"At tale indenom" kalder jeg min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Det samme og noget helt andet i WA Bøger (redaktionen tilføjede "Kunsten at"), og det henviser selvfølgelig til Guldagers første, helt umulige erindringsværk Lysgrænsen, her er min grundigt forfjamskede og forfjamsket grundige anmeldelse af den (og gid min anmeldelse af den nye bog havde måttet være lige så alenlang!):
2. februar 2007
Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen. 248 sider, 249 kr. Gyldendal.
Lysgrænsen hedder
Katrine Marie Guldagers nye bog, og der er ingen grund til - som jeg! -
straks at få skræmmende associationer til sektionen for »Psykologi og
spiritualitet« i Borgens Efterårskatalog (2006-titler: Sjælehentning,
Diamanten i din lomme, Visdom fra Plejaderne, Hvordan er jeg havnet i
denne situation?). Guldager har ikke lavet en Peter Høeg! Næsten
tværtimod, undertitlen og genrebetegnelsen (?) er En psykoanalyse, og
hvis der er noget en psykoanalyse ikke er, så er det spirituel og
sværmerisk, den er hårdt arbejde, i Guldagers tilfælde fire dage om ugen
i ni år, tavst og talende og evigt ghostbustendedér på briksen.
Men
hvordan skal en bog fortælle om eller »afbilde« en psykoanalyse?
Guldagers løsning er på samme tid raffineret og enkel (og klodset!): Hun
mixer 1:1-erindringer, ja, vel faktisk en hel erindringsroman fra barn
til ung til voksen eller rettere fra ung til barn til voksen, med
rapporter om analysens forløb og udredninger af psykoanalysens teori,
plus kommenterede highlights fra Dantes rejse gennem helvede i Den
Guddommelige Komediesom en slags kanonisk korrelat til analysens indre
helvedesrejse.
Heller ikke i de ni år, hvor erindret liv
og analyse kører parallelt (der er, og måske bevidst, megen kronologisk
flimmer i bogen, det vil sige yderst få årstal), har de to spor nogen
synderlig kontakt med hinanden (indtilnu har analysen været en
hemmelighed for både familie, venner, kolleger og anmeldere): der er
livet, som især og mere og mere er rejserne, og så er der analysen,
skildringen af hvilken helt konsekvent er tømt for
biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres et par
(mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for et
usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig forfatterskabet,
det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to år siden
Kritikerprisbelønnede.
Helinger sker af sig selv på
rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele, (rejse)liv,
analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der omsider
opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det imponerende
ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods af al
principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke bare
at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig gerne leve
(og skrive!) højt hurra!
Det begynder imidlertid, i den
næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den rolige nedtælling til
og klarøjede gennemlevning af den dobbelte, uventede katastrofe i samme
uge, i foråret 1988, at miste sin bedste veninde, myrdet på gaden i El
Salvador, og sin far, dræbt i togulykken ved Sorø. Da går selv den mest
hårdføre sjæl i stykker, så det er til at få øje på og (efter en rum
tid) gøre noget ved.
Det er imidlertid kun indeni, det
tætner til med skår, udenpå er Guldager den samme eventyrlystne
solidaritetsarbejder og globetrotter som før og snart også spirende
forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid påbegynder hun den
(helt anderledes) hårde og tidskrævende (og bekostelige!) analyse).
I
den lumsk flaksende Del II hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia,
hvor Guldager tilbragte en god del af sin barndom. Et virvar af
erindringsglimt blitzer ind fra denne både trygt og farligt magiske tid,
som brat får ende, både i bogen og virkeligheden, da familien rejser
hjem til tvangskollektiviseret, dansk 70'erliv, fulgt op af den
pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.
Via
fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til
tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk
bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så
det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager
Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes
analysen ikke at komme nogen vegne.
Del III beretter uden
kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager
tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis
ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun
umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt
ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i
sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke
mindst faren og hans død.
Del IV er alvorligt
analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af
Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme
efter dig på briksen, skal de.
Det er imidlertid også
her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da
nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig
taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de
»fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan
betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i
bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen;
klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger
(stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut,
videre... Og sikke dog en central talen udenom!
Guldager
vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne
om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er
den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken
og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt
knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og
søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de
har talt om fire gange om ugen i analysen.
I stedet
analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre,
med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s
aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes
løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).
