2 antipoder samme kritik

Meget mærkeligt, nej, pudsigt snarere, Bjørn Bredal og jeg mener ret nøjagtigt det samme kritiske om Joakim Garffs Regiens gåde (mens Skyum i Inf er pænt kisteglad), han gjorde det bare i Politiken i går, og jeg i WA i dag, irriterende nok (men jeg formoder ikke, at folk tror, jeg har skrevet efter ...), og ovenpå al min rasende hjertepolemik, så passer de tre hjerter, Bredal uddeler, perfekt præcist til både anmeldelsen og bogen, hør bare et klip her, det er heller ikke uvelskrevet, irrrrrrrrrrrrrrrrriterende nok:

GARFF SKRIVER godt og charmerende på sin egen lidt jomfrunalske måde, og hans viden om Kierkegaard, hans tider og steder er enorm. Også Regines verden, som den udfoldede sig på »De tre små negerøer« (som Politiken skrev, da de skulle sælges), og siden atter hjemme i København viser Garff i fuldt format. Det er en rig og imponerende bog som tidsbillede betragtet, og den velskrivende, begavede, ofte ulykkelige, til tider kedsommelige Regine bidrager flot med sine breve ude fra øerne. Men Garff interesserer sig egentlig ikke rigtig for hende, hverken som kvinde eller menneske i anden forstand end som én, der er groet ud af Kierkegaards korpus af tekster. ' Regines gåde' er som en bog om Regines gåde forbløffende fattig, fordi der egentlig ikke er nogen gåde - og heller ikke behøver at være nogen jf. reglen om de rasende elskere. Georg Brandes var den første, som for alvor interesserede sig for Regine, og gentlemanen Garff lader ham få bogens første ord. Brandes fortæller i sit ' Levned' om, hvordan han i sine unge dage besøgte ægteparret Schlegel og iagttog fruen: »Hun var for mig som usynligt mærket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand velvilje, hjertelig imødekommen. Men udbyttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun alt for selskabelig urolig«. Når man har læst disse tre linjer af Georg Brandes, har man allerede læst hele Joakim Garffs bog. Den er et afsluttende, uvidenskabeligt efterskrift.