Pagineringskarrierequiz

Efter 17 lange år sker det på fredag omsider og for første gang, at jeg

????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????

Originalslang

Jeg øjnede ude til højre på YouTube en video uden billeder, hvor Primal Scream spiller et meget skønt, punket nummer, der hedder City Slang, som optakt til deres nye plade betitlet, efter Goethe jo, More Light:

Og jeg tænkte: har det noget at gøre med titlen på Søren Ulrik Thomsens legendariske debutsamling City Slang (og Lars H.U.G.s plade af samme navn, hvor det første rent instrumentelle nummer også hedder City Slang).

Om titlen skriver Thomsen på sin hjemmeside Oktober Boulevard:

Titlen har jeg tyvstjålet fra Patti Smith, som jeg d.12.maj 1976 så i Daddy’s Dance Hall, hvor hun bar en badge med ordene: City Slang. Dén historie har jeg fortalt så mange gange, at jeg på et tidspunkt begyndte at tvivle på, om den nu også var sand. Men i forbindelse med Torben Skjødt Jensens City Slang Redux-film (se klip fra filmen), dukkede to fotos op, som fotografen Torben Christensen tog ved netop denne koncert. Her ses Patti Smith tydeligt bære badgen – muligvis som et kærlighedspant eller et slags scoretrick: To måneder tidligere havde hun nemlig mødt sin senere ægtemand, ex-MC5 guitaristen Fred ’Sonic’ Smith, hvis orkester Sonic's Rendezvous Band, som slagnummer havde en sang kaldet City Slang på programmet.



I 2012 optrådte Pattis Smith ved Louisiana Literature festivalen i Humlebæk, og her så jeg så mit snit til at sige tak for lån, idet jeg nemlig gav festivallederen, Christian Lund (som også interviewede Patti Smith), et eksemplar af City Slang og bad ham overrække det til Smith og fortælle hende historien. Det var Christian så venlig at gøre, og straks hun så bogens titel, sagde hun entusiastisk: "Jamen, det var jo Freds sang..." og blev revet med af sine erindringer. Tak for lån til Pattis Smith - og tak til Christian Lund, fordi han sørgede for, at noget gik op, da denne titel vendte tilbage til sit udgangspunkt 36 år efter, at jeg havde set ordene på en lille badge.

- Freds sang findes også på YouTube selvfølgelig, og det er akkurat den, Primal Scream spiller en Kopy-version af:

Teksten er det heller ikke noget større problem at finde på nettet (noget sjusket aflyttet), og jeg skal nok lade være at sammenligne med S.U.T.-bogen, men det er i hvert fald en virkelig stærk, flosset og aggressiv tekst, mindst lige så grittet midt-70'er (i familie med Iggys tekster på Lust for Life og The Idiot) som "Jeg venter på noNgen" & co. er glitrende tidlig-80'er (så sammenlignede jeg alligevel):

Some dirt in my hand
A part of the land
Slip and slide communication
Downtown on the street
They measure the beat
To understand the situation
A taste on the tongue
And no place to run
With all the chances to be taken
The stranger he buys
The angel she flies
My heart is cold just like the nation
Like a dog they kick at night
Gypsy laughin but that's all right
Momma's cryin sister thinkin
Well you know it's just city slang

We rode in the car
Slept in the car
All the way to the citadel
Slept on the floor
Surfed on the floor
All the way to the coronet
Rock was pissed in Paris
Mad in Madrid
Took the sonic european way
Gary and Rock
Sonic and Scott
Meet again up in Ishpeming
When you hear that hammer fallin
Ain't no reason to feel left out
Ain't no reason to call any names
Well you know it's just city slang

With funky and dog
To mini and mad
All the way to the Aragon
Cleveland and shi
Ann Arbor, Detroit
All the way back to the second chance
Je sui un son
Un otre son
Qui n'entend qu'une cloche n'entend qu'une son
Je sui le son
Je sui son son
Hey what kind of fool do you think I am
Keep a talkin these city dreams
Well you know allright you know what I mean
Detroit, Chicago now New York to L.A.
They all been talkin bout city slang

(kunne ikke Thomsens næste digtsamling tage afsæt i dette hidtil skjulte, poetiske link  (ligesom Det værste og det bedste knopskød fra en lige så gammel variation over et Bukowski-digt), please!)

(mens eleverne skrev deres hårdt optrukne stiløvelser

konciperede jeg uhyre langsomt endnu et manifest mod 80'erne, get over them, Lars)

neon-
onsens

næ-
gter
a-
t
nær-
e
s-
ig

neo-
nåndssvagt

2 nye nonsenstypologier

(tak til eleverne på Forfatterskolen for børnelitteratur i dag)

1. Rå nonsens
- Edward Lear & co.

2. Raffineret nonsens
- Lewis Carroll & co.

1. Nynnenonsens
- surfer lydmørt på signifianterne

2. Knirkenonsens
- springer fra knækket betydningsflage til knagende kaoslagkage

Meningsløshedslyst

NO NONSENSE
WITHOUT PRESENCE

NO PRESENCE
WITHOUT NONSENSE

Nærvær, jeg kalder dig Mads

Jeg kommer igen til at tænde for DR1, der genudsender en Rejseholdet-episode fra vel sidst i 90'erne eller hvornår det nu var, at alle undtagen nogen af os så den serie, og det er virkelig ikke noget at skrive hjem om, pædagogisk anstrengt gumpetungt både dramaturgisk og filmisk og skuespilmæssigt, bortset lige fra Mads Mikkelsen, der nonchalant mumler sig igennem sin rolle som politimanden Fischer med et helt utroligt, nævenyttigt naturligt NÆRVÆR, brænder igennem, fordi han ikke rigtig gider gøre det.

70.000 Ejer Bavnehøje

Jeg bliver så træt af igen og igen at læse om de 70.000 favne, Kierkegaard vistnok kun 1 enkelt gang har skrevet, at vi skal kaste ud på - kunne det ikke være fedt, hvis Kierkegaard-forskningscentret fandt ud af, at der i manuskriptet i stedet stod

70.000 ravne

eller

70.000 navne

eller

70.000 havne

eller

70.000 stavne (som i agterstavne)

eller

at favne ikke betød favne som en gammeldags maritim måleenhed, men favne som i de favne, man favner nogen med; Kierkegaard talte jo som bekendt, hvilket jeg også bliver træt af at læse om igen og igen, om at tage menneskebad, når han flanerede omkring -

eller

70.000 faune (gammeldags flertalsform af faun)

Kierkevaar

stikker Kierkeblaar i øjnene
bag Kierkeskydeskaar,
får en Kierketaar eller 70.000 over tørsten,
lever under hårde Kierkevilkaar,
Kierkeflaar i
mine Kierkehaar,
så jeg får Kierkehovedsaar,
jeg Kierkespaar,
det bliver et langt Kierkeaar!

For Christina Hagen og Hesselholdt som DK's første romankonsulenter

Jeg sidder og læser i Politiken om, hvor hårdt det er for danske filminstruktører at lave film, fordi de er altafhængige af, at en filmkonsulent giver grønt lys for støtte, fordi film er hundedyre og der bliver kun støttet 20-25 film om årer OG JEG BLIVER MISUNDELIG! Tænk hvis romaner var lige så hundedyre at realisere, og man skulle søge om penge hos en af to romankonsulenter, valgt for en treårig periode, eller hvordan det nu fungerer; der skulle selvfølgelig ikke være det samme kommercielle hensyn som med filmene, eller kommercielt potentiale skulle altid være kombineret med kunstnerisk kvalitet, og det måtte der gerne kigges efter i 10 % af tilfældene, men kunsten skal altid komme først, og det bliver ikke ligesom de dumme projektansøgninger til Kunstrådet, det bliver meget værre og meget bedre: et fuldt færdig manuskript skal foreligge, før støtten til udgivelse bliver givet, så en romanforfatter bliver nødt til at satse ALT i håbet om, at hans eller hendes værk bliver udvalgt, ikke flere mellembøger, kun hovedværker, og selvfølgelig er der en elite af romanforfattere, som hver gang, de afleverer et manus, kan være temmelig sikre på at få deres romaner igennem, fordi der ER en elite af romanforfattere, men stensikre kan de aldrig blive - åh, tænk hvis vi dette forår op til nu kunne have NØJEDES med Niels Franks og Dennis Gade Kofods og Peter Adolphsens og Charlotte Weitzes og Dorte Nors' og Susanne Stauns og Peter H. Olesens og (det er sgu da også en roman) Ida Marie Hedes romaner, så ville anmeldelserne blive 10 gange så lange, de ville blive anmeldelses-FØLJETONER, og jeg ville ikke læse videre i den katastrofale murstensroman, som denne blogpost var en desperat overspringshandling væk fra, fordi den slet ikke ville have FÅET LOV til at blive udgivet, sød, sød bureaukratisk-centralistisk-diktatorisk drøm.

Ca. 1983-implosion i mit tv-fjæs

Jeg har lige set Lola Baidel, med briller, oplæse et digt af Jarl Friis-Mikkelsen i sådan et Her er dit liv-program på DR1, digtet sluttede, efter nogle ret Bennyske rundgange, med Jarl-jeget som en lykkelig "Kviumsk tosse", der sutter på en birkegren, hvilket vel er den helt rigtige slutning på et digt af Jarl Friis-Mikkelsen læst op af Lola Baidel, med briller, på DR1, noget, jeg håber aldrig at opleve igen, og som jeg ikke er helt sikker på ikke bare var en drøm, sådan en kornet, smagløs 80'er-VHS-drøm, som Bededag altid flyder knitrende over med.

Fugl Phoenix pipper altid poppet

Og alle vil altid være cool - også Jan Sonnergaard og Ib Michael og Jens Christian Grøndahl og Pia Tafdrup og Erling Jepsen og Morten Sabroe og Niels Lyngsø og Suzanne Brøgger (måske lige præcis ikke, jo også) Kim Leine, det er det ulykkelige FOR DEM, fordi de ikke ved hvad eller hvem, der definerer cool, de ved godt, at det ikke er Politiken, og de er (undtagen Kim Leine)  AGGRESSIVE OVER, AT DE ER BANGE FOR, at det er mig og Tue, og dette er "Trying To Be Cool", en ny cool sang fra cool nok franske Phoenix (hvis forsanger cool nok er kæreste og har barn (?) med Sophia Coppola (der er bror til nedenfor nævnte Roman Coppola, cool nok for dem begge to og deres far, Francis Ford C)):

City and desert coexist
Depending on the things you're wearing
Wildlife binoculars
Tell me that you want me

They teach you suffer to resist
Too much intention Presbyterian
Mint julep testosterone
Tell me that you want me

Cool
I'm just trying to be cool
It's all because of you
Some fanatic attitude
We're both on

Open for business says it all
You can't go wrong
Is Innocence too Immature where you’re from?
Tell me that you want me
Tell me that you want it all

Two dozen pink and white ranunculus
Why, what are the problems to solve?
To part-time holy bachelors
Tell them that you want me

Open for business says it all
You can't go wrong
Compliments sound too cynical where you're from
Tell me that you want me
Tell me that you want it all

Gruesome
I don't care where you're from
Nothing's that personal
There is no physical evidence of cannibal boyfriends

Hvem skriver for nogen?

På sin blog skriver Stefan Kjerkegaard, der lige får læst bøgerne (undtagen Simon Grotrians) LIDT senere, fordi han er ansat på universitetet, om Kim Leines Profeterne i Evigehdsfjorden, som han vistnok mere kan lide end ikke, i hvert fald slutter blogposten sådan her:

Nuvel, Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.

Jeg hader genrerelativeret kritik, og at en bog "indnefor sin genre og art" er "både fermt og konsekvent udført" og at en forfatter "kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent" kan i min kritiske bog aldrig være kunstnerisk ros. Faktisk tror jeg, at Kim Leine har en genuin ambition om at lave kunst og hvorfor nogensinde vurdere et skønlitterært værk som andet (jeg sidder lige nu og læser en roman om en filosof og teolog, der måske holder OK filosofisk og teologisk, men fandeme ikke som skrivekunst)?

En anonym  kommentator spørger Stefan det gode spørgsmål:

Er bestseller nu en genre?

Og får svaret:

Kære Anonym, nej, det skriver jeg vist heller ikke, jeg bruger ordet ART. Tænker bare at inden for romangenren, findes der romaner, der udover deres overordnede genremæssige placering også forsøger at placere sig i et, hvad skal man kalde det, kulturelt hierarki måske? Jeg tror ikke,at Leine fx har ambitioner om at få gode anmeldelser af Bukdahl eller Andersen Nexø. Han vil hellere have en stor læserskare, og det er jo fair nok. Det betyder ikke automatisk, at det er dårlig litteratur. Det er fx befriende, at Leine selv siger, at han lod sig overtale til at indskrive en mordgåde af sin redaktør (Simon Pasternak). Jeg tror fx ikke, at der er nogen, der forsøger at overtale, hvem skal vi sige...? fx Hesselholdt, til at skrive en mordgåde eller andet ind i sin prosa, sådan at den får bredere appel ; - )

Jamen, vi må da formode, at Pasternak (jeg har lige flået hans østfrontsroman Dødszoner til mig, som jeg forbandet nok ikke må/skal anmelde, og har meget svært ved ikke læse løs i den i stedet for al Kierkegaarderiet) har opfordret til en mordgåde for at gøre romanen bedre, ikke bare mere salgbar. Og igen: Jeg tror, Leine har ambitioner om at skrive en god roman, der modtager gode anmeldelser af hvem som helst. Men Kjerkegaard får det jo til at lyde som om, der er nogen, der skriver bøger med det formål at få gode anmeldelser af mig og Tue (der bestemt ikke altid deler smag - Jonas Rolsted!), og det tror jeg heller ikke, der er nogen, der gør, i hver fald ikke nogen, der er noget ved, og da slet ikke Hesselholdt; hun skriver, tror jeg på, de bedste bøger, hun kan skrive, men det gør dem vel på den anden side ikke uredigerbare, og det kan da godt være, at det en dag er et mord, der mangler, og at en redaktør kan gøre hende det begribeligt. Grundlæggende ved vi ikke eller bør vi i hvert fald være helt ligeglade med, hvad forfattere har af blakkede hensyn ud over den kunstneriske ambition og forholde os aristokratisk attituderelativistiske: alt kan være stor litteratur, hvis det altså er stor litteratur; Susanne Staun, DK's eminenteste genreforfatter indenfor den populæreste genreart: krimi & thriller, vil da skide på, om hun er en fremragende krimi- og thrillerforfatter, hun vil være og ER en fremragende forfatterforfatter (og alle vil altid sælge mange bøger, også Simon Grotrian!).

Dødssyge Kierkegaarde

Dierkegaard
Knierkegaard

Skønvierkegaard

Klerkegaard
Særkegaard

2 antipoder samme kritik

Meget mærkeligt, nej, pudsigt snarere, Bjørn Bredal og jeg mener ret nøjagtigt det samme kritiske om Joakim Garffs Regiens gåde (mens Skyum i Inf er pænt kisteglad), han gjorde det bare i Politiken i går, og jeg i WA i dag, irriterende nok (men jeg formoder ikke, at folk tror, jeg har skrevet efter ...), og ovenpå al min rasende hjertepolemik, så passer de tre hjerter, Bredal uddeler, perfekt præcist til både anmeldelsen og bogen, hør bare et klip her, det er heller ikke uvelskrevet, irrrrrrrrrrrrrrrrriterende nok:

GARFF SKRIVER godt og charmerende på sin egen lidt jomfrunalske måde, og hans viden om Kierkegaard, hans tider og steder er enorm. Også Regines verden, som den udfoldede sig på »De tre små negerøer« (som Politiken skrev, da de skulle sælges), og siden atter hjemme i København viser Garff i fuldt format. Det er en rig og imponerende bog som tidsbillede betragtet, og den velskrivende, begavede, ofte ulykkelige, til tider kedsommelige Regine bidrager flot med sine breve ude fra øerne. Men Garff interesserer sig egentlig ikke rigtig for hende, hverken som kvinde eller menneske i anden forstand end som én, der er groet ud af Kierkegaards korpus af tekster. ' Regines gåde' er som en bog om Regines gåde forbløffende fattig, fordi der egentlig ikke er nogen gåde - og heller ikke behøver at være nogen jf. reglen om de rasende elskere. Georg Brandes var den første, som for alvor interesserede sig for Regine, og gentlemanen Garff lader ham få bogens første ord. Brandes fortæller i sit ' Levned' om, hvordan han i sine unge dage besøgte ægteparret Schlegel og iagttog fruen: »Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand velvilje, hjertelig imødekommen. Men udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun alt for selskabelig urolig«. Når man har læst disse tre linjer af Georg Brandes, har man allerede læst hele Joakim Garffs bog. Den er et afsluttende, uvidenskabeligt efterskrift.

Symbolsk quiz

(fra Berlingske den anden dag)

HVEM HAR SAGT DET?

»En tekst, der bare er symbolsk, har ingen interesse for os.«

1. Lars Bukdahl, redaktør for lyriktidsskriftet Hvedekorn.

2. Anne-Marie Mai, litteraturprofessor, Syddansk Universitet.

3. Peter Christensen ( V), finansordfører.

2 forårsmarkører markeret (og her markedsført)

1. En Kung Fu-is spist

2. Frederiksberg Have omkringvandret håndholdende

men fordi det er en enormt skrøbelig fornemmelse af forår, turde jeg ikke gøre det på 1 gang, det ville have været hybris de luxe - især hvis jeg også havde nynnet "En nat bliver det sommer", og det har jeg ikke engang gjort som sin egen ting og slet ikke kombineret med isspisning eller haveomkringvandring, men nu er jeg bange for at komme til at gøre det ubevidst og spontant, fordi jeg skriver om at gøre det her, så blogposten stopper brat.

2 premierer der finder sted alt for langt væk

1. Alt for langt væk i i kilometer:

Premieren på Jørgen Leths nye film Jeg taler til jer - John Kørners verden, der har premiere helt i HERNING på Kunstmuseet HEART, og sikke en flot plakat af for en gangs skyld og rimeligt nok IKKE Per Kirkeby:



2.  Alt for langt væk i minutter, timer, dage, uger, måneder:

Premieren på Line Knutzons nye skuespil Gruppe 8 - det første ikke-Frilandsmuseale i jeg ved ikke hvor meeeget lang tid! - på Det Kgl. Teater, der først har premiere 21. januar 2014, lidt grå titel, men ekstremt forjættende præsentation i sæsonprogrammet, can't wait:

A: Endelig fornyelse, jeg ELSKER KRAFSTEJLEMA FORNYELSE.
B: Undskyld, men hvorfor bliver du altid så aggressiv af ting du kan li?

I 1961 skabte den hollandske arkitekt Eik van der Heerren ”den smalle dør”, som stort set var umulig at komme ind og ud af. Døren nåede at blive sat kortvarigt i produktion, før man igen vendte tilbage til den mere traditionelle dør. Van der Heerren skrev som reaktion på hele miseren en artikel i branchebladet ’Stol, bord og klaver’ (Chair, table and piano), der med overskriften ”I kan rende mig i røven med jeres døre” blev hans sidste og mest berømte ord. Han tog kort efter livet af sig. De smalle døre er dog bevaret på to hollandske læreanstalter, tre skihoteller i Schweiz samt et plejehjem i Sydengland, hvor man stadig holder Van der Heerrens tanker om ”højt til loftet” i hævd.
Gruppe 8 befinder sig i et rum med Van der Heerrens smalle dør og er i gang med at rede en del tråde ud, hvor de via samtale og udfordringer forsøger at forstå en serie problematikker, som de har fremlagt for sig selv.

AR-RI EJ DIN URO

TUM
ULT
er da så klart at foretrække frem for
TAM
ALT
&
TOM
ILT

News from Hulduworld

Jeg har fået tilsendt det fine tidsskrift The Bitter Oleander med en stor, rig feature om den færøske poet Tóroddur Poulsen,

inkl. dette barndomsminde:

When I got to middle school, I often played hooky after lunch and went to the library or down to the harbor. I also used to get up to Kirkjubøreyn when the weather was good. The rocky landscape up there fascinated me. I used write small poems on slips of paper and put them under the stones. Whenever I went back, I'd always look under the stones, but my poems were gone. I thought that huldufólk had taken them, so I wrote new ones and left them up there too. I hope those poems weren't published in the hulduworld, because they were lousy and rhymed.



(fundet på billedsøgning på "huldufólk")

og dette digt

Super 8

childhood
is
always
in front
like a
dog
pulling
a sled along
the ice
into
the sun

Caspar er netlitteraturens Hans-Jørgen

Caspar Eric Christensens blogpost om Weltscherz' tredie udgivelse, Victor Boy Lindholms højaktuelle Justin (og jeg skal nok få den (og de to andre sager) nærlæst og måske endda anmeldt, når jeg orker) bærer overskriften "Jeg har læst ‘Justin’ af Victor Boy Lindholm og har svært ved at skulle kalde det en anmeldelse", men en anmeldelse er lige, hvad det ligner og ligner GODT!, søgende og reflekterende, men hele tiden også smagsdømmende ud fra artikuleret, belæst fornemmelse og akkurat smag, og til sidst lyder det på nærmest RØRENDE vis helt gammeldags GENERATIONSanmelderagtigt:

det er spændende at der er ved at ske ting ‘på internettet’ fra dk, som i sig selv fortjener en læsning og en litterær samtale, men for mig er Justin bare ikke én af de værker der kan få mig op og køre. indtil videre er Justin en tekst som mest af alt handler om en forfatter som prøver nogle ting af og måske er på vej til at finde sin tone, men som lige har en god portion ‘skating of the internet’ til gode før det for alvor kommer til at ske.

indtil at den helt sindssyge darkslide kommer, er denne lille online-ollie alligevel en læsning værd hvis man gerne vil holde sig opdateret på popkultur. hvilket man gerne vil.

som var han Hans-Jørgen Nielsen nænsomt, omhyggeligt korreksende og patroniserende en minor systempoet i Information engang sidst i 60'erne, for det er lige præcis det, han er -

sweet, som Caspar holder af at sige, når noget faktisk er det.

Fortjeneste og frembusen

Det er meget herligt, når læsere kommer udefra og fucker vores forbenede kanonsystem op, som nu den STORE norske forfatter Jan Kjærstad, der i anledning af sin nye roman, der ser pænt træls ud, men det er lige meget her, i fredagens Berlingske præsenterer en skandinavisk roman-top-5, og cool nok og lige så retfærdigt som forudsigeligt, at Helle Helle og Jens Smærup er med, men tjek lige nr. 1, det skæveste monstrum, født forbandet hjemløs, der pludselig får lov at stå og stråle på børnehjemmets balkon:

1. Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold 2007
Bedste danske bog jeg har læst de seneste de seks år

2. Et øje rødt af Jonas Hassen Khemin, 2003

3. Darling River af Sara Stridsberg, 2010

4. Dette burde skrives i nutid af Helle Helle, 2010
Lidt mere historie end hun plejer at have - en stor læseoplevelse

5. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen, 2007
Fantastisk idé. Hvorfor fik jeg den ikke selv



Jeppes eget foto af avisen på FB

The New Word

Da Pocahontas, der ikke hedder Pocahontas, i den ugh-hyggelige film The New World, ser en bog for første gang, tager hun den op og snuser til den,

det gør jeg også, hver gang jeg tager en ny bog op, med al sandsynlighed endnu et forhutlet Indien, men der er håbet immer om et frisk Amerika (kontinentet, men også romanen (ufærdig naturligvis) af Kafka) -

tryg
færten
af
tryk-
sværten

Specialtyve (der stjæler specialer)

Lommetyve (der stjæler lommer)

Listetyve (der stjæler lister)

Tricktyve (der stjæler tricks)

Klatretyve (der stjæler klatrestativer)

Cykeltyve (der stjæler psykisk elektricitet (meget udbredt))

3 svar omsider

Alle de spørgsmål - her er 3 endelige svar, "Final Answers",  på spørgsmål stillet af hitsange, hentet fra en New Yorker-cartoon af Roz Chast:

Nan McGillicuddy let the dogs out.

The flowers all went to Passaic (i New Jersey).

We can't do it in the road because it's just been paved.

Kvaliteten åndssvaghed

Har set det ene og det andet filmiske på det seneste, både fremragende sager, 4. sæson af Breaking Bad omsider MINUS halvanden episode, bideneglende, Ben Whitleys camping-seriemorder-komedie Sightseers, ægte gnæggende, og skræksommelige sager, halvt, nej trefjerdedele skræksommelige Tree of Life og halvanden skræksommeligt så samme forgudede auteurs To the Wonder (som jeg skal anmelde til Ekko, ligesom Sightseers - jeg havde villet se op på ouevret, har også købt Thin Red Line og The New World (der vist bare er Pocohontas i slo-mo), men har ikke orket at se, fordi Breaking hele tiden er kommet imellem (men Whitleys endnu sortere Kill List nåede jeg, heldigvis)), og i aften så jeg Roman Cooppolas A Glimpse Inside The Mind of Charles Swann III med Charlie Sheen og Jason Schwartzman og Bill Murray, og hold kæft, hvor var den helt udenfor fremragende-skræksommelig-dikotomien velgørende og frisættende, urkomisk og reelt rørende

ÅNDSSVAG

en anden dag vil jeg præsentere en Åndssvaghedens Positive Poetik, med A Glimpse som præmieeksempel, så minimalistisk og ekstravagant, mellow og kækt, melankolsk og muntert CAMP, men det er et smart Susan Sontagsk-Niels Franksk ord, jeg vil hellere sige ÅNDSSVAG, Sheen og Schwartzman udklædt som cowboys angribes af indianerpiger, Murray som revisor gemmer hovedet i hospitalspuden etc.

Forhåndsfornærmet

En forfatter gav mig i går stædigt og vedvarende den kolde skulder, selvom jeg bestemt mener at have hilst på ham/hende, efter jeg skrev noget negativt, ikke en decideret anmeldelse og derfor desto værre (fordi der aldrig kom en decideret anmeldelse), om hans/hendes seneste kunstneriske produkt, men om et par uger udgiver han/hun en ny bog, som jeg endnu ikke har haft i hænderne og endnu ikke ved, om jeg får til anmeldelse her midt i de grasserende Kierkegaarderi, flere tekstuddrag kan imidlertid sort på hvidt og i audiovisuel bearbejdning opleves på forfatterens hjemmeside, men dem har jeg kun kommenteret i mit stille sind, ikke i avisen og ikke engang på bloggen, min fortolkning af skulderkulden må derfor blive, at det er en fornærmethed på forhånd og for en sikkerheds skyld, at det er historien om en forventet fornærmelse: når forfatteren nu anser det for så godt som uafvendeligt, at jeg, anmeldelse eller ej, ikke kan undgå at disse hans/hendes bog, er det allerede ulideligt at sige dav.

(Clue: det er ikke Christian Dorph, der om et par uger udgiver digtsamlingen En drøm om kærlighed, som jeg ikke må anmelde, fordi han og jeg i mange år var epigonværkstedkumpaner).

Manglende ord (men aldrig mangel på hjerter)

Jeg læser i gårs Politiken her til i morgen, fordi jeg i aftes fandt ud af at jeg var med i bogtillæggets faste enquete ORD (altså de har jo ikke interviewet mig, mens jeg sov, jeg vidste godt, det ville komme i, bare ikke hvornår) og så købte jeg en avis i 7-eleven, men jeg kan virkelig ikke læse avis om aftenen, så derfor.

Et par af mine svar nåede ikke med i avisen:

Hvilke ord optager dig for tiden? (simpelthen ord, du er optaget af, eller ord der er på vej; næste udgivelse?

Maskine! Digteren Thomas Helmig: Kære maskine! Fordi jeg skal skrive om Storm P.s Storm P.-maskiner. Kommer lige nu i tanke om, at Machine på Holbergsk (og Adolphsensk) betyder intrige eller komplot – en Storm P.-maskine er en mekanisk komplotkompot.

Giv et eksempel på et rablende ord? 

Rabarberblondine

Giv et eksempel på et stringent ord? 

Strengeinstrumentdirigent

Men hvorfor skal samme avis absolut indeholde en vitalt mættet kronik af Jokum Rohde om Nørrebro og et sitrende tought bagsidedigt af Peter Laugesen, der overskygger og -døver mine ORD totalt, det er ikke retfærdigt, og her er digtet, det er så sandt som det er brændt på:

Hård hud på sjælen
det får man af tv
af at se på alting
som bare en film

Hård hus på ryggen
får man af at ligge
på ryggen og snorke
mens alting brænder

Hård hud på maven
får man af at ligge
på maven og snorke
mens alting brænder

Hård hud på tæerne
får man af at løbe
væk fra det hele
helst før det er sket

Hård hud på fingrene
det får man af at holde
for hårdt om pennen
der undserskriver
dødsdommen

Hård hud til alle
over det hele
så vi kan se
at alting brænder
som film på hinanden
uden at blinke
uden at græde
uden at skælve

HÅRD HUD
HÅRD HUD

- og så giver Mikkel Bruun Zangenberg selvfølgelig 5 hjerter (der var gået hele tre dage siden litteraturredaktør Jes Stein havde givet Erling Jepsen lige så mange hjerter i en anmeldelse, der ikke på trods men på grund af den hysse begejstring slet ikke lød overbevisende) til Martin Glaz Serups Romerske nætter, hvilket er helt i orden, jeg synes også, som det fremgik af min WA-anmeldelse i fredags, at det er en god bog, men hvorfor vil Zangenberg mellem alle  citaterne og referaterne og den grundlæggende midaldrende erfaringssolidaritet (sjovt som Politikens intellektuelle anmeldere, Munk Rösing og Zangenberg, har eksistentiel spejling som primært kvalitetskriterium) ikke fortælle, HVORDAN den er god. Det tætteste, han kommer, er underrubrikken "Godt skramlende digtsuiter om at stå i midtvejs i livet fra Martin Glaz Serup." og denne tidlige sætning (hvor "nætterne" vistnok både står for de konkrete nætter og digtene, men noget metaforisk byggesjusk er og bliver det med nætter inde i en nat): "Nætterne veksler energisk pulserende mellem lykke og tristhed midtvejs i livets lange nat."

Åh, midtvejs i livet og midtvejs i livets lange nat (som NB ikke er MGS's metafor, men MBZ's) - som der står i tillæggets indholdsfortegnelse;

Ord fra: Lars Bukdahl om det grimme ord 'tema'

Køb gårsdagens avis!

Det elegiske Per Aage-alfabet (+ questions, questions, questions)

(fra pressemeddelelsen om Per Aage Brandts nye samling Elegi. Poesi - der "består af digte, som handler om mange sammenhængende ting. I alfabetisk orden:)

angsten
bevidstheden

drømmen døden
eksistensen
forvildelsen

hverdagen
identiteten ingenting initmiteten ironien

katten katastrofen kommunikationen krigen kroppen kunsten kærligheden
lysten
magten
naturen

poesien politikken

religionen
sjælen skriften

uroen




ævred
økologien økonomien
ånden

("og enkelte andre emner")

- og her er et digt med spørgsmål (men uden spørgsmålstegn), fordi Blogdahl samler på gode spørgsmål:

kan fattigdommen igen redde
verdensbanken, hvem er hun
gravid med denne gang, er det
godt for tanken at æde kridt,
sagde wittgenstein virkelig
det, hørte jeg rigtigt, skal man
besøge en reaktor mindst én gang
i sit liv, elsker du mig, i lige
måde, nå, jeg må løbe, skal man
løse problemer med kogesprit
                                       (jeg spørger bare)

Refleksive imperativer

suk mig
kuk mig
duk mig
luk mig
mug mig
hug mig
buk mig
fuck mig
kluk mig
kruk mig
pluk mig
fnug mig
sluk mig

Desinteressens tvivlsomme triumf

Jeg erkendte pludselig,

at jo mindre jeg er interesseret i eller har forstand på
(det) den bog, jeg anmelder (handler om),

og/eller jo grundigere afdød (eller morderisk!)
forfatteren (eller emnet) er,

jo mere vellykket bliver min anmeldelse
i redaktørens øjne,

men dumt unægtelig at formulere erkendelsen
dér på redaktørkontoret:

efter i dag at have skrevet 1 rosværdig anmeldelse
af 1 bog om Kierkegaard

fik jeg 1 til bog om Kierkegaard
til anmeldelse, denne gang en roman, ak (uden s) -

både og

plimsollere.

Passende Stridstraf

For at gøre afbigt for sin forsmædelige Mustafa-tegning bør Jakob Martin Strid

tegne en tørklædereklame om

som netop set i metroen som en talende kvinde med tørklædes praksis

at tørklæder smart kan bruges som mobiltelefonholdere

Regine er Alice!

Jeg fik ikke sammenlignet den fine gamle dame Regine (Olsen/Schlegel), der blev overrendt af Kierkegaard-entusiaster, med den fine gamle dame Alice (Liddell/Hargreaves), der blev overrendt af Lewis Carroll-fans (og dermed Kierkegaards skrifter med et fantasmagorisk filosofisk Wonderland, (som Regine er på eventyr i (og hvor alle fabelvæsenerne, den gale hattemager såvel som den røde dronning, er Søren i forklædning)))



lille Alice (fotograferet af Carroll)



unge Regine



modne Regine



gamle Alice

Kammeret er kornet! Undskyld, Martin!

Jeg slår jo for helvede op på Martin Glaz' Serups blog FLERE GANGE hver dag, alligevel kalder jeg den Kornmarken og ikke Kornkammeret i min anmeldelse af hans nye, gode digtsamling Romerske nætter i WA Bøger i dag. UTILGIVELIGT! Det ville svare til, at nogen kaldte Hvedekorn Bygkorn jo!

Og selvfølgelig er trompet, underrubrik, overskrift ændret til det kedeligere, hvad ellers er nyt, her er originalerne:

GLAZ-FORPUSTET Læseren bevæges pænt bevægeligt over Martin Glaz Serups fine bevægelser omkring sin egen bevægelse over, at livet spæner af sted

En lise at forlise

Hvad der har diverteret mig de sidste 15 minutter

Mustafa-krisen (i Sverige er Strid racist)

Er der ingen grænser for hvor svenske svenskere kan finde på at være!?

Forlaget Kabusa, der i sin tid udgav den svenske udgave af Jakob Martin Strids rim&remse-klassiker Mustafas kiosk, beklager i en Facebook-erklæring, at de nogensinde udgav bogen, fordi den åbenbart, og i særdeleshed titel-rem&remsen, er blevet anklaget for at være racistisk: 

Kabusa Böcker tar tydligt avstånd från rasism och främlingsfientlighet! Mustafas kiosk har varit slut i många år och vi bestämde redan när den tog slut att inte trycka om den. Vi är tacksamma för att ni har hört av er och vi har lärt oss mycket. Vi tar med oss detta i vårt fortsatta arbete. Vi är uppriktigt ledsna att vi sårat och kränkt både vuxna och barn!

Her er den kriminelle remse, under en tegning af Mustfa og hans kiosk og de øvrige medvirkende i bogen:



I Mustafas kiosk
kan man købe næsten alt
Bananer og dynamolygter
Sodavand og salt

Mustafa har turban på
og ørering og guldtand
I det fjerne land han kommer fra
var han en mægtig sultan

Mustafa har engang
hugget hovedet af en mand
så det faldt rigtig af og blødte
- Historien er skam sand

Og hvis vi spørger ham pænt
må vi sikkert se hans sabel
Mustafas kiosk
er bare formidabel

Mustafa er jo ikke en islamisk terrorist, han er en østerlandsk, 1001-nat-riffende løgnhals, i familie med, som anført af en af de stadig flere himlende, danske kommentatorer på tråden under erklæringen, (svenske) Jan Löfs morfar-sørøver, og digtet slutter for søren med en anbefaling fra tegningens storøjede, beundrende børn af kiosken og Mustafa (et andet sted i bogen er Strid næsten FOR politisk korrekt i sin sammenstilling af en brun og en hvid far (hvis det ikke var for tegningens (og rimets) overskud): "Alis far har overskæg/ og knipser så det smælder/ Min far er skaldet som et æg/ Til gengæld har han deller"). Men hvad med de stereotypiske sørøvere i en anden rim&remse, hvor meget mere krænkende er de ikke overfor fx stedlige somaliere (jeg kommer i tanke om en sømand, der skrev ind til WA og klagede over, at jeg havde talt om tatoverede søulke eller noget i den stil):

Når sørøverne holder sørøverfest
danser de rumba med sure tæer

De drikker sørøverrom og ryger krudt
og spiser en kanonkugle hver

Fragt af bæver

Her inden jeg skal til at skrive min første anmeldelse af en bog om Kierkegaard (eller rettere Regine, der jo imidlertid pinedød og i al evighed har at henvise til Kierkegaard (selv når hun ikke gør det, selv når hun konsekvent holder sin kæft i brev efter brev! det var så min anmeldelse i kortform)), og inden, hvilket jeg hele tiden udsætter, jeg skal genanmelde et par bøger AF Kirkegaard, er jeg lidt nervøs,

eftersom både min far og farfar skrev bøger, JB Kierkegaard og den menige mand, JKB en posthum artikelsamling + en guldmedajleafhandling (guldmedaljen fik han tidligt forlagt), om Kierkegaard,

og jeg gider virkelig ikke, hvis han tredje generation i træk tager hele ånden, og det er slet ikke sikkert, at det er nok, som MIT kære studieobjekt, Goldschmidts Corsaren, at give ham fingeren -

 

Min yndlingskierkegaardianer bor i Veflinge med sin kone og sin computer

Velgørende at læse Klaus Høeck tale om Kierkegaard, ikke så meget filosofisk og teologisk bullshit, bare straight svimlende dialektik - i rum sø:

Kierkegaard har betydet utroligt meget for mig, næsten det hele,« erklærer digteren Klaus Høeck. Men det begyndte faktisk med en fejltagelse. Klaus Høeck skulle ud at sejle, og så fik han en forkert bog med i køjesækken, Kierkegaards Sygdommen til Døden i uglebogsudgaven.På en frivagt gav han sig til at kigge i bogen, han lå i sin køje og »faldt i svime over så mærkelig, den var,« siger han og citerer:»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Et sådant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv eller være sat ved et Andet. Havde Mennesket sat sig selv, saa kunne der kun være tale om én Form for Fortvivlelsen, den ikke at ville være sig selv. Men der kunne ikke være tale om fortvivlet at ville være sig selv.«Klaus Høeck gør en lille pause, så siger han: »Jeg gik op på dækket og udlovede en kasse øl til den, der kunne fortælle mig, hvad der  stod.« »Det var der ingen, der kunne, og det har der for øvrigt ikke været siden. For hvis man ikke har forstået det, må man læse det igen, og hvis man har forstået det, har man virkelig ikke forstået det. Det vil være det samme som at forstå Gud.« Der er stadig øl til afhentning hos Klaus Høeck. Alligevel var det af samme grund, at Klaus Høeck senere begyndte at læse filosofi, og han har brugt tankerækken lige siden, fortæller han: »Allerede i min debutbog, digtsamlingen Rejse, i et appendiks som udgangspunkt for en tankerække.«



Bandet Nul, Jac, Høeck, Schnack, helt neonorange af af refleksion, + en særdeles skarp spidsborger, anno 1981.

Onsdag aftens yndlingsfortolkninger

Christel Wiinblad, der reciterede første del af Palle Sigssgaards Glitrende støv danser med ivrig og nervøs morskab (og ondt i i stilletterne)



Lars Skinnebach, der nænsomt og henført SANG - hvor meget? - halvandet ark af Glenn Christians Det sorte ved munden

 

(hvis jeg engang kunne TVINGE Skinnebach til at læse nogle af MINE digte op, tror jeg, at selv jeg ville kunne gå ind for dem, de minutter)

så vi hørte originalerne påny, nej, pånyheden originalt.

(fotos ved Martin Glaz at ringside)

Donna it is - Hey Wood!

Kritiske Føtex-kategorier

DESSERTARTIKLER
= gode anmeldelser

SYLTEARTIKLER
= dårlige anmeldelser

Jeg elsker digtoplæsninger og digttidsskrifter - UFU'et indkalder senior VIP'er til MUS!

Robert Zola fortæller Information i deres elske/ikke elske-klumme, at han ikke elsker digtoplæsninger, og det er da objektivt idiotisk ikke at gøre, men måske er det bare fordi, han bor i Sverige, for hvad

med Olivia Nordenhof, Rasmus Halling Nielsen, Cecilie Lind og Mads Mygind i litteraturens nye Godsbane-lokaler i Aarhus, hvor Rasmus Halling, da konferencieren efter end oplæsning formanede om at tekstoprindelse skulle anføres, gerådede ud i en ti minutter lang og inspireret, dybt udtømmende udredning (inkl disning af en Hvedekorns-redigering før min tid). Og hvad

med Martin Glaz Serup, Jakob Slebsager Nielsen, Sophia Handler, Sixten Elia, Ingrid Nymo og Michael Augustin (med Martin Glaz som medium), hvor alle også var skønneste, men hvor det var særligt fint at se Jakob kildre tilhørernes hjernevindinger så udsøgt to år efter den første nummerlancerings-oplæsning, på The Log Lady Café, og hvad

med i aften klokken 19, Donna Wood får besøg af Sverige, med som sædvanlig hemmelige supergæster, der læser andres tekster op (eller sætter andre til at læse deres tekster), på Brooklyn i Toldbodgade, og hvad

med også i aften Ord & Velgørenhed i Mellemrummet i Ravnsborggade klokken 19 30 med Jens Blendstrup og Sternberg og Morten Reimer, og hvad

med på lørdag klokken 15:30 i Møllegades Boghandel, release af tidsskriftet OVBIDAT nr. 1 /20/4/2013 (så fint med en dato på forsiden) med samtlige bidragydere undtagen Peter-Clemtn Woetmann, hvoraf ingen ikke er nødvendige at høre på: Glenn Christian, Cecilie Lind, Pablo Llambìas, lea Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen, Olga Ravn og Jacob Schweppenhäuser (mest kendt som musiker sammen Morten Søndergaard og i gruppen Marybell Catastrophe og coverartisten bag Ulven åd min eyeliner, den ene af Rolf Sparre Johanssons hyper-ekslusive forlag Organiseret vold begået imod den almindelige tales tre selvsyede udgivelser på ligeså mange år, de to andre: Rasmus Halling Nielsens Det lille robotøje siger og Glenn Christians Fabriksnoter, og i års udgivelse er altså et selvsyet tidsskrift, men opgiv for alle fabrikfriske, eyelinede robotøjnes skyld ikke bøgerne!) og digterbagte kager!, og hvad

med, om I kommer eller ej, at anskaffe jer det meget smukke, enkle tidsskift, som vi modtog her på adressen i går, på fint papir og i A4-format med selvfølgelig intet omslag, og ingen bidrag jeg ikke er redaktørmisundelig på, he knows how to pick 'em, den gode Rolf, og hvad

med begyndelsen på Schweppenhäusers kostelige tekst, "AU i UKON-maskinen", der vistnok baserer sig på århusiansk universitært-administrativt newspeak:

UFU'et indkalder senor-VIP'er til MUS og kommer du som VIP-ledere. FP-lederne indkalder FSU til AIAS og kommer ud som AR-medlemmer. AR-medlemmerne indkalder IÆK/DAC til PURE-indtastning og kommer ud som psykisk APV. Den psykiske APV indkalder SN-formanden til LSU og kommer ud som DM's rammeudvikling. DM's rammeudvikling indkalder ASU til ACA og kommer ud som målrettet rekruttering af EVU. Den målrettede rekruttering af EVU indkalder kvalitetssikret HR.

JA, DEN GØR NEMLIG, DEN MÅLRETTEDE REKRUTTERING AF EMINENT VIDUNDERLIGE EKSTREMISTER, INDKALDER KVALIETSSIKRET HERLIGHEDS-RUS!
OG HVAD!



