lørdag den 30. november 2013
Tvangsdigressivitet
Jeg fatter ikke meningen med formen i Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24, som jeg netop har læst. Hvert kapitel består af A: Jegfortalt fortælling om titlens borgerkrig og fortællenuet 450 år senere og B: et stykke tekst i kursiv, der nogle gange har en markeret fortæller, men som regel ikke, og nogle gange linker sig på motiver i A-teksterne, og nogen gange ikke - hvorfor denne A-B-form, når den optræder helt uden konsekvens, og hvad værre er, og nu kommer smagdommen ind over, helt uden ægte digressivt overskud og fortælleglæde? På nær én - om en jødisk familie, der holder sig skjult i et røvhul - der er gedigent grotesk, falder B-teksterne anstrengt og/eller fadt til jorden (også det HCA'ske tingseventyr, om en tomat, som selv de skeptiske anmeldere fremhæver), den allersidste, om en digter, der dagdrømmer under et tandlægebesøg, er måske endda den svageste. A-teksterne på sin side fabulerer fint henkastet (vs. Peter Adolphsens encyklopædiiske action) over fremtids-fortælle-nuet, udødelighed med talende hund, men har så godt som intet inciterende at sige om titel-borgekrigen, der nemlig bareer en helt triviel klassekamp-genereret borgerkrig med indbygget ordinær forelskelse, hvor jo for helvede bjerget i Mount København var et reelt originalt-monstrøst påfund. Jeg ved godt, at 6 Politiken-hjerter mere er en advarsel end en anbefaling, men jeg havde ikke regnet med at blive skuffet så eklatant(et).
Gyldendals gangsterficering
Jeg tænker Yahya Hassans kriminellle digtsamling måske ikke er helt sund for det opbyggelige forlag, dvs. lige præcis den dårlige indflydelse, de har brug for -
i går morges så jeg direktør Johannes Riis spæne over fodgængerovergangen mellem Nørreport og Købmagergade FOR RØDT LYS!
i går morges så jeg direktør Johannes Riis spæne over fodgængerovergangen mellem Nørreport og Købmagergade FOR RØDT LYS!
Falske bøger & strømførende inspiration
2 litterære artikler i i New York Times i dag -
1
(om italiensk bogtyv og -forfalsker)
- tilegnet Peter Adolphsen
1
(om italiensk bogtyv og -forfalsker)
- tilegnet Peter Adolphsen
In one of the most intriguing elements in the lower-court proceedings,
Mr. De Caro also testified that he had several copies of Galileo’s
“Siderius Nuncius” forged in Argentina, including one that he placed in
the national library in Naples, and that he had taken the original. Last
year, Nick Wilding, a scholar, uncovered the forgery.
Asked on Monday outside the courtroom in Naples how you go about forging
a book by Galileo, let alone one that was sold at auction and fooled
some of the world’s leading experts, Mr. De Caro smiled with excitement.
“Borges, in ‘Ficciones,’ wrote that when a book is false, it is equal
to, if not better than, the original,” he said. One of his lawyers
quickly approached and said the conversation was over.
(om hollandsk forfatter i New York med elektroder på hovedet)
- tilegnet Amalie Smith
Over the past two weeks, Mr. Grunberg has spent several hours a day
writing his novella, while a battery of sensors and cameras tracked his
brain waves, heart rate, galvanic skin response (an electrical measure
of emotional arousal) and facial expressions. Next fall, when the book
is published, some 50 ordinary people in the Netherlands will read it
under similarly controlled circumstances, sensors and all.
Researchers will then crunch the data in the hope of finding patterns
that may help illuminate links between the way art is created and
enjoyed, and possibly the nature of creativity itself.
“Will readers of Arnon’s text feel they understand or embody the same
emotions he had while he was writing it, or is reading a completely
different process?” said Ysbrand van der Werf, a researcher at the
Netherlands Institute for Neuroscience and the VU University Medical
Center in Amsterdam, who designed the experiment with Jan van Erp of the
Netherlands Organization for Applied Scientific Research. “These are
some of the questions we want to answer.”
This experiment is connected with the burgeoning field of
neuroaesthetics, which over the last decade or so has attempted to
uncover the neural underpinnings of our experience of music and visual
art, using brain imaging technology. Slowly, a small but growing number
of researchers have also begun using similar tools to scrutinize the
perhaps more elusive, and perhaps endangered, experience of literary
reading.
Last year, researchers at Stanford University drew headlines with the
results of a functional magnetic resonance imaging (or fMRI) experiment
showing that different regions of the brain were activated when subjects
switched from reading Jane Austen’s “Mansfield Park” for pleasure to reading it analytically. And this fall, a study
out of the New School for Social Research showed that readers of
literary fiction scored higher on tests of empathy than readers of
commercial fiction, a finding greeted with satisfied told-you-sos from
many readers and writers alike.
Et får som Ib Michael indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris
Ida Jessens Postkort til Annie og Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris som den fjerde og sidste indstilling fra Klougart-fanatikerne Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, to i mine øjne halv/trekvartgode bøger, de rigtigere kandidater havde været Niels Franks Nellies bog og Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, begge hel/halvandetgode bøger.
Beck-Nielsens værk er sporadisk rigtig sjovt på sådan en desperat/indebrændt Beckettsk/ Buster Keatonsk måde, to højdepunkter: CBN der slæber på Pia Tafdrups forfærdeligt tunge kuffert, CBN der falder dybt i staver over Klaus Rifbjergs 2 wc-ruller, men digterportrætterne, herunder ung-digter-selvportrættet, er over én bank bare for nemme, klichéfulde parodier på for længst gennemparodierede klicheer, hvilket ikke betyder, at de ikke er vittige, bare at det er vitser, man til bevidstløshed kender (og som til bevidstløshed kender sig selv), og som på trods af al fint (men også træt / dovent) hvirvlende velskrevethed derfor ikke løfter sig. Men selvfølgelig vil jeg ikke undlade at citere dette smukt onde afsnit om (mestendels alt muligt andet - det er det virkelig onde - end) Ib Michael (hvis umådelige åsyn har fyldt lærredet de sidste 2 gange, jeg har været i biografen - hver gang giver jeg et lille skrig fra mig):
Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om madderne, og samtidig tænker jeg på Ib Michael. Jeg har faktisk aldrig mødt ham, men jeg har været tæt på, engang for mange år siden, længe inden jeg selv begyndte at skrive rødbedepoesi (se blogpost nedenfor LB), dengang jeg mest bare sov længe og lå i sengen med min tykke kæreste og læste Hulebjørnens klan og også det halve af Hestenes dal, men så kom vi vist heller ikke længere. Det var lige rundt om hjørnet, henne på Odense Musikbibliotek, det lå i Kronprinsensgade dengang, nu er der jo en eller anden helsesekt, der har lavet det om til et tempel, nåmen bassisten i vores band, Jon (Helt Haarder, senere ekspert i biografistisk performativitet, pudsigt nok), han arbejdede nede på musikbiblioteket, og han læste også bøger, hans far var nemlig professor med speciale i Beowulf, ikke bare Hulebjørnens klan, alt muligt, især science fiction og Ursula K. Le Guin, og han sagde, at vi skulle komme ned og høre Ib Michael, han havde nemlig en musiker med. Og det gjorde vi så, og jeg kom muligvis lidt for sent, det gør jeg altid, men jeg hørte det meste, tror jeg, jeg var der i hvert fald, jeg lagde bare ikke mærke til ham, Ib Michael, det eneste jeg så, var det ledsagefænomen, han havde med (vistnok en vis Morten Carlsen LB), han var helt fantastisk, en slags Peter Høeg, der bare havde begrænset sig til alt, hvad man kan blæse i, og få til at give lyd. I løbet af den lille time, det varede, vandrede og marcherede og dansede og danderede han op og ned mellem stolerækkerne og blæste i alverdens horn, saxofoner, trompeter og jagthorn og fløjter og ... - også melodika? - Ja, sikkert også melodika og panfløjte og bassaxofon og sågar en skalmeje, og førte os langt tilbage i tiden og ud i de fjerneste afkroge af verden, men uden at jeg på noget tidspunkt fik øje på Ib Michael, kun stemmen, den hørte jeg, men mest bare som en monoton brægen bag hylderne, som om hornblæseren var en hyrde, der havde taget sit får med ind på biblioteket. Og at kalde et får for en forfatter er lige skrapt nok, jeg må hellere sætte en streg over den historie, glem det!
Pænt prisværdigt, indrømmet!
