Fortolkning? Det har jeg folk til!

Dels forfatteren -

Iben Mondrup om hendes nye, gode roman Store Malene i WA:

Store Malene handler om brug. Om menneskers trang til at bruge hinanden. At penetrere hinanden. At trænge ind i hinanden med kameraet, med ord og med kønnet. At bare tage, fordi de har et umætteligt behov for at fylde på sig.

Dels mine kritikerkolleger - og jeg er altid på samme tid misundelig og irriteret på alt dette fortolkeri, som jeg altid selv glemmer eller bare er blind eller DUM på, fordi det altid er æstetikken, der primært enten ætser eller lader mig lunken (i min (indrømmet, alt for korte) WA-anmeldelse af Store Malene nåede jeg frem til, at bogen neurotisk glødede, og stillede mig som sædvanlig tilfreds med den sensoriske beskrivelse og analyse og dom):

Kamilla Löfström i Information:

Store Malene behandler penetration i flere afskygninger - »alle steder kan invaderes«, hedder det et sted, og et andet, at Justine »selv kunne fylde hullerne ud med begivenheder«. Den tilbyder kort sagt mange tolkningsmuligheder. Justine følger et uforklarligt begær og bliver selv invaderet af Jesper plus kedsom kone og ender med at flygte fra det hus, hun har lejet. Men inden da er hun trængt ind på livet af den kvinde, der ejer huset, ved at rode i hendes private fotos. Justines indtrængen er også hendes indflytning i en efterladt faldefærdig bygning symbolsk nok kaldet Blok P - P for penetration og perversiteter. Her opbygger hun langsomt et scenarie af døde dyr, fjer, opkast og endelig en lort: Store Malene en miniature. Iben Mondrup viser billedet af mennesker som rovdyr og byttedyr, sågar tøjdyr. Som seksuelt væsen er Justine både på rov og et bytte.

Og endnu mere entusiastisk, Lillian Munk Rösing (5 hjerter, selvfølgelig) i Politiken:

Måske er Mette også gennem mere end sit forbogstav beslægtet med det fjeld, som har lagt titel til bogen og bliver en vigtig tinde, også plotmæssigt: Store Malene. Alle mandlige personer deler til gengæld forbogstav med Justine: Jesper, Jakob, Joorut. I en syret scene blandes grønlandsk sagn med deleuziansk dyreblivelse i Justine-kroppens opsvulmende transformation - til Mette, til hvid hval, til isbjørn? Også Justines navn, som bæres videre fra Mondrups stærke debutroman ' En to tre - Justine', kan læses som en blanding af fransk filosofiog grønlandsk tradition - det er et almindeligt navn i Grønland, og det er navnet på en af Marquis de Sades heltinder, der som Mondrups Justine erfarer slægtskabet mellem sex og død.

- Der er noget meget rørende ved disse fortolkerskers initial-begejstring - jo minimalere signifanten, jo heftigere den betydende tegn-fest:

P!

M!

J!

(ö
(ingen anmelder er et))