Portræt af en Substans-konge

 
Andy Warhols portræt af den danske Substral-konge Hans Smith fra 1974, på auktion hos Bruun-Rasmussen 11. juni, vurdering 600.000-800.000 kr., en substantiel pris!

VERSALERS VASSAL

(Anmeldelse af Olivia Nordenhofs blog JEG HEDDER MIT NAVN MED VERSALER til Promenaden live # 2)

Jeg ville gerne lave reglen, en stripper-poetik kunne man måske kalde den, og her tænker jeg helt konkret på Matthew McConaugheys inderligt maniske performance i Steven Soderberghs Magic Mike:

Der skal talent til nøgenhed,

og der skal nøgenhed til talent –

ikke mindst fordi jeg selv bliver bange for reglens anden del og bliver bange for om mit eget eventuelle talent egentlig blotter sig, men det skal jo ifølge reglen ikke blotte sig som blottethed, og hvis det blotter sig som fx litteraturbegejstring og -anfægtelse og -raseri, så er det bare dén anden nøgenhed. Men nu taler jeg igen om mig selv, og det vil jeg forsvare med Dan Turèlls gamle bemærkning:

Det jeg elsker Allen Ginsberg for/ er at han gir mig lyst til at være her/ Og så det at han så åbenlyst er Allen Ginsberg/ at det opmuntrer mig til/at være Dan Turèll …

Og så bare udskifte Allen Ginsberg med Olivia Nordenhof og Dan Turèll med Lars Bukdahl, bortset fra at jeg ikke vil sammenligne mig med Dan, men gerne Olivia med Allen – og klart er Turèll præ-blogger: Manjana som lyst-blog, I byen-klummerne som tvangs-blog, men lige læseværdige.

Jeg er lige nu litteraturanfægtet over, at jeg i en artikel af to akademikere (jeg er også akademiker, ak) i institutbladet Salon 55 bliver beskyldt for at være uetisk, det værste man lige nu kan være på universitetet, og blasert, der vel bare er en almindelig nederen ting at være, fordi jeg i en kommentar i Weekendavisen om at digte med sandheden skrev:

Min yndlings-sandsiger lige nu er 2011-debutant Olivia Nordenhof, på Facebook og hendes blog JEG SKRIVER MIT NAVN MED VERSALER; hun skriver vildt nærværende og intenst om, hvad hun sådan går rundt og oplever og tænker i hverdagen.

I bladet skriver Iben Engelhardt og Torsten Bøgh Andersen apropos Olivia-ros fra både mig og de to Promenaden-gængere Kamilla Löfström og Martin Glaz:

Al den nærværs- og intensitetsjubel synes at ignorere de udsagn om kroppens sociale situation, dens karakter af magtinstrument og vare, som Nordentofts tekster også giver. Når Nordenhofs statusopdateringer oven i købet involverer overvejelser om at vende tilbage til prostitutionsbranchen, er det så ikke lovligt blasert at erklære sig ’FAN’ eller ophøje jeget til ’sandsiger’ – og er det etisk?

Ja, det er for fanden da. Det er altid etisk at juble over, at en skribent skriver intenst og nærværende – dvs. stik modsat de to akademikere: ”kroppens social situation” – og desto mere, ikke mindre, når skribenten investerer dette skriptuelle nærvær i fx, for nu tage et helt konkret, genkommende eksempel, en indignation over, hvordan psykiske syge og andre udsatte, arbejdsløsagtige mennesker bliver mødt og behandlet af de dertil indrettede sociale og psykiatriske systemer.

Men jeg synes også det er vigtigt at pege på, at ved siden af den rasende alvor i Olivias blogposter, og til tider i selvsamme post, finder man et akkurat jublende - og lige så ifølge begge mine regler nøgent - gøgl, som nu fx næstseneste blogpost fra 22. maj hvor en angiveligt beruset Olivia assisteret af vennen Bjørn giver alternative Grand Prix-point til bl.a. Elisabeth, uden Friis, og John Lennon og slutter sådan her:

and finnaly also thousind points to my mother and bjoern and a girl i went to school with called maja and olga and albert for at have de dansebevægelser som mine dansebevægelser lader til at være et sammenkog af   

Seneste blogpost, fra 26. maj, er en af de poster, som jeg – sikkert uetisk – vil kalde de klassiske poetiske blogposter, sat op som poesi nemlig som enkelt- og dobbeltlinjer med luft imellem, der gør de heftigste, humørsyge slalomspring, her kører vi fra Kirsten Thorup over oldemor-minder og en Kastel-tur med snerrende gås til en fantastisk sjov og trist selvbesyngelse, som en omvendt Kejserens nye klæder, hvor det er en strålende udklædning, der er en overgiven nøgenhed:

jeg amøbe/ jeg hane. jeg stolte nar/ jeg indehaver af denne majestætiske hjerne, denne luksus peugeot / jeg kedelige lampe/ fra denne kedelige lampe hørte du det først/ teenage gud/ at for dig vil jeg gøre alt/ ride på en våd hest fra amar til et andet sted på amar/ så man blir pisse øm i lårene/ da gåsen jagtede mig/ ved bare det blir det sjoveste der skete denne sommer/ måske bør jeg nævne at jeg skriver dette kun for at få lov til at være alene/ få blæst i hovedet fra det åbne vindue, for at narre mig selv til at tro at der venter noget sødt/ noget dyb marmelade i nat, et hul i jorden, glemme alt/ jeg førstefødte/ jeg iagttager. jeg hulihoed far-elsker. mit teenagekongerige/ jeg hulihoed far-elsker.

Den inderste, nøgne karnevalsidentitet: ”jeg hulihoed far-elsker”

Blogposten før Grand Prix-posten er en post-tv-post, der riffer fornøjet på genren ”teatralsk dokumentar ”og bobler væk på en uklar, religiøs udsyren, før den slutter insisterende action-poetisk:

nå. nu kommer bjørn ind for at ryge en smøg. han sover på sofaen disse dage. han skal til møde om lidt./ ses

Blogposten før den er en tough lære-raga – a la jo faktisk præbloggeren Dan, i hvert fald formelt - agitprop-enkel, men lumsk forskydende sig omkring ordet ’arbejde’, en omgang aggressivt stiliseret nøgenhed.

Hvad kunne min sidste formel være, måske: perfekt pinlig polyfoni i samme nu.

Og så bare den smagsdom, at Olivia Nordenhofs blog er den tekst, som i dette nu – med et dybt uhyggeligt 70’er-ord – opleves mest vedkommende. 

Steamfunk

Prøv vores 1700-tals-maskiner

læste jeg på møntvaskeriets vindue,

og det stod der jo sikkert ikke,

men jeg forestillede mig straks

sådan nogle kæmpestore, livsfarlige dampmaskiner,

a la Storm P.s første maskiner i Klods-Hans,

indhyllet i de onde dampe fra Elefantmanden,

der slet ikke står inde i møntvasken,

men i en hemmelig del af Fælledparken,

ejet og bevogtet af Frimurerne,

som en kulminetunnel inde i møntvasken,

leder hen til -

dem vil jeg gerne prøve.

Verdens folkerigeste paneldebat

Det er godt nok mange mennesker, der skal deltage i den første paneldebat i aften: 6 mennesker, mod kun 4 i den anden, den jeg skal deltage i, og 4 må siges at være det ideelle antal, hvis alle deltagere skal få en chance for at få sagt noget ud over det, de har planlagt, når det altså ikke kan være 3 eller 2, men mest går jeg selvfølgelig ind for paneldebatter med 1 deltager, for faktisk bryder jeg mig ikke særlig meget om paneldebatter, i hvert fald ikke at deltage i dem, men jeg synes det, at det er i orden, at jeg deltager, og at jeg synes, at jeg bør deltage (man får aldrig penge for at deltage i paneldebatter, selvom jeg langt snarere burde få (mange) penge for paneldebatter end for foredrag, der som regel morer mig umådeligt (i hvert fald efter de første 5-10-15 minutter)), for jeg har ikke principielt noget imod paneldebatter, og ofte har jeg har overværet og også deltaget i objektivt gode paneldebatter, men næsten aldrig har jeg som deltager været subjektivt (vel)tilfreds, og det skyldes sikkert bare noget grimt egomæssigt, at en paneldebat ikke står og falder med mig, min scenesuverænitet (eller suveræne mangel på samme) er mig frataget, jeg er prisgivet en blakket kollektivitet og dennes uforudsigelige og ustyrlige dynamik (eller mangel på samme), hverken succes eller fiasko kan jeg tage på min kappe, det er hver gang sådan et Femølejr-patchworktæppe, tudegrimt eller billedskønt, der slow-motion-dasker i min bevidshed, når paneldebatten er færdig -

jeg kunne godt tænke mig at deltage i en paneldebat med 90 mennesker, der kun skulle vare 1 time, således at hver deltager kun må bidrage med 1 ord, som han og hun ikke må have bestemt sig for på forhånd og i tilfældig rækkefølge (hvis panelet tøver i mere end 1 minut, skal ordstyreren pege en deltager ud, således vil alle konstant være på tæerne).

At slås med Møllegader

(i hvert fald er Olivias og Caspar Erics blogs for cool blogs til at reklamere for begivenheder, bloggerne optræder til (eller ved?))

Promenaden live # 2

Vi inviterer til Promenaden live #2!
Fra vi begyndte i december 2011 har vi haft en intention om at diskutere den litterære offentlighed og litteraturens plads i medierne. Nu arrangerer vi en aften med overskriften ”Litteraturen i medierne”.
Vi har reserveret LiteraturHaus d. 30. maj fra kl 20. Aftenen vil ud over oplæsning dreje sig om litteraturen i de nye og gamle medier.
Er litteratur nyhedsstof? Er det forfatteren eller bogen, der er nyheden/stoffet? Er der sket en forandring i de senere år?
Man ser jævnligt, at forfattere opfordres til at deltage mere aktivt i samfundsdebatten – hvad skal det til for?
Man ser jævnligt forfattere i nyhedsudsendelser på tv, blandt andet i Deadline: Hvordan dækker man litteratur kritisk uden at være litteraturkritiker – Skal/Kan man overhovedet behandle litteratur kritisk i et kritisk nyhedsprogram?
For ikke så længe siden stoppede Politiken sit bogtillæg – og så kom det tilbage igen: Er et Kultur- eller Bog-tillæg udtryk for at kultur- og litteratur ikke bliver betragtet som en del af den egentlige (politiske?) virkelighed, men nærmere er at sammenligne med stoffet i Bil&Båd, Mad&Gæster eller hvad har man?
Hvilket kunstsyn ligger der bag mediernes dækning og brug af litteratur og forfattere?
Hvor ser litteraturformidlerne hen? Hvor sker det nye? Er Asta Olivia Nordenhofs facebook-opdateringer poesi? Har litteraturen brug for isbn-numre? Findes Caspar Erics blog om fem år? Gør Politikens bogtillæg? Hvad mener nogle af Promenadens medlemmer om det hele?
Vi har inviteret gæster, som vi vil diskutere alt dette med, og vi håber, at publikum også har lyst til at deltage.
Aftenens program ser således ud:

Oplæsning: Maja Lucas og Martin Glaz Serup

Paneldebat: Mikkel Bruun Zangenberg (Politiken), Klaus Rothstein og Nanna Mogensen (Skønlitteratur på P1), Anders Christiansen (AK24syv), Mikkel Frey Damgaard (Deadline), Ib Michael
Pause
Oplæsning: Asta Olivia Nordenhof og Caspar Eric
Anmeldelser af Caspar Erics blog og Asta Olivia Nordenhofs blog ved Mai Misfeldt og Lars Bukdahl
Paneldebat om litteraturen i de nye medier: Lars Bukdahl, Mai Misfeldt og Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof
Oplæsning: Lars Frost og Thomas Boberg

Slut med salg af bøger 1. juli

læser jeg hele tiden skiltet

på busser og ting

med

Slut med salg af klippekort 1. juli

som -

og det mærkelige er,

at den læsning ikke gør mig

ualmindelig trist, men

kun almindeligt trist,

måske fordi jeg udmærket ved,

at poesi

ligesom gyldig rejsehjemmel

(poesi er gyldig sjælerejsehjemmel)

består.

3 hektiske danskere på Godhåbsvej

1.
Slagter i hastigt løb

2.
Beskægget mand der knuger en vikingehjelm hårdt

3.
Mand der talende med anden mand råber "og så fik jeg et chok", så jeg får et chok

Mit liv som thriller-hest

Susanne Staun i kronik i Politiken (jeg kan desværre ikke finde det rigtige fotografi, fra WA Bøger vistnok):

Jeg har i årevis levet et dobbeltliv med plads til både Ms By-Jekyll og Ms Bonde-Hyde. Ms By-Jekyll har oceaner af street cred optjent mestendels ved at holde den landlige Bonde-Hyde hemmelig. Ms. By-Jekyll kan godt linde lidt på låget til bægeret med hemmeligheden om at bo på landet og holde - host! - heste. For egentlig er der vist ikke nogen, der tror på det, når hun står dér i sit fetichtøj fra Lip Service og adspurgt hviskende bekender sin identitet med et skævt smil bag rødvinsglasset.
Det var o. k. at kysse mulen på en pony ved navn Lars Bukdahl på et helt avisopslag, for det var jo kun til ære for fotografen, ikke? Ligesom når sande tænkere fotograferes fordybet i naboens ængstelige burkanin. Jo, lad os sige det og gemme sandheden: at jeg hver evig eneste dag i syv år har kysset denne pony på hans våde, tilsandede, nogle gange tilmed snottede, mule og med stor fornøjelse, nærmest forelskelse. Kunne næsten ikke holde fingrene fra hans bløde, røde pels, hans lange gule manke - kendere vil vide, at det rigtige ord ikke er manke, men, men her skal man bestemt ikke komme for godt i gang.

LARS SKINNEBACH ER JYLLANDS-POSTENS NYE LYRIKANMELDER!

til afløsning i et uvist, men forhåbentlig VIDT omfang af Erik Sjuske-Vrisse Svendsen - hip hip og aterr hip for det, og et radikalt ryk af den nye litteraturredaktør David Jacobsen Turner - siden Jac i EB og Højholt i selvsamme JP har ingen betydelig poet (dér røg Lyngsø) anmeldt poesi - men modsat PH og FPJ er LS en digter, der er dagsordenskabende i samme nu, alle de talenttfulde læser ham og lærer (også via Forfatterskolen jo) af ham, det er helt H.J. Nielsensk. Skinnebachs første anmeldelse, af de to Solvej Balle-hæfter Hvis og Så, er en rigtig begyndeeranmeldelse, forævlet, akavet, koket ("kære Læser"!?, hvorfor ikke "kære misbruger"?), belærende (dansk, litterær 90'er-minimalimse er sandelig ikke det samme som amerikansk, minimalistik 60'er-kompositionsmusik, og hvad så?, så er det noget andet!), men også personlig og skarptlæsende og frygtløs og simpelthen velskrevet:

Men, kære læser, er det overhovedet relevant at nærme sig Balles nye bøger (betitlet "Hvis" og "Så" i direkte forlængelse af førnævnte "&" fra 1990 og "Eller" fra 1998) så småpolemisk slingrende? Ja og nej. Allerede som bogobjekter i al deres stive hvidhed ved siden af de to efterhånden gulnede og slidte forgængere i samme format og opsætning kunne de ligne et minimalistisk værk udført med en helt anden konsekvens og påholdenhed, end vi har set det fra Solvej Balles generationsfæller.
Og endnu mere, når vi nærlæser. Det er uvant, som at læse et åndedræt: »Provinserne har været her længe. De hænger i luften over byen. Balloner i snor. Nogen falder ud og begynder at bevæge sig ind gennem gaderne. Hist og her sidder der mennesker på sten eller bænke. De ser sig omkring og løfter en hånd til en hilsen.«

Tømning af betydning Det er ikke fortællingen, det handler om, men sprogets bevægelser, etablering og tømning af betydning. Samling og spredning. Det er heller ikke enkelte poetisk prægnante udsagn, det handler om, men muligheden for at udskifte floden med vejen med vinden med staten med kærligheden på sætningsniveau, sådan at der etableres en sammenhæng mellem del og helhed, nu og altid. Et rum, hvor mennesket knapt nok når at fødes, vokse og føle, før det igen er væk.Det er slet ikke nemt at læse, ofte finder jeg det anstrengende monotont og kedsommeligt. Til gengæld er det et enestående tankespind, der vikler sine tråde ind og ud mellem kontemplation og stor sproglig opmærksomhed.

Velkommen i manegen, unge kollega, lad kampene begynde!

90'erne er Balles tragikomedie

Jeg havde 500 ord, hvilket virkelig ikke er meget, til at anmelde Solvej Balles to nye, bittesmå hæfter, Hvis og Så, efterfølgerne til & fra 1990 og Eller fra 1998, indtil sent i går aftes, hvor jeg pludselig kun havde 370 ord, skandaløst få, synes jeg, men selvfølgelig på en måde rimeligt, når nu få skriver ordknappere end Balle i denne hendes, måske faktisk livslange minimal-føljeton. Siden Balle i 1993, for 20 år siden, udgav sin gennembrudsbog Ifølge loven, en til flere sprog oversat, kritisk og (så godt som) folkelig succes, der stadig holder ca, 1000, er det den, MAN har ventet på en efterfølger til, og i stedet har Balle givet OS mini-føljeton bind 2, en Georg Gearløs-kunstteori, en polemisk erindringsbog og nu mini-føljeton bind 3 og 4. I et portræt i Politiken i anledning af hendes 50 års dag sidste år  (hun har fødselsdag to dage efter mig, det betyder helt sikkert ikke noget!) fremgik det, at hun

arbejder på en roman, men den er ikke lige om hjørnet. Det er en sindssygt langsom bog, som hun selv sagde for fire et halvt år siden. Og når romanen stadig ikke er kommet, skyldes det ikke, at hun ikke arbejder, altså skriver. Det tager bare rigtig lang tid, og vi, læserne, må bare have tålmodighed.

Men måske har DEN LITTERÆRE OFFENTLIGHED bare ikke tålmodighed med hende længere, nu VI er trådt ind i det andet årti efter 90'erne, og akademikere for længst ikke længere skriver artikler om Ifølge loven og universitets- og gymnasielærere for længst ikke længere underviser i bogen (som de aldrig rigtigt har været varme på, fordi den er så forbandet (og mesterligt - det er hårdt med mesterlighed) kølig) - i hvert fald er bøgerne foreløbigt kun blevet anmeldt til 5 stjerner i Berlingske af Jørgen Johansen (som jeg uretfærdigt altid glemmer og dermed også glemmer som en roligt og redeligt lydhør anmelder: "Det dybt fascinerende ved teksterne i »Hvis« og »Så«, der bevæger sig i et grænseland mellem kortprosa og prosapoesi, er det helt specielle blandingsforhold mellem fortrolig genkendelighed og stiliseret og foruroligende underlighed. Provinsbyens hverdage, de tidstypiske træk, naturens fænomener, familielivets detaljer, forskellige menneskelige relationer er de banale og klart synlige elementer i teksterne, men samtidig skaber de omhyggelige beskrivelser med deres små skred af skæve vinkler, pludselige associationer og overraskende anderledes ordvalg et skær af gådefuldhed midt i genkendeligheden.") og til 2 x 4 stjerner i Jyllands-Posten, af LARS SKINNEBACH, DER ÅBENBART ER JP'S NYE LYRIKANMELDER (det kræver vist en selvstændig blogpost!), sådan ville det ikke have været i 90'erne, der ville den sensation, en ny Solvej Balle-udgivelse, for slet ikke at tale om to nye DB-udgivelser, til hver en tid er og bliver, have været til at få øje på i aviserne.

Her er plads til det smukke stykke fra bind 4, Så, der heller ikke var plads til i min anmeldelse:

Alfabetet har været der længe. Det holder sig åbent i reolen. Det løber hen langs væggen og ind under vinduet. Det holder pladser til ufødte tænkere, hjemvendte elskere og navne, vi næsten har glemt.

Ikke glemt, fordi umiskendeligt stemt:

Sug os ned rart, Bermudatrekant!

læste bare overskriften på politiken.dk (hvornår må jeg ikke læse mere, det er en træls suspense!) og troede, det også handlede om Weekendavisen, der jo, derfor navnet!, også er en ugeavis:

Første del af Berlingske Media er solgt

Mecom sælger Berlingske Media i små bidder. Første bid bliver tre ugeaviser.

det gjorde det så ikke:

Berlingske Media har indgået en aftale om at sælge tre sjællandske ugeaviser til Sjællandske Medier.
Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse. De tre ugeaviser er Det ny Odsherred, Lokalavisen Taastrup samt Vestegnen, der har et samlet ugentligt oplag på 162.000 eksemplarer. Sjællandske Medier overtager aviserne fra 1. juni -

men det svirrer med rygter om at WA snart også bliver solgt og sandsynligvis til JP/Politiken; fra en tidligere artikel i Politiken:

følge mediekommentator Lasse Jensen og ekstern lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet Aske Kammer, vil det dog først og fremmest være Weekendavisen, der er interessant for JP/Politiken.

og hellere end gerne for mig, hvis vi, som det må forventes, får redaktionel/økonomisk autonomi -

det bliver herligt at slippe for drakoniske Mecom, der ikke bare stjal avisens solidt beskedne overskud, men også tvang chefredaktøren til årligt at fyre medarbejdere, fordi profitmaksimeringen ikke var endnu højere og fordi der hele tiden over én kam skulle skæres ned i Berlingske Media.

Men endnu hellere en af de andre glanssorte huller i Bermudatrekanten, DR(2) eller Gyldendal! Eller hvad med sidehullet Louisiana? Hellere alt for rar (og smagfuld og opbyggelig og kulturradikal) en udgiver - som Hvedekorns søde udgiver: Rosinante&Co - end en, der er reelt ond, sgu da!

Korrespondenterne bor i blæsten

De to øverste mailskrivere i min indbakke hedder begge Vind, og nu venter jeg på et telegram fra omsider Storm P., om opfindelsen af en tidsmaskine, en tyfontelefon, et orkanorgan!

Makkerløse

("Makker" er mit yndlingsdigt, af Per Højholt -

og i en mail til mig døber redaktørvikaren parentestegn makkere, det er da det, de er, og det er nagende ensomt at være uden sin makker - :

Jeg har fjernet de to parentes-tegn til sidst, fordi de mangler makkere. 

Sig til hvis de skal genindsættes med makkere.

- det skal de ikke, de skal forlade scenen helt, fordi de ikke skal være alene, skal de slet ikke eksistere.

Nonsensvirus 2

Der er så meget naturlig nonsens i luften i denne tid, det er til at blive helt fornuftig af,

to betydelige bidrag til genren i min stue:

Jesper Elvings fire kæmpestort flaprende A3-samlinger, sat sammen med farvede clips, nefnur og kolme og laggi og stennel (udkommet på hans hjemmeside slinte.net) som min redaktør - du skulle ikke OGSÅ have sendt dem til redaktionen, Jesper! - allerede har forbudt mig at anmelde, men jeg skal nok se mit snit; det er klassiske, elvingske nonsens-ordlister i lange, tynde spalter:

beken

tapnis

folle

sliri

penoj
gún

vebo

sonnel
prín

lefnot

pelfet

stevsel
femok

núp

- og sidste afsnit i Nikolaj Zeuthens nye digtsamling Stråler (hans bedste og (derfor!?) mest usynlige, undervurderede bog - godt (og nu totalt retfærdiggjort), at han fik det treårige sidste år, disse sager kunne være decideret diskvalificerende, supstans-mæssigt), "Seks hellige Z-æg", den skønne psykedelisering af Højholts anderledes pokerface-nonsensiske æg og B-æg i Show (jeg citerede det første af dem, altså Zeuthens (Højholts citerer jeg ALTID)) som overskrift på min anmeldelse: "Helligånden fumler med taget", hvilket åbenbart forekom redaktøren helt rimeligt!?), her er den sidste af de seks tekster:

Heelligånden skriver meget lange ord
og kalder det kjev, og meget
korte ord og kalder det mel. Ikke en jordisk
chance har han for at vide hvad der forventes af ham,
og det er sgu ærlig talt temmelig frusti.
Fejfånnens værste modstander er ham selv og en fugl.
Bolden sjutter
til langt ud på eftermiddagen.

Sweet Chili Nonsens

Der var absolut ingen grund til at købe den mini-pose chips i Magasins madafdeling, men den smagte virkelig godt - mærket hedder REAL og bagpå står der:

When it comes to crisps, we don't mess about. Oh no. We pick out the best potatoes, slice them, leaving the peel on, and then hand cook them.
No nonsense.
Just deliciously real crisps
- lige this tasty sweet chili flavour. That's some sweet heat.

Nej, det er ikke ikke nonsens!
Det ER nonsens!
Meningsløst velsmagende, velsmagende meningsløst - og sødt hedt!

Substralsuppe

Nedenfor fejllæste jeg substans som substral, langt mere præcis er Rosinante-redaktør Anette Østers fejlstavning i blogpostoverskrift:

En roman med supstans

Myre(på sukker)-poetik

Fra interview med den britiske, frydefuldt bogstavelige og ordmyldrende kunstner Simon Evans i kataloget til den OBLIGATORISKE udstilling "Öyvind Fahlström / Simon Evans: First We Make The Rules Then We Brake The Rules" på Charlottenborg lige nu (som jeg hermed blogger om før Caspar Eric (forhåbentligt! han kan slå mig med minutter eller sekunder)):

Writing as a line looks great to me, like ants moving on a narrow strip of sugar.

Fortolkersynonym

Krypteringsekspert(er)/afdelingen

forkortet (i tv-serien Homeland, netop påbegyndt med suspense-tilfredshed)

crypto

som i: Let's give i to crypto!

3 mirakuløst nye forlag (og 1 genopvækket)

1. Gladiator

Sådan, så kører bussen!
Gladiator er et forlag på kanten. Vi udgiver dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre er- faringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.
 
Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad

De to første (gen)udgivelser, udkommer 19 juni, Henrik Bjelkes 100 postkort fra Helvede (med efterord af Ida Marie Hede) og Helga Johansens Hinsides (med efterord af Hans Otto Jørgensen) 

2. Robandfugl

Robandfugl is a platform that facilitates meetings amongst artists and other professionals to explore the world of art from different perspectives.

Upcoming projects:
Bla. langdigtet Variationer over København af af de ikke mindst tekstuelt talentfulde billedkunstnere Kristine Kemp og Jørgen Michaelsen, som jeg netop har siddet og moret mig mistænksomt (er det OGSÅ en langdigtparodi?) over:

Tilmeld dig køreplaner, afgangstider
champagnekøler, pudseklud
og generative dysontologier.
Koger
i Kierkegaard.
Tag De Dem en koger
med Kierkegaard.
Vi er
en fuldt finansieret art.

3. Pelagraf

Pelagraf er et mikroforlag stiftet i 2010 af Solvej Balle
og Simon Lewis.

Vores første udgivelse var The Cabinet of Written Pictures
af Simon Lewis.

Næste udgivelse er to små kortprosabøger Hvis og Så af Solvej Balle,
der udkommer i 2013 (dvs. i går).

¶ 

Pelagraf = det typografiske tegn "pilcrow"
(fra græsk paragraphos > fransk pelagraphe > engelsk pylcrafte)

(0. Lindhardt & Ringhof

også kaldet taberforlaget (som vel faktisk i sin tid, før de blev taberforlag, udgav Solvej Balles mester- og hovedværk Ifølge loven), der omsider har fundet en vinder:

(i både WA og Politiken interviewede (om alt andet end skrivekunst)) Hassan Preislers temmelig suveræne debutroman Brun mands byrde, der udkommer om en uge)

Velkommen alle 3 (+1 x 0)!

Fortolkning? Det har jeg folk til!

Dels forfatteren -

Iben Mondrup om hendes nye, gode roman Store Malene i WA:

Store Malene handler om brug. Om menneskers trang til at bruge hinanden. At penetrere hinanden. At trænge ind i hinanden med kameraet, med ord og med kønnet. At bare tage, fordi de har et umætteligt behov for at fylde på sig.

Dels mine kritikerkolleger - og jeg er altid på samme tid misundelig og irriteret på alt dette fortolkeri, som jeg altid selv glemmer eller bare er blind eller DUM på, fordi det altid er æstetikken, der primært enten ætser eller lader mig lunken (i min (indrømmet, alt for korte) WA-anmeldelse af Store Malene nåede jeg frem til, at bogen neurotisk glødede, og stillede mig som sædvanlig tilfreds med den sensoriske beskrivelse og analyse og dom):

Kamilla Löfström i Information:

Store Malene behandler penetration i flere afskygninger - »alle steder kan invaderes«, hedder det et sted, og et andet, at Justine »selv kunne fylde hullerne ud med begivenheder«. Den tilbyder kort sagt mange tolkningsmuligheder. Justine følger et uforklarligt begær og bliver selv invaderet af Jesper plus kedsom kone og ender med at flygte fra det hus, hun har lejet. Men inden da er hun trængt ind på livet af den kvinde, der ejer huset, ved at rode i hendes private fotos. Justines indtrængen er også hendes indflytning i en efterladt faldefærdig bygning symbolsk nok kaldet Blok P - P for penetration og perversiteter. Her opbygger hun langsomt et scenarie af døde dyr, fjer, opkast og endelig en lort: Store Malene en miniature. Iben Mondrup viser billedet af mennesker som rovdyr og byttedyr, sågar tøjdyr. Som seksuelt væsen er Justine både på rov og et bytte.

Og endnu mere entusiastisk, Lillian Munk Rösing (5 hjerter, selvfølgelig) i Politiken:

Måske er Mette også gennem mere end sit forbogstav beslægtet med det fjeld, som har lagt titel til bogen og bliver en vigtig tinde, også plotmæssigt: Store Malene. Alle mandlige personer deler til gengæld forbogstav med Justine: Jesper, Jakob, Joorut. I en syret scene blandes grønlandsk sagn med deleuziansk dyreblivelse i Justine-kroppens opsvulmende transformation - til Mette, til hvid hval, til isbjørn? Også Justines navn, som bæres videre fra Mondrups stærke debutroman ' En to tre - Justine', kan læses som en blanding af fransk filosofiog grønlandsk tradition - det er et almindeligt navn i Grønland, og det er navnet på en af Marquis de Sades heltinder, der som Mondrups Justine erfarer slægtskabet mellem sex og død.

- Der er noget meget rørende ved disse fortolkerskers initial-begejstring - jo minimalere signifanten, jo heftigere den betydende tegn-fest:

P!

M!

J!

(ö
(ingen anmelder er et))

Grand Prix-fragmenter + 1 god sang

Her en passage fra min Grand Prix-blæksprutte i dag medsamt et par afsnit (fra Poeten-kronikken) og formuleringer, der blevet klippet ud af pladshensyn:

(...)

Mere behøves strengt taget ikke. Blot et Refræn er musikalsk, kan det være lige så meningsforladt som Mottoet over denne Kronik (”Shakespeare: ”With a hey, and a ho, and a hey noino”). Det skal først og fremmest være lyd.”

  Popsangen og popomkvædet som mere eller mindre camoufleret lyddigtning! Det kan mig og Maggeduddi lide at høre. Gid så bare flere schlagere og popsange ville klæde sig af til den rene, ærlige nonsens.

  Men ergo kan jeg intet indvende imod ”Only Teardrops”, eftersom sangen har vist sig ultimativt effektiv og jeg selv meget mod min vilje nynnede den på cykleturen hjem fra tv-byen, mens regndråberne blev ved at falde på mit hoved.

  Imidlertid har jeg på politiken.dk læst videre i Poetens gamle, kloge kronik:

  ”Finere – og sværere – er det selvfølgelig, hvis lydene danner Ord. Men man bør stadig ikke glemme, at Ordenes primære Opgave er at understøtte Melodien. (…) En lignende Forstærkelse kommer frem i Tekstens Stemningsindhold. Er en melodi drivende sentimental, bør man ikke bebrejde Refrænteksten, at den ogsaa er det. Den skal sige det samme som Melodien.

  Giver Musikken indholdsmæssigt Grundlag for det, kan en refræntekst ogsaa være Lyrik:

  ”Naar Lygterne tændes/ paa Gade og Vej/ gaar jeg alene/ og tænker paa dig.””

   Teksten til ”Only Teardrops” er i sig selv gråmeleret stemningsløs, et stykke træt, selvgod, akavet flæben. Og som tekst til den tromme-triumferende, højlandsinspirerede melodi er den helt og aldeles absurd. Langt rimeligere kunne sangen have blæst til kampe mod arvefjenden, i Grand Prix’et, på fodboldbanen, som sådan, ”Only Sweden”!

Og så ville jeg have sluttet med et citat fra det rigt poetiske Miss B- Haven-hit "Til sommer", sangskrevet af "Only Teardrops"-medsangskriver Lise Cable:

ISEN SMELTEDE OG NÆSTE MORGEN 
TILSIDST I HISTORIEN
LÅ EN FAVNFULD AF FROSNE ROSER 
SPREDT UDE PÅ FJORDEN
JEG TÆNDTE FOR RADIOEN SÅ SNART JEG NÅEDE HJEM
OG JEG FORSTOD HVER ENESTE SANG
HVER ENESTE SANG

Danmarks 32. bedste digter

er og bliver Ektsrabladets redaktionssekretær(er), i gårs respektindgydende værk:

VIND-
BØLLER

Ufrivilligt sofistisk tidsstræk

Først og fremmest beklager vi, at vi kontakter dig gennem denne lettere private kanal. Vi arbejder i øjeblikket på et projekt om Eske K. Mathiesens lyriske forfatterskab og har i den forbindelse en lille undren ift. jeres Forsamlet poesi. Det drejer sig om digterens debut. Hvor og hvornår var den? På forsiden står der 1969-2004, men ser man i bibliografien, er den første tekst, I bringer, fra 1971. Skyum-Nielsen skriver i sit efterskrift, at Eske debuterede i Hvedekorn i 1969. Vil det sige, at den tekst, der hedder "Rytme blade bløde" (i bibliografien) ikke er fra 1971, men 1969?
Bedste hilsner, Martin Gregersen og Tobias Skiveren, Aalborg Universitet

Svar:

Nej, det er (ved en fejl, indrømmet!) blevet lidt sofistisk: Det stræk af poetisk produktiv tid, vi har udvalgt fra, er 1969-2004 (da Eske rigtigt nok debuterede i Hvedekorn 1969), men den første tekst fra dette tidsstræk, vi har udvalgt, er den nævnte fra 1971 ! Pyh!
kh Lars
og sikke et fint og vigtigt projekt at have!

Toilettet er ikke længere beboet af strenge, komplet tomme babusjka-spøgelser

resultat fra min google-søgning på "babusjka ghost":

The Babushka Lady is a nickname for an unknown woman who might have filmed all the events leading up to and including the John F. Kennedy assassination.
She was called the Babushka Lady because she wore a headscarf similar to scarves worn by elderly Russian women. She appeared to be filming with an amateur movie camera.
She was, in turn filmed by others, proving her presence on the square, but it is not positively known who she was.
The Babushka Lady was standing on the grass between Elm and Main streets and she can be seen in the Zapruder film as well as in the films of Orville Nix, Marie Muchmore and Mark Bell.
At 49 seconds into Mark Bell's film, even though the shooting had already taken place and most of the surrounding witnesses took cover, she can be seen still standing and even seems to continue filming.
After the shootings, she crossed Elm Street and joined the crowd that went up the grassy knoll in search of a gunman. She is last seen in photographs walking east on Elm Street.
The Babushka Lady never came forward. The police and the FBI did not find her, and the film shot from her position never turned up, despite a request by the FBI to local photo processors that they would be interested in any pictures or films of the assassination.
In 1970, a woman named Beverly Oliver came forward and claimed to be the Babushka Lady. She had worked in 1963 as a singer and dancer at a strip club that competed with Jack Ruby's Carousel Club.
In 1994, she released a memoir chronicling the events of the day of Kennedy's assassination, but she has not been able to provide convincing proof she was there. Oliver says her film was taken by Federal agent Regis Kennedy and never returned.
Critics have noted a number of inconsistencies with her story, such as her alleged use of a model of camera that did not exist in 1963, and her claim to have positioned herself just behind Charles Brehm and his son, despite Brehm's testimony that he and his son had hurried to that position at the last moment.
The film taken by The Babushka Lady has still to this day, never been seen.

Gangen er ikke længere et suprematistisk lyskryds

+ extra stiløvelse (fra "Queneaus 1973 substitutions")  i den amerikanske 2012-udgave, netop indkøbt af mig:

Within a rectangular parallelepiped moving along the length of a straight line of equation 84x + S = y, a homoid A having a spherical cap surrounded by two sinusoids, above a cylindrical section with a length 1 > n, presents a point of osculation with a trivial homoid B. Demonstrate that this point of osculation is a cusp.

If homoid A comes into contact with homologous homoid C, then the point of osculation is a disc of radius r < 1. Determine the height h of this point of osculation by comparing it with the vertical axis of homoid A.

Køkkenet er ikke længere en hvid firkant i et digt

af Per Højholt (afskrevet af mig)

(...)
                       Hvor alting mødes står
dette træ med øjne som dræer i vinden
                        kirker som modnes
og styrter ud af den tætte krone. Står
                        denne mand Malewitch
malende et kvadrat
                         med sine øjnes selvmord.
Denne mand Albert Einstein som på tavlen
                         signerer billedet.

dette billede (copypastet af mig):

Souvenir(selv) 2

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde indeni

en kvinde

Souvenir(selv) 1

en ugle indeni

en ugle indeni

en ugle indeni

en ugle indeni

en ugle

Stuen er ikke længere en sort firkant på en væg

(fotos ved Morten Søndergaard i Skt. Petersborg den anden dag, dvs. ikke i dag)

Marreridtssand

Tænk hvis drømmeland faktisk var butikskæden af sammen navn: kan man forestille sig nogen åndssvagere Bunuelsk drøm end at være tvunget til at gå rundt i en butik, der sælger senge og dyner, som vel er det sidste, vi har brug for, når vi drømmer, for selvom vi tit drømmer, at vi vågner op, selvom vi ikke gør det, og vel så også, men ikke nødvendigvis lige så ofte, at vi går i seng, drømmer vi jo ikke, at vi sover, og kun hvis man er en meget avanceret drømmer, drømmer man, at man (ligger i en seng og) drømmer en anden drøm end den man drømmer, men selvfølgelig kan vi lave andet i en seng end at sove og drømme, men der har drømme det med bare at klippe til the chase, de er jo ikke realistiske romaner, der absolut skal have senge- og dyneindkøbet med, men okay, drømmen er velsagtens ligeglad med, hvad der strengt taget er brug for i en drøm, jeg mener bare, at af alle de ting, vi kan foretage sig i drømmeland, så er senge- og dyneindkøb vel ikke det, vi drømmende hyppigst foretager os, lang rimeligere ville det være at kalde en lufthavn for Drømmeland og Drømmeland for Gabeland..

Nonsensvirus

Efter sit digt til nonsenstesten på AK-24syv er Peter Adolphsen, en hæderkronet (nej, faktisk er han ikke blevet hædret nok - hurtigt en spand priser til Peter!) dansk romanforfatter, blevet angrebet, dette er seks af hans seneste statusopdateringer:

Huflipit hvor klyptismerne spang gok!
Pullimit og Moriba kranivant tok.

Kafliba og Bing spingtylede bifrigt –
Ak, kylpinerne silede spifrigt.

Moriba, Pullimit, Bing og Kafliba,
kangtylede omgående fomp kraniviba.

Spinkulodiode filrom fra Gnusro,
Kvingoloptis gonovonk mip tusro.

Tiplungin kvarylede den giplus pipit
efter at gnamkip fik Pullimit fipit.

Pnifurgon klyptisme og gok spang fip,
polespit en slags ifklum blang gip.   

- God ubedring! 

Savnet er ikke en by i Rusland - min sentimentale schlager

blå sofa og tv-bord,
altså tv som et bord,
lampen stirrer crazy
intenst på væggen,
saaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiige her,
bøger kravler op ad
væggen, væg nr. 2,
fire vægge alt i alt og
alt for højt til loftet,
saaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
en stukroset er en stukroset
er en stukroset på loftet,
væggene er væggene er
væggene med ingenting,
saaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
flyttekasser har opgivet
ævred, tror, de er møbler,
tørrestativet tørrer tøj,
der har mandagsfarver,
saaaaaaaaaaaaaaaaavmet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiige her,
grå og lyseblå og grå-
og-hvid-stribet og blå.
og-hvid-stribet, den
ved, den er skulptur,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiige her,
en hovedkløpind fra Tiger
er en edderkop, der står
på tæer, lænestolen er
mageligere end mig,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiige her,
slukket fjernsynsskærm,
men bag glasset sidder
miniature-Robert de Niro
på en helt tom scene,
saaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiiige her,
korrekturen korrigerer
ikke sig selv, bøgerne
anmelder ikke sig selv,
eller de gør ikke andet,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiige her,
jeg har altid for mange
vinduer åbne, og nogle
gange snakker de til mig,
deres åbenhed sukker,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland,
det bor liiiiiiiiiiiiiiiige her,
Skt, Petersborg er 2 timer
væk og 2 timer foran, så
du er hjemme i samme
nu, som du tager hjem,,
saaaaaaaaaaaaaaaaaavnet
er ikke en by i Rusland
det bor liiiiiiiiiiiiiiige her,
se selv, og det er væk!

RIFBJERGS UR-(SCHLAGER-)NONSENS!

Min medgæst i Deadline i går, refræn-nørden Henrik Smith-Sivertsen, satte mig på sporet af en vrøvle-sang, som Klaus Rifbjerg skrev til en tv-konkurrence om "lødige schlagere" i 1961, i kølvandet på en debat om det slette litterære niveau i dansk populærmusik (særligt "Angelique" stod for skud"), Rifbjergs sang "Miang Miang", med musik af Finn Savery og sunget af Birgit Brüel kom på andenpladsen (efter Piet Heins og Niels Viggo Bentzons vindersang, der (heller) ikke blev noget hit); Politiken aftrykte første strofe, der lyder sådan her, og ergo er lyd/nonsensdigtning ingen ny Rifbjergs-praksis:

tarula krøne off ni såt
tarula krøne off ni såt
miligen bjås ni år ta vuk
tiligen sjås ni hår luk

Det bliver endnu skarpere end Lars Hedegaard-forhøret

når Martin Krasnik i aften i Deadline interviewer mig om teksten til Grand Prix-vinderen "Only Teardrops"; jeg har allerede opstillet en graf over det (ret fattige) metaforiske univers (sammenlignet med fx medsangskriver Lise Cabbles Miss B- Haven-hit " Han kommer igen til sommer" og - planlagt til tv-udsendelsen - 1963-vinderen "Dansevise"):

Red sky
(no shooting star)

(eye for an eye) (face me)

teardrops

stage

Samfundskoncentrat ved 14-tiden i regnvejr

-

fulde Copenhagen Business School-elever bag glasrude

--------

forpjusket måge forgæves gennemrodende skraldespand

--------

falskspillende panfløjetspiller inde i buskads

-
lige ud for hinanden:
med ca. 20 m imellem hver allegorisk aktør:

panfløjtespiller ------ måge ------ CBS-elever

Bal-Bal-Baltazar!

Zappede mig frem (og tilbage -HOV! var det ikke? Jo!) til en af min barndoms yndlingsserier genudsendt på Ramasjang (jugoslaviske):

Professor Baltazar,

og tænker, at Svend Åge Madsen er dansk litteraturs Professor Baltazar,

og at det er derfor jeg så tidlige blev fan af Svend Åge, han mindede og minder mig - uden det før nu er blevet artikulueret i min bevidsthed - både af udseende og på skrift om Professor Baltazar,
 


 

(ja, Svend Åge står, ligesom alle os andre, ovenpå Ulysses, hans og vores totalmaskine)

og sikke også et eksemplarisk fantastisk plot, om end ikke vildt Madsensk (der optræder mystiske planeter hos Madsen, men vistnok aldrig rumvæsener, og vel simpelthen fordi han (endnu) ikke har haft brug for dem til at space totalt ud) i den episode, jeg faldt over:

Skaldede rumvæsener stjæler alt dukkehår i byen, og Professor Balatzar rejser op til deres planet i en vaskemaskine-rumraket og opfinder ved hjælp en dråbe fra sin totalmaskine en Parykomat, der producerer parykker til rumvæsenerne, der bliver vældig glade og giver dukkerne deres hår tilbage, slut.

Rettelse 3: Amokløb ER nok!

Tue Nexø er i Information (tak, redaktører her og dér, for at forsinke vores anmeldelsers dybe forsinkelse med så smuk simultanitet) skeptisk overfor Ida Marie Hedes hyper-herlige Det kemiske bryllup, fordi den har for travlt til at blive fortolket af ham:

Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer.
Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her. Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik: »Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.« Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserieagtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder. Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Ufokuseret kan sagtens være fedt, vil jeg mene. Og hvorfor er det problem, at anmelderen ikke føler trang til at lede løs efter en tematisk størrelse a la forrige bogs forestilling om "et spjættende, ikke-organisk livsprincip". Det er det jo kun, hvis manglen - den åbenlyse, stolt hujende mangel - på et tematisk fokus og et foksueret tema i sig selv er problem. Det er det ikke for mig. Og hvad er der galt med uvirkelig tegenserieagtighed, der ikke er mareridtsagtig (men snarere (ikke stof-upåvirket - det er også en 60'er- og 70'er-roman) hallucinatorisk)? Ingenting efter min mening. Jeg behøver ikke intensitet eller præcision eller en badvedliggende tanke, for mig er sætningernes amokløb alt nok. Det er dejligt med så klar uenighed om smagsdømmende kriterier: Pro-fokus vs. Pro-flimmer!

Rettelse 2: 95 - ikke 80 - % fantasiforladt

er sexakt-reportagerne i Niels Lyngsøs Fremmed under samme hud - bornert havde jeg læst de digte, hvor mænd og kvinder i 3. person indgik sammen med jeget og duet (og duet og jeget) som fantasier, citat fra anmeldelsen:

... kun i få tilfælde står det ikke pædagogisk klokkeklart, hvad der præcist foregår - og ikke foregår: hvad der i stedet fantaseres - hvad hvem gør med hvem hvordan.
 
men ifølge interviewet i WA Bøger i går med Niels Lyngsøs og hans kone, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup, indgår der jævnligt andre mænd og kvinder i deres sexakter, hvilket jo ikke betyder at digtene er reportager fra disse sexakter, men i blot at de pågældende digte ik digterens egen sexuelle optik, eller hvad man skal kalde det, IKKE er urealistiske/imaginære:

Iben Mondrup: »Altså jeg vil ikke have et frit forhold med Niels. Vi hører sammen! Men vi har samtidig indrettet os sådan, at vi kan gøre nogle ting sammen i et andet regi.« Niels Lyngsø: »Og igen, dette er IKKE et kønspolitisk statement, men vi går af og til i seng med andre mennesker, men vi gør det sammen. Vi kan godt finde på at nakke en eller anden mand eller kvinde og slæbe dem med hjem.« Iben Mondrup: »Eller blive nakket. Vi har oplevet meget seksuelt påtrængende kvinder.« 

(engang skældte Lyngsø mig ud for, at have udstyret en anmeldelse af Nicolaj Stochholm, med en overskrift, jeg siden har haft det pænt dårligt med: "Nik, Nik, nak den nikkedukke" (selvom jeg for søren ikke mente, at Nicolaj skulle elimineres, kun hans indre 80'er-digteriske nikkedukke) - med den (for mig) nye swinger-lingo-betydning af nakke, bliver det en anderledes kærlig overskrift: Tag Nicolaj med hjem i dobbeltsengen, læserpar!)

Rettelse: PERMANENT SPLINTRET

(besked, der har hængt på det glasindrammede hul, et kæmpe gennemsigtigt (bundløst) mausolæum nærmest, mellem de to nedgange til Fasanvej Metro Station i mindst 3 måneder)

GLASSKADE BESIGTIGET
UDBEDRES SNARLIGST

Sommersensation: Lille Allan er The Greatest!

Jeg fulgte et link til Politiken Forlags august- og septemberkatalog, som var dybt nedtynget af alskens kedsommeligt kulørt krimi og thriller og biografi, og fuldstændig uforberedt stødte jeg på denne her ultimativt forjættende sag! - Line har som rapporteret nedenfor også et kgl. skuespil på vej, hele det næste halve år kommer til at gå med at vente på Knutzon-værker, latterlængselsfuldt, hvilket er helt i orden, her forventer jeg Kafkask lavkomik og Poesk pruttehumor:

Lille Allan er alene hjemme, og det er uhyggeligt. Når han står og kigger ud af vinduet, er det som om, at der er en, der ligger bag busken og stirrer på ham. På torvet holder der også en nyvasket og temmelig lang og sort bil af den slags, der ellers aldrig ville parkere i Urbanplanen. Senere er Lille Allan på grillen for at hente en bakke pomfritter."Skal du ha' salt på de pomser - " spørger en mand med lange, tyndehænder."Ja, tak," siger Lille Allan og snupper en, som han dypper i remo. Også sortner alt. Da han slår øjnene op, sidder der fire drenge og kigger på ham. De ligner ham, alle fire. Lille Allan befinder sig på Dobbeltgængerskolen i Næstved.

Nik scorer hattrick!

OMSIDER får Rasmus Nikolajsen Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, TILLYKKE, din systematisk kukkede appelsin af en bjergrytter!



De øvrige litterære modtagere er Josefine Klougart (uundgåeligt og langt rimeligERE end de dér nordiske nomineringer), Thomas Lagermand Lundme (for en gangs skyld en klog og præcis overraskelse - efter de seneste to små, glimrende digt/korprosa/dialog-hæfter (plus gode børne- og ungdomssager)), Torben Munksgaard (har skammeligt nok ikke læst hans tre romaner, selvom jeg har en positiv mistanke til dem) og Bjørn Rasmussen (1-bogs-superstar, no-brainer!), det er en solidt upinlig liste, synes jeg.

Det er Ida Jessen, Peter Rønnow-Jessen og Trisse Gejls sidste uddeling; da udvalget trådte til, opstillede jeg en liste over overmodne og modne kandidater til det tre-årige, 3 af de ovemodne har fået legatet, 1 pr. år, Thomas Krogsbøl, Martin Glas Serup, Rasmus Nik, 4 har stadig ikke, Mikkel Thykier, Marius-Nørup Nielsen, Birgit Munch, Thomas Hvid Kromann. Blandt de akut modne kandidater (fra dengang + et par kommet til i mellemtiden (via bog nr. 2)) vil jeg nævne Rasmus Halling, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Sternberg, Lene Asp, Glenn Christian, Peter Clement Woetmann, Jesper Elving, de står alle kritisk i kø.

Og så er der også litterært gods i mindst to af de præmierede billedkunstnere, Claus Ejner, der har bidraget flere gange til Hvedekorn, og Lasse Krogh Møller, der har kandideret til Bukdahls Bet med sit hæfte med fortolkninger af tekster "skrevet" af forsøgsmus, TILLYKKE også til dem!

Nå ja, Ib Michael har stjålet min cykelhjelm igen igen

og hvad ellers er nyt? han gjorde det sikkert i søvne, og kun fordi den havde hængt dér på min cykel mellem betonpillerne i Gothersgade og lokket og provokeret i over 14 dage, og igen og igen har han natligt og slumrende stået foran hjelmen med rystende zombie-hænder og holdt sig i det læderbrune skind, men omsider har der så bare ikke være nogen vej udenom, og mens blodtårer randt ned af hans rillede basunkinder, er han vandret hvileløst gennem byens gader med remmen mellem tænderne og hjelmen dinglende mod sit sølverne indianerbryst.

Dadaismen er yngre end Politiken Plus

+ 60-årige Politiken Plus-medlemmer + deres fraværende/afdøde mænds genfærd er et perfekt publikum til højtlæsning af Kurt Schwitters, tak til en sprængfyldt Krudttønde i går, her et taldigt jeg ikke nåede (fordi jeg havde for travlt med min egen derivative poesi):

TOLV

En  To   Tre  Fire
Fem  Fire  Tre  To  En
To  Tre  Fire  Fem  Seks
Seks  Fem  Fire  Tre  To
Syv  Syv  Syv  Syv Syv
Otte  En
Ni  En
Ti  En
Elleve  En
Ti  Ni  Otte  Syv  Seks
fem  Fire  Tre  To  En

(og også denne blogpost burde være et lykkeligt ægteskab mellem trompet og harpe - og hej! Susannes uopnåelige, tydelige tysthed!)

Ida dukker op, Thomas forsvinder

Omsider er min anmeldelse af Ida Marie Hedes exceptionelle Det kemiske bryllup i avisen (men den burde klart have været dobbelt så lang og skarpsindig og bare glad)) -

til gengæld mangler min sidste-øjebliks-Kiosk et citat af Thomas Krogsbøl, der jo ville have linket sig GENIALT på citatet af NY Times-anmeldelsen af Dan Brown:

Nu er du den

Du prøvede at tale om det på samme måde/ som man kigger på det.// Så prøvede du at/ sige det som om/ du slet ikke sagde det.// Så prøvede du at tie stille med det/ men det var der ingen der hørte.// Nu er du Dan Brown.

Tag nu fat

Dette er mere end/ hvad du drømte om// men drømme kan/ enhver idiot.// Sproget er blevet mindre/ vi må sige mere//  Nu er du Dan Brown.

Nej nu er DU den
Fødderne har hele tiden/ været under dig// men nu er de begyndt/ at gå den anden vej.// Markedet vil lede/ dine skridt.// Nu er DU Dan Brown.

Tre blogposter af Thomas Krogsbøl (thomaskrogsboel.blogspot.dk)

Trompet + harpe + poesi (+ mig) i aften

Mellem Himmel og Ord

Lars Bukdahl, Helen Davies, Susanne Jorn og Palle Mikkelborg

Tor 16 Maj KL 20:00 EntrÉ 130 KR / Politiken plus 110 kr Billetter gennem www.plus.politiken.dk

Lars Bukdahl, Helen Davies, Susanne Jorn og Palle Mikkelborg

Mellem himmel og ord er en musikalsk rejse ind i litteraturens verden.

Signifikante kunstnere sættes sammen og spiller på elementer hentet fra poesien og musikkens univers. Digte og ord smelter sammen med toner og klangflader - udfordrende og magisk.

Trompetisten Palle Mikkelborg og harpespilleren Helen Davies slår stemningen an, til optræden fra Weekendavisens anmelder og forfatter Lars Bukdahl samt digteren Susanne Jorn.

Lars Bukdahl, kritiker og også lidt digter
Professionelt svimmel uden foer
mellem himmel og ord

Helen Davies, harpe
Walisisk født og nu bosat i Danmark. Er stærkt tilknyttet ordets verden og befinder sig trykt og kreativ "Mellem himmel og ord".

Susanne Jorn, digte
Almindeligvis i svævet mellem ord og ord Ellers - "Mellem himmel og ord".

Palle Mikkelborg, trompet
En musiker med et internationalt ry, der med et øre på fortiden og et øje på fremtiden befinder sig spirituelt afklaret "Mellem himmel og ord".

Lille, floromvundet blogpost

Jeg skulle oversætte anmeldelses-ordet

ponderousness

(til et adjektiv) og havde et dansk ord lige på tungen og vidste, at det optrådte i et sent digt af Per Højholt og slog op i de samlede, men kunne ikke finde digtet med ordet, men da jeg irriteret slog bogen i, dukkede ordet endelig op:

floromvundet

men i samme nu erkendte jeg, at det var helt forkert; jeg valgte i stedet

højtravende

som er præcisere, men heller ikke perfekt, men deadline var allerede næste nu, så det måtte forslå, og nu, flere nuer senere, har jeg fundet digtet, et af mine yndlings- (jeg har min udråbstegnssvaghed fra poeten H (og min floromvundethed (eller dens aldrig realiserede drøm om omstændelighedsvirtuositet rettere) fra prosaisten H):

Fuld stop frem

Til alt det groende det højest besungne freeze -
nok nu! til hvepse og får: verweile doch!
Ford Sierra Cosworth 4 x 4 Turbo: nu roligt
ind til siden! Verden er vind og skæv
af vores forestillinger om dem! Ulf Madsen
hold kæft! du er i vejen for spurvenes
tavshed og de stumme broer i det her vers:
flor om vunden børn i kvinderne kors i røven!
Virkeligheden er en ambulance på flugt
så check din pacemaker Ulf Madsen du er på igen
og det er ikke som sommerfugl!

(Højholt splitter ordet op, og hvad er det med det 'vunden', det er da ikke et navneord (JO, DET ER, SE ARNE HERLØVS KOMMENTAR NEDENFOR), jeg slår omsider op i ODS:

flor-omvunden, part. adj. [III.1] ( ell. spøg.) omvunden m. flor som tegn paa sorg. Farvel! hele Parnasset lige ned til vore allersidste Dage! Lad os hænge vore floromvundne Lyrer op i Grædepilene. Drachm. F.I.294. *det floromvundne Flag. Blækspr. 1895.32.   (jarg.) alvorlig; højtidelig. en underlig Mand – – – en mærkelig floromvunden Mand. – Han nød aldrig Spiritus. StormP.T.44.

Yes! Storm P-citat (og Blæksprutten-!)! Og jeg havde ret: 'omvundet' , så mysteriet om Højholts ordopdeling består (for nu slet ikke at begynde at tolke (uden hensyn til ordopdeling: er det mon børnene i maven der er floromvundne (og fødes gennem et kors i røven (og hvad er egentlig oprindelsen til det udtryk? (fra den danske ordbog: "(kors) bruges som bandeord for at udtrykke engagement, forargelse, forbløffelse eller anden følelse SPROGBRUG især talesprog/  Eksempler kors i hytten/ Vi var skolebørn, og kors, hvor var vi nogle barnerøve! KiHols87/ Og så i et økologisk landbrugskollektiv, kors i røven! Hvor fik hun alle de skøre ideer fra? NiRoland-tegneserie86?))? næppe, men dramatisk liv/død/religions-clash i den linje under alle omstændigheder)?)(har virkelig ikke styr på parenteserne længere))

Halv ingenting, alt Rasmus!

Mens jeg venter på, at Rasmus Halling Nielsen godkender mig som gågænger i sit net-univers Mutilation Avenue (og jeg hører den nye Primal Scream, der omsider er dukket op på Spotify, to Rasmuske sangtitler: "Elimination Blues" & "Hit Void") kan jeg passende ønske TILLYKKE med hans 30 års-fødselsdag - jeg talte for et par uger siden med Hans Otto J om, at det måtte være på tide med et tykt bind Halling-tekster udvalgt fra alle de labyrintiske PDF'er og co. (og i det mindste bare en systematisk LINK-foretegnelse (eller et link-skattekort - men måske har Erik Scherz allerede kreeret sådan et?)?), og forleden havde han, refereret på Facebook, en drøm, der sgu da bare handler om, hvor indfødt en digter han er og bliver (det er ham, der er hele holdet + Angus (= Angelus)):

Jeg har haft mit livs drøm, jeg spillede fodbold, et sted det havde regnet på, så lys efter lys fangede hinanden i skinnende ringe af sole over det hele, vi havde så flotte blå dragter på der også lyste i solen, men det var ikke hele trøjen kun striber, der var ikke mange regler, mest blev bolden sparket meget højt op i luften, pludselig kom Angus og kløvede bolden med en støvle af rent guld

Da Dan Turèll, en ikke mindre altomfattende skrivekugle, fyldte 30, fik han en café opkaldt efter sig; i dag bør en netcafé i Allerød helt af sig selv skifte navn til Rasmus Halling Nielsen!

Kunstfond forever (and ever)

De mulige årstal for legattildelinger på Kunstfondens hjemmeside afslører en vældig tillid til fondens levetid (eller er det en særlig profet-"service" til de science-fiction-forfattere, der aldrig får arbejdslegater og som derfor skriver utopiske romaner om en Kunstfondfri fremtid, men at de bare ved det, slipper vi aldrig af med Kunstfonden - og heldigvis, siger jeg):

• Alle
• 2451
• 2013
• 2012
• 2011
• 2010
• 2009
• 2008
• 2007
• 2006

Udvalgte forslag til nye udvalg

Stående udvalg (sående kom jeg til at skrive, også sådan et)

Trippende (i begge ordet betydninger) udvalg

Listende udvalg

Flanerende udvalg

Løbende udvalg

Snublende udvalg

Dervish-hvirvlende udvalg

Hoppende udvalg

Svævende udvalg

Flaksende udvalg

Flyvende udvalg

I flammer nedstyrtende udvalg

Find 1 fejl (ud over mig)

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har nu behandlet din ansøgning indsendt til forårsuddelingen, og har besluttet at give afslag.

Udvalget har vurderet, at ansøgningen er interessant og vidner om kvalitet. Desværre må udvalget med de midler, der er til rådighed foretage en prioritering, der indebærer, at kun de ansøgninger, der efter det siddende udvalgs vurdering har den højeste kunstneriske kvalitet, kan blive imødekommet.
I vurderingen af den kunstneriske kvalitet lægger det siddende udvalg særligt vægt på følgende kriterier: Et grundlæggende godt, originalt og rigt sprog, tydelig bevidsthed om egne frembringelser, SUBSTRAL samt et personligt udtryk.

Maj afsløret

Morten Chemnitz' fint fine debutbog Inden april (anmeldelsen af hvilken står i kedelig kø på WA) slutter SOM BEKENDT lige akkurat inden april:

Martsjorden. Hvor i det små det blå som tidligt blomster foldes op. Op over bladene. de grønne folder som folder sig udefter under det grå.

Som har et hen imod med sig. Udstrakt udenom.

Inden april.

- I det svenske nettidskrift Et lysanda namn kan den aktuelle, så godt som OPULENTE fortsættelse læses, som bærer den helt rimelige titel:

Foråret

Jeg forestiller mig angribeligheden som eneste forudsætning.

Mælkebøtterne med det sidste af solen. De fligede blade strakt frem over græsset. Og over åen pilegrenenes spinkle og aflange, hvidgrønne løv. Stammens furer gentaget, uden tyngde, i vandfladens krusninger. Bregnerne brudt frem af græsset, endnu sammenfoldede.

I frugttræerne blomsterne som taber de rødkransede blade enkeltvis. Næsten vandrette flokke i vinden i skyggen. I dynger i kanten af græsset de nedfaldne blomsters adskilte blade. I foråret med den tid i sig som gør det går i stykker.

De sidste, store og hældende, næsten ødelagte påskeliljers løse kronblade. Over apriljorden under pæretræet. Inden natten, og inden det blå i de snart blå nætter.

Aftenregnen i de afblomstrede hyacinters sammenfaldne blade. Som korte, mørke strøg i pæretræets lysebrune bark. Og ad de lukkede, tæt sluttede, høje tulipaners stilke.

Vårfladbælg og vild kørvel. Døvnælder blomstrer. Bregnerne står halvvejs foldet ud.

Hele vejen langs vandet den syrligt duftende hæg. Hægens klaser som falder frem over brombærkrattet under regnen. Og ligeså pludselig og let afviselig som hægens blomster gråden. Det tætstillede gule som de hvide kurvblade omgiver. I de nye tusindfryd inden hylden. Hylden med de dybe kamme og furer i den ældede bark.

Mange mælkebøtter i det majhøje græs. Enkelte afblomstrede allerede, kuglerunde, værgeløse. Løgkarse i klynger på skrænten ved banen, alle vegne. Under ellens i støvregnen, disen, glinsende sorte kogler. Æbleblomsten foldet fra sit røde allerede.

I bedene, før det sorte træværk, forglemmigejerne. Kodriver, kærmindesøster og svovlgul anemone. Syrenerne snart. Og under dem i hårde, matte flokke den fligede tvetand. Svaleurtens ranglede stængler nede ved bækken. I aftenen solsorten igen.

Måske i foråret, i forårets forsvinden og udfoldelse, tilnærmelsesvist et vi af en slags. 

- JA! (og nu er det Lars, der som sædvanlig råber) VI ER SGU DA TILNÆRMELSESVIST SÅ! 

VERSALER PÅ PLEJEHJEMMET

Indlæg i (enmands)gruppen (med dobbelt-EE) PLEJEEHJEMSBEBOER,DANMARK

Gert Nelausen

3.MAJ 2013: INGEN MORGENMAD OG MEGET SPARSOMT FROKOST I GÅR PÅ GRUND AF MEGET NEGATIVT PERSONALE.DE STÅR BAG BEBOERNES RYG OG SPISER LAKS OG SKINKESALAT MEDENS BEBOERNE FÅR DÅRLIG SPEGEPØLSE OG LEVERPOSTEJ.ENKELTE AF AFRIKANSK OPRINDELSE STIKKER BARE AF MIDT I ARBEJDSTIDEN,SELV NÅR DE ER ENEAFTENVAGT OG OVERLADER BEBOERNE TIL SIG SELV.INGEN NAVNESKILDTE OG UDEN AT FØLGE PÅKLÆDNINGSREGLEMENTET ER DET FOR PLEJEHJEMSBEBOERNE EN GYSELIG AFFÆRE.

Ensidig korrespondence med lakune

• Conversation started February 20, 2009
•  
• 

  9:44am

  Thøger Jensen
  

  Venneanmodning
  

  Hej Lars, 42 venner til fælles, det lyder trygt, måske er det netop sådan sjaggerne havde det, da de for et øjeblik siden fløj hen over mit hus?
  
  (4 år og 3 måneder og 170 fælles venner senere)
   
• Today
• 

  10:42am

  Thøger Jensen
  

  Hej Lars, blev lige gjort opmærksom på, at du har opdaget udstillingen på Sophienholm, faktisk sendte museumsdirektøren mig ind for personligt at lægge et katalog til dig på Berlingske. (Men du staver motocross forkert på din blog (:)

Den ukendte boghandler II

Bogmarkedet konkurs

(nøjagtig samme nyhed som på Kornkammeret, bare med link i overskriften, som her ikke er en overskrift)

Overspringet fortsat nogle sekunder endnu og inkluderende læsningen og copypastingen af denne minutter gamle statusopdatering

af Christian Schmidt-Rasmussen (anbefalelsesværdig FB-ven og mageløs maler): 

på samme måde som det at jeg har ondt i den ene fod, fordi jeg har jokket på en moskusokseknogle, er en livsstilssygdom, er sorte glaserede tegl et tegn på skammens tidsalder

Copypastet og derpå slettet fra anmeldelse, der skrives i dette - for nærværende øjeblik pauserende - nu

Hvorpå det er på sin plads at kritisere et knækprosaisk langdigt om et ophold i Afrika, der kun er godt ved at være uendeligt kortere og ret meget skarpere end hele Jakob Ejersbos trilogi, men ville blive ulig bedre, hvis det var en fiktion, hvilket det sandsynligvis ikke er.

Eksistentielle ædelsten

Zapper hastigt forbi

Blood Diamonds

Leder livslangt efter

blækbrillanter (og ikke -brillantine)

Skulpturen Eske, Thøgers motocrosshad (via Knud)

Skønne tekster af Eske Mathiesen, digte, nyskrevne, og Thøger Jensen, kortprosaer, nyskrevne, og Knud Sørensen, digte, bogtrykte, i kataloget til udstillingen Ord til andet på Sophienholm og Silkeborg Bad, hvor digterne parres med billedkunstnerne Lars Abrahamsen, Helle Baslund og Jens Bohr - Eskes digte udgør en hel lille, poetisk skulptur-poetik, der nemt slår Michel Serres' tonstunge Statuer, som alle billedhuggerne læste i 80'erne:

Skulptur defineres
i leksikonnet
som tredimensionel
billedkunst.
Det kan være en
ostemad med stærk,
lagret Havarthi.
En sort lakridspibe
i gammel stil.
Et gitter.
En kirkeugle af pokkenholt.
En stub ved navn
Ambrosius.
Et modent kirsebær som
en engel har taget
en bid af.
En kustode.

Og her et stykke kortprosa af Thøger, der hilser på kollegaen Knud og er den allermindste minimale smule vrissen (men ikke på Knud jo):

MOTOCROSS

Er det virkelig rigtigt, Knud, gik du hele vejen ude fra lufthavnen og ind til Klareboderne! Når jeg bliver ældre, vil jeg også til at gå lidt længere. Men i dag har jeg taget bilen og er tilbage i landsbyen med udsigt til marker og flere møller end sidst, du var på disse kanter. Jorden er stadig bundfrossen og knoldet, en af dem har sin helt egen bane, hvor han kører rundt og rundt på en motocrossmaskine og giver lærkerne baghjul. Måske er det min trods alt fremskredne alder, der gør mig mere overbærende og mildere stemt? Jeg er hverken gul eller grøn i hovedet af raseri, blot en let rødmen efter et par timers havearbejde under den ozonfattige forårshimmel. Tålmodigt venter jeg på, at drengen med det rastløse gashåndtags mor kalder ham ind til aftensmad, så han kan spise sig stor og stærk og modig nok til at køre maskineriet hele vejen ned til Nørre Uttrup. Ja, måske endda endnu længere væk. Der vil han med sikkerhed kunne gøre en forskel. I hvert fald for mig.

Det er er også en poetisk kortprosa-poetik, om små og afgørende forskelle!

Tillykke til direktør Hardy!

(i dag fylder Rosinante & co.s og dermed også Hvedekorns direktør Jakob Malling Lambert 50 år, tillykke til ham og 50.000 tak for det ubetalelige opkøb af Hvedekorn for 0 kr. for 4 år siden - her er Jens Blendstrups tale for fødselaren, da han blev fejret på forlaget i onsdags)

Kære Hardy!

I dag fejrer du dit 50 års jubilæum på Rosinante og co.

Hvor går tiden stærkt! Jeg synes ikke det er mere end nogen år siden du afløste Torben Madsen som redactor for mig. Det bliver aldrig som med Torben, tænkte jeg

Nej, det blev som med Hardy! Og det er fandme også godt. Tænk at en forhenværende stumfilmsstjerne skulle gå hen og blive redactor og ikke bare redactor, men forlagsdirektør. Alle ved jo, du er forhenværende stumfilmsstjerne og har spillet overfor dæmoniske Asta og Mørkets Magister i rollen som den stille prins i stumfilmen: Oda og Kystpilen, Ole Olsen 1913. Men det har du. Du har fejret verdenssucceser med den i dag noget glemte film: Sibiriens Tempelridder og ikke mindst den pragtfulde: Lille De, jeg daaner, Nordisk Film,1922.  hvor du spillede overfor Tove Mäes som embryo.  Og alligevel står du her I dag.

Nogen gange tænker jeg også, det var dog utroligt så ung du ser ud af en 50 års jubilar at være.

Dine ben er usædvanligt fjedrende.

Din figur en ung mand værdig.

Dit jeg en port til visdom og pragfuld forlagskaffe på kaffemaskine, der ingen tid tager at lave.

Men I dag fejrer du dine 50 år og det er på sin plads at ønske dig tillykke

Mange år har vi to været igennem. Gentagne frokoster har vi fejret med snaps og øl og dejlig æggestand på brød, der viser sig at være sindsyg stærk Gammel Ole-ost med rom på, hos Gitte Kik.

Men kære Hardy, det har altid været en glæde.

Bøger, velskrevne og grammatisk dygtige, er blevet afleveret 

Ja, hver gang har du sagt, det var dog en usædvanlig dygtig tegnsætning du har. Og endelig har vi her på forlaget en forfatter, der forstår at fatte sig I korthed og aldrig laver for mange sætninger, der ender helt ude I skoven. Du, Jens, rummer i sandhed den bredde, vi her på Rosinante har brug for.  Takket være dine bøger har vi opkøbt Bonnier og Salamander-Erik nede I Klaregade. Men det ville ikke være lykkedes uden dig, jakob!

Sagde jeg Jakob? Det mener jeg ikke. Jakob Malling Lambert fejrer ikke fødselsdag. Hardy Edelbert Lambert fejrer fødselsdag. Kun Hardy findes. Jeg ved godt, der nogle gange er lidt forvirring, når jeg ringer og spørger efter Hardy. Særligt i starten var jeg lidt ond ved en ung pige I havde ansat, som senere forsvandt nedbrudt i sjælen i Timbuktu.

Det er Rosinante og co., kan jeg hjælpe med noget?

Ja, goddag træffer jeg Hardy Lambert

Og hun ledte og ledte, indtil hun forpustet kom tilbage og undskyldte: Jeg kan altså ikke finde ham.

Kan du ikke finde Hardy?!

Nej, er du sikker på, du har ringet til det rigtige forlag, hvad hedder du egentlig? 
Preben Kastmose, unge dame.

Men vi har jo ikke engang en forfatter med det navn.

Navne blæser i vinden, lille pige. Sandheden er ord, vi veksler til betydning.  

Til sidst blev hun sur.

Men jeg kan jo ikke finde ham, for fanden!

Lille De! Jeg er kommet hos Hardy Lambert I 50 år. Jeg er ældre end Møllehave!

Så lagde hun på. Og forsvandt i Timbuktu.

Kære Hardy, tak fordi du er der. Jeg håber, jeg på sigt må sætte flere tøjdyr ind på dit kontor.

Og jeg ved, du har undret dig over, der ikke er nogen gave fra mig og Malene, ud over den hjemmestrikkede sweater af uld, som Malene har lavet med hjernegarnog plotknuder.

Men det er der. Det er en ny hund til Rosinante og co., en dejlig Rottweiler fra Korsør, indavlet inde ved siden af hos de subsistensløse enlige mødre og mænd, som lyder navnet Benno. Jeg har ikke selve hunden med, men den kan hentes hos en der hedder Gedytten I Narkostræde 4 på Vesterbro.  I bør nok tage den med handsker, da den er lidt kærlig. Men så får I det fandme også hyggeligt bagefter.

P.S. Hvis den får fat i jeres strube, skal I bare sige Pausekomma, Benno! Pausekomma!

Hardy Lambert længe leve!

kh Jens