Beck-Nielsens værk er sporadisk rigtig sjovt på sådan en desperat/indebrændt Beckettsk/ Buster Keatonsk måde, to højdepunkter: CBN der slæber på Pia Tafdrups forfærdeligt tunge kuffert, CBN der falder dybt i staver over Klaus Rifbjergs 2 wc-ruller, men digterportrætterne, herunder ung-digter-selvportrættet, er over én bank bare for nemme, klichéfulde parodier på for længst gennemparodierede klicheer, hvilket ikke betyder, at de ikke er vittige, bare at det er vitser, man til bevidstløshed kender (og som til bevidstløshed kender sig selv), og som på trods af al fint (men også træt / dovent) hvirvlende velskrevethed derfor ikke løfter sig. Men selvfølgelig vil jeg ikke undlade at citere dette smukt onde afsnit om (mestendels alt muligt andet - det er det virkelig onde - end) Ib Michael (hvis umådelige åsyn har fyldt lærredet de sidste 2 gange, jeg har været i biografen - hver gang giver jeg et lille skrig fra mig):
Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om madderne, og samtidig tænker jeg på Ib Michael. Jeg har faktisk aldrig mødt ham, men jeg har været tæt på, engang for mange år siden, længe inden jeg selv begyndte at skrive rødbedepoesi (se blogpost nedenfor LB), dengang jeg mest bare sov længe og lå i sengen med min tykke kæreste og læste Hulebjørnens klan og også det halve af Hestenes dal, men så kom vi vist heller ikke længere. Det var lige rundt om hjørnet, henne på Odense Musikbibliotek, det lå i Kronprinsensgade dengang, nu er der jo en eller anden helsesekt, der har lavet det om til et tempel, nåmen bassisten i vores band, Jon (Helt Haarder, senere ekspert i biografistisk performativitet, pudsigt nok), han arbejdede nede på musikbiblioteket, og han læste også bøger, hans far var nemlig professor med speciale i Beowulf, ikke bare Hulebjørnens klan, alt muligt, især science fiction og Ursula K. Le Guin, og han sagde, at vi skulle komme ned og høre Ib Michael, han havde nemlig en musiker med. Og det gjorde vi så, og jeg kom muligvis lidt for sent, det gør jeg altid, men jeg hørte det meste, tror jeg, jeg var der i hvert fald, jeg lagde bare ikke mærke til ham, Ib Michael, det eneste jeg så, var det ledsagefænomen, han havde med (vistnok en vis Morten Carlsen LB), han var helt fantastisk, en slags Peter Høeg, der bare havde begrænset sig til alt, hvad man kan blæse i, og få til at give lyd. I løbet af den lille time, det varede, vandrede og marcherede og dansede og danderede han op og ned mellem stolerækkerne og blæste i alverdens horn, saxofoner, trompeter og jagthorn og fløjter og ... - også melodika? - Ja, sikkert også melodika og panfløjte og bassaxofon og sågar en skalmeje, og førte os langt tilbage i tiden og ud i de fjerneste afkroge af verden, men uden at jeg på noget tidspunkt fik øje på Ib Michael, kun stemmen, den hørte jeg, men mest bare som en monoton brægen bag hylderne, som om hornblæseren var en hyrde, der havde taget sit får med ind på biblioteket. Og at kalde et får for en forfatter er lige skrapt nok, jeg må hellere sætte en streg over den historie, glem det!
Pænt prisværdigt, indrømmet!
Und mig skyld
Og så var jeg bare så tøsefornærmet over, at jeg ikke havde nogen tekster i WA i går, at jeg lod være at skrive en blogpost
- og det er jo virkelig at rette bowler for smedejernsgitter, eller hvad det nu hedder, undskyld blog!
- og det er jo virkelig at rette bowler for smedejernsgitter, eller hvad det nu hedder, undskyld blog!
torsdag den 28. november 2013
Olivia skal bare tage og læse Line nu!
line knutzon:
hej line. jeg har næsten ingenting at sige her fordi, hvad der ik er cool, jeg har ik fået læst noget af det du har skrevet. tænker på, når jeg kigger på dit navn, at jeg glæder mig til den der bog dig og mette og naja skriver på. det lyder optur.
(L
og M og N HAR AFSLUTTET deres kollektivt signerede kollektivbog, fortæller mine
kilder, og sendt den ind til forlaget, efter hvad der i hvert fald OPLEVES som
mindst 5 års skrivning frem og tilbage over Atlanten, og det er et voldsomt
spændende faktum!)
Men
altså, Olivia, du vil synes SÅ meget om Line, hendes (personers) gale og
rasende fucked-up- og fuck-it-all-hed, hendes (deres) katastrofalt skramlende
ømhed.
Og
Damian Arguimbau skal BARE HOLDE OP med at læse Line, når han, som det med al
kedelig tydelighed fremgår af hans anmeldelse af Line og Peter Frödins Lille
Allan og dobbeltgængerskolen i WA Bøger, ikke har øjne runde nok at læse
hende med:
Dramatikeren
Line Knutzon og skuespilleren Peter Frödin udgav sidste år børnebogen
Lille Allan - den menneskelige antenne. Den fik mådeholdne anmeldelser, først
og fremmest fordi sproget var noget tungt. Det har forfatterne strammet noget
op på i deres nye selvstændige fortsættelse af bogen: Lille Allan og
dobbeltgængerskolen.Helt er forbedringerne ikke lykkedes. For eksempel
fortæller en af pigerne i skolen om sit dramatiske flugtforsøg, indtil hun når
frem til en asfalteret vej: »Jeg vinkede en bil ind til siden i håb om, at den
venlige sjæl ville køre mig til Næstved Station.« Det lyder mere som min
mormor, der fortæller, end som en 12-årig pige. Når nu Politikens Forlag satser
så stærkt på at få kendte folk til at skrive børnebøger, burde de gøre mere ud
af det redaktionelle arbejde. Det er ikke nemt at skrive for børn.
Sgu
ikke en forbeholden anmeldelse af mig i samme tillæg, og hvis der er noget,
sproget ikke er eller var, så er det tungt, det er underfundigt og fabulerende
og legesygt, hvilket er det stik modsatte, og hvorfor skulle en 12-årig pige
ikke tale som Damians mormor, hvis det er sådan en slags 12-årig pige, hun er,
og hvor rimer venlig sjæl også bare smukt og SJOVT på Næstved Station. Og her
er et klip fra bogen, som jeg på Bogforum bad Line læse op, mens Peter F mimede
til, og det er det, jeg mener, og at det her er lige så vigtigt, som det er
vittigt, for ALLE aldre, fatter Olivia godt og fatter Damian (og hans kollega
Steffen Larsen) bare ikke:
Snakken
om, hvordan man mon lavede ost, gik i flykabinen. Der var ingen af dem, der
rigtig vidste det. André mente at have set en udsendelse om ost og kunne huske,
at der var ret mange mennesker, der havde taget skoene af og trampet rundt i et
stort kar med vindruer. Bagefter havde de spist en ostemad og sagt, at det var
gået godt.
"Dér flyver mr. Tony," (en fugl af den sjældne art: rødbuget
sladdertaske)," sagde Lille Allan pludselig og pegede ud ad vinduet. Mr.
Tony så tilbage på dem. Vinden gac ham en skarp sideskilning, og man kunne se
direkte ind i hans hovedbund.Drengene grinede og vinkede du til ham, men han kiggede vredt tilbage på dem.
"Det er kaptajnen sagde Neglen i højttaleren. "Vi flyver nu over alperne, og I bedes spænde sikkerhedsbælterne, da der kan opstå turbulens."
"Hvad er turbulens" spurgte Lille Allan.
"Det er, når det ryster i flyveren, og den hopper lidt frem og tilbage.
Det er ikke farligt, det er bare ligesom at køre i bil på en grusve,"
forklarede Santos og smilede til ham.
Det begyndte at ryste kraftigt i flyveren, og ud ad vinduet kunne de se, at mr.
Tony
havde hægtet sig fast på flyets ene vinge. De bankede på vinduet og vinkede, men han kigge ikke tilbage. Den hårde vind havde trykket hans fjerdragt helt ind til kroppen, og han var næsten ikke til at kende.
havde hægtet sig fast på flyets ene vinge. De bankede på vinduet og vinkede, men han kigge ikke tilbage. Den hårde vind havde trykket hans fjerdragt helt ind til kroppen, og han var næsten ikke til at kende.
"Han er jo ikke større end en bagekartoffel," sagde Santos og
grinede. De andre drenge kiggede ud ad vinduet og bankede på ruden.
Mr. Tony, der udmærket vidste, at han, i modvind, lignede en bagekartoffel, så
væk.
Så slog flyveren et sving, og lyden af Mr. Tonys negle, der hvinede hen over
flyvingen, lød, og hans hvirvlede ned gennem skyerne.
- OG NEJ, FUGLE HAR IKKE NEGLE, OG DET ER DET, JEG MENER, FOR DET HAR DE JO ALLIGEVEL!
En romansniger
Pludselig ser jeg i WA Bøger (som jeg først så i går), at Klaus Rothstein anmelder en ny roman, af smertens/zigzagforfatter Juliane Preisler, Ariél, den havde min daglige, årvågne efterretningaktivitet ikke opnået nys om, og efter først at have ærgret mig gul, men ikke helt grøn, over at have misset chancen til (at plage om) at anmelde, glæder jeg mig bare over, at en bog uden varsel findes i virkeligheden, som jeg hellere end gerne vil læse, selvom og fordi den glimrende anmeldelse giver mig grund til at tro, at den er mere indlevet intens end outreret udartet (som sidste sære roman, Svaneø):
onsdag den 27. november 2013
At long last Lost (is my friend)
Okay, det er helt utidigt, man jeg er nu tre kvart episode inde i 3. sæson officielt fuldstændig fortabt i Lost; jeg opretholdt en vis skepsis hele vejen gennem 1. sæson, men i 2. sæson smeltede al modstand overfor det fint og proft kulørte ø-kuller, og sidst i 2. sæson spillede min yndlinsg(Dickens)roman Our Mutual Friend,, som jeg skrev speciale om for 20 år siden, en vigtig birolle, og det er jo et TEGN som dem, der er så herligt alt for mange af i serien, og endnu mere beytdningsfuldt er der tale om nøjagtig den samme Penguin-udgave, som jeg analyserede i laser dengang i 90'erne:
lostpedia (hvor billedet også stammer fra) skriver:
Desmond carried with him a hardback "The Penguin English Library" edition of Our Mutual Friend that was held closed with rubber bands, intended only to be opened and read at last before he died. Presumably knowing the significance of the book to him, Penelope placed a letter of her love and undying devotion in the book, intending Desmond to read it in his deepest moments of despair while incarcerated in military prison. However, he never found the letter there, as he had checked the book into prison storage with the rest of his personal inventory, and it was therefore not returned until his release. In the Swan, he finally found and read her letter when he opened the book to read it because he was contemplating suicide after three years of being "trapped" in the hatch. ("Live Together, Die Alone, Part 1")
This occurred at the same time John Locke was also in despair and pounding on the hatch door. The combination of the letter's discovery and Locke's appearance apparently saved Desmond's life as he decided against suicide. ("Deus Ex Machina")
Desmond also hid the key to activate the fail-safe in this book. When the computer was damaged, he inexplicably did not search for the book or the key, and neither were mentioned. He also neglected to take the book with him when he fled although this may be because he believed he had little time left to live and would not be able to read the book. ("Orientation")
Locke was seen alphabetizing the bookshelves (and shaking out each book as he did so) but was not shown discovering the book and key. Thus, the appearance of this rubber-banded hardcover book and its contents in the season two finale could be a continuity error. However, the book was placed in the far back of the bookshelf, and it appeared that John never finished alphabetizing. ("The Long Con")
Desmond named the sailboat that he and Penny lived on following his return from the Island after the novel. ("Dead Is Dead")
- Me too, John & Desmond!
