Der gemmer sig de mest sensationelle nyheder inde på Gyldendals internetboghandel g.dk, hvis man bare ved, hvad man skal lede efter, fx nåede jeg for et øjeblik siden frem til titler på og referater af august-romaner af ingen ringere end Kirsten Hammann og Susanne Staun, de tårnhøje forventninger til hvilke kan torturere mig OG JER rigtig, rigtig længe:
Kirsten Hammann: Se på mig. 400 sider (!)
Kærlighedskomedie om kontorassistenten Julie og forfatteren Sune, der deler lejlighed. Den ene venter på livstegn fra sin forlovede, der er taget til Indien, den anden venter på inspiration. Med tiden viser det sig, at der alligevel er fordele ved bofællesskabet: Forfatteren mangler noget at skrive om, og kontordamen mangler en mand . Se på mig er fortælling om bedrag og selvbedrag, om behovet for at blive set og elsket, om overvågningskameraer, sexlegetøj, løgne og ja, kærlighed.
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville. 300 sider.
I Odenses pæne lægekvarter bliver en toårig pige vansiret for livet, da hun vågner op efter en middagslur badet i afløbsrens. Retsmedicineren Maria Krauses undersøgelser dokumenterer et gerningstidspunkt, som entydigt beviser, at kun moren eller faren kan have mishandlet pigen. I Danmark kan man ikke dømmes kollektivt, så selvom den efterfølgende byretsdom fastslår, at en af dem har gjort det, bliver begge frikendt. Men både den vansirede piges mor og far har en fortid, som på hver sin måde berører dr. Krause personligt, og som til sidst haler ind på forældrene og træder til, hvor loven svigter.
Sexlegetøj & afløbsrens (titlen på næste After Hand-digtsamling af Lars Skinnebach?)!
Det er allerede et luksuriøst litteraturår, og det bliver åbenbart bedre og bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar