Et får som Ib Michael indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris

Ida Jessens Postkort til Annie og Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris som den fjerde og sidste indstilling fra Klougart-fanatikerne Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, to i mine øjne halv/trekvartgode bøger, de rigtigere kandidater havde været Niels Franks Nellies bog og Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, begge hel/halvandetgode bøger.

Beck-Nielsens værk er sporadisk rigtig sjovt på sådan en desperat/indebrændt Beckettsk/ Buster Keatonsk måde, to højdepunkter: CBN der slæber på Pia Tafdrups forfærdeligt tunge kuffert, CBN der falder dybt i staver over Klaus Rifbjergs 2 wc-ruller, men digterportrætterne, herunder ung-digter-selvportrættet, er over én bank bare for nemme, klichéfulde parodier på for længst gennemparodierede klicheer, hvilket ikke betyder, at de ikke er vittige, bare at det er vitser, man til bevidstløshed kender (og som til bevidstløshed kender sig selv), og som på trods af al fint (men også træt / dovent) hvirvlende velskrevethed derfor ikke løfter sig. Men selvfølgelig vil jeg ikke undlade at citere dette smukt onde afsnit om (mestendels alt muligt andet - det er det virkelig onde - end) Ib Michael (hvis umådelige åsyn har fyldt lærredet de sidste 2 gange, jeg har været i biografen - hver gang giver jeg et lille skrig fra mig):

Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om madderne, og samtidig tænker jeg på Ib Michael. Jeg har faktisk aldrig mødt ham, men jeg har været tæt på, engang for mange år siden, længe inden jeg selv begyndte at skrive rødbedepoesi (se blogpost nedenfor LB), dengang jeg mest bare sov længe og lå i sengen med min tykke kæreste og læste Hulebjørnens klan og også det halve af Hestenes dal, men så kom vi vist heller ikke længere. Det var lige rundt om hjørnet, henne på Odense Musikbibliotek, det lå i Kronprinsensgade dengang, nu er der jo en eller anden helsesekt, der har lavet det om til et tempel, nåmen bassisten i vores band, Jon (Helt Haarder, senere ekspert i biografistisk performativitet, pudsigt nok), han arbejdede nede på musikbiblioteket, og han læste også bøger, hans far var nemlig professor med speciale i Beowulf, ikke bare Hulebjørnens klan, alt muligt, især science fiction og Ursula K. Le Guin, og han sagde, at vi skulle komme ned og høre Ib Michael, han havde nemlig en musiker med. Og det gjorde vi så, og jeg kom muligvis lidt for sent, det gør jeg altid, men jeg hørte det meste, tror jeg, jeg var der i hvert fald, jeg lagde bare ikke mærke til ham, Ib Michael, det eneste jeg så, var det ledsagefænomen, han havde med (vistnok en vis Morten Carlsen LB), han var helt fantastisk, en slags Peter Høeg, der bare havde begrænset sig til alt, hvad man kan blæse i, og få til at give lyd. I løbet af den lille time, det varede, vandrede og marcherede og dansede og danderede han op og ned mellem stolerækkerne og blæste i alverdens horn, saxofoner, trompeter og jagthorn og fløjter og ... - også melodika? - Ja, sikkert også melodika og panfløjte og bassaxofon og sågar en skalmeje, og førte os langt tilbage i tiden og ud i de fjerneste afkroge af verden, men uden at jeg på noget tidspunkt fik øje på Ib Michael, kun stemmen, den hørte jeg, men mest bare som en monoton brægen bag hylderne, som om hornblæseren var en hyrde, der havde taget sit får med ind på biblioteket. Og at kalde et får for en forfatter er lige skrapt nok, jeg må hellere sætte en streg over den historie, glem det!

Pænt prisværdigt, indrømmet!