fredag den 31. marts 2017
Forfatterservice
- det perfekte smædepostkort at sende anonymt til kritikere og andre fjender, fås gratis på apoteket (!)
Smærup, Thylejren
Den anekdotiske afslutning på min anmeldelse af Erik Skyum-Nielsens og Jens Smærup Sørensens glimrende samtalebog Et græsstrå i vinden i WA Bøger i dag ikke nåede ikke med i avisen:
-->
- her er den fulde version fra bogen:
"Seniorfiguren Ole Sarvig udgjorde så en ærkemodernistisk inkarnation af et halvmytisk tænkende menneske, som var fantastisk spændende at have med. Han havde det mærkværdige ved sig, at han ikke opfattede omverdenen som de fleste andre mennesker. Alt var for ham et indre teater, hvor man optrådte som mere eller mindre mytiske figurer, på en næsten middelalderlig måde, men fuldstændig på den moderne verdens betingelser.
For eksempel identificerede han mig med Thylejren, som jo også lå heroppe i nærheden, Jeg havde langt hår og skæg i 70'erne, så han tænkte vel, at det nok godt kunne passe, at jeg boede dér, men brevene nåede nu alligevel frem til mig. Vi havde et fænomenalt dygtigt postvæsen dengang.
Ja. 'Julemanden, Grønland' eller 'Smærup, Thylejren', det kunne vel komme ud på ét. Den var ikke gået i dag.
Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk. Jeg blev ved med at få breve via Thylejren."
-->
"Vi kan lige nå
en litterær anekdote på falderebet: Den gamle digter Ole Sarvig, der sendte
alle breve til Smærup samme forkerte sted hen: ”Jeg både sagde og skrev til
ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk, Jeg blev
ved med at få breve via Thylejren.”"
- her er den fulde version fra bogen:
"Seniorfiguren Ole Sarvig udgjorde så en ærkemodernistisk inkarnation af et halvmytisk tænkende menneske, som var fantastisk spændende at have med. Han havde det mærkværdige ved sig, at han ikke opfattede omverdenen som de fleste andre mennesker. Alt var for ham et indre teater, hvor man optrådte som mere eller mindre mytiske figurer, på en næsten middelalderlig måde, men fuldstændig på den moderne verdens betingelser.
For eksempel identificerede han mig med Thylejren, som jo også lå heroppe i nærheden, Jeg havde langt hår og skæg i 70'erne, så han tænkte vel, at det nok godt kunne passe, at jeg boede dér, men brevene nåede nu alligevel frem til mig. Vi havde et fænomenalt dygtigt postvæsen dengang.
Ja. 'Julemanden, Grønland' eller 'Smærup, Thylejren', det kunne vel komme ud på ét. Den var ikke gået i dag.
Jeg både sagde og skrev til ham, at jeg ikke boede der, men det gjorde overhovedet ikke indtryk. Jeg blev ved med at få breve via Thylejren."
torsdag den 30. marts 2017
Uglen og missekatten får os til sidst
Fra interview med den fine russsisk-amerikanske digter og oversætter Eugene Ostahevsky:
"Your top five authors:
I love Rabelais because he has no idea what he is going to write when he starts writing. He makes stuff up as he goes along. He is perfectly fine with inconsistencies in characters and plot. I've learned from him that, if one of my characters drops dead and then reappears two poems later with no explanation, it's fine. I love Shakespeare and John Webster even more, but who doesn't? In general my tastes are still very Russian. Rabelais's Gargantua and Pantagruel was a children's book in Russia, the same with Don Quixote. But they were also touted by the Russian avant-garde because they did not conform to the conventions of psychological realism. So the Russian writers I value most and that I translated--Daniil Kharms, Alexander Vvedensky, Nikolai Zabolotsky--that's the kind of material they admired, and Zabolotsky even translated Rabelais. The world is nonlinear, why should literature be linear?
Book that changed your life:
I can talk about a poem that changed my life. One day in my 20s, I was lying in my parents' basement and leafing through an old Oxford Book of English Verse, compiled by Helen Gardner. And there I came across Edward Lear's "The Owl and the Pussycat."* I didn't know it as a child because it hadn't been translated. It was a shock. I read it over and over. It felt like the only real poem in there, the only poem completely devoid of verbiage. And I'm including Milton and Donne and so on in the comparison. Today "The Owl and the Pussycat" could become anthemic, like "The Road Not Taken," because it talks about love without imposing gender stereotypes or even differences. But it has the word "pussy." Americans get really nervous if they have to say "pussy" around children. They think they will be thought perverts. My mom bought my daughter Una a bowl with the text of "The Owl and the Pussycat" printed around the rim, but they excised "O lovely pussy, o pussy my love!/ What a beautiful pussy you are." They just left it out. They were scared. We own a bowdlerized bowl.