Jeg
synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på
familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af
en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet
via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en
vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis
jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære;
det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes
skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken
ugerninger eller pinsler.
Det er også et spørgsmål om
kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens
ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og
som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små
gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første
bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte
at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk
uretfærdighed.
Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder
forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman,
som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket
nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine
største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved,
samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få
realoplysninger nok.
Og det er da slående, som Ritter
Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram
form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i
debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte
til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som
drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/
af det du har forladt.«
Men ingen af delene gør mig jo
klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent
kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror
jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En
psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs
sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk
barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun
haren far i Afrika.
Men hvordan skal en bog fortælle om
eller »afbilde« en psykoanalyse? Guldagers løsning er på samme tid
raffineret og enkel (og klodset!): Hun mixer 1:1-erindringer, ja, vel
faktisk en hel erindringsroman fra barn til ung til voksen eller rettere
fra ung til barn til voksen, med rapporter om analysens forløb og
udredninger af psykoanalysens teori, plus kommenterede highlights fra
Dantes rejse gennem helvede i Den Guddommelige Komediesom en slags
kanonisk korrelat til analysens indre helvedesrejse.
Heller
ikke i de ni år, hvor erindret liv og analyse kører parallelt (der er,
og måske bevidst, megen kronologisk flimmer i bogen, det vil sige yderst
få årstal), har de to spor nogen synderlig kontakt med hinanden
(indtilnu har analysen været en hemmelighed for både familie, venner,
kolleger og anmeldere): der er livet, som især og mere og mere er
rejserne, og så er der analysen, skildringen af hvilken helt konsekvent
er tømt for biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres
et par (mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for
et usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig
forfatterskabet, det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to
år siden Kritikerprisbelønnede.
Helinger sker af sig selv
på rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele,
(rejse)liv, analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der
omsider opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det
imponerende ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods
af al principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke
bare at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig
gerne leve (og skrive!) højt hurra!
Det begynder
imidlertid, i den næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den
rolige nedtælling til og klarøjede gennemlevning af den dobbelte,
uventede katastrofe i samme uge, i foråret 1988, at miste sin bedste
veninde, myrdet på gaden i El Salvador, og sin far, dræbt i togulykken
ved Sorø. Da går selv den mest hårdføre sjæl i stykker, så det er til at
få øje på og (efter en rum tid) gøre noget ved.
Det er
imidlertid kun indeni, det tætner til med skår, udenpå er Guldager den
samme eventyrlystne solidaritetsarbejder og globetrotter som før og
snart også spirende forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid
påbegynder hun den (helt anderledes) hårde og tidskrævende (og
bekostelige!) analyse).
I den lumsk flaksende Del II
hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia, hvor Guldager tilbragte en
god del af sin barndom. Et virvar af erindringsglimt blitzer ind fra
denne både trygt og farligt magiske tid, som brat får ende, både i bogen
og virkeligheden, da familien rejser hjem til tvangskollektiviseret,
dansk 70'erliv, fulgt op af den pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.
Via
fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til
tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk
bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så
det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager
Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes
analysen ikke at komme nogen vegne.
Del III beretter uden
kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager
tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis
ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun
umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt
ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i
sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke
mindst faren og hans død.
Del IV er alvorligt
analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af
Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme
efter dig på briksen, skal de.
Det er imidlertid også
her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da
nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig
taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de
»fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan
betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i
bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen;
klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger
(stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut,
videre... Og sikke dog en central talen udenom!
Guldager
vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne
om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er
den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken
og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt
knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og
søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de
har talt om fire gange om ugen i analysen.
I stedet
analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre,
med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s
aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes
løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).
Jeg
synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på
familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af
en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet
via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en
vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis
jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære;
det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes
skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken
ugerninger eller pinsler.
Det er også et spørgsmål om
kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens
ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og
som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små
gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første
bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte
at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk
uretfærdighed.
Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder
forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman,
som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket
nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine
største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved,
samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få
realoplysninger nok.
Og det er da slående, som Ritter
Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram
form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i
debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte
til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som
drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/
af det du har forladt.«
Men ingen af delene gør mig jo
klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent
kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror
jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En
psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs
sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk
barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun
har en far i Afrika.