lostpedia (hvor billedet også stammer fra) skriver:
Desmond carried with him a hardback "The Penguin English Library" edition of Our Mutual Friend that was held closed with rubber bands, intended only to be opened and read at last before he died. Presumably knowing the significance of the book to him, Penelope placed a letter of her love and undying devotion in the book, intending Desmond to read it in his deepest moments of despair while incarcerated in military prison. However, he never found the letter there, as he had checked the book into prison storage with the rest of his personal inventory, and it was therefore not returned until his release. In the Swan, he finally found and read her letter when he opened the book to read it because he was contemplating suicide after three years of being "trapped" in the hatch. ("Live Together, Die Alone, Part 1")
This occurred at the same time John Locke was also in despair and pounding on the hatch door. The combination of the letter's discovery and Locke's appearance apparently saved Desmond's life as he decided against suicide. ("Deus Ex Machina")
Desmond also hid the key to activate the fail-safe in this book. When the computer was damaged, he inexplicably did not search for the book or the key, and neither were mentioned. He also neglected to take the book with him when he fled although this may be because he believed he had little time left to live and would not be able to read the book. ("Orientation")
Locke was seen alphabetizing the bookshelves (and shaking out each book as he did so) but was not shown discovering the book and key. Thus, the appearance of this rubber-banded hardcover book and its contents in the season two finale could be a continuity error. However, the book was placed in the far back of the bookshelf, and it appeared that John never finished alphabetizing. ("The Long Con")
Desmond named the sailboat that he and Penny lived on following his return from the Island after the novel. ("Dead Is Dead")
Influence on Lost
Damon Lindelof and Carlton Cuse mentioned in a New York Times article [1] that they got the idea of using this book from an interview of writer John Irving. Irving had stated that he wanted Our Mutual Friend to be the last book he reads before dying.- Me too, John & Desmond!
En ghetto-digter bliver 75
(den originale ghetto-digtsamling er selvfølgelig Nørrebro-oden Canzone, 1981)
Jeg vil fejre mesterpoeten Klaus Høecks 75 års fødselsdag i dag ved at citere fra hans pioner-net-digtsamling kurdistan.life.nu (http://img.kb.dk/ha/manus/triptychon/kurdistan.html,) fra 1999, nok ikke den første, men stadig det BEDSTE rent net-publicerede poetiske værk i DK og også et forbilledligt stykke politisk poesi, vredt, sardonisk, smukt i direkte transmission:
Jeg vil fejre mesterpoeten Klaus Høecks 75 års fødselsdag i dag ved at citere fra hans pioner-net-digtsamling kurdistan.life.nu (http://img.kb.dk/ha/manus/triptychon/kurdistan.html,) fra 1999, nok ikke den første, men stadig det BEDSTE rent net-publicerede poetiske værk i DK og også et forbilledligt stykke politisk poesi, vredt, sardonisk, smukt i direkte transmission:
10 spørgsmål til bülent ecevit
er anemonerne naive?
er det naivt at ville tale sit eget sprog?
er bastonade naiv?
er det naivt at ville bo i sit eget land?
er elektriske stød naive?
er friheden naiv?
er pigtråden naiv?
er det naivt at kæmpe mod undertrykkelse?
er døden naiv?
er det naivt at ville digte på sit modersmål?
ars poetica
jeg er virkelig ked af dette her
midt i mit otium
midt i vintergækkerne
men eftersom de yngre digtere
mest er optaget af elfenben og mørke
er jeg nødt til det
der er ingen anden udvej mellem
tvang og undertrykkelse end at pege
på den mellem linierne
det har noget at gøre med
dråben og bægret hjertet og døden
og inderst inde med poesien selv
jeg er virkelig ked af midt i 'geister
trioen' igen at skulle forstyrre mine læsere
med denne præambel om frihed
apos tilståelse
jeg erklærer hermed at min ekskone
har myrdet olof palme
jeg indrømmer endvidere at jeg
er skyld i martin luther kings død
jeg bekender dernæst at stå bag attentatet
på præsident john f. kennedy
jeg tilstår slutteligt at det var mig der
begik dobbeltmordet på peter bangsvej
internt anliggende
abdullah öcalans billede
er forsvundet fra forsiderne
dét foto hvor han har hvidt bind for
øjnene som på tarotkortet:two of swords
efter yderligere en uges forløb
kan hans navn endnu findes på side ni
mellem artikler om pyromanbrande
i begyndelsen af marts findes
hans efterbillede stadig på nethinden
som et negativ mellem snebygerne
til sidst brænder han kun som
turkis i hjertet som et forår
der blomstrer i samvittigheden
abdullah öcalan er i bogstavlig forstand
blevet et internt anliggende
poeter i alle lande...
hvorfor pokker skrive digte?
jeg ved det godt: de røde efterårssøer
og hjertets ubændige trang
men vel også af pligt og
nødvendighed for paradoksalt nok
at forsvare friheden
ikke friheden i sig selv og par excellence
dens abstraktioner dens stumme rubinkors
dens lille spasme i sjælen
men for at forsvare friheden fra
at blive udbyttet og udnyttet
socialt økonomisk og nationalt
så hvis du digter om kosova og
jeg om kurdistan og x digter
om sarajevo og y om tibet
(måske blot i en skrivepause med
venstre hånd) så ender det med at alle de
små ord skrives ind i et langt større digt
- systematisk cool er og bliver KH!
tirsdag den 26. november 2013
Prime Time poetiseret
I 2000 læste jeg digte op i kunstskolen gård i emiratet Sharjah sammen med bl.a. Per Aage Brandt og en indspærret prinsesse (sheikens datter), live-transmiteret på tv i prime time - det ville ALDRIG kunne ske i DK, tænkte vi selvfølgelig.
For en halv time side så jeg Yahya Hassan læse digte op på H.C. Andersen Skolen, live-transmiteret på TV2 News i prime time, det skulle prinsessen have set, og måske var det lige præcis, hvad hun gjorde.
(Flyveforbud på grund af digtoplæsning
Der er foretaget store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse på den kontroversielle digter, Yahya Hassans oplæsning på HC Andersen Skolen i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag aften. Blandt andet har Fyns Politi indført flyveforbud over store dele af byen.
For en halv time side så jeg Yahya Hassan læse digte op på H.C. Andersen Skolen, live-transmiteret på TV2 News i prime time, det skulle prinsessen have set, og måske var det lige præcis, hvad hun gjorde.
(Flyveforbud på grund af digtoplæsning
Der er foretaget store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse på den kontroversielle digter, Yahya Hassans oplæsning på HC Andersen Skolen i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag aften. Blandt andet har Fyns Politi indført flyveforbud over store dele af byen.
- Vi har en af vores helikoptere i luften, og den er nødt til at
kunne bevæge sig frit, hvis der skulle blive brug for den. Derfor har vi
indført flyveforbud i en radius på seks kilometer fra skolen. Forbuddet
er gældende fra kl. 10 i morges til kl. 02 i nat, fortæller Fyns
Politis pressekoordinator Erik Halkjær til tv2.dks mand på stedet.)
Forfatterskolelitteratur 2013 III
Håndtagsranker. For hvert tag i dørrankerne nipper vi de gamle håndtagsskud og nye håndtag skyder,
ubemandede skalaer,
millionbyer stablet som
lærreder,
alle sale er skorstene, menneskene ude på bagtrapperne er røg gennem universet, løber op og ned,
dit blod tilbagelægger store afstande kloakerede med
stase,
minibroer suser i den tusind kilo tunge guldvind, møderne går i forvejen mod dem,
hvad, solen stillet på højkant,
hvad,
og det hele i hentende granit
vores møder er ved at drukne
derude
så vi skiftevis ses og ikke ses
brændende kaleche slås ud over
en smilende sparsomt behåret, blåøjet, forhøjet
puls,
fauna drejer om sin egen akse, i keramik
tykkelse er flora, bliver større her, mindre dér
ved fuglenebjørnenemyggenepanterne
drejer
stå med tæerne på fauna, ryk ved flora,
dukkert
hånd i hånd
med
tinden, der går nedenunder - den ene meget højere end den anden -
inviatation iført imiteret rum hånd i hånd med løven, kulden hånd i hånd med topas
- første side af Forfatterskoleelev Signe Gjessings bidrag til OVBIDAT nr. 2
ubemandede skalaer,
millionbyer stablet som
lærreder,
alle sale er skorstene, menneskene ude på bagtrapperne er røg gennem universet, løber op og ned,
dit blod tilbagelægger store afstande kloakerede med
stase,
minibroer suser i den tusind kilo tunge guldvind, møderne går i forvejen mod dem,
hvad, solen stillet på højkant,
hvad,
og det hele i hentende granit
vores møder er ved at drukne
derude
så vi skiftevis ses og ikke ses
brændende kaleche slås ud over
en smilende sparsomt behåret, blåøjet, forhøjet
puls,
fauna drejer om sin egen akse, i keramik
tykkelse er flora, bliver større her, mindre dér
ved fuglenebjørnenemyggenepanterne
drejer
stå med tæerne på fauna, ryk ved flora,
dukkert
hånd i hånd
med
tinden, der går nedenunder - den ene meget højere end den anden -
inviatation iført imiteret rum hånd i hånd med løven, kulden hånd i hånd med topas
- første side af Forfatterskoleelev Signe Gjessings bidrag til OVBIDAT nr. 2
Forfatterskolelitteratur 2013 II
-
We've never quite had a national pinata like him before.
