søndag den 14. april 2013

Peer review this!

Jeg skulle til at skrive lidt videre om det nye Kritik-nummer og kritikken af det, da jeg kom til at linke på dette link på Tue Nexøs Facebook-side, der viste sig at linke til en detektivisk litterær artikel, på svimmelhøjde med Borges og Nabokov og Madsen, der starter ud med at opklare, hvor en falsk for-god-til-at-være-sand-historie om et møde mellem Dostojevskij og Dickens mon stammer fra, men udvikler sig til en komplet labyrint med talrige hinanden kommenterende og rosende og - vildest - kritiserende pseudonymer, forfattere til både litterære artikler og sci-fi-romaner og erotica, med vistnok kun én virkelig person i den inderste blindgyde, den forsmåede litteraturforsker A.D. Harvey; jeg har haft mit lille hyr med pseudonymer (især Peter-Clement Woetmanns) i Hvedekorn, men det er vandpytter imod denne malstrøm!

Nå!

Tue (der har deltaget aktivt i en Facebook-tråd om Jes Steins en-stjerne-anmeldelse af Kritik, som han selv, Tue, har bidraget med en artikel til) havde denne korte kommentar nedenunder min monstrøse polemik mod Marianne Stidsen, hvor jeg i forbifarten havde talt om "Politiken og (ikke uretfærdig) Kritikafklapsning (som alle dem, der ikke kunne finde på at henvende sig til offentligheden med såkaldt akapyk, er meget forargede over)":

Hvordan kan du ført rose og være glad for det nye Kritiknr. her på bloggen og så sige, at Jes Steins "afklapsning" er passende? Det forstår jeg ikke, Lars.

Nej, det også noget sjusk, jeg burde i det mindste have tilføjet et 'helt: ikke helt uretfærdig Kritikafklapsning. Men jeg er faktisk glad for at jeg skrev afklapsning og ikke anmeldelse, fordi som anmeldelse er teksten og stjerneafgivningen bestemt ikke retfærdig; Jes Stein undlader helt at nævne nummerets (givetvis også i hans øjne) rigtig rigtig gode og LÆSELIGE bidrag, og det er jo elementært uretfærdigt; til gengæld - erkendte jeg til min store irritation (i anden forskudte potens, efter artiklerne selv havde primærirriteret), da jeg læste anmeldelsen i en Baresso i Århus, så gerne ville jeg havde været akut anti-Stein! - er den specifikke kritik af form og indhold i artiklerne af Schulman og Gro Henningsen ikke uretfærdig (Elisabeth F's spørgsmål til Frostenson kan jeg ikke hidse mig op over); jeg skriver selv noget lignende i min blogpost om nummeret, men selvfølgelig er jeg mere nuanceret og mindre helligt forarget:

man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering"

og senere:

Jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, men selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis).

Så når Olga Ravn på Facebook definerer "Populyk - sprogbrug, der forsøger at være så let forståeligt og umiddelbart indfangende at det seriøst ikke giver mening.  Det kunne fx være "Asien er kun et smil væk" og "Rejsen begynder ombord" eller den hedengange "Alle har ret til et fedt køkken"", nailer og navngiver hun på en prik et sprogligt fænomen, men det ændrer da ikke på, at Jes Steins citater er lige så gode eksempler på det lige så reelt eksisterende sproglige fænomen akapyk. Jeg har stadig ikke set nogen forsvare de konkrete brokker og fx denne, for sådan ville hverken Olga eller Pablo eller Tue eller Elisabeth og da slet ikke Ursula finde på at skrive, og det er jo ikke fordi, det er en særlig, personlig, uefterlignelig skrift, det er fordi det er en usærlig, uniformeret, totalt (som påpeget af nummerets forord jo) selvblind og uspilfærdig skrift, der for mig at læse er det stik modsatte af en kritisk skrift, fordi den står helt, helt monolitisk stille:

»Forbrugets de-territorialiserende kraft baseret på det individuelle begær, bliver i stigende grad en kraft, der erstatter reel frihed med det frie valg mellem forproducerede valgmuligheder rettet mod at udtrykke en særlig individualitet. Re-territorialiseringen har sat sig igennem helt ind i den perciperede friheds domæne«.

Og nu får jeg øje på noget herligt fornuftigt, Hans Ulrik Rosengaard skriver som en kommentar til en FB-opdatering af redaktør Elisabeth, hvor hun citerer et (selvfølgelig særdeles læseligt) Roland Barthes-citat om anti-intellektualisme og linker til et givetvis idiotisk DR-program, jeg ikke har turdet se:

Det er rigtigt, hvad du skriver Elisabeth. Men er problemet ikke, at kritikken bliver fremført så bøvet, som den altid gør, når den ikke også er selvkritik? Sprog er også magt. Sprogeksperters sprogbrug er det ikke mindst. Jeg udøver selv den sproglige magt hver dag. Ofte helt afmægtigt. Den spændende diskussion, der faktisk findes her, kan kun rejses, når den også rejses som selvkritik. Ellers ender vi der hvor én sprogelite slår på en anden sprogelite på vegne af en forestillet sprogalmue - en forestillet almue der allerede i sit begreb er så umyndiggjort, at ingen ville magte at føje til den krænkelse den måtte blive til del for at kunne tænkes.

Hans Ulriks sidste skønne sætning er et godt modeksempel på personligt signeret og elegant turneret, syntaktisk (og tankemæssig) kompleksitet.

Jeg oplever, når jeg læser GODE akademiske artikler, som nu fx Tues om "Korruption og samtidsdiagnose" i det famøse (det ord bruger jeg for lidt) Kritik-nummer, at i lige så høj grad som man skriver til den bedste, kvikkeste og nysgerrigste, mest videns- og erkendelseshungrende læser, man kan forestille sig, skriver man for at overholde genrekravene (der vel ikke er det samme som de videnskabelige krav) til en akademisk artikel og for at tilfredsstille de PEER REVIEWERS, der har skudt sig ind i mellem akademisk skribent og forlags/antologi/tidsskriftsredaktører, og uden hvis godkendelse en tekst ikke er akademisk meriterende, dvs. lige så lidt værd for universitetskarrieren som en avisanmeldelse eller en blogpost. Martin Glas Serup forsøger i en kommentar (til en post af Mai Misfeldt om kommentarerne til Jes Steins anmeldelse) på Promenaden at forklare peer reviews som en god ting:

Et peer-review er en fagfællebedømmelse, der er nødvendig for at få en videnskabelig artikel publiceret i visse tidsskrifter – i DK er nogle af de mest prestigiøse fx Kritik, Passage, Spring, Kultur&Klasse og Nordica. En eller flere af redaktionen anonymiserede fageksperter læser og bedømmer den pågældende artikel, og siger god (eller det modsatte) for den – evt. på betingelse af at visse ændringer finder sted, visse perspektiver bliver medtaget osv. – hele idéen er at det skal højne niveauet og garantere for kvaliteten – se mere her.

Det lyder som om, det er tidsskriftet, der forlanger et peer review, men det er vel det akademiske system, der kræver det, for at artiklerne kan meritere - i Kritik-nummeret er fire artikler peer reviewede, Dag Perssons, Nanna Gro Henningsens, Torsten Bøgh Thomsens og Tue Nexøs, men den stærkest nytænkende og -læsende artikel er digteren Niels Franks om Thomas Mann. Og én ting er den utidige indblanding i redaktionsarbejdet med en udgivelse, der ikke definerer sig som internt akademisk, noget andet er den selvcensur eller bare -uniformering, som sådan et system automatisk resulterer i, fordi skribenten udmærket ved, hvordan en korrekt dukset akademisk artikel skal te sig, jf. de ovenfor omtalte evige teorireferater (og virkelig komisk bliver jo uniformiteten, når pointen, som i gentrificerings-artiklerne, er ensretningen af en autentisk heteregonitet ...). 

Jeg elsker uforståelighed, primært poetisk uforståelighed, som Rifbjergs nedenfor, men også teoretisk og akademisk uforståelighed, hvis det virkelig og passioneret og livfuldt og originalt er uforståeligt, men Jes Steins eksempler er jo lige præcis ikke uforståelige, og hvad værre er, de er heller ikke præcise: de er selvglorificerende vrøvl på lånte plasticstylter, i ét udmærket ord: akapyk, beklager!

1 kommentar:

  1. Apropos peer-uforståelighed: Da evolutions-teoretikeren Richard R. Price i sin tid fik publiceret en artikel i Nature, var der vel egentlig kun 1 menneske i hele verden, der forstod hvad Price havde gang i; og dette ene menneske W.D.Hamilton, fortalte senere at heller ikke han helt havde forstået Price.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Price_equation

    SvarSlet