SMALL FACES Der
er mange måder bøger kan være for smalle på: De kan være poetiske,
eksperimentelle, uforståelige eller bare rigtig bindsvage
Bænken kører
forbi
Kenneth Jensen: du skulle ville elske at. 32 sider, 80
kr. After Hand.
Kristine Kemp
& Jørgen Michaelsen: Variationer over
København. 50 sider, + kr. Robandfugl.
Anders Bonnesen:
Landfæstelser. 64 sider, ? kr.. Resonans (andersbonnesen.dk)
Af Lars Bukdahl
Der er
selvfølgelig aldrig nogen god grund til, at en god bog er usynlig. Der er altid
kun en eller flere dårlige grunde.
Kenneth Jensens du skulle ville elske har været totalt usynlig, ud over nomineringen
til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris, fordi det er en digtsamling på 32
sider skrevet af en digter, som debuterede sent og pseudonymt (som Zeumir Stratzoon!) på et mikroskopisk
lille forlag og efter en pause på syv år har udgivet to små bøger med digte og
kortprosa henholdsvis på et kun lidt mindre lille forlag, der også har udgivet
hans fjerde bog.
Digtene i sig selv er der i og for sig ingen grund til, at selv de mest konventionelt indstillede poesianmeldere ikke skulle gå ind for, hvis komplekset af dårlige grunde ikke havde forhindret bogen i at nå frem til dem. Måske er de lige en grad for formelt kamæleoniske i deres inderligt underfundige undersøgelser af især intime relationer, men til gengæld flyder de over med fint og grovkornet fyndighed, her ivrigt ordspillende:
”der sive olie/ ud af jomfruens/ begyndelse og ende/ muse trapper op/ kryb i krybben/ det er jul/ du bliver aldrig mere end et/ for det første forlader jeg dig/ og for det sidste”
Digtene i sig selv er der i og for sig ingen grund til, at selv de mest konventionelt indstillede poesianmeldere ikke skulle gå ind for, hvis komplekset af dårlige grunde ikke havde forhindret bogen i at nå frem til dem. Måske er de lige en grad for formelt kamæleoniske i deres inderligt underfundige undersøgelser af især intime relationer, men til gengæld flyder de over med fint og grovkornet fyndighed, her ivrigt ordspillende:
”der sive olie/ ud af jomfruens/ begyndelse og ende/ muse trapper op/ kryb i krybben/ det er jul/ du bliver aldrig mere end et/ for det første forlader jeg dig/ og for det sidste”
Kenneth Jensen er en hårdkogt
kærlighedsdigter, der er til at holde ud, fordi han er det med legesyg og
nøgtern attitudebevidsthed.
Kristine Kemp og Jørgen Michaelsens Variationer over København har været totalt usynlig, ud over Bukdahls Bet-nomineringen, fordi det er kort, afsnitsløst langdigt skrevet af to konceptuelle (og derfor også i DK’s kunstverdens smalle) billedkunstnere og udgivet af et stærkt lille forlag, der måske slet ikke findes længere.
Kristine Kemp og Jørgen Michaelsens Variationer over København har været totalt usynlig, ud over Bukdahls Bet-nomineringen, fordi det er kort, afsnitsløst langdigt skrevet af to konceptuelle (og derfor også i DK’s kunstverdens smalle) billedkunstnere og udgivet af et stærkt lille forlag, der måske slet ikke findes længere.
Det hjælper så heller ikke, at langdigtets
tone, overfor titlens hovedstad, er sardonisk-satirisk på en underlig henkastet
og distræt, hvis ikke faktisk sløv
facon. Der imidlertid og mærkeligt nok gør digtet endnu ondere, i hvert fald i
min læsning:
”København, vi kan ikke længere/ tage højde for Jens Vejmand,/ og jeg mener det./ Jeg mener det./ Vi kræver stemmeret til kvindelige bestyrelsesmedlemmer,/ men omvendt trækker vi vod/ ved den rygvendte klon./ Magten betragter oppositionen/ som en besværlig, ideologisk farce./ Duernes og byens ormædte ure/ fejer sekunderne ned i fællesskabets mobile pulvertoilet.”
København er for længst blevet en effektiv og hyggelig parodi på sig selv, men hvis det skal være, kan karikaturen da godt lige få det ekstra resignerede vrid ud i gråmeleret hallucination.
”København, vi kan ikke længere/ tage højde for Jens Vejmand,/ og jeg mener det./ Jeg mener det./ Vi kræver stemmeret til kvindelige bestyrelsesmedlemmer,/ men omvendt trækker vi vod/ ved den rygvendte klon./ Magten betragter oppositionen/ som en besværlig, ideologisk farce./ Duernes og byens ormædte ure/ fejer sekunderne ned i fællesskabets mobile pulvertoilet.”
København er for længst blevet en effektiv og hyggelig parodi på sig selv, men hvis det skal være, kan karikaturen da godt lige få det ekstra resignerede vrid ud i gråmeleret hallucination.
Anders Bonnesens Landfastsættelser har været totalt usynlig, ud over Bet-nomineringen,
fordi den er en konceptuel billedkunstners selvudgivne nonsensficering af en
semi-folkelig, postmodernistisk klassiker - hvis identitet, schweizeren Peter
Bichsels Børnehistorier, bogen ikke
selv røber; det skal læseren, hvis han orker, selv regne ud. Uelegant kom jeg
til at røbe løsningen i Bet-nomineringen, ups!
Format, omslag, sats er lumskeligt kopieret 1:1
fra den originale paperback-udgave i Gyldendals Bekkasin-serie (genoptrykt for
ti år siden af gudhjælpemig Tiger!), hvilket var min ledetråd. I selve
teksterne er syntaks og ordklasse-tilhørsforhold opretholdt, men så godt som
alle ord systematisk-vilkårligt udskiftet; konkreter gerne med abstrakter.
Resultatet bliver , som det ofte er tilfældet i sådanne udskiftnings-lege,
hypnotisk enerverende, i sin maskinelle surrealisering
Her først Bichsels begyndelse:
”En mand, der ikke havde mere at gøre, ikke mere var gift, ikke mere havde nogen børn og ikke mere noget arbejde, brugte tiden til endnu en gang at tænke over alt det, han vidste.
Og så efter Bonnesens støjsender har været inde over:
”En mand, der ikke havde mere at gøre, ikke mere var gift, ikke mere havde nogen børn og ikke mere noget arbejde, brugte tiden til endnu en gang at tænke over alt det, han vidste.
Og så efter Bonnesens støjsender har været inde over:
”En arm, der ikke havde nok at spærre, ikke
var spurgt nok , ikke havde materielle lapninger nok og ikke materielle primærvalg
nok, målrettede købet mod frem for alt en dato at detailhandle med alt det, den
hentede.”
Hvilket giver mindst lige så makismal poetisk
mening som Jensens ømme ordspil og Kemp & Michaelsens arrogante vrængen KAN
I SE DET NU? KAN I SE DEM NU?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar