Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):
"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."
DYRELIV
SvarSletDet er en frygtelig ting at elske det,
som døden kan berøre.
Jeg har set elefanter og giraffer sørge
over en uge omkring en død.
Familien stod vagt omkring den døde,
mens løver og sjakaler ventede i mørket
på at det blev deres tur,
og at sulten for en tid
kunne blive stillet...
Indtil det blev deres tur,
og de også skulle miste
deres skygge og deres sol,
og der blev åbnet ind til intet.
Og de kunne indgå i
den ægte tomhed
uden lys eller mørke,
uden blod, knogler og ben.
Sikke en fin giraf-tekst!
SvarSlet