Favorite line from a book:
Una keeps asking me to tell her stories, so one day I just started retelling her the Divine Comedy--I teach it, so it's in my head, but also she was born in Florence. The Divine Comedy is great for children. It can be told in installments, and it also lends itself to adaptation into, basically, "Dante and his Friend Virgil go to the Center of the Earth and Play with Dead People." And I alter details to make it more relevant to her. So when the Dante of the original crosses the frozen lake at the bottom of hell, he comes across two brothers who fought each other, and are now encased in ice with other people who betrayed family members. But I had Dante and Virgil go skating on the ice, and the dysfunctional siblings whose heads they stumbled over are Anna and Elsa from Frozen. I also tell her about how little Dante first met little Beatrice outside the gelateria off Ponte Santa Trinita, and the kind of gelato they ate--she had nine scoops!"
*The Owl and the Pussy-Cat
"Your top five authors:
I love Rabelais because he has no idea what he is going to write when he starts writing. He makes stuff up as he goes along. He is perfectly fine with inconsistencies in characters and plot. I've learned from him that, if one of my characters drops dead and then reappears two poems later with no explanation, it's fine. I love Shakespeare and John Webster even more, but who doesn't? In general my tastes are still very Russian. Rabelais's Gargantua and Pantagruel was a children's book in Russia, the same with Don Quixote. But they were also touted by the Russian avant-garde because they did not conform to the conventions of psychological realism. So the Russian writers I value most and that I translated--Daniil Kharms, Alexander Vvedensky, Nikolai Zabolotsky--that's the kind of material they admired, and Zabolotsky even translated Rabelais. The world is nonlinear, why should literature be linear?
Book that changed your life:
I can talk about a poem that changed my life. One day in my 20s, I was lying in my parents' basement and leafing through an old Oxford Book of English Verse, compiled by Helen Gardner. And there I came across Edward Lear's "The Owl and the Pussycat."* I didn't know it as a child because it hadn't been translated. It was a shock. I read it over and over. It felt like the only real poem in there, the only poem completely devoid of verbiage. And I'm including Milton and Donne and so on in the comparison. Today "The Owl and the Pussycat" could become anthemic, like "The Road Not Taken," because it talks about love without imposing gender stereotypes or even differences. But it has the word "pussy." Americans get really nervous if they have to say "pussy" around children. They think they will be thought perverts. My mom bought my daughter Una a bowl with the text of "The Owl and the Pussycat" printed around the rim, but they excised "O lovely pussy, o pussy my love!/ What a beautiful pussy you are." They just left it out. They were scared. We own a bowdlerized bowl.
Favorite line from a book:
Una keeps asking me to tell her stories, so one day I just started retelling her the Divine Comedy--I teach it, so it's in my head, but also she was born in Florence. The Divine Comedy is great for children. It can be told in installments, and it also lends itself to adaptation into, basically, "Dante and his Friend Virgil go to the Center of the Earth and Play with Dead People." And I alter details to make it more relevant to her. So when the Dante of the original crosses the frozen lake at the bottom of hell, he comes across two brothers who fought each other, and are now encased in ice with other people who betrayed family members. But I had Dante and Virgil go skating on the ice, and the dysfunctional siblings whose heads they stumbled over are Anna and Elsa from Frozen. I also tell her about how little Dante first met little Beatrice outside the gelateria off Ponte Santa Trinita, and the kind of gelato they ate--she had nine scoops!"
*The Owl and the Pussy-Cat
I
The Owl and the Pussy-cat went to sea
In a beautiful pea-green boat,
They took some honey, and plenty of money,
Wrapped up in a five-pound note.
The Owl looked up to the stars above,
And sang to a small guitar,
"O lovely Pussy! O Pussy, my love,
What a beautiful Pussy you are,
You are,
You are!
What a beautiful Pussy you are!"
II
Pussy said to the Owl, "You elegant fowl!
How charmingly sweet you sing!
O let us be married! too long we have tarried:
But what shall we do for a ring?"
They sailed away, for a year and a day,
To the land where the Bong-Tree grows
And there in a wood a Piggy-wig stood
With a ring at the end of his nose,
His nose,
His nose,
With a ring at the end of his nose.
III
"Dear Pig, are you willing to sell for one shilling
Your ring?" Said the Piggy, "I will."
So they took it away, and were married next day
By the Turkey who lives on the hill.
They dined on mince, and slices of quince,
Which they ate with a runcible spoon;
And hand in hand, on the edge of the sand,
They danced by the light of the moon,
The moon,
The moon,
They danced by the light of the moon.
Marie Carlos Kat
Johane, jeg
spiset rasten
af den kyling
som var i køkenet
spiset rasten
af den kyling
som var i køkenet
og som du
formenlig
hade ,gemt
til dig slev.
Undsklud. Din
marinaede er over,
voderet men ellers
den Smakte så got ...
formenlig
hade ,gemt
til dig slev.
Undsklud. Din
marinaede er over,
voderet men ellers
den Smakte så got ...
Hilsener til salg
Det er en frustrerende skrumlet måde Vangsgaard sælger Rifbjergs dedikationseksemplarer på - løbende lægges bøger ud på bordet bag i butikken og noteres på antikvariat.dk, under "Klaus Rifbjerg" og når de er solgt, forsvinder de så med en vis forsinkelse fra antikvariat.dk igen, og foreløbig kommer der stadigvæk nye til (kunne altså være meget skønt med et afsluttende samlet register, please!). Jeg glemte at følge med fra starten (missede fx Lykken i Ingenmandsland og eventuelle andre Leth-bøger) men her er et udvalg af dem, der er til at øjne og/eller købe nu:
BANDET NUL. Bandet Nul de luxe. Tiderne Skifter, København 1982. 60 sider. Heftet med orig. omslag
BECK-NIELSEN, CLAUS. De smukkeste mennesker.
Drama, Gråsten 2004. 62 sider. Heftet med orig. omslag..
BRANDT, JØRGEN GUSTAVA. Hvad angår poesi. Papirbetroelser. Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, København 1983. 174 sider. Heftet med orig. omslag.
BRUNSE, NIELS & HANS-JØRGEN NIELSEN. Oprøret i Kronstadt 1921. Et dokumentarium.
Bibliotek Rhodos, København 1973. 420 sider. Heftet med orig. omslag
FRANK, NIELS. Spørgespil. Gyldendal, København 2010. 180 sider. Heftet med orig. omslag.
GRESS, ELSA. Habiba og andre noveller. (SOLGT)
Spectator, København 1964. 180 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag. Velholdt.
¶ Med helsides dedikation til Klaus (Rifbjerg): "Efter at have læst alle dine noveller (nogle kendte jeg jo), dybt imponeret over prosaen og dybt rystet over den traumatiske kønsskræk, drømte jeg at jeg så dig fiske ved Langelinie. Du trak et vod op, fuldt af små bare damer og herrer på ca 1 fods højde, og stillede dem op (våde) langs kajkanten, hvorefter du knpsede dem i vandet. Her indvendte jeg, at det var taktløst at behandle dem sådan, og du sagde - uden at vende dig, at de var dine egne og desuden "bare vedhæng". Til sidst satte du en lidt større abnormt langbenet dame op på en fortøjningspæl og rakte tunge ad hende, før du knipsede hende. Da hun faldt i vandet, så jeg at hun ingen ansigt havde. Du smilte venligt fra din store højde og gik ombord i en speedboat! Det synes jeg du bør vide. Af disse noveller kan du næppe bære andre end "Ind under jul"og "Regn på vejen". Resten af er vedhæng. Elsa".
HØJHOLT, PER. Digte 1963-79. Schønberg, København 1982. 146 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.
HØJHOLT, PER. Praksis, 5: Nuet druknet i latter. Schønberg, København 1983. 1. udgave. 82 sider. Orig. omslag.
JAC, F.P. Forårsgave til mine rødder - Et digterværk. Borgen, København 1983. 53 sider. Heftet med orig. omslag.
JAC, F.P. Misfat. Et supremdigt i fem concepter. Borgen, København 1980. 1. oplag. 136 sider. Heftet med orig. omslag. Uopskåret.
LUNDBYE, VAGN. Her ligger min yucca frugt. Shi-Go-Sh-K'anni-Sidja. I. del. (SOLGT)
Berg, København 1972. 1. udgave. 150 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk, uopskåret eksemplar.
¶ Med meget stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Gå syngende med mig gennem dette rum, skrevet ud og første gang oplevet marts-april 1972 her i jeres enestående redoute midt i Kandestedernes vilde bakker. Det var her det begyndte! De kærligste hilsner, jeres hengivne Vagn".
LUNDBYE, VAGN. Hvalfisken. Roman. Borgen, København 1982. 187 sider. Heftet med orig. omslag.
LUNDBYE, VAGN. Næsehornsdigte. Borgen, København 1990. 140 sider. Heftet med orig. omslag.
NIELSEN, HANS-JØRGEN. Diletariatets Proktatur eller Overdadaens utrolige Gerninger. Historisk-politisk dokumentarroman. Borgen, København 1969. 36 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag.
NIELSEN, HANS-JØRGEN. Hælen. Et digt. Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.¶ Førsteudgave. Med dedikation fra forfatteren til Klaus (Rifbjerg): "- jeg er glad for at kunne lykønske dig på 50 års-dagen med en bog, der bl.a. viser mig som elev af dig. Kærligst H.J."
SARVIG, OLE. Glem ikke. En burleske. Gyldendal, København 1972. 1. oplag. 146 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag.¶ Med stor dedikation fra Ole (Sarvig) til Klaus (Rifbjerg) "en lille miljøstudie med ønsket om en dejlig sommer, selv om der sidder (ulæseligt) under bladene og skratter".
STRANDGAARD, CHARLOTTE. Katalog. Arena, Fredensborg 1965. 1. oplag. Kvadratisk 8°. Upagineret. Heftet med orig. omslag. Delvist uopskåret eksemplar.
BANDET NUL. Bandet Nul de luxe. Tiderne Skifter, København 1982. 60 sider. Heftet med orig. omslag
| Med dedikation til Klaus (Rifbjerg), "en hilsen fra det ydre rum", signeret af alle tre digtere. | |
| DKK 450 · | |
BECK-NIELSEN, CLAUS. De smukkeste mennesker.
Drama, Gråsten 2004. 62 sider. Heftet med orig. omslag..
| ¶ Med stor dedikation til Klaus Rifbjerg (uden navns nævnelse): "Buddinge, dagenderpå 1. maj 2004(.) Som tak for sild og øl og snaps og haps: et lille stykke med Hölle(,) mon oncle! ton Neffe! C/".. . | |
| DKK 300 · | |
BRANDT, JØRGEN GUSTAVA. Hvad angår poesi. Papirbetroelser. Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, København 1983. 174 sider. Heftet med orig. omslag.
| ¶ Med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus - med en snorken fra barden - Jørgen Gustava". | |
| DKK 250 | |
BRUNSE, NIELS & HANS-JØRGEN NIELSEN. Oprøret i Kronstadt 1921. Et dokumentarium.
Bibliotek Rhodos, København 1973. 420 sider. Heftet med orig. omslag
| ¶ Revolutionshistoriske dokumenter, bind 2. ** Med dedikation fra Hans-Jørgen Nielsen til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus, med mange tak for en weekend, vi nød - en klods som denne kan ikke læses på éngang af normale mennesker - jeg forestår kap. 1 og 8 for det faktiske og kap. 2. for den fantastiske virkelighed." | |
| DKK 450 | |
FRANK, NIELS. Spørgespil. Gyldendal, København 2010. 180 sider. Heftet med orig. omslag.
| ¶ Med dedikation fra Niels (Frank) til Klaus Rifbjerg; "Får De skrevet noget for tiden". | |
| DKK 200 | |
GRESS, ELSA. Habiba og andre noveller. (SOLGT)
Spectator, København 1964. 180 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag. Velholdt.
¶ Med helsides dedikation til Klaus (Rifbjerg): "Efter at have læst alle dine noveller (nogle kendte jeg jo), dybt imponeret over prosaen og dybt rystet over den traumatiske kønsskræk, drømte jeg at jeg så dig fiske ved Langelinie. Du trak et vod op, fuldt af små bare damer og herrer på ca 1 fods højde, og stillede dem op (våde) langs kajkanten, hvorefter du knpsede dem i vandet. Her indvendte jeg, at det var taktløst at behandle dem sådan, og du sagde - uden at vende dig, at de var dine egne og desuden "bare vedhæng". Til sidst satte du en lidt større abnormt langbenet dame op på en fortøjningspæl og rakte tunge ad hende, før du knipsede hende. Da hun faldt i vandet, så jeg at hun ingen ansigt havde. Du smilte venligt fra din store højde og gik ombord i en speedboat! Det synes jeg du bør vide. Af disse noveller kan du næppe bære andre end "Ind under jul"og "Regn på vejen". Resten af er vedhæng. Elsa".
HØJHOLT, PER. Digte 1963-79. Schønberg, København 1982. 146 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.
| ¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Revy og parade - og de bedste hilsener". | |
| DKK 500 · | |
| HØJHOLT, PER. Digte. Pax Forlag, Oslo 1970. 1. oplag. 40 sider+friblade. Orig. omslag. | |
| ¶ ** Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus (Rifbjerg: "hermed en lille gengælde fra Heden". | |
| DKK 550 · s | |
| HØJHOLT, PER. