Første gang Katrine Marie Guldager skrev om sin far og hans forsvinding (han døde i togkatatstrofen i Sorø 1988) var - skjult - debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994 (se gengivelsen f min anmeldelse af Lysgrænsen i blogpost nedenfor), anden gang var - direkte (men forblommet om tiden efter) - i "psykoanalysen"/"selvbiografien"Lysgrænsen, 2007, fjerde gang var - direkte om alt - i den nye "roman" Det samme og noget helt andet. Tredje gang var i en lille firkantsuite, "Efter katatrofen I-IV", der nu lader sig læse som synopsis til og opsummering af den store roman på ret meget en prik, i comeback-digtsamlingen Et sted i verden, 2014:
"EFTER KATASTROFEN I
Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette er vores smerte: SÅ mærkeligt at lsø om det: Resterne af en død mand. En død mand, hvis fortrolighed stadig gør dit øre rødt, en mand, der døde to gange. For var alting bedre før katastrofen? Er katastrofen ikke en konstruktion? De bøjer hovedet frem og siger, at de skan elskede din far.
EFTER KATASTROFEN II
Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop uden sit spind. Men du lærte ensomheden at kende, helt indkapslet, du blev fortrolig med mørket. Eller blev du bare mere bange? Bjerg massivets stilhed, hajens bløde bug, fjeren, der ligger på terrassen som et tegn. Men før katastrofen var alting ikke bedre, indvender jeg.
EFTER KATASTROFEN III
Efter katastrofen måtte du konstatere, at sorgen lngsomt tilintetgjorde dig, fordi du ikke kendte dens mange navne, dens besynderlige bid. Den nød faktisk t sætte tænderne i din uskyld, dit bløde kød, dine trapper. Og du skreg ikke engang, du forsvarede dig ikke, du tænkte bare: Jeg har det lidt varmt. Er jeg den eneste her, der har det lidt varmt?
EFTER KATASTROFEN IV
Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.
FRA DANIELS BOG
SvarSletSidst jeg talte med min skizofrene søn
for ca. fem år siden,
græd vi begge,
og mindedes,
da han som femtenårig stadig
ville holde mig i hånden,
når vi gik ned igennem Nyhavn.
Han er/var kun tyve år yngre end jeg.
Jeg var alene med ham fra jeg var tyve.
Han spurgte nu:
"Hvad sker der, når man dør?
Falder man bare om og...."
"Man sover,
og hvem vil sende en sovende mand
til efterlivet?"
svarede jeg.
Og vi omfavnede hinanden igen,
og græd over livet.