Forlags-auteur Rolf

Dagens hjertegåde

Bjørns Bredals 5 Politiken-hjerter til Peter Tudvads Kierkegaard-roman Forbandelsen, ingen steder en ærligt begejstret smagsdom.

I stedet ironisk underrubrik:

Peter Tudvad har skrevet en grusomt lærd teologisk roman om Søren Kierkegaard.

Forbeholden og formel overordnet ros nede i brødteksten: 

Romanen er imponerende, omfangsrig og fyldt med indsigt, en flot frugt af et helt livs lidenskab for dette stof. Man kan læse den som en storslået introduktion til eller indøvelse i Kierkegaard, især hvis man sørger for at stå af lige der, hvor Tudvad forvandler titlens religiøse ’Forbandelse’ til en mere fantasifuld ’Forbrydelse’.

Imponerende, omfangsrig, fyldt med indsigt, flot frugt, storslået introduktion eller indøvelse - jamen, jamen, jamen, det skal forestille at være en roman, kunstværker giver man ikke flidspræmier; og slutningen skal vi åbenbart springe over!

Ikke mindre uentusiastisk og formumlet ros længere nede:

Romanen vokser frem som en kierkegaardsk katekismus, hele grundmaterialet er der, sygdommen til døden, pælen i kødet, realisere det almene, hin enkelte, Abraham, Isak og jøden Goldschmidt samt en hær af æstetikere, etikere og præster. Tror de på noget? Gør Kierkegaard? Gør Tudvad? Det lykkes faktisk Tudvad over lange stræk at give nærvær og ånde til et drama, som handler om Kierkegaards teologi og papirer. Det er i høj grad Kierkegaardslægtens historie, der fortælles, med faderen, den rige uldhandler, som altdominerende figur og frygteligt billede på Vorherre. Det vil ikke overraske læsere af hverken Kierkegaard eller litteraturen om ham, at ’Forbandelsen’ er den skyldfølelse, som løber i slægten, efter at faderen som lille dreng gik ud på heden og forbandede Gud. Alle i familien dør, og måske er det faderens skyld? Tudvad fortæller Kierkegaards historie ganske klassisk, og kærlighedshistorien med Regine står selvfølgelig centralt. Erotik og religiøsitet er stærkt beslægtede størrelser, og Kierkegaard er en seksualforskrækket forfører af djævelske dimensioner. Tudvads ærinde er at føre forførelsen tilbage til det teologiske og det teologiske til slægtens forbandelse, alt mens han sætter scener, serverer replikker, skriver roman og udfolder et storslået galleri af personer omkring Kierkegaard.

To utvetydigt rosende ord: Nærvær og ånde - men hvordan, hvorledes? Mens ingen vil overraskes af tesen/plottet, og alt andet også ligner og præsenteres som gammelkendt stof. Og hvad gør et persongalleri storslået? At det består af virkelig storslåede virkelige mennesker, Grundtvig og co.?

Endelig og afslutningsvis skarp kritik:

Personligt var jeg gerne blevet hos (broren) Peter og hans sørgelige søn Poul hele romanen igennem og lukt ind i deres sindssyge, for Tudvad har godt fat om disse tragiske figurer, der virkelig vækker fantasien og identifikationen, mens Søren jo har skrevet det hele om sig selve bedre, end nogen andre kan. Det er romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt på Kierkegaards egen teologiske mytologi, som Tudvad kender ned til mindste kladdehæfte. Og det er både spændende og trættende at følge al den topologi, alt det om steder og huse og miljøer og gadehjørner i Kierkegaards København samt i Aalborg, Berlin og på heden, ja man tror det næppe. Tudvad kender det hele så fortvivlet godt og skriver om det, så det næsten er for meget af det gode.

Det ligner en anmeldelse til rimeligvis 3 hjerter og allerhøjest 4, men bogen er på forhånd, pga. sin omfangssrige imponade, regnet ud til at fortjene 5, så det retter Den Politikenske Anmeldelsesskabelon automatisk til.

Giv det op for mine Peers!

Jeg vil gerne reviewes af

Peer Syvspring

Peer Gynt (ægte Peer)
Lykke-Peer

Peer Kirkeby
Peer Vers

(og hvorfor skal de afdøde slippe)

Peer Hultberg (ægte Peer)
Peer Højholt

kh Laars

(men ikke Postmand-Peer, Peer-Stig Møller og Peer Nittengryn)

Morten Nielsen er og bliver Hvedekorner

Stor forargelse over at teenagestjernen Justin Bieber har skrevet i gæstebogen i Anne Frank-museet: 

"Truly inspiring to be able to come here. Anne was a great girl. Hopefully she would have been a belieber." 

Jeg vil håbe, at Morten Nielsen, som døde ved et vådeskud som 22-årig modstandsmand i 1944 og havde 91 års fødselsdag i januar, ville have FORTSAT med at skrive i Hvedekorn, hvor han i sin tid, da det hed Vild Hvede, debuterede.

 

Sæt dansemusik til den her, Justin (eller dine beatmakers snarere):

VI SENDER DANSEMUSIK OM NATTEN

 

Jeg er Cigarettens Glød og Jazzmusikkens Rytme, 

hurtig, let, men
med en Underklang af Død.

Jeg er Restauranters Rum
og Dansegulve
--- Ekko af den Dans der gaar der,
langsom men med Underklang
               af Skabelsernes Rytme,
haard og hed og stum.

Jeg er Ilingen af Ild i jeres Nerver --- 

Døgnets golde Mening med
den Vej, hvor I gaar vild.

Jeg er Rytmen i mig selv ---
munter --- uden Lykke ---
                  haard og hed og stum.
Aldrig mere Rytmen i en Blomsteraabnings
hvide Skælv.

Ikke Jordens Rytmespil
eller Sangen gennem Kornet,
ikke Rytmen hvortil Vaaren
foldes ud og
bliver til.

Ikke Klodens, ikke Vækstens gode Rytme, 

der er nær og mild
                 og evig stor og streng
--- jeg er Hungrens, Tidens, Dødens
Dansemelodiers Rytme og Refræn.

Sandtal

soltændt
sultynd
sultan

har syltetand
for sildeton

Anti-feministisk Dickens-fan

er jeg ikke, men det er Regine:

Jeg har som Du ogsaa lagt Mærke til at vort Køn er blevet skrivesaligt, ak Gud hjælpe os, ligesom der ikke var Snavs nok i Forveien paa Prænt; dog lade dem have den Fornøielse, naar jeg bare er fri for at læse det, og derfor er der ingen Fare. Jeg læser som Du meget af Dickens, det er dog en Behagelighed ved at have Tid nok, at jo tykkere Bogen er, jeg begynder på, jo gladere er jeg.

- og solid prosaisk ironi, at blandt de mest og bedst Dickensk skrivende danske forfattere lige nu er navne som Vibeke Grønfeldt og Christina Hesselholdt og Lone Hørslev.

Antikke Korsør-disninger

tilegnet min ven i hans fraværsvind / fra Joakim Garffs nye bog Regines gåde, Kierkegaards eks-forlovede er på vej til Vestindien med sin husbond, og intet er uvigtigt for Garff:

Regine, Frits, Thilly og Josephine tilbagte hele tre dage i Korsør, "denne ikke just interessante By", som Regine bemærker i sit brev og næppe helt med urette. Siden middelalderen havde Korsør været det trafikale knudepunkt mellem landsdelene og var derfor præget af dette lidt lurvede og provisoriske, der tit kendetegner Provinsbyer. Oehlenschläger kaldte Korsør for den "underlige, blandede" by og karakteriserede den med så forskellige ord som "sørgelig", "mørk" og "comisk". Med et indbyggertal i 1855 på omkring 2000 kunne Korsør da også vanskeligt kaldes en metropol.
  Frits og Regine følte sig ikke fristet til at tage byen i nærmere øjesyn, og forblev på deres hotelværelse. For at fordrive ventetiden, begyndte Regine som nævnt at skrive et "Brev i helt Arks Format" (...)

Som Jens gør i samme by hver eneste dag ...

Peer review this!

Jeg skulle til at skrive lidt videre om det nye Kritik-nummer og kritikken af det, da jeg kom til at linke på dette link på Tue Nexøs Facebook-side, der viste sig at linke til en detektivisk litterær artikel, på svimmelhøjde med Borges og Nabokov og Madsen, der starter ud med at opklare, hvor en falsk for-god-til-at-være-sand-historie om et møde mellem Dostojevskij og Dickens mon stammer fra, men udvikler sig til en komplet labyrint med talrige hinanden kommenterende og rosende og - vildest - kritiserende pseudonymer, forfattere til både litterære artikler og sci-fi-romaner og erotica, med vistnok kun én virkelig person i den inderste blindgyde, den forsmåede litteraturforsker A.D. Harvey; jeg har haft mit lille hyr med pseudonymer (især Peter-Clement Woetmanns) i Hvedekorn, men det er vandpytter imod denne malstrøm!

Nå!

Tue (der har deltaget aktivt i en Facebook-tråd om Jes Steins en-stjerne-anmeldelse af Kritik, som han selv, Tue, har bidraget med en artikel til) havde denne korte kommentar nedenunder min monstrøse polemik mod Marianne Stidsen, hvor jeg i forbifarten havde talt om "Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over)":

Hvordan kan du ført rose og være glad for det nye Kritiknr. her på bloggen og så sige, at Jes Steins "afklapsning" er passende? Det forstår jeg ikke, Lars.

Nej, det også noget sjusk, jeg burde i det mindste have tilføjet et 'helt: ikke helt uretfærdig Kritikafklapsning. Men jeg er faktisk glad for at jeg skrev afklapsning og ikke anmeldelse, fordi som anmeldelse er teksten og stjerneafgivningen bestemt ikke retfærdig; Jes Stein undlader helt at nævne nummerets (givetvis også i hans øjne) rigtig rigtig gode og LÆSELIGE bidrag, og det er jo elementært uretfærdigt; til gengæld - erkendte jeg til min store irritation (i anden forskudte potens, efter artiklerne selv havde primærirriteret), da jeg læste anmeldelsen i en Baresso i Århus, så gerne ville jeg havde været akut anti-Stein! - er den specifikke kritik af form og indhold i artiklerne af Schulman og Gro Henningsen ikke uretfærdig (Elisabeth F's spørgsmål til Frostenson kan jeg ikke hidse mig op over); jeg skriver selv noget lignende i min blogpost om nummeret, men selvfølgelig er jeg mere nuanceret og mindre helligt forarget:

man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering"

og senere:

Jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, men selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis).

Så når Olga Ravn på Facebook definerer "Populyk - sprogbrug, der forsøger at være så let forståeligt og umiddelbart indfangende at det seriøst ikke giver mening.  Det kunne fx være "Asien er kun et smil væk" og "Rejsen begynder ombord" eller den hedengange "Alle har ret til et fedt køkken"", nailer og navngiver hun på en prik et sprogligt fænomen, men det ændrer da ikke på, at Jes Steins citater er lige så gode eksempler på det lige så reelt eksisterende sproglige fænomen akapyk. Jeg har stadig ikke set nogen forsvare de konkrete brokker og fx denne, for sådan ville hverken Olga eller Pablo eller Tue eller Elisabeth og da slet ikke Ursula finde på at skrive, og det er jo ikke fordi, det er en særlig, personlig, uefterlignelig skrift, det er fordi det er en usærlig, uniformeret, totalt (som påpeget af nummerets forord jo) selvblind og uspilfærdig skrift, der for mig at læse er det stik modsatte af en kritisk skrift, fordi den står helt, helt monolitisk stille:

»Forbrugets de-territorialiserende kraft baseret på det individuelle begær, bliver i stigende grad en kraft, der erstatter reel frihed med det frie valg mellem forproducerede valgmuligheder rettet mod at udtrykke en særlig individualitet. Re-territorialiseringen har sat sig igennem helt ind i den perciperede friheds domæne«.

Og nu får jeg øje på noget herligt fornuftigt, Hans Ulrik Rosengaard skriver som en kommentar til en FB-opdatering af redaktør Elisabeth, hvor hun citerer et (selvfølgelig særdeles læseligt) Roland Barthes-citat om anti-intellektualisme og linker til et givetvis idiotisk DR-program, jeg ikke har turdet se:

Det er rigtigt, hvad du skriver Elisabeth. Men er problemet ikke, at kritikken bliver fremført så bøvet, som den altid gør, når den ikke også er selvkritik? Sprog er også magt. Sprogeksperters sprogbrug er det ikke mindst. Jeg udøver selv den sproglige magt hver dag. Ofte helt afmægtigt. Den spændende diskussion, der faktisk findes her, kan kun rejses, når den også rejses som selvkritik. Ellers ender vi der hvor én sprogelite slår på en anden sprogelite på vegne af en forestillet sprogalmue - en forestillet almue der allerede i sit begreb er så umyndiggjort, at ingen ville magte at føje til den krænkelse den måtte blive til del for at kunne tænkes.

Hans Ulriks sidste skønne sætning er et godt modeksempel på personligt signeret og elegant turneret, syntaktisk (og tankemæssig) kompleksitet.

Jeg oplever, når jeg læser GODE akademiske artikler, som nu fx Tues om "Korruption og samtidsdiagnose" i det famøse (det ord bruger jeg for lidt) Kritik-nummer, at i lige så høj grad som man skriver til den bedste, kvikkeste og nysgerrigste, mest videns- og erkendelseshungrende læser, man kan forestille sig, skriver man for at overholde genrekravene (der vel ikke er det samme som de videnskabelige krav) til en akademisk artikel og for at tilfredsstille de PEER REVIEWERS, der har skudt sig ind i mellem akademisk skribent og forlags/antologi/tidsskriftsredaktører, og uden hvis godkendelse en tekst ikke er akademisk meriterende, dvs. lige så lidt værd for universitetskarrieren som en avisanmeldelse eller en blogpost. Martin Glas Serup forsøger i en kommentar (til en post af Mai Misfeldt om kommentarerne til Jes Steins anmeldelse) på Promenaden at forklare peer reviews som en god ting:

Et peer-review er en fagfællebedømmelse, der er nødvendig for at få en videnskabelig artikel publiceret i visse tidsskrifter – i DK er nogle af de mest prestigiøse fx Kritik, Passage, Spring, Kultur&Klasse og Nordica. En eller flere af redaktionen anonymiserede fageksperter læser og bedømmer den pågældende artikel, og siger god (eller det modsatte) for den – evt. på betingelse af at visse ændringer finder sted, visse perspektiver bliver medtaget osv. – hele idéen er at det skal højne niveauet og garantere for kvaliteten – se mere her.

Det lyder som om, det er tidsskriftet, der forlanger et peer review, men det er vel det akademiske system, der kræver det, for at artiklerne kan meritere - i Kritik-nummeret er fire artikler peer reviewede, Dag Perssons, Nanna Gro Henningsens, Torsten Bøgh Thomsens og Tue Nexøs, men den stærkest nytænkende og -læsende artikel er digteren Niels Franks om Thomas Mann. Og én ting er den utidige indblanding i redaktionsarbejdet med en udgivelse, der ikke definerer sig som internt akademisk, noget andet er den selvcensur eller bare -uniformering, som sådan et system automatisk resulterer i, fordi skribenten udmærket ved, hvordan en korrekt dukset akademisk artikel skal te sig, jf. de ovenfor omtalte evige teorireferater (og virkelig komisk bliver jo uniformiteten, når pointen, som i gentrificerings-artiklerne, er ensretningen af en autentisk heteregonitet ...). 

Jeg elsker uforståelighed, primært poetisk uforståelighed, som Rifbjergs nedenfor, men også teoretisk og akademisk uforståelighed, hvis det virkelig og passioneret og livfuldt og originalt er uforståeligt, men Jes Steins eksempler er jo lige præcis ikke uforståelige, og hvad værre er, de er heller ikke præcise: de er selvglorificerende vrøvl på lånte plasticstylter, i ét udmærket ord: akapyk, beklager!

Gyldendal siger syllebul!

Jeg bliver som sædvanlig irriteret over at blive flap-citeret, 2 gange endda, som ikke LB men "Weekendavisen" på flappen til Martin Glaz Serups nye, i næste uge udkommende, sprødt (over alting ca.) anfægtede og (må man gerne sige?) underholdende digtsamling Romersker nætter - ved siden af irritationen over overhovedet at få en anmeldelse skåret ned til reklameduelige sokkeholdere - for jeg tænker da ikke, at jeg er Weekendavisen (en meget uhyggelig klumpet størrelse, hvis man forsøger at tænke på den som 1 skrivende væsen), når jeg anmelder en bog, og forhåbentlig tænker I heller, at jeg er WA, når I læser anmeldelsen, for det vil jo svare til, at jeg citerer begyndelsen på digt 8 i bogen og siger, at det er Tiderne Skifter, der har skrevet det:

Hvor nåede jeg til, jo, det gik så godt og så kom LIVET forbi/ LIVET med versaler og det hele, så jeg da for helevde kunne forstå det/ LIVET kom forbi med alle sine krev og overraskelser/ og satte alting på dne anden ende, som om der var flere/ LIVET kom og løftede mig ud af jeg ved ikke hvad/ og satte mig ned, igen, fortumlet, på Falkoner allé/ hvor det puffede mig ind i linje 18/ der kører hele vejen til FRIHEDEN STATION/ selv skal jeg selvfølgelig af i Valby/ hvor det stadig er skidekoldt/ men heldigvis også helt stille// Så kan man gå der, nyskilt, og skutte sig i stilhed

- Tiderne Skifter

Men nu har jeg afsløret hvem, der har skrevet det, så her kommer et andet eksempel, fra en bog, der først udkommer næste uge igen, og som det måske ikke er helt let at gætte den menneskekropslige forfatter til (det er ikke Jesper Elving ...), YES, DET ER EN QUIZ:

Morgen

unk flis erle murf tank tank tank goni vufferstål ynke tamir syllebul oivarnt nesgod tampar olitums virpe smedig glirk gyne opur vaale buirm sorkebras ark ark modpind dyvlequark ahhh håndpf dumur virk flis fummer mudi tont

- Gyldendal

Richard Burton er dagens største motherfucker

Bloggen skal også bare registrere de mystiske-magiske sammentræf af lykketræf, som hele tiden indtræffer, og som jeg tror mere på end alle mulige andre (tematiske ...) sammenhænge, som nu det herlige hit på John Grants nye plade Pale Green Ghosts, jeg ret monomant hører for tiden (selvom du lige nu forsøger at overdøve med nogen, der hedder Wans, som "like to party"), "GMF":

Half of the time I think I'm in some movie.
I play the underdog of course.
I wonder who they'll get to play me.
Maybe they could dig up Richard Burton's corpse.

I am not who you think I am.
I am quite angry--which I barely can conceal.
You think I hate myself, but it's you I hate
Because you have the nerve to make me feel.

But I am the greatest motherfucker
That you're ever gonna meet
From the top of my head
Down to the tips of the toes on my feet.

Der træffer en artikel af John le Carré i det nye nummer af New Yorker om dengang Richard Burton spillede hovederollen som Alec Leamas i filmatiseringen af The Spy Who Came in for the Cold, og hvornår har jeg sidst tænkt på Richard Burton? Carré bliver fløjet ind til filmsettet for at holde Burton med selskab:

Somebody has to look after Richard, David. Richard's drinking too much. Richard needs a friend.
  Richard needs a friend? Hadn't he just married Elizabeth Taylor? Wasn't she a friend? Wasn't she there with him, holding up the shoot every time she arrived  on the set in a white Rolls -Royce, surrounded by other friends, such as Yul Brynner and Franco Zeffirelli; such as visiting agents and lawyers; such as the reputedly sventeen-strong Burton-Taylor household, which occupied the whole of one floor of Dublin's grandest hotel, and included, as I understood it, their various children by different marriages, tutors for said children, hairdresses , secretaries, and, in the words of one disrespectful member of the unit, the fellow who clipped thier parrot's claws? All these, and Richard still needed me?
  Of course, he did. He was being Alec Leamas.
  And as Alec Leamas he was being prowling solitary going to seed, his career had hit the buffers, and the only people he could talk to were strangers like me. . Though I scarcely realized it at the time, I was being initiated into the proces of an actor pludering the darker regions of his life for the elements of the part he is about to play. And the first element you must plunder, if you are Alec Leamas going to seed, is solitude. Which, in a word, meant that, for as long as Burton was being Leamas, the entire Burton court was his avowed enemy. If Leamas walked alone, so must Burton. If Leamas kept a halft bottle of Haig whisky in his raincoat pocket, so did Burton - and took healthy swigs of it whenever the solitude became too much for him, even, as quickly became apparent, the one thing that Burton absolutely hadtn't was a head for booze.

Usvindlet Svendsen i mangel af kritisk sort svane

Alle har anmeldt Sonnergaards seneste fallitbo af en novellesamling (forfatteren har åbenbart raset over sine anmeldelser på Facebook, men jeg er rimeligt nok ikke venner med ham -  er der nogen, som er, der vil dele hans aggressioner med Blogdahl?), men kun 2 Charlotte Weitzes fænomenale Harrzen-sanger, Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad og Nanna Goul i WA, og heldigvis fuldt positivt, men ikke helt så hysterisk begejstret, som JEG synes, bogen fortjener, Anders Juhl (der slet ikke kunne more sig over eller overhovedet forholde sig til Nellies bog) er vist slet ikke begejstringskapabel; hvad andet egentlig kan en roman udmærke sig som end fortællende prosa?:

Er Charlotte Weitze ikke en smule undervurderet? Er hun i virkeligheden ikke blandt de dygtigste prosaister i dansk litteratur? Sådan tænker jeg uvilkårligt efter at have læst hendes nye roman, der er skrevet i den mest eventyrlige romanprosa. At den netop er eventyrlig, skal forstås i begge ordets betydninger, og at romanen først og fremmest udmærker sig som fortællende prosa, bør understreges.

Politiken har bragt et måltidsidsinterview med Weitze (hvor hun fortæller, at et filmselskab overvejer at filmatisere sublime Brevbæreren, jeg håber sådan, det er PIXAR! det albinopostbud skal LYSE hvidt), men endnu ingen anmeldelse, det kan man da kalde utidigt sjusk! 

Ida Marie Hedes forrygende Det kemiske bryllup, der udkom i tirsdags, har, fordi min blev valgt fra til i dags WA Bøger, kun fået 1 anmeldelse, af Erik Svendsen i Jyllands-Posten, som gudhjælpme er gedigent glad (jeg kan ikke se, hvor mange stjerner - sikkert kun 4, forhåbentlig 5), selvfølgelig pænt sjusket, men absolut ikke udum, og selvom han aldrig i en million år kan blive tilgivet for sin åndsforsnottede Nellie-anmeldelse tillader jeg mig at påskønne, at han i dette gloende glimt for en gangs skyld har set lyset, her er hele anmeldelsen:

Sagt uden omsvøb: Ida Marie Hede er et oplagt forfattertalent. I referat kan "Det kemiske bryllup" lyde som en flippet affære. Det er den også, men der er både idé og pondus i den mildest talt spraglede historie om tvillingerne Caresse og Genesse, som fødes af en højttaler (så er niveauet antydet) og i perioder forenes som heksen og rebellen Jeunesse (!), der bevæger sig rundt i en gearet version af vores samtidige verden. Med afstikkere til f. eks. feministiske udkantsområder for rugemødre, og der er ikke et øje tørt i udstillingen af den rurale idyl. Jeunesse får et intenst forhold til shaman-aspiranten Ted, og de to er ikke de eneste i bogen, som dyrker det symbiotiske. Det er langt ude og ret underholdende.Det fine er dels den overraskende karakter historien konstant har, dels forbindelsen mellem det der sker på handlingens plan og fremstillingens plastiske sprog. Uden at havne i den rene vilkårlighed og det amokløbende associative formår Hede at lade en vedvarende transformation styre løjerne. Man kunne sige, at teksten og historien gennemgår den ene metamorfose efter den anden. Resultatet er en visionær og parodisk tekst, der både langer ud efter frelste ideer og magtens forskellige ideologier.Ingen går fri og humøret er højt uanset, hvor vi befinder os. På den ene side er kravet om realisme ophævet, på den anden side bruger Hede løs af referencer til den prosaiske verden." Det kemiske bryllup" etablerer et selvstændigt og dragende univers, der fungerer fordi det både ligner og drejer det velkendte. Det har sine friheder, men det er ikke en enfoldig dagdrøm, et stykke eskapisme. Ida Marie Hede hiver ind fra venstre og højre. Kaotisk, måske. Men hun er som regel præcis og har en herlig humoristisk sans. Et eksempel - og gå selv ned i boghandelen og køb eller bestil bogen: "Special Agent Cooper vågner! Dvaskt hviler han på langs hen over salens rokokostol som malerens søvnige muse, skøn at skue, med sit glatte, sorte hår, sin udstående hage. En blodfattig Adonis, som havde de lokale tæger forlystet sig på ham".

Hede selv har ifølge Facebook travlt med at være i England og blive inspireret til nye skrifteventyr:

skal til det her i morgen i bristol, wowzers. og sige noget på søndag om en udveksling af kærlighedsbreve, så nervepirrende, at den gik i opløsning, før den for alvor gik i gang. i landet, hvor radioen spiller 'heksen er død', men mange i harme råber, at noget så cool som en heks ikke bør sammenlignes med maggie t.

http://www.bristol.ac.uk/arts/research/performing-documents/conference/#description

Vinterbilede twentythirteen : Breughels primalskrig

Jeg stirrede i 20 minutter på en bleg reproduktion af Breughels vinterbillede på en gul murstensvæg og blev stadig mere sikker på, at det forestillede den sne, der faldt i forgårs, hvor jeg stenede til Primal Screams alenlange, nye video, der primalt skreg til samme himmel om, at den, videoen og sangen men også himlen, foregår lige nu i året, som titlen iggysk lyder, 2013

Step i søvne op til Kultorvet, sorgtryner!

KLOKKEN 20, KULTORVET 11, OVER KLAPTRÆET

HVEDEKORNSOPLÆSNING I AFTEN, PASSENDE BETITLET

SNEFNUGPUNKTUM

(det morgenregner lige nu, men ikke trøstesløst)

I anledning af udgivelsen af Hvedekorn 1, 2013, læser følgende blidt yderliggående bidragydere op:

Martin Glaz Serup

Jakob Slebsager Nielsen

Sophia Handler

Ingrid Nymo

Sixten Elia

Thit Jensen

Igloen vil stå på gloende pæle! 

Her er et ikke trøstesløst digt af Jakob Slebsager fra nummeret:

Solen er pænest, når dens omkreds er til at se,
det er en sjælden overskuelighed, en overskuelighed jeg nyder.
Et insekt forsøgte at flyve ind i mit øje, og det døde det af.
Mine øjenvipper ligner insekter.
Lommetørklædet bliver mærkbart mere blødgørende i takt med grådens styrke,
og måske er det egentlig retfærdigt nok.
Jeg spiser frokost i mørke, sent oppe, sorgetryne.
Laver lidt luft at forsvinde i. 
Trækker vejret til eksamen. 
       Man kan betyde noget i en andens liv. 
       Man kan få varmen af at græde. 
       Man kan få lov at dø helt af sig selv.



Jakob foran et elfenbenstårn i Indien. 

Walter Whites poetik

vs. Stidsen, pro Hede:

I simply respect the chemistry -
the chemistry must be respected.
(derfor kan man ikke lade dilettanter køre meth-laboratoriet)

(Suede:
Class A, Class B
is that the only chemistry?
Nej! nemlig ikke) 

Vanvidshvidnen, hvidvinsvinder

Fnys, min snut, eller
fnis finsnittet over
snefnugs fnattede forsikringssnyd.

For en oplevelsesindustriel litteratur

Jeg havde fået i opdrag at overveje noget at skrive kommentar/blæksprutte om, og det var ret svært, fordi det helst ikke måtte handle om Politiken, fordi det altid handler om Politiken, og Politiken tror i forvejen, at alt handler om Politiken, og (for) oplagte emner var jo Politiken og hjerteoppumpning, dvs. Politiken og Sonnergaard, og Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over), men jeg kunne huske, at jeg var blevet automatirriteret over at skimme antipode Marianne Stidsens indlæg ved det såkaldte Klitgården Konvent, publiceret på Promenaden, og da jeg læste nærmere efter, blev jeg ikke mindre irriteret, jeg blev nok faktisk vred, men vidste ikke rigtigt, hvordan jeg kunne vinkle denne vrede til et effektivt pitch, og før jeg havde knækket den valnød, havde andre sat sig på både kommentar og blæk, og jeg kan i uro og umagelighed skrive en blogpost, som jeg ikke på forhånd behøver at sælge til nogen, jeg skriver den bare.

Jeg synes først og fremmest, at det er sådan en skrækkelig, nej, bare GRIM måde - fordi den intet begreb har om skønhed - Marianne Stidsen forholder sig til litteratur på, som nemlig EKSEMPLER på hvad (nogle sociologer har beslutte at) der foregår af typisk og kritisk i samfundet, hør bare:

(...) jeg tror, at hvis et fornyet politisk engagement i litteraturen skal batte noget, så er det nødvendigt at foretage en lidt mere tilbundsgående analyse af, hvad det er for en samfundsstruktur, vi lever under, og hvor det er skoen – eller måske rettere skoene i pluralis – klemmer i dag i denne struktur. Ellers bliver det netop lidt hid og did – lidt om Irak-krigen, lidt om de fattige i Afrika, lidt om klimaet osv. Eller det bliver til perspektivløse angreb på partier og enkeltpolitikere. Jeg kan godt sige, hvor jeg selv synes, det er værd at begynde en sådan analyse for at få klarhed over, hvad det er for et samfundsgrundlag, der overhovedet står til diskussion i nutiden, nemlig i de teorier, som i gennem de sidste årtier er blevet udviklet inden for sociologien under overskrifter som ’senmoderniteten’, ’den anden modernitet’, ’den nye kapitalisme’, ’det globale netværkssamfund’, ’neoliberalismen’ osv. For nylig har vi også fået nogle gode værker skrevet på dansk om dette emne. For mig at se, er en af de vigtigste udgivelser i de senere år, Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten (2011). En anden udgivelse, som jeg synes er væsentlig i forhold til at få klarhed over den samfundsmæssige situation, vi står i netop nu, er det nyeste nummer af KRITIK, som jeg også selv har bidraget til, med temaet: ’liberalisme og kultur’ (nr. 206, 2012). Udgivelser som disse er med til at give en god pejling af, hvad det er for en samfundsstruktur, som hersker i dag – og dermed også give en pejling af de problemer, der måtte være knyttet til denne samfundsstruktur. Det er en viden, jeg selv har forsøgt som kritiker at bringe i spil i forhold til den nyere og nyeste danske litteratur. Således har jeg bl.a. bidraget til den bog, der hedder Velfærdsfortællinger, som kom i 2010 (redigeret af Nils Gunder Hansen), med en artikel om Jan Sonnergaards Radiator-trilogi og Christian Jungersens thriller-/arbejdspladsroman Undtagelsen.

Stidsen pejler sig frem til en VIDEN om, "hvor skoene klemmer" via sociologiske teorier og en bog, der hedder Konkurrencestaten, og et nummer af Kritik, hun selv har bidraget til, og den viden "bringer hun i spil" i forhold til ny dansk litteratur, i den rækkefølge; man kunne også have forestille sig en anden rækkefølge, hvor litteraturen kom først, men det gør den ikke her, litteraturen tjener som eksempelmateriale for fortolkerens viden om verdens og tidens rette sammenhæng:

I forhold til denne forståelse af samtiden – ikke som velfærdssamfund, men som konkurrencesamfund – læser jeg så de to nævnte romaner, som jeg mener giver nogle kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske, og også påvirker det negativt, i forhold til dets opfattelse af både sig selv og andre mennesker. Idet alle menneskelige forhold bliver tænkt inden for konkurrencediskursens instrumentaliserende rammer sker der dels det, at individet udelukkende oplever sin egen værdi i forhold til en økonomisk målestok, hvilket der kan komme nok så megen socialpsykologisk dårligdom ud af – fra depression, angst og misbrug af forskellig art til decideret psykopati. Det sidste ser vi rigeligt med eksempler på, både hos Sonnergaard og Jungersen. Ligesom det påvirker enhver menneskelig relation. Hvad vi også ser masser af eksempler på i de to forfatteres romaner. Man kan sige, at det de to forfattere gør, er at vidne ud fra et førstepersonsperspektiv om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor vi alle er tænkt ud fra markedets idé. Ud fra markedets logik.

To gange kalder Stidsen Sonnergaards novelletrilogi for en roman, det må kaldes en elementær fejllæsning. Men fortolkeren finder altså en samfundsanalyse, der passer til samfundet, og så finder hun noget litteratur, der passer til samfundsanalysen "som kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske". Jeg kan få øje på kritikken, i en ret jordstrygende versionering (a la Dan Turèlls "Det er også hårdt at være postbud"), men hvor er æstetikken? Den er der nok som en i samfundet embedded, engageret og indlevet forfatters "førstepersonsperspektiv", men hvordan er forfatteren så anderledes end en i samfundet embedded, engageret og indlevet feature-journalist? Ud over fiktions-licensen? For samtlige andre manipulerende, prosakunstneriske tricks har en feature-journalist intet problem med at anvende (og fiktivitet er han og hun sgu da heller ikke bange for). Jeg ville jo så mene, at det, Stidsen ser som de to eksempel-værkers kunstneriske styrke: at de pædagogisk klart vidner om kokurrencesamfundets trængsler, lige præcis er deres kunstneriske problem, årsagen til, at de æstetisk set er temmelig slette og slatne (eller i hvert fald halvanden del af Sonnergaards trilogi, halvdelen af bind 1 og hele bind 3 (minus spøgelseshistorien; der er også en god spøgelseshistorie til sidst i den nye misere, sær lovmæssighed, hvad med at undersøge DEN?)).

Stidsen bruger en masse plads på at markere skepsis overfor avantgarden, med trælse gamle Peter Bürger delt op i klassisk og neo-avantgarde og kun defineret ved værk- og autonomi-kritik, men det fantastiske og vigtige ved avantgarden - hvis man ikke lige er Jens-Jørgen Thorsen, og Jens-Jørgen Thorsen er død, ligesom Jørgen Nash, der før han lallede ud i fluxus skrev nogle vildt gode digte - er vel for fanden alle de fantastiske og vigtige VÆRKER, der i og på trods, men også i og på accept (af værkafgrænsningen: malerier i rammer!) skabtes - og skabes.

Til sidst vil jeg bare gerne helt kort sige et par ord om, hvilke æstetiske former, der kan bære et kritisk sprog i dag. Jeg har jo i den førnævnte artikel skrevet om to forfattere, der må siges at dyrke den klassiske realistiske (dvs. værkafrundede, illusionsbårne) roman – om end med lidt forskellige formelle nyindspil, såsom underminering af fortælleren og opbrydning af kompositionen (HELT UTROLIGT GAMLE NYINDSPIL LB). Ifølge en stor del af avantgardeteorien – ikke mindst den vi har fået ind med modermælken fra 60’ernes opbrudskunstnere og -tænkere – er enhver værkautonomi imidlertid dømt til at reproducere de givne strukturer – og altså dermed være affirmativ frem for kritisk. Nuvel, her mener jeg, man blive nødt til at se i øjnene, at et og andet har ændret sig siden 60’er-avantgardisterne slog deres folder. Og dette noget hedder ’oplevelsesindustrien’. Som igen må ses som en kulturel aflægger af det neokapitalistiske konkurrencesamfunds vinden frem. Mens 60’ernes opbrudskunstnere stadig opererede på baggrund af de sidste rester af en nogenlunde stabil enhedskultur – med familien og nationalstaten som de institutionelle rammer, der var med til at sikre denne stabilitet – så må vi se i øjnene, at disse sidste bastioner for det moderne borgerligt-kulturelle hegemoni nu også er faldet. Det betyder – som bl.a. sociologerne Chiapello og Boltanski har vist – at er der noget, vor tids kulturelle markedsdemagoger elsker, så er det lige præcis avantgardismens opbrudte formsprog. Fordi det i den grad er kompatibelt med netværks- og konkurrenceøkonomiens ønske om at skabe total grænseløshed, totalt flow og total fleksibilitet på det horisontale plan, uden nogen hæmning af hverken menneskelige eller andre ’tunge’, vertikale realitetsfaktorer. Vi skal kort sagt alle gerne betragte både os selv og vores omgivelser som til enhver tid konstruerbare og omformulerbare. Og her viser avantgardens formsprog sig ofte som gefundenes fressen. For blot at nævne ét eksempel: Da universitetet – lige som alle andre samfundsinstitutioner p.t. – begyndte at blive bombarderet med krav om, at vi skulle ’erhvervsliggøre’ os selv, blev jeg bedt om at slå et kursus op under overskriften ’innovation og avantgardekultur’. Ud fra den – efter min mening – helt korrekte antagelse, at hvis der var noget inden for kunsten og kulturen, som kunne være med til at trække det neoliberalistiske lyntog fremad var det den avantgardistiske kunst med dens paroler om, at intet måtte være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans. Sådanne æstetiske koder og modeller er, skulle jeg hilse at sige, perfekte for den herskende diskurs’ forvaltere (hvilket erhvervsmanden Mads Øvlisens virke inden for kunstområdet i øvrigt også med al tydelighed har bekræftet).

Det er enestående idiotisk, hvad der står her! Fordi Mads Øvlisen godt kan lide Tal R, er avantgarden som sådan kompromitteret. Det er da fuldkommen ligegyldigt, hvad industribaroner kan finde på at pynte deres kontorer og kaffeborde med, hvad kan DU få ud af kunsten, bitte Marianne, det er det, det går ud på (og som du er offentligt ansat til nysgerrigt og omhyggeligt at undersøge)? Ikke engang marxistiske Hans-Jørgens ideologikritik af attituderelativistiske Nielsen var så indskrænket; han holdt, så vidt jeg ved, ikke op med at høre Beach Boys: "Oplevelsesindustrien (...) må ses som en aflægger af den af det neokapitalistiske konkurrencesamfund"; oplevelsesindustrien består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, hvoraf alle mulige selvfølgelig er og/eller kan udnyttes kunstnerisk fremragende, i går genså jeg fx et afsnit af Breaking Bad, en tv-serie produceret for en kommerciel, amerikansk betalingskanal, der nådesløst uddistancerer al public service-pædagogik. Ligesom "den avantgardistiske kunst" som sagt består af en trillion konkrete værker og udtryksformer, men Stidsen taler hele tiden om dens "paroler" i stedet, men ikke engang dem kerer hun sig om at citere verbatim eller linke til med navns nævnelse (hvem helt præcist har sagt og mener, at "intet må være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans"? og hvis nogen har sagt det, er det vigtige vel for helvede den kunstneriske praksis, disse paroler resulterer i eller formuleres ud fra). Et eller andet centralt sted forstår jeg simpelthen ikke, hvad hun fabler om! Hvordan helt præcist er en readymade af Marcel Duchamp eller en google-digtsamling af Christian Yde Frostholm neoliberalistisk? Vi er da helt ude i Erasmus Montanus og ergo er morlille stenet her: Innovation er et plusord for både avantgardister og neoliberalister, ergo er avantgardister neoliberalistiske!!?? Lektor, please! Jeg citerer chokeret videre:

Peter Bürger er ofte af senere avantgarde-praktikere og -teoretikere blevet hånet for sit kritiske opgør med neoavantgarden. Men måske er det på tide, vi overvejer om manden kunne tænkes at have en pointe. Han siger endvidere – jeg kan ikke huske om det er i Theorie der Avantgarde eller andetsteds – at det mest virkningsfulde sted for kunsten at være kritisk i dag, rent faktisk er gennem det autonome værk. Fordi dette, netop i kraft af sin autonomi, er i stand til at bevare en distance til den socialitet, der skal behandles og kritiseres. Jeg skal ikke her stille mig op med nogen fast formulerede svar på, hvad der i den henseende er rigtigt eller forkert. Kun synes jeg, Bürgers pointe fortjener en smule mere overvejelse, end den hidtil har fået. I hvert fald kunne man forestille sig, at den ’konstruktivisme’, som har været et så fremherskende æstetisk element i den avantgardistiske tradition, og som stadig har vældig vind i sejlene i store dele af den nyeste litteratur, måske godt kunne trænge til at blive udfordret en smule af nogle andre æstetiske koder og modeller. Her tænker jeg eksempelvis på nye æstetiske former, der i stedet for at være ensidigt beskæftiget med at se alt som grænseløst omformulerbart, så, at der muligvis også er visse grænser for konstruktion. Ikke for at henfalde til konservativ pukken på en gammel, udslidt samfundsorden og menneskeforståelse. Det der så grimt hedder ’essentialisme’ (gud fri os fra det!). Men for at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske markedstænknings forestilling om, at der absolut slet ingen grænser – heller ikke menneskelige – er for, hvad der kan laves om i konkurrencefeberens tegn. For mig at se er det bl.a. sådan en type kritik, en forfatter som Karl Ove Knausgård forsøger at udfolde i Min kamp, og som muligvis også kan bruges som inspiration for en nytænkning af det politiske inden for en dansk litterær kontekst. Jeg tænker også, at det muligvis er noget af det, der ligger bag den yngre litteraturkritiks talen om nye ’materialismer’ inden for litteraturen – hos Bjørn Rasmussen fx. Men man kunne måske også forestille sig helt andre former, som vi endnu har til gode at se udfoldet.

Totalt irrelevant pjat det med autonomien, bare fordi avantgardistiske værker forholder sig poetologisk mistænktsomt og praktisk eksperimenterende til værkets autonomi, betyder det jo ikke, at de er mindre værker af den grund, åbne værker er også værker (ikke få avantgardister er (lige så) slemme til at se sig blinde på den umulige anti-autonomi og gøre et sturt ideologisk nummer ud af den, indrømmet!). Men til gengæld taler Stidsen klartekst om kunstens/litteraturens opgave: "den socialitet, der skal behandles og kritiseres". Sikke et kedeligt opdrag, siger jeg bare. Og nærmere bestemt: "at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske" bla bla bla. Det er er nogle koksede argumentationscirkler, der kører i ring her, men pointen er vistnok bare at diskreditere avantgarden ved at læse dens såkaldt konstruktivistiske former som et normativt livsfilosofisk udsagn om, hvordan eksistens, identitet, socialitet er konstrueret og AT sådanne størrelser er det (men KUNST ER KUNST (og alt andet alt andet, som man siger), den skal ikke levere svar, den skal levere skepsis og forvirring, fascination og skønhed FX) - men læg mærke til, hvordan hun vægrer sig mod at fortolke Sonnergaards og Jungersens former på samme måde, pointen med deres traditionelle former er åbenbart bare, at de tydeligere og mere pædagogisk kan ekkoe de korrekte samfundsanalyser, som de førende sociologer har leveret. Stidsens lerfødder er de værker, hun læser og fremhæver, der jo ikke bare er avantgardistisk uavancerede, men rent og absolut æstetisk ufremragende og, ja, ukvalificerede, lesser works simpelthen - udover Jungersen og Sonnergaard især Jakob Ejersbo (i stedet for hendes gamle generationsfæller og -favoritter, Niels Frank og Pia Juul og Christina Hesselholdt, der er alt, alt for uinstrumentelle) - fordi det iflg. hende er tematik og ikke æstetik, der gør en god bog, og det, vil jeg hævde, er simpelthen usandt.

Sammenlign bare den røvsygt didaktiske Amager-novelle, hvor stamgæster på et værtshus hjælper en bums på fode, i Sonnergaards nye bog med den konstruktivistiske tour de force, inkl. totalt uopbyggelig politisk satire og uansvarlige revolutionsdrømme, der er Ida Marie Hedes nye bog; jeg ved ikke hvilket værk, jeg bliver mest og bedst politisk bevidstgjort af (korrektest korrekset bliver jeg klart nok af Otte fortællinger), men det er Det kemiske bryllup, min bevidsthed bliver poetisk svitset af, og hvad ellers tæller?