Da Katrines liv afhang af Hvedekorn

Et afsnit fra Katrine Marie Guldager nye, skaprt og minutiøst inderlige roman, Det samme og noget helt andet, der udkommer i dag:

"På biblioteket på Blågårds Plads står jeg i kø ved skranken, jeg tripper, jeg vil gerne se det sidste nye nummer af Hvedekorn, for få dage efter at jeg havde afleveret min ansøgning til Forfatterskolen, ringede Poul Borum og spurgte, om han måtte trykke ni af mine digte fra ansøg­ningen i Hvedekorn, nu skal de stå i det nye nummer. Desværre er det ikke kommet, siger den venlige bibliotekar, og jeg kommer igen dagen efter, jeg tripper, og det er stadig ikke kommet, og den venlige bibliotekar forstår tydeligvis ikke, at mit liv afhænger af det.

– Måske ligger det ude i baglokalet, spørger jeg, men det gør det selvfølgelig ikke, det er bare ikke kommet, og jeg må vente, vente, vente, indtil den magiske dag kommer, den virkelig magiske og for­underlige dag, hvor bibliotekaren genkender mig og rejser sig og føl­ger mig over til hylden, hvor bladet ligger og lyser brunt og blåt og hæfteagtigt. Jeg nikker og tager det og sætter mig i fred, det er allerede et stort øjeblik, jeg åbner forsigtigt. Jeg ser, at det er stort sat op, en dobbeltside midt i bladet, jeg prøver at læse mine egne digte, men det kan jeg ikke. Jeg lukker bladet, lukker øjnene, dén følelse, jeg går ned ad trappen, det er, som om jeg er til, som om Hvedekorn er det spejl, jeg har savnet, jeg kan jo bare gå på biblioteket, åbne Hvedekorn og slå op, og bam, der er jeg. Jeg er høj af lykke, og om aftenen siger jeg til min veninde, som kender en, der kender en, der har udgivet en digtsamling, at hvis jeg nogensinde får udgivet en digtsamling, så vil jeg have opnået det højeste, man kan opnå i sit liv, så vil jeg aldrig, aldrig bede hverken Gud eller nogen andre om noget mere. "