Bloggologi

Katrine, elev på Nørresundby Gymnasium, har stillet mig 4 spørgsmål om at blogge:

Hvorfor tror du, at det er blevet så populært at blogge?

Det ved jeg virkelig ikke, men hvis jeg skal skæve til min egen ubændige blogge-lyst, tror jeg, det har noget at gøre med friheden (i genre, det ene øjeblik et digt, det andet et citat, det tredje et stykke polemik, det fjerde noget, der slet ikke ligner noget, og i omfang, fra 1 ord til en lang, lang smøre) og øjeblikkeligheden (publicering i samme nu du har sat punktum og potentiel læsning i næste nu) og notatbogs-føljetonheden (hver blogpost som et nyt nummer af Hvad-dog-Lars-B-løbende-finder-på-af-åndssvagt-&-co) og interaktionen (de små og lange "tråde" nede i kommentarfelterne).

. Hvad fik dig til at begynde med at blogge?

Jeg eksperimenterede løs med klumme- og føljeton-formen Weekendavisen, og så virkede bloggeriet som et oplagt næste skridt, i undersøgelsen af løsagtighedens forpligtende former. Jeg tænkte automatisk i avisregi og måtte så vente et par år, før netudgaven af avisen var klar til en blog og allerede et lille år efter, jeg var begyndt, ville de pludselig ikke have blogs længere, fordi det var for redaktionelt besværligt, og så begyndte jeg at blogge for mig selv, fordi jeg ikke længere kunne lade være.

- Hvordan skriver du? Altså gør du dig overvejelser om sproget i forhold til målgruppen

Nej, det er akkurat det skønne ved bloggeriet, at jeg ikke behøver at tage hensyn til nogen som helst, ikke engang mig selv! Jeg har slet ingen målgruppe, ikke engang mig selv, men jeg kan se, at jeg har mellem 500 og 1000 læsere hver dag, som jeg (undtagen de såkaldte "faste læsere") heldigvis ikke aner, hvem er!

- Nogle mener at blogging kan ses om en form for selviscenesættelse. deler du dette synspunkt og hvorfor?

Al skrift, selv (og måske især) verdens hemmeligste dagbog, er selviscenesættelse, og bare fordi nogle tekster mindre explicit benytter sig af første person ental end andre, betyder det ikke, at de er mindre selviscenesættende - jeget er meget tydeligt i bloggeri, og det er en god ting, synes jeg, fordi så kan det ikke skjule sig og er, hvis det ikke skal stivne i patos (eller ironi for den sags skyld), tvunget til at sætte sig sig selv i spil, ustandseligt!