tirsdag den 26. april 2011

Sussi er den nye Grog

Jens Blendstrup har oprettet en action-sentimental blog Samtaler med Sussi direkte henvendt til sin hund Sussi, men vi andre må vistnok gerne læse med, det ligner allerede en efterfølger til Storm P.'s legendariske fortællinger om Grog. Her er den dramatiske fortælling om Sussi og påsken (let korrekset af den gl. renskriver og promotor, Mogens B.):

Kære Sussi i går var du i skoven og trille æg. Vi mennesker trillede mange, det var derfor du var bundet fast. Jeg ved du gøede meget. Og forstod at du i lange stræk søgte at overbevise mig om Guds existens. Alle disse skovløg herre, det er et mirakel af grønt og lugt af løg. Det kunne jeg naturligvis ikke fortælle de andre. For dem var du en hysterisk hund med meget meget lys stemme. Du spillede også rollen godt. Åd æggene og fik tyndskid. Som en anden Caligula åd du alt, uden skelen, og bagefter deltog du i hente pind i mose fuld af andemad. Magiske hund. du som hellere æder sten end pinde. Er det for at nå til bunds i guds existens? at du foretrækker kæmpe kampesten fremfor trøsket træ? Jeg tilgiver dig også angrebet på den lille spaniel. Æggetrilningen var ved vejs ende, og du kom ved nat. måske var timingen ikke i orden. Måske skræmte du den lille hund. Men det var nok dagens dramatiske forløb der gjorde dig til rovdyr.

3 kommentarer:

  1. Du må lave en hundeantologi eller en "Mig og mit kæledyr"-julebog. Det må der da være læsere - og penge - i: Storm P, Laugesen og nu Blendstrup. Og der må være mange flere. Både forfattere og dyr, folk og fæ.

    SvarSlet
  2. Johannes Wulff og hans kat

    SvarSlet
  3. flannery o'connor og hendes påfugl!!

    SvarSlet