Tvangsdigressivitet

Jeg fatter ikke meningen med formen i Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24, som jeg netop har læst. Hvert kapitel består af A: Jegfortalt fortælling om titlens borgerkrig og fortællenuet 450 år senere og B: et stykke tekst i kursiv, der nogle gange har en markeret fortæller, men som regel ikke, og nogle gange linker sig på motiver i A-teksterne, og nogen gange ikke - hvorfor denne A-B-form, når den optræder helt uden konsekvens, og hvad værre er, og nu kommer smagdommen ind over, helt uden ægte digressivt overskud og fortælleglæde? På nær én - om en jødisk familie, der holder sig skjult i et røvhul - der er gedigent grotesk, falder B-teksterne anstrengt og/eller fadt til jorden (også det HCA'ske tingseventyr, om en tomat, som selv de skeptiske anmeldere fremhæver), den allersidste, om en digter, der dagdrømmer under et tandlægebesøg, er måske endda den svageste. A-teksterne på sin side fabulerer fint henkastet (vs. Peter Adolphsens  encyklopædiiske action) over fremtids-fortælle-nuet, udødelighed med talende hund, men har så godt som intet inciterende at sige om titel-borgekrigen, der nemlig bareer en helt triviel klassekamp-genereret borgerkrig med indbygget ordinær forelskelse, hvor jo for helvede bjerget i Mount København var et reelt originalt-monstrøst påfund. Jeg ved godt, at 6 Politiken-hjerter mere er en advarsel end en anbefaling, men jeg havde ikke regnet med at blive skuffet så eklatant(et).