-
som om dot com
-
kære dagbog i formiddags var vi noobs helt oppe at køre over at hamre ud i de vilde dønninger
#marykateandashleyolsen#chapter2 -
tillad mig at optegne et dommedagsbillede. lad den blege sol skolde mig i ørestaden med en lænke om halsen. pis på min jockstrap.
Doug Coupland
Niels H. F. Jensby
mandag den 25. november 2013
Anders Claudius Westh demaskeret af ham selv - med rødbedesaft
Jeg har lige tilføjet et navn på Hvedekorn-hjemmesidens Praleliste midt mellem Kaspar Bonnén og Lene Henningsen:
Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991
For se selv, hvad jo nu afdøde Claus Beck-Nielsen skriver i første kapitel, "Vor tids historie" i sit ikke umorsomme "spejlkabinet" Mine møder med de danske forfattere; CBN har på provinsbiblioteket lånt digtsamlingen Vor tids historie (forfattet af - oplyses det ikke - Thomas Boberg):
I løbet af de næste dage og uger skrev jeg fem digte og besluttede at rejse til København. Jeg flyttede ind i et kollektiv på tredje sal, jeg var den, der havde færrest penge, men da jeg heller ikke havde nogen møbler, bare en madras og en rygsæk med tøj, tandbørste og mine fem digte og selv ikke fyldte mere end tres kilo, kunne jeg snildt være i det bagerste kammer, et kvadratisk rum med en petroleumsovn og et lillebitte tagvindue, gennem hvilket lyden af tre omkringliggende kirkers klokker hver time slog ind, voldsomt og helt ude af takt. Jeg stillede rygsækken og gik ned på posthuset og sendte mine fem digte til det eneste tidsskrift for litteratur, jeg havde hørt om, gik hen på biblioteket og lånte en tyk antologi med danske digte fra de sidste flere århundreder, ikke bare Vort tids historie, nej, den helt store historie. På vejen tilbage købte jeg en dunk petroleum og fandt et lille bord og en stol i en affaldscontainer. Jeg slæbte det hele op i mit kammer på tredje sal, lånte en bunke papirer og nogle blyanter af de andre i kollektivet, lagde bunken på bordet ved siden af bogen med flere århundreders danske digte, satte mig og slog op og begyndte at læse. I de næste mange uger eller måneder sad jeg ved det bord og læste i bogen og skrev ord og af og til hele linier på papirerne, som med dagene og nætterne spredte sig ud over bordet, skred ned og flagrede omkring og hobede sig op i små bunker som bladene fra et kubistisk albinotræ. Hver time døgnet rundt igennem slog kirkeklokkerne ind gennem det lille tagvindue og rungede i mit kranium, der blev stadig tommere og mere eller mindre inspireret, mens foråret blev til sommer, tung regn slog mod ruden og plaskede langt ned i gårdens dyb. Jeg rejste mig kun en gang hver tredje eller femte time for at gå ud i køkkenet og fylde glasset med vand og måske, hvis jeg tilfældigvis var alene, file en tynd skive af en af de andres brød og smøre lidt af en tredjes smør på, måske en smule Herregårdsleverpostej. På vejen tilbage lod jeg mit vand. Det var det hele. Efter nogle uger kom afslaget fra redaktøren af tidsskriftet, en af landets store gamle digtere (Poul Borum, der "portrætteres" i næste kapitel). Han havde læst mine fem digte og ville ikke trykke et eneste af dem, men opfordrede mig ikke desto mindre til at sende flere, ikke straks, forstås, om et halvt år, måske, når jeg havde udviklet mig lidt. Mod slutningen af den følgende vinter sendte jeg endnu ni digte ind til redaktøren af tidsskriftet. Jeg tænkte, at de første fem digte ikke havde været kunstneriske nok, forfatteren i den oppustede, blå plasticlænestol (Thomas Boberg LB) havde trods alt ikke været alene, men i selskab med to rigtige kunstnere. Mine digte måtte nødvendigvis også have en forbindelse til kunsten, så jeg gik ud i køkkenet, og da jeg tilfældigvis var alene stjal jeg en rødbede fra en af de andres hylder i køleskabet, skar den midt over, tog alt tøjet af og lagde ni hvide ark ud på gulvet, gned den overskårne rødbede mod knæet og trykkede knæet mod et af arkene og gentog derefter proceduren med otte andre legemsdele, trykkede først hånden, så en kind, så panden, en balle, munden, venstre fod, højre skulder og til sidst min penis mod hvert sit af de ni hvide ark. Jeg tog tøjet på igen, samlede de ni "rødebedetryk" op og gik ned på Christianshavn Bibliotek, hvor jeg lånte en skrivemaskine og skrev hvert af de ni håndskrevne digte rent på et kunstværk, gik over torvet og ind på posthuset og sendte mine ni nu poetiske rødebedetryk til redaktøren af tidsskriftet. Tre måneder senere udkom tidsskriftet (Hvedekorn 2, 1991 LB), bl.a. med to digte digte af Anders Claudius Westh, dog uden rødbedetryk. det var den første, sidste og eneste gang, Anders Claudius Westh optræder i den danske litteraturhistorie.
- må jeg ikke som nutidig redaktør anbefale, at man IKKE skriver digte på papir indgnedet i grøntsager med legemsdele.
Og ligesom Michael Strunges Simon Lack, er Claus Becks Anders West lige lidt yngre end ham selv, først i 1965 og ikke 1963, og i bagklogskabens følgespot lugter det Claudius selvfølgelig langt væk af pseudonym, her er de to debutdigte, og de er slet ikke uefne (eller ubeckske), vel?
Ved verdens navle
I
Båden ligger urokkelig derude i nat: En gravsten sat i søen
over én som ikke kom op. Navnet malet over med mørke.
II
Ud af skoven træder et hus. der er et lys i det ene øjne.
Den søvnløse har rejst sig op for at få tiden til at gå.
Han vender ansigtet mod mig, åbner et vindue
og kaster skyggen ud på græsset.
Lebensraum
Om mig selv kan jeg kun sige:
"Jeg bliver en gigant",
tænkte jeg da jeg var lille og trygt
beruset af min barndoms atmosfære af lattergas.
Det var alt, jeg blev ikke til mere end
min far han er tandlægeentreogfirs jeg
blir aldrig som Spielberg han var
tyve
og stjal hele billedet, mens jeg var
pirater
og herskede ubemærket over mine verdenshave
fra kronen af det ene vældige træ,
der senere måtte bøje sig
og faldt, det
"stod i vejen for solen," råbte min far
dengang jeg var lille og træerne endnu voksede
helt ind i himlen
Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991
For se selv, hvad jo nu afdøde Claus Beck-Nielsen skriver i første kapitel, "Vor tids historie" i sit ikke umorsomme "spejlkabinet" Mine møder med de danske forfattere; CBN har på provinsbiblioteket lånt digtsamlingen Vor tids historie (forfattet af - oplyses det ikke - Thomas Boberg):
I løbet af de næste dage og uger skrev jeg fem digte og besluttede at rejse til København. Jeg flyttede ind i et kollektiv på tredje sal, jeg var den, der havde færrest penge, men da jeg heller ikke havde nogen møbler, bare en madras og en rygsæk med tøj, tandbørste og mine fem digte og selv ikke fyldte mere end tres kilo, kunne jeg snildt være i det bagerste kammer, et kvadratisk rum med en petroleumsovn og et lillebitte tagvindue, gennem hvilket lyden af tre omkringliggende kirkers klokker hver time slog ind, voldsomt og helt ude af takt. Jeg stillede rygsækken og gik ned på posthuset og sendte mine fem digte til det eneste tidsskrift for litteratur, jeg havde hørt om, gik hen på biblioteket og lånte en tyk antologi med danske digte fra de sidste flere århundreder, ikke bare Vort tids historie, nej, den helt store historie. På vejen tilbage købte jeg en dunk petroleum og fandt et lille bord og en stol i en affaldscontainer. Jeg slæbte det hele op i mit kammer på tredje sal, lånte en bunke papirer og nogle blyanter af de andre i kollektivet, lagde bunken på bordet ved siden af bogen med flere århundreders danske digte, satte mig og slog op og begyndte at læse. I de næste mange uger eller måneder sad jeg ved det bord og læste i bogen og skrev ord og af og til hele linier på papirerne, som med dagene og nætterne spredte sig ud over bordet, skred ned og flagrede omkring og hobede sig op i små bunker som bladene fra et kubistisk albinotræ. Hver time døgnet rundt igennem slog kirkeklokkerne ind gennem det lille tagvindue og rungede i mit kranium, der blev stadig tommere og mere eller mindre inspireret, mens foråret blev til sommer, tung regn slog mod ruden og plaskede langt ned i gårdens dyb. Jeg rejste mig kun en gang hver tredje eller femte time for at gå ud i køkkenet og fylde glasset med vand og måske, hvis jeg tilfældigvis var alene, file en tynd skive af en af de andres brød og smøre lidt af en tredjes smør på, måske en smule Herregårdsleverpostej. På vejen tilbage lod jeg mit vand. Det var det hele. Efter nogle uger kom afslaget fra redaktøren af tidsskriftet, en af landets store gamle digtere (Poul Borum, der "portrætteres" i næste kapitel). Han havde læst mine fem digte og ville ikke trykke et eneste af dem, men opfordrede mig ikke desto mindre til at sende flere, ikke straks, forstås, om et halvt år, måske, når jeg havde udviklet mig lidt. Mod slutningen af den følgende vinter sendte jeg endnu ni digte ind til redaktøren af tidsskriftet. Jeg tænkte, at de første fem digte ikke havde været kunstneriske nok, forfatteren i den oppustede, blå plasticlænestol (Thomas Boberg LB) havde trods alt ikke været alene, men i selskab med to rigtige kunstnere. Mine digte måtte nødvendigvis også have en forbindelse til kunsten, så jeg gik ud i køkkenet, og da jeg tilfældigvis var alene stjal jeg en rødbede fra en af de andres hylder i køleskabet, skar den midt over, tog alt tøjet af og lagde ni hvide ark ud på gulvet, gned den overskårne rødbede mod knæet og trykkede knæet mod et af arkene og gentog derefter proceduren med otte andre legemsdele, trykkede først hånden, så en kind, så panden, en balle, munden, venstre fod, højre skulder og til sidst min penis mod hvert sit af de ni hvide ark. Jeg tog tøjet på igen, samlede de ni "rødebedetryk" op og gik ned på Christianshavn Bibliotek, hvor jeg lånte en skrivemaskine og skrev hvert af de ni håndskrevne digte rent på et kunstværk, gik over torvet og ind på posthuset og sendte mine ni nu poetiske rødebedetryk til redaktøren af tidsskriftet. Tre måneder senere udkom tidsskriftet (Hvedekorn 2, 1991 LB), bl.a. med to digte digte af Anders Claudius Westh, dog uden rødbedetryk. det var den første, sidste og eneste gang, Anders Claudius Westh optræder i den danske litteraturhistorie.
- må jeg ikke som nutidig redaktør anbefale, at man IKKE skriver digte på papir indgnedet i grøntsager med legemsdele.
Og ligesom Michael Strunges Simon Lack, er Claus Becks Anders West lige lidt yngre end ham selv, først i 1965 og ikke 1963, og i bagklogskabens følgespot lugter det Claudius selvfølgelig langt væk af pseudonym, her er de to debutdigte, og de er slet ikke uefne (eller ubeckske), vel?
Ved verdens navle
I
Båden ligger urokkelig derude i nat: En gravsten sat i søen
over én som ikke kom op. Navnet malet over med mørke.
II
Ud af skoven træder et hus. der er et lys i det ene øjne.
Den søvnløse har rejst sig op for at få tiden til at gå.
Han vender ansigtet mod mig, åbner et vindue
og kaster skyggen ud på græsset.
Lebensraum
Om mig selv kan jeg kun sige:
"Jeg bliver en gigant",
tænkte jeg da jeg var lille og trygt
beruset af min barndoms atmosfære af lattergas.
Det var alt, jeg blev ikke til mere end
min far han er tandlægeentreogfirs jeg
blir aldrig som Spielberg han var
tyve
og stjal hele billedet, mens jeg var
pirater
og herskede ubemærket over mine verdenshave
fra kronen af det ene vældige træ,
der senere måtte bøje sig
og faldt, det
"stod i vejen for solen," råbte min far
dengang jeg var lille og træerne endnu voksede
helt ind i himlen
Mon Magnus kan spille pan-skak?
I Hvedekornsdigter Caroline Albertine Minors fint - grænsende til nydeligt - forsigtige og tyste romandebut Pura Vida besøger hovedpersonen Viktoria museet for den sirligt visionære multikunstner (og Borges-ven) Xul Solar i Buenos Aires, hvor man i følge internettet bl.a. kan møde dette fantastiske Pan-Skakbræt - sådan kan en roman også forsøge at sætte sig i spil:
søndag den 24. november 2013
Anti-Politikens-hyæneagtige-Yahya-hysteri-smædedigtning
2 gode, grove eksempler fra Facebook:
Henrik Dahl (ja, undskyld, men den er ikke dårlig i sit kontra-hysteri):
Hvis Yahya Hassan var murens fald, ville Politiken være DKP.
- og så vil jeg ikke citere Susanne Staun alligevel, for det er alligevel for åndssvagt groft, hvad hun siger
Henrik Dahl (ja, undskyld, men den er ikke dårlig i sit kontra-hysteri):
Hvis Yahya Hassan var murens fald, ville Politiken være DKP.
- og så vil jeg ikke citere Susanne Staun alligevel, for det er alligevel for åndssvagt groft, hvad hun siger
lørdag den 23. november 2013
JEG HIMLER MED DET HVIDE / PETPÆDAGOGERNE DER PASSER PÅ POETEN
Det digt, Yahya Hassan har skrevet om overfaldet på Hovedbanegården og som er trykt i Politiken i dag (på hjemmesiden læser han de op - sådan er den nye poetiske begivenheds-praksis: oplæsningen af et digt offentliggøres samtidig og (hjemme)side om side med den bogstavelige udgave), er eksemplarisk for hans poesi vildt forvredne direktehed og vildt direkte forvridninger: (digtet er angiveligt påbegyndt i taxaen på vej hjem fra politistatione) som et Hemmngway-telegram fra den spansk borgerkrig splejset med et Trakl-digt og et Public Enemy-nummer: hårdt abrupt punkt-for-punkt-referat og -bekendelse (han behøvede jo ikke at afsløre sin egen aggressivitet overfor overfaldsmanden for os), allehånde identitets-øgenavne (jødejournalist, muhammedanere, gambijunkie, dsb og dansken, panserne, kaliffen, ghettodrengen (ham selv jo), petpædagogerne (SÅ sjovt og præcist fremfabuleret), poeten (atter ham selv), bondekvinde, bondemænd, perker (ham selv)), højstemte/legesyge poetiseringer (slanger mig op ad en hals, skæg/ der gror med uforsonlighedens hastighed, jeg himler det hvide, han slikker fodspor), rap-agtige, lyd-smuttende helt- og næsten-rim (tørklæde på slæb/ en med skæg, til iblis med iris, hviner af relationen/ skråler af religionen), lutter umulige, forbudte måder at tale og digte på, der smadrer sammen til hyper-nærværende og -vellykket ordkunst:
FORURETTET
FRA ØSTBERLIN TIL OSLO TIL KØBENHAVN
SMIDER BAGAGEN HOS EN JØDEJOURNALIST
PÅ VILLAVEJEN
SÅ TIL HOVEDBANEGÅRDEN
GRATIS TAXA
KØBE EN TOGBILLET MEN JEG MÅ IKKE BETALE
KÆRESTEN BETALER SELV
EFTER HALVBETÆNDT WEEKEND
TO MUHAMMEDANERE PASSERER
EN MED TØRKLÆDE PÅ SLÆB
EN MED SKÆG
DER GROR MED UFORSONLIGHEDENS HASTIGHED
DE STIRRER MIG NED TIL IBLIS MED IRIS
JEG HIMLER MED DET HVIDE IKKE SPOR PARANOID
GAMBIJUNKIE SKULER TIL BARNEVOGN
SER MIG IKKE FOR SIT NÆSTE FIX
SÅ GIVER JEG ET KRAM
OG SLANGER MIG OP AD EN HALS
ET STENALDERSLAG I BAGHOVEDET
KÆRESTEHALSEN FORLØSES I SKRIG
DER BLIVER REVET I DE VANTRO KRØLLER
JEG GIVER ET SLAG
MEN JEG ER TYND OG SLAP
OG PÅ AFVÆNNING
LIDT TUMULT
DSB OG DANSKEN VIKLER OS UD
SÅ DUKKER PANSERNE OP
HOLDER HAM NEDE MED HÅNDJERN
HAN SLIKKER FODSPOR OG CIGARETSKODDER
SÅ KOMMER JEG SOM EN SVANS
OG KLASKER KALIFFEN PÅ KÆBEN
VI ENDER PÅ STATIONEN
I STIKKERSTOLEN OG I DETENTIONEN
GHETTODRENGEN DIKTERER
SÅ JEG SKIDER PÅ PANSERNE
UNDTAGEN PETPÆDAGOGERNE DER PASSER PÅ POETEN
JEG RÅBER AF AUTORITETEN
HVINER AF RELATIONEN
SKRÅLER AF RELIGIONEN
JEG HAR ET PÅSKUD JEG VIL PÅ LOKUM
MENS KÆRESTEN AFGIVER FORKLARING
JEG VED GODT DER SKYLLES UD UDEFRA
SÅ PANSERNE KAN DISSEKERE MIN LORT
HVIS JEG ER TILTALT
SLIDTE SHOXSKO DER ENGANG VAR MINE
PARKERET FORAN CELLEMOSKEEN
TOILETDØREN LÅSER AF SIG SELV
STRINTER PIS MOD PORCELÆN
BANKER PÅ
BONDEKVINDE MED 9MM LUKKER MIG UD
SKYLLER UD UDEN FORBEHOLD
JEG FARER MOD CELLEDØREN
FUMLER FEBRILSK MED LÅSEN
HAN ER PÅ VEJ IND
RÅBER BONDEKVINDE TIL BONDEMÆND
FRA ØSTBERLIN TIL OSLO TIL KØBENHAVN
SMIDER BAGAGEN HOS EN JØDEJOURNALIST
PÅ VILLAVEJEN
SÅ TIL HOVEDBANEGÅRDEN
GRATIS TAXA
KØBE EN TOGBILLET MEN JEG MÅ IKKE BETALE
KÆRESTEN BETALER SELV
EFTER HALVBETÆNDT WEEKEND
TO MUHAMMEDANERE PASSERER
EN MED TØRKLÆDE PÅ SLÆB
EN MED SKÆG
DER GROR MED UFORSONLIGHEDENS HASTIGHED
DE STIRRER MIG NED TIL IBLIS MED IRIS
JEG HIMLER MED DET HVIDE IKKE SPOR PARANOID
GAMBIJUNKIE SKULER TIL BARNEVOGN
SER MIG IKKE FOR SIT NÆSTE FIX
SÅ GIVER JEG ET KRAM
OG SLANGER MIG OP AD EN HALS
ET STENALDERSLAG I BAGHOVEDET
KÆRESTEHALSEN FORLØSES I SKRIG
DER BLIVER REVET I DE VANTRO KRØLLER
JEG GIVER ET SLAG
MEN JEG ER TYND OG SLAP
OG PÅ AFVÆNNING
LIDT TUMULT
DSB OG DANSKEN VIKLER OS UD
SÅ DUKKER PANSERNE OP
HOLDER HAM NEDE MED HÅNDJERN
HAN SLIKKER FODSPOR OG CIGARETSKODDER
SÅ KOMMER JEG SOM EN SVANS
OG KLASKER KALIFFEN PÅ KÆBEN
VI ENDER PÅ STATIONEN
I STIKKERSTOLEN OG I DETENTIONEN
GHETTODRENGEN DIKTERER
SÅ JEG SKIDER PÅ PANSERNE
UNDTAGEN PETPÆDAGOGERNE DER PASSER PÅ POETEN
JEG RÅBER AF AUTORITETEN
HVINER AF RELATIONEN
SKRÅLER AF RELIGIONEN
JEG HAR ET PÅSKUD JEG VIL PÅ LOKUM
MENS KÆRESTEN AFGIVER FORKLARING
JEG VED GODT DER SKYLLES UD UDEFRA
SÅ PANSERNE KAN DISSEKERE MIN LORT
HVIS JEG ER TILTALT
SLIDTE SHOXSKO DER ENGANG VAR MINE
PARKERET FORAN CELLEMOSKEEN
TOILETDØREN LÅSER AF SIG SELV
STRINTER PIS MOD PORCELÆN
BANKER PÅ
BONDEKVINDE MED 9MM LUKKER MIG UD
SKYLLER UD UDEN FORBEHOLD
JEG FARER MOD CELLEDØREN
FUMLER FEBRILSK MED LÅSEN
HAN ER PÅ VEJ IND
RÅBER BONDEKVINDE TIL BONDEMÆND
PERKER NEDE
Saudiarabisk Danmarkssang
(liste på Wikipedia over de danske firmaer, der iflg. løbesdeler i Saudiarabien skulle boykottes)
- synges på melodien til en eller anden Nephew-sang eller Gnags' "Danmark"
Danish Crown
Royal Scandinavia
- synges på melodien til en eller anden Nephew-sang eller Gnags' "Danmark"
Danish Crown
Royal Scandinavia
Digtere digter digte, tegnere tegner tegninger
Der bliver hele tiden talt om "Jyllands-Postens Muhammed-tegninger", men Jyllands-Posten kan jo ikke tegne, dette er navnene på de 12 danske danske bladtegnere, som JP i 2005 helt enkelt bad om at tegne en tegning af profeten Muhammed: gid man nævnte dem hver gang, for deres tegninger er vidt forskellige, et par af dem karikerer JP's agenda i stedet for Muhammed, nogle er platte og grove, andre er finurlige og underfundige, fx Rasmus Sand Høyers med burka-øjne og bjælker for øjnene, mens Peder "Mein Freund" Bundgaards sagtens kunne bruges som islam-missionerende logo (hvis man altså måtte afbilde profeten, men det må man nikke nikke nej):
Claus Seidel
Peder Bundgaard
Arne Sørensen
Bo Katznelson
Lars Refn
Kurt Westergaard
Rasmus Sand Høyer
Jens Julius Johansen
Franz Füchsel
Poul Erik Poulsen
Erik Abild Sørensen
Annette Carlsen
Claus Seidel
Peder Bundgaard
Arne Sørensen
Bo Katznelson
Lars Refn
Kurt Westergaard
Rasmus Sand Høyer
Jens Julius Johansen
Franz Füchsel
Poul Erik Poulsen
Erik Abild Sørensen
Annette Carlsen
Et helligt næsehorn fylder 80
Vagn Lundbye havde Yahyas frisure for 40 år siden! Og i torsdags fyldte denne heldigvis mere mærkværdigt monstrøse end forbenet opbyggelige forfatter 80! Her er Rhinoloven fra en af hans bedste bøger, Næsehornsdigte, 1990 (vel første VL-bog, jeg anmeldte, jeg blev (skeptisk) fan med det samme):
RHINOLOVEN
1.
Du skal være anderledes
2.
Du skal bære dit horn som et scepter
3.
Du skal tage fejl
4.
Du skal skille dig af med døende og døde
5.
Kom dumheden i hu at du holde den hellig
6.
Du skal trække tiden ud når du knepper
7.
Du skal pisse mod vinden
8.
Ær din afføring som dig selv
9.
Du må ikke gøre dig mere end én tanke ad gangen
10.
Uddø to gange daglig
fredag den 22. november 2013
Fang ild
Du er Jennifer Lawrence selvfølgelig,
og jeg er helst Woody Harrelson
men i virkeligheden nok mest Stanley Tucci
og jeg er helst Woody Harrelson
men i virkeligheden nok mest Stanley Tucci
Elskerindetriotricket
Det passer ikke, at der kun er 1 ny ting (for mig) i Henrik Palles kriminelt søvndyssende Dan-Turèll-bog, DT, som jeg mildest talt skeptisk anmelder i WA Bøger i dag, nemlig billedet af Fede Arne og hans mor - der er også denne herlige begyndelse på et interview i ungdomsbladet Go' (alenlang, dybt digresserende optakt til inteviewet, men så vidt jeg kan se intet årstal, velsagtens er det fra 1974, geniale Karma Cowboy's år);i 1980 gentog F.P. Jac i B.T. påstanden om de 3 elskerinder/hustruer pudsigt nok - interviewets overskrift:
GRATIS KUNST OG KULTUR MED NOSSER I
Han har prøvet alt, hvad der er værd at prøve. Mescalin, amfetamin, hvilket som helst narkotikum og han har prøvet det. Hans tilnavn er Mr. LSD. Han har 3 elskerinder på samme tid, og han drikker, så man mistænker ham for at være i besiddelse af en galvaniseret lever. han er digter og forfatter, foredragsholder, han bliver lejet ud som talemaskine og discjockey. Han har rejst overalt i verden, fløjet direkte fra Grønland og til det sorte Afrika, Han har skrevet aldeles uforståelige digte (eller hvad 200 siders ord-kaos ellers kan kaldes), sætninger revet ud af deres sammenhæng, fra kogebøger og kriminalromaner. Og er nu begyndt at fremtrylle de mest banale dansktoptekster.
GRATIS KUNST OG KULTUR MED NOSSER I
Han har prøvet alt, hvad der er værd at prøve. Mescalin, amfetamin, hvilket som helst narkotikum og han har prøvet det. Hans tilnavn er Mr. LSD. Han har 3 elskerinder på samme tid, og han drikker, så man mistænker ham for at være i besiddelse af en galvaniseret lever. han er digter og forfatter, foredragsholder, han bliver lejet ud som talemaskine og discjockey. Han har rejst overalt i verden, fløjet direkte fra Grønland og til det sorte Afrika, Han har skrevet aldeles uforståelige digte (eller hvad 200 siders ord-kaos ellers kan kaldes), sætninger revet ud af deres sammenhæng, fra kogebøger og kriminalromaner. Og er nu begyndt at fremtrylle de mest banale dansktoptekster.
torsdag den 21. november 2013
Og så af sted til WA-lby
for at nominere noget vindende poesi,
ikke også, Lars?
Jo, Lars! Vi er så enige!
ikke også, Lars?
Jo, Lars! Vi er så enige!
Gladiators sabelraslen
Ny rykker forlaget Gladiator brutalt! Lige om lidt udgiver de Josefine Klougarts fjerde roman Om mørke, men jeg må indrømme, at jeg på en helt anden akut og gennemgribende måde glæder mig til de TO nye bøger af Maja Lee Langvad, hendes første siden den nyklassiske debut Hvor er Holger Danske (nok den bog jeg har haft MEST med i foredragstasken de sidste syv år):
Maja Lee Langvad: Find Holger Danske: Appendix, digt, foto
Find Holger Danske: Appendix ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads meget roste debut Find Holger Danske fra 2006. En bog, som bl.a. handler om adoption, racisme og danskhed med afsæt i forfatterens egen identitet som koreansk adopteret. Med appendixet føjer forfatteren en ny dimension til sin adoptionshistorie. Appendixet består af lige dele tekst og fotos. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer, bl.a. til den biologiske mor og den biologiske storesøster. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i appendixet.
Maja Lee Langvad: Hun er vred, digt, vidnesbyrd, dokumentationHun er vred fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatterens egne smertefulde erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevelser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Tematisk kommer bogen rundt om en lang række emner som slægtskab, race, køn, krig og globale magtstrukturer. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en befriende, underspillet humor.
Find Holger Danske: Appendix og Hun er vred udkommer primo marts 2014.
OG
brillant bidske Kristina Nya Glaffeys tredje bog:
Hvortil kommer hele 3 for mig ukendte debutanter, Ninette Larsen, Jacob Skyggebjerg og Eva Iversen. Og før eller siden, forhåbentlig- og sandysnligvis før, kommer vel også forlagspræsident Hans Otto Jørgensens nye bog. Her står Spartakus Senior. foran Bogforum med sit farligt kampberedte smil, vi forventer ingen ende på svær og trolddom:
Maja Lee Langvad: Find Holger Danske: Appendix, digt, foto
Find Holger Danske: Appendix ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads meget roste debut Find Holger Danske fra 2006. En bog, som bl.a. handler om adoption, racisme og danskhed med afsæt i forfatterens egen identitet som koreansk adopteret. Med appendixet føjer forfatteren en ny dimension til sin adoptionshistorie. Appendixet består af lige dele tekst og fotos. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer, bl.a. til den biologiske mor og den biologiske storesøster. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i appendixet.
Maja Lee Langvad: Hun er vred, digt, vidnesbyrd, dokumentationHun er vred fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Med udgangspunkt i forfatterens egne smertefulde erfaringer tegnes et portræt af en adopteret og et adoptionskritisk miljø i Sydkorea. Refleksioner over en opvækst i Danmark blander sig med oplevelser fra en hverdag i Seoul og beretninger fra andre adopterede. Tematisk kommer bogen rundt om en lang række emner som slægtskab, race, køn, krig og globale magtstrukturer. Vreden er omdrejningspunktet i bogen, der rummer mange lag af følelser og en befriende, underspillet humor.
Find Holger Danske: Appendix og Hun er vred udkommer primo marts 2014.
OG
brillant bidske Kristina Nya Glaffeys tredje bog:
Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser, romantisk komedie
Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverdagens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det allermest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.
Kristina Nya Glaffey kan sit kram, først og sidst. Selve det litterære håndværk. Hun er som en kemiker, der måler alting op dråbevis. - Men en sær tumpe ved navn Bent kommer hende i vejen, og det, som kunne være blevet sterilt, et afsprittet
laboratorium, bliver med Bent – oveni satiren - angstfyldt og grotesk. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helveg har generøst illustreret bogen med 20 grafiske blade.
Mor og Busser. 90 sider. Udkommer i marts 2014
Kristina Nya Glaffey er satiriker. Familiemønstre, øko-bevidsthed, 68-generationen, ekspertvælde og hverdagens små selvfølgeligheder og kunstnerrollen står for skud. Men det er for så vidt set før. Det er der så mange, der gør i. Vi gider ikke høre mere. Men det mærkelige er, det er aldeles forunderligt, at selv det banale, det allermest trivielle hos Kristina Nya Glaffey bliver nyt. Vinklet igen. Følsomt og intelligent. Her under dække af barnets undrende perspektiv.
Kristina Nya Glaffey kan sit kram, først og sidst. Selve det litterære håndværk. Hun er som en kemiker, der måler alting op dråbevis. - Men en sær tumpe ved navn Bent kommer hende i vejen, og det, som kunne være blevet sterilt, et afsprittet
laboratorium, bliver med Bent – oveni satiren - angstfyldt og grotesk. Billedkunstneren Pernille Kløvedal Helveg har generøst illustreret bogen med 20 grafiske blade.
Mor og Busser. 90 sider. Udkommer i marts 2014
Hvortil kommer hele 3 for mig ukendte debutanter, Ninette Larsen, Jacob Skyggebjerg og Eva Iversen. Og før eller siden, forhåbentlig- og sandysnligvis før, kommer vel også forlagspræsident Hans Otto Jørgensens nye bog. Her står Spartakus Senior. foran Bogforum med sit farligt kampberedte smil, vi forventer ingen ende på svær og trolddom:
onsdag den 20. november 2013
Vi har stoppet blødningen / Jeg har drømt om at blive iværksætter
Brødrene Christoffer og Troels Ugilt Jensen har skabt en fantastisk sjov og effektiv, så godt som genial digtmaskine kaldet Individ i fællesskab, der i to spalter løbende ophober alle net-avis/nyhedstjeneste-overskrifter, der begynder med 'jeg' og 'vi', her er de seneste tyve linier i hver spalte, selvfølgelig præget af kommunevalget:
Vi har stoppet blødningen
Vi er så kede af det
Vi er meget lettede
Vi har tabt valget
Vi skal udnytte energien bedre
Vi arbejder for det flertallet vil
Vi skal have bredt samarbejde
Vi har haft et flot valg
Vi er ikke til tilfredse
Vi søger mere indflydelse - ikke borgmesterposter
Vi får lettere ved at tage lokale kampe
Vi får lettere ved at tage lokale DF-kampe
Vi kan holde på borgmesterposterne
Vi kan på ingen måde være tilfreds med tilbagegang
Vi vil se S og DF samarbejde i flere kommuner
Vi har indtaget strategisk vigtig by
Vi har kæmpet for at sikre dansk EU-rabat
Vi har gerningsmandens DNA
Vi har ikke brug for et mirakel
Vi har gerningsmanden DNA
Jeg har drømt om at blive iværksætter
Jeg er vinder af valget
Jeg er ikke vigtig
Jeg er så vred
Jeg førte kniven
Jeg var i chok
Jeg bliver politiker med afbud
Jeg holder fast i Janni - også hvis hun kommer i fængsel
Jeg sidder og tripper
Jeg er godt tilfreds
Jeg blev snydt
Jeg håber på retfærdighed
Jeg har ikke råd til designertøj
Jeg forsætter som borgmester
Jeg ønsker bredere og flere cykelstier
Jeg forsætter
Jeg er skuffet
Jeg gjorde bare mit arbejde
Jeg kvitter alkohol og stoffer
Jeg er ikke tilfreds
Vi har stoppet blødningen
Vi er så kede af det
Vi er meget lettede
Vi har tabt valget
Vi skal udnytte energien bedre
Vi arbejder for det flertallet vil
Vi skal have bredt samarbejde
Vi har haft et flot valg
Vi er ikke til tilfredse
Vi søger mere indflydelse - ikke borgmesterposter
Vi får lettere ved at tage lokale kampe
Vi får lettere ved at tage lokale DF-kampe
Vi kan holde på borgmesterposterne
Vi kan på ingen måde være tilfreds med tilbagegang
Vi vil se S og DF samarbejde i flere kommuner
Vi har indtaget strategisk vigtig by
Vi har kæmpet for at sikre dansk EU-rabat
Vi har gerningsmandens DNA
Vi har ikke brug for et mirakel
Vi har gerningsmanden DNA
Jeg har drømt om at blive iværksætter
Jeg er vinder af valget
Jeg er ikke vigtig
Jeg er så vred
Jeg førte kniven
Jeg var i chok
Jeg bliver politiker med afbud
Jeg holder fast i Janni - også hvis hun kommer i fængsel
Jeg sidder og tripper
Jeg er godt tilfreds
Jeg blev snydt
Jeg håber på retfærdighed
Jeg har ikke råd til designertøj
Jeg forsætter som borgmester
Jeg ønsker bredere og flere cykelstier
Jeg forsætter
Jeg er skuffet
Jeg gjorde bare mit arbejde
Jeg kvitter alkohol og stoffer
Jeg er ikke tilfreds
Trivi-penge til kvali-Klaus
-
-
kamilla löfström
@kamillalfstrm
I har godt set det, ikk? Klaus Rifbjerg bliver den første modtager af#Zinklarprisen -
@kamillalfstrm det er den kedeligste nyhed jeg nogensinde har modtaget
-
-
en pris til klaus rifbjerg omgja, ja, Jesper, men den sene Rif er altså eller kan være en temmelig cool og crazy forfatter og i årets bind med meget genre-tvivlsomme noveller, Intet sikkert abnomrt, skriver han LYDDIGTE, og det må du da af alle finde en (for mindst 100.000 kr.) prisværdig forfatterskabsudvikling - her priskomiteens motivering:
"Lyrikken udpeges ofte som kernen eller den indre motor i Klaus Rifbjergs forfatterskab, men et andet og lige så væsentligt udtryk for det særligt rifbjergske er novellekunsten. Lige siden den første samling Og andre historier i 1964 har novelleformen udgjort en levende boltreplads for forfatterens berømte evne til at leve sig ind i forskellige personer og sikre gehør for den sproglige detalje - for ikke at glemme humoren som udgør en tredje væsentlig ingrediens i den rifbjergske novelle. I sin seneste samling Intet sikkert abnormt synes synsvinklen at falde til ro i alderdommens perspektiv og erindring, men det betyder ikke at der er tonet ned for de modernistiske eksperimenter med sproget som virker så sprælsk som nogensinde i forfatterskabet."
Der er prisuddeling fredag klokken 16 i Forfatterforeningen i Strandgade, hvor lille Adolphsen vil interview store Klaus, og så dejligt, dynamisk skramlet begynder teksten "Beautyboks":
Beautyboks, skrammelkasse, amorbue, læbestift, kam, servietter, øjenbryn, børste, spejl spejl spejl, pastiller rod. Var der noget særligt rodet ved at være kvinde, talte man ikke nærmest om omhu, det feminine, eksklusive, udsøgte, smarte sexede? Som ikke kom af sig selv! Grundmaterialet var der naturligvis (hvis det var der), ellers var det som med tv-apparaterne, der skulle en helvedes masse ledninger til, skruer, dingenoter, formpressede plader fulde af påloddede dimser og i baggrunden uendelige kabler og tårne på forskellige tagrygge, ja, muligvis ligefrem bjergkæder, hvad med Zugspitze eller Grossglockner, skulle man ikke derop for at få signalerne frem, så skærmen lyste op og endelig viste det store show, hvor publikum klappede som rasende, skønt der i virkeligheden ikke var noget at klappe ad.
Den udladning BURDE trykkes i Hjemmet, som Finn Zinklar gennem mange år leverede noveller til.
Jesper Elving
tirsdag den 19. november 2013
Borgmester min
Den solide pizzamand fløjter lystigt med på Nærdemokratiets Bondeanger-Blues, da jeg køber min allegoriske sandwich:
Jeg har hustlet
og spillet tosset
og jeg har snydt dig ja
og skammet mig
og stjålet al din kærlighed
Jeg har hustlet
og spillet tosset
og jeg har snydt dig ja
og skammet mig
og stjålet al din kærlighed
Slim Shady-generationen (stem på lille sufjan trivibirkes)
Eminem som forbillede for de mest spektakulært, polyfont RASENDE / RABLENDE unge digtere, Olivia Nordenhof (vedkendt), Cecilie Lind (vedkendt), Bjørn Rasmussen, Yahya Hassan, de suser alle gennem kvarteret på den samme komplekse racercykel, som Eminem berapper på sin nye plade The Marshall Mathers LP2:
used to be the type of kid that, would always think the sky is falling
Why am I so differently wired in my noggin?
Cause sporadic as my thoughts come, it's mind boggling
Cause I obsess on everything, in my mind mall shit bothers me
But now my father, he said Sayonara,then split
But I don’t give a shit I’m fine long as
There's batteries in my Walkman, nothing is the matter with me
Shit look at the bright side at least I ain’t walking
I bike ride through the neighborhood of my apartment
Complex on a ten speed which I've acquired parts that I
Find in the garbage, a frame and put tires on it
Headphones on straight ahead and kids try to start shit
But if this all there is for me, Life offers
Why bother even trying to put up a fight, tt's nonsense
But I think a lightbulb just lit up in my conscience
What about those rhymes I've been jottin'
They are kinda giving me confidence
Instead of tryina escape through my comics
Why don't I just blast a little something like Onyx
To put me in the mood to wanna fight and write songs that
Say what I wanna say to the kid that said that I eyeballed him
Grab hold of my balls like that's right fight's on bitch
Who would've knew from the moment I turned the mic on that
I could be iconic, in my conquest
Word to Phife Dawg from a Tribe Called Quest
- her er første halvdel af af Bjørn R's eminemt eminemske take på Kommunevalget i en FB-opdatering i dag:
Så vågnede jeg ved at min lille pave, som ellers, stærkt medicineret, har slumret i henved en fjorten dages penge, sang: stå op og stem, stå op og stem. Jeg åbnede øjnene og var forvirret et sekund før jeg indså at det var ham, som fortsatte: stå op og stem på et falleret ostesalsa, stå op og stem på en tam dagmår fra i fjor. Jeg kravlede træt og irriteret ned fra hemsen og mumlede: ti stille, jeg stemmer enhedslisten, det gør jeg altid. Nej nej, vedblev han: stem på ornamenteret leddegigt, stem på ham med svesken, stem på den agurkesalat din mor lavede, den svang sig som en orm om dit hjerte. Jeg svarede ham ikke, jeg satte vand over til kaffe og tænkte at jeg kunne ignorere ham til tavshed, men næ nej: stem på langmodige thorvald svinkeærinde, stem på fine kirsten skinkehelvede med psykoserne, stem på lille lodrette henrietteklausul, stem på tristan pinstone jasper, stem på seksten sperm-addicts who took on gangs of cum-dripping cocks. Ti stille, sagde jeg og hældte mælk i den lille røde kasserolle, stem på at du hælder mælk i den lille røde kasserolle sagde han, stem på at du nu åbner vinduet og ryger en cigaret, stem på hensynsløse esben. Ham fra æblehuset? Ja ja ham fra æblehuset, stem på én der brænder æblehuset ned, stem på ham der skal skide hele vejen hjem fra fakta, stem på hende som græder hver gang en flue dør, stem på lille hvalpehenning, stem på lille altruistiske lymfedorthe. Skal du sige lille hele tiden, det irriterer mig helt vildt. Ja! Ja! Stem på lille lille lille magnus dårskab med halsbetændelsen, den vil ha sit område tilbage nu, stem på lille sufjan trivibirkes, stem på en sælsom kusseenkekompot.
used to be the type of kid that, would always think the sky is falling
Why am I so differently wired in my noggin?
Cause sporadic as my thoughts come, it's mind boggling
Cause I obsess on everything, in my mind mall shit bothers me
But now my father, he said Sayonara,then split
But I don’t give a shit I’m fine long as
There's batteries in my Walkman, nothing is the matter with me
Shit look at the bright side at least I ain’t walking
I bike ride through the neighborhood of my apartment
Complex on a ten speed which I've acquired parts that I
Find in the garbage, a frame and put tires on it
Headphones on straight ahead and kids try to start shit
But if this all there is for me, Life offers
Why bother even trying to put up a fight, tt's nonsense
But I think a lightbulb just lit up in my conscience
What about those rhymes I've been jottin'
They are kinda giving me confidence
Instead of tryina escape through my comics
Why don't I just blast a little something like Onyx
To put me in the mood to wanna fight and write songs that
Say what I wanna say to the kid that said that I eyeballed him
Grab hold of my balls like that's right fight's on bitch
Who would've knew from the moment I turned the mic on that
I could be iconic, in my conquest
Word to Phife Dawg from a Tribe Called Quest
- her er første halvdel af af Bjørn R's eminemt eminemske take på Kommunevalget i en FB-opdatering i dag:
Så vågnede jeg ved at min lille pave, som ellers, stærkt medicineret, har slumret i henved en fjorten dages penge, sang: stå op og stem, stå op og stem. Jeg åbnede øjnene og var forvirret et sekund før jeg indså at det var ham, som fortsatte: stå op og stem på et falleret ostesalsa, stå op og stem på en tam dagmår fra i fjor. Jeg kravlede træt og irriteret ned fra hemsen og mumlede: ti stille, jeg stemmer enhedslisten, det gør jeg altid. Nej nej, vedblev han: stem på ornamenteret leddegigt, stem på ham med svesken, stem på den agurkesalat din mor lavede, den svang sig som en orm om dit hjerte. Jeg svarede ham ikke, jeg satte vand over til kaffe og tænkte at jeg kunne ignorere ham til tavshed, men næ nej: stem på langmodige thorvald svinkeærinde, stem på fine kirsten skinkehelvede med psykoserne, stem på lille lodrette henrietteklausul, stem på tristan pinstone jasper, stem på seksten sperm-addicts who took on gangs of cum-dripping cocks. Ti stille, sagde jeg og hældte mælk i den lille røde kasserolle, stem på at du hælder mælk i den lille røde kasserolle sagde han, stem på at du nu åbner vinduet og ryger en cigaret, stem på hensynsløse esben. Ham fra æblehuset? Ja ja ham fra æblehuset, stem på én der brænder æblehuset ned, stem på ham der skal skide hele vejen hjem fra fakta, stem på hende som græder hver gang en flue dør, stem på lille hvalpehenning, stem på lille altruistiske lymfedorthe. Skal du sige lille hele tiden, det irriterer mig helt vildt. Ja! Ja! Stem på lille lille lille magnus dårskab med halsbetændelsen, den vil ha sit område tilbage nu, stem på lille sufjan trivibirkes, stem på en sælsom kusseenkekompot.
STEM PÅ YAHYA HASSAN I DAG!
Det kan vi desværre ikke, det kan vi først, når der skal stemmes til alle de pseudo-demokratiske litteraturpriser, og så skal vi også huske at gøre det, fordi hans bog fortjener det. Men hold kæft, vi bliver vrede over, at han skal overfaldes, som han blev i går på Hovedbanegården (af en tidligere terrorsigtet, der kaldte YH 'vantro, BT-link'), fordi han siger sin mening og skriver sine digte. Hans rektor Pablo Llambías siger det godt i en FB-opdatering;
mandag den 18. november 2013
Intercom, vinter kom!
Jeg fik omsider skrevet og afleveret min abejdsartikel til Den Blå Ports arbejdsnummer --
OG JEG LOVER ALDRIG MERE AT GENERE NOGET KONKURRERENDE TIDSSKRIFT MED AT VÆRE FORSINKET UDKOMMENDE, DET KAN JO BARE VÆRE FORDI BIDRAGYDERNE AFLEVERER FOR SENT (det slipper Hvedekorn så til gengæld for ved ikke at bestille bidrag, eller det passer jo ikke, men ikke eller i hvert fald yderst sjældent bestille bidrag til en deadline, og jo b.l.a. fordi vi ikke eller hvert fald næsten aldrig lave temanumre, for dem har fanden skabt eller en virkelig kedelig ærkeengel måske snarere) -
og jeg fik slet ikke lavet den sammenligning, jeg havde planlagt, mellem Jesper Jensens gamle 70'er-sang (der indgik en sangbog, der hed Danmarx Sangbog, husker jeg) om merværdi, den kommer her:
og Bikstok Røgsystems "Fabrik", som jeg skærer af efter Blæs Bukkis rap-sektion, Blæs Bukki er underkendt som en af 90'ergnerationens store digtere (langt, langt, langt størrre end Jesper Jensen fx):
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd!
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd!
Blæs:
Mandag morgen paa den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg' magtfuld
Flytter rundt paa noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt
Solen skinner som altid
Arbejder halvtid
Heltid
Fuldtid
Deltid
Overtid
Kommunikerer med intercom
Sommer gik med sol og slik og rom
Vinter kom
Gaar paa job for min lomme er tom
Rum pupupum pupupum
Trækker en tærte
Vender den om
Tarmene skriger
Men jeg blir' ved mit samlebaand
Tjek!
- analysen er vel den samme, men der er en overstadig desperation i Bikstoks/Bukkis poesi til forskel
OG JEG LOVER ALDRIG MERE AT GENERE NOGET KONKURRERENDE TIDSSKRIFT MED AT VÆRE FORSINKET UDKOMMENDE, DET KAN JO BARE VÆRE FORDI BIDRAGYDERNE AFLEVERER FOR SENT (det slipper Hvedekorn så til gengæld for ved ikke at bestille bidrag, eller det passer jo ikke, men ikke eller i hvert fald yderst sjældent bestille bidrag til en deadline, og jo b.l.a. fordi vi ikke eller hvert fald næsten aldrig lave temanumre, for dem har fanden skabt eller en virkelig kedelig ærkeengel måske snarere) -
og jeg fik slet ikke lavet den sammenligning, jeg havde planlagt, mellem Jesper Jensens gamle 70'er-sang (der indgik en sangbog, der hed Danmarx Sangbog, husker jeg) om merværdi, den kommer her:
:/: Jeg står op om mor´nen og går hen på mit job og jeg laver no´ed og jeg får min løn men det jeg laver er mere værd end det jeg får hvordan sku´ no´en men´sker ellers bli´ rige ud´n at lave no´ed?No´en er mere værd end det de får andre bruger mer end de er værd Penge alene skaber ingen værdi´r penge skaber penge papir papir :/:
og Bikstok Røgsystems "Fabrik", som jeg skærer af efter Blæs Bukkis rap-sektion, Blæs Bukki er underkendt som en af 90'ergnerationens store digtere (langt, langt, langt størrre end Jesper Jensen fx):
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd!
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd
arbejd arbejd!
Blæs:
Mandag morgen paa den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg' magtfuld
Flytter rundt paa noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt
Solen skinner som altid
Arbejder halvtid
Heltid
Fuldtid
Deltid
Overtid
Kommunikerer med intercom
Sommer gik med sol og slik og rom
Vinter kom
Gaar paa job for min lomme er tom
Rum pupupum pupupum
Trækker en tærte
Vender den om
Tarmene skriger
Men jeg blir' ved mit samlebaand
Tjek!
- analysen er vel den samme, men der er en overstadig desperation i Bikstoks/Bukkis poesi til forskel