... for galt, synes Erik Svendsen fx, at personerne ikke kritiseres af forfatteren for ikke at tænke mere på samfundet og sager: "hvor er blikket for verden, hvor er interessen for det, der overskrider den private horisont? Kan det virkelig passe, at navlen giver den bedste vinkel på tilværelsen? Jeg savner forfatterens kritik af figurerne. Idealet kan vel ikke være, at forfatteren skal være 100 pct. solidarisk med sine gestaltninger. På den måde fordobles Dortes blindhed dobbelt, og det er næppe meningen."
* * * * * (fem stjerner ud af seks) til Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, og først og fremmest for hans opdagelse af komma-reovultionen i Helles prosa (som jeg ikke selv havde bidt mærke i, men det er fuldstændig rigtigt (hvorfor så redaktør Peter Nielsen i sin faste klumme skal gentage og tærske langhalm på Tues opdagelse uden at lægge hverken fra eller til (ud over særdeles poetisk svagt at sammenligne kommaer og stiletter) må (deadline)guderne vide): "Samtidig er det, som om der er sket noget med Helle Helles stil. I al fald kan jeg ikke huske, at hun i dén grad brugte komma mellem to helsætninger. Nu er det grundrytmen i hendes prosa. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. »De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere«, står der. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem."
****½ (fire en halv) stjerne til Mai Misfeldts 5-stjernede anmeldelse i Berlingske, for at få humoren med: "Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis. Dorte keder sig, og det er der andre, der gør. Nærmest tilfældigt begynder hun at gå i seng med fyren på DSB- stationen, som også opsøger hende om natten iført sin hvide badekåbe (Dortes er pink). En nat er det imidlertid en græsgrøn badekåbe, der står og ryger i Dorte have, det er DSB fyrens kæreste: » – Jeg ryger ikke, sagde hun. – Okay, sagde jeg«.
* * * * (fire stjerner) til Nanna Gouls anmeldelse i Weekend avisen (den jeg ville have skrevet) for hendes præcise overvældelse og ordet "kostbart": "Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde som tilnærmelsesvis yder værker retfærdighed./ Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanligt kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde, at alle overordnede Helle Helleske overskrifter som minimalisme, provins-litteratur eller den påståede mangel på handling gøres overflødige."
*** (tre stjerner) til Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse i Politiken, fordi han giver romanen seks hjerter, men hold kæft, jeg bliver irriteret på hans psykologisering af Helles suveræne poetiske stilighed: "Dortes tilstand - og psykologiske udvikling - er netop ikke reflekteret i beretningen, men afspejlet i stilen. Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hendes sætninger er renset for adverbialer, der kan skabe sammenhæng - som "derfor" "fordi" eller "således". Sådan føles meningsløsheden, når den ikke er fancy filosofisk program, men en psykologisk tilstand man ikke kan løbe fra."
*(en stjerne) til Erik Svendsens 4-stjernede anmeldelse i Jyllands-Posten, fordi ... det er Erik Svendsen ... for galt, synes Erik Svendsen fx, at personerne ikke kritiseres af forfatteren for ikke at tænke mere på samfundet og sager: "hvor er blikket for verden, hvor er interessen for det, der overskrider den private horisont? Kan det virkelig passe, at navlen giver den bedste vinkel på tilværelsen? Jeg savner forfatterens kritik af figurerne. Idealet kan vel ikke være, at forfatteren skal være 100 pct. solidarisk med sine gestaltninger. På den måde fordobles Dortes blindhed dobbelt, og det er næppe meningen."
Helle Helle-festival 1: De tre familier
I Roskilde bor en familie, som rimer på alt. Når det er morgen, råber moderen: "nu skal vi op, kubi-lop. Når de skal spise, råber faderen: Vi skal spise kubi-lise". Og når Valde går ud for at lege, råber han: "Jeg går ud, kubi-lud". "Husk din hue, kubi-lue", råber hans mor nogle gange efter ham.
I Ribe bor en familie, som rimer på det meste. Når det er aften, siger moderen: "Nu skal vi i seng-beng." "Ja, vi skal sove-bove", siger faderen. "Jamen, jeg er slet ikke træt", siger Malte. "Det er der ikke noget at gøre ved, vi skal i seng-beng", siger hans mor. "Øv-bøv", siger Malte og går i seng.
I Rødby bor en familie, som slet ikke rimer. "Jeg har godtnok kogt meget spaghetti, siger faderen, når de spiser. "Ja, det har du godtnok", siger moderen. "Jeg vil godtnok have lidt mere", siger Max. "Du er godtnok sulten", siger hans far.
En dag mødes de tre familier tilfældigt ude i en skov. De voksne begynder straks at snakke sammen. Drengene står lidt og kigger på hinanden.
"Hvad hedder I, kubi-li?", siger Valde så.
"Jeg hedder Malte-Balte", siger Malte.
"Jeg hedder godtnok Max", siger Max.
Drengen bliver stille igen. Nu begynder de voksne at byde hinanden kaffe af deres termokander.
"Skal vi lege-bege", siger Malte.
"Det kan vi godt, kubi-lot", siger Valde.
"Det ved jeg godtnok ikke rigtig", siger Max. Han kigger på sin mor og far. De ser glade ud. De snakker og snakker med andre voksne. Max tager fat i sin far og hvisker:
"De to drenge taler godtnok mærkeligt. De rimer på alt muligt.
"Det gør de voksne godtnok goså", hvisker han far. "Men det er ikke hver dag man møder så flinke folk."
Det kan hans far have ret i. Så Max følger efter Valde og Malte. De tre drenge klatrer op i et stort træ. Først sidder de på hver sin gren og snakker. De kan alle tre lide at cykle og pjatte og samle på ting. Så sætter de sig på den samme gren. De fortæller historier og griner. Det er helt sørgeligt, da de skal klatre ned fra træet og sige farvel til hinanden.
"Måske ses vi en anden gang-bang, kubi-lang", siger Valde.
"Det kan være, vi mødes i en skov-bov, kubi-lov," siger Malte.
"Det håber jeg godtnok båt-gok, vi gør-bør, kubi-lør-dør", siger Max.
Han vinker alt, hvad han kan, da de tre familier stiger ind i hver sin bil for at køre i retning mod Roskilde, Ribe og Rødby. Hans mor og far vinker også.
"Det var godtnok nogle flinke drenge", siger Max.
"Hvad sagde jeg?", sagde hans far.
- fra Samvirke, april 2003
Så præcist Hellesk med godtnok i stedet for godt nok - jf. i øvrigt de tre rim&remser fra Min mor sidder fast på en pind, der er ugens digt i WA Bøger i dag; jeg læser tit op fra Min mor, når jeg er ude på gymnasier, for at slå kontra mod den HH-skepisis, som dansklæreres tvangsfortolkninger af "Fasaner" og "Køreplaner" har produceret.
I Ribe bor en familie, som rimer på det meste. Når det er aften, siger moderen: "Nu skal vi i seng-beng." "Ja, vi skal sove-bove", siger faderen. "Jamen, jeg er slet ikke træt", siger Malte. "Det er der ikke noget at gøre ved, vi skal i seng-beng", siger hans mor. "Øv-bøv", siger Malte og går i seng.
I Rødby bor en familie, som slet ikke rimer. "Jeg har godtnok kogt meget spaghetti, siger faderen, når de spiser. "Ja, det har du godtnok", siger moderen. "Jeg vil godtnok have lidt mere", siger Max. "Du er godtnok sulten", siger hans far.
En dag mødes de tre familier tilfældigt ude i en skov. De voksne begynder straks at snakke sammen. Drengene står lidt og kigger på hinanden.
"Hvad hedder I, kubi-li?", siger Valde så.
"Jeg hedder Malte-Balte", siger Malte.
"Jeg hedder godtnok Max", siger Max.
Drengen bliver stille igen. Nu begynder de voksne at byde hinanden kaffe af deres termokander.
"Skal vi lege-bege", siger Malte.
"Det kan vi godt, kubi-lot", siger Valde.
"Det ved jeg godtnok ikke rigtig", siger Max. Han kigger på sin mor og far. De ser glade ud. De snakker og snakker med andre voksne. Max tager fat i sin far og hvisker:
"De to drenge taler godtnok mærkeligt. De rimer på alt muligt.
"Det gør de voksne godtnok goså", hvisker han far. "Men det er ikke hver dag man møder så flinke folk."
Det kan hans far have ret i. Så Max følger efter Valde og Malte. De tre drenge klatrer op i et stort træ. Først sidder de på hver sin gren og snakker. De kan alle tre lide at cykle og pjatte og samle på ting. Så sætter de sig på den samme gren. De fortæller historier og griner. Det er helt sørgeligt, da de skal klatre ned fra træet og sige farvel til hinanden.
"Måske ses vi en anden gang-bang, kubi-lang", siger Valde.
"Det kan være, vi mødes i en skov-bov, kubi-lov," siger Malte.
"Det håber jeg godtnok båt-gok, vi gør-bør, kubi-lør-dør", siger Max.
Han vinker alt, hvad han kan, da de tre familier stiger ind i hver sin bil for at køre i retning mod Roskilde, Ribe og Rødby. Hans mor og far vinker også.
"Det var godtnok nogle flinke drenge", siger Max.
"Hvad sagde jeg?", sagde hans far.
- fra Samvirke, april 2003
Så præcist Hellesk med godtnok i stedet for godt nok - jf. i øvrigt de tre rim&remser fra Min mor sidder fast på en pind, der er ugens digt i WA Bøger i dag; jeg læser tit op fra Min mor, når jeg er ude på gymnasier, for at slå kontra mod den HH-skepisis, som dansklæreres tvangsfortolkninger af "Fasaner" og "Køreplaner" har produceret.
Mine 2 sværeste roller ved gårsdagens foredrag om litteraturkritik
1. Sagtmodig zen-bueskytte, der modsat sine wild and crazy, sake-skålende ninja-kolleger, kun drikker jasminte.
2. Indianer, der indsmurt i bjørnefedt smyger sig ud gennem et koøje på Titanic ((c) Vagn Lundbye)
2. Indianer, der indsmurt i bjørnefedt smyger sig ud gennem et koøje på Titanic ((c) Vagn Lundbye)
Kuldkastet kommentar
TUNGEMÅL & MED Hvorfor anmelder I ikke bare, hvad bøgerne handler om af enormt relevant og interessant og elefant, skriger avantgardister og bestsellerister i munden på hinanden
Forsvar for smagsløgene
Af Lars Bukdahl
Det var flere timer siden, Janus Kodal iklædt bowler, paraply og hvide handsker havde tømt en vandkande over mig, fordi jeg havde anmeldt hans nye bog dårligt i WA Bøger; mine cowboybukser var så småt ved at være tørre, og nu stod jeg ved baren i LiteraturHaus og skændtes anderledes konstruktivt med digteren Niels Frank, som var enormt træt af, at anmeldere som fx mig bare skrev om, hvor kvikke og sjove, spøjse og intrikate hans bøger er, i stedet for at formidle til masserne, hvordan de polemiserer imod Dansk Folkepart og undergraver rigid identitetsdannelse.
I sin (anti)litteraturpolitiske pamflet Over for en ny virkelighed vil Mikkel Thykier også hinsides smagsdommen: ”Den bedste kritik formår at afstå fra en vurdering af værket og alligevel bringe det bedste frem i det. Men dagbladskritikken har generelt gjort sig helt fremmed for den erkendelse af og på værkets præmisser, der er en forudsætning for anerkendelse.”
Mit store problem med positionerne hos Frank og Thykier, to digtere, jeg på en åbenbart vildt irriterende måde beundrer aktivt, er den foragt for smagsdommeri, som de deler med Anders Foghs 10 år gamle nytårstale: De tager dommene for givet og regner ikke smagningen.
I afsnittet efter citatet roser Thykier en mig nærtstående kritiker for at have ”sans for en levende brug af sproget” (inden han summarisk pilles ned, kritikeren). Men hey, Mr. Mikkel, det er da en totalt gammeldags, positivt vitalistisk smagsdom over kritikerens egenskrift og/eller kritiske smagsevner, der jo så nemlig står i modsætning til manglende sans og dødt sprogbrug.
Digterne er altid selv så fandens sikre på, hvad der er godt, og på at det allerbedste alt andet lige er at finde i egen litterære, konkrete og principielle omgangskreds (lige bortset fra de enkelte, skandaløst overvurderede, som de under tolv til fire øjne helst og gerne bagtaler). Og når det gælder Franks og Thykiers omgangskreds er jeg endda ikke uenig: Dér findes ret meget af det allerbedste, men sgu da heldigvis og desværre ikke det hele.
Hvorfor, vil jeg gerne vide, er det et problem, at en anmeldelse bruger kræfter og spalteplads på at eksplicitere og markere og frem for alt kvalificere kvalitetsforskelle? Frank mener anmeldelsen i stedet skal belære læserne om værkets immanente ideologikritik, hvilket lugter lige surt af 60’er-kulturradikalisme og 70’er-marxisme. Thykier mener, at kritikeren i hemmelige celler skal belære digteren og de fælles venner om det samme, selvom de til forskelsløs bevidstgørelse ved det i forvejen.
Her spejler avantgardisters og genreforfatteres smagsdommer-aversioner hinanden: Avantgardeværker er altid allerede finlitteratur og skal derfor ikke vurderes – genreværker er altid allerede IKKE finlitteratur og skal derfor ikke vurderes som sådan.
Men hvad nu med fx bare Janus Kodal, ven med Frank, uven med Thykier, og den digtbog, jeg skæbnesvangert anmeldte, Sabotage V-VIII, som digteren i pressemeddelelsen dikterer følgende læsning af: ”Sabotagen finder sted på det syntaktiske plan og ved at vride linearitet og reference ændrer digtene de måder, hvorpå sproget fremstiller mening.”
Virkelig!? Sprogets måder at fremstille mening på er hermed ændret!? Sådant højtravende ævl lyder mistænkeligt som de katalogtekster, der i 25 år har redet kunstscenen som en trist, trist mare. Anmelderen kan så vælge at parafrasere og brodere videre på bogens selvforståelse, eller han kan smage på bogen med sin egne blå og belagte tunge, hvilket i mit tilfælde resulterede i smagsdommen: Det smager som muggent hø!
Det er måske ikke mærkeligt, at forfattere, smalle som brede, altid taler om meningen, t-t-t-temaerne, i deres bøger og ikke om kunsten og kunstfærdigheden, skønheden og originaliteten. Men så meget desto mere MENING er der i, at anmelderne gør det! En æstetisk dom er nødvendig, men sandt nok ikke så interessant i sig selv. Kunsten i en anmeldelse ligger i karakteristikken af den særlige måde, bogen er sprogkunst på (i dårlige anmeldelser den usærlige måde, bogen ikke er sprogkunst på); notationen af den (mangel på) smag, der er (af)smagt. Hvilket er en mindst lige så meningsløs og nødvendig beskæftigelse som at skrive skønlitteratur..
Jeg vil pinedød slå fast, at dette digt, signeret Eske K. Mathiesen, er et fantastisk digt, og forklare - først og fremmest mig selv! - præcist hvorfor og hvordan, det er det: ”Måtte hoppe på ét ben/ helt oppe fra den røde lade/ og hjem i haven. Havde fået/ en citronsommerfugl/ i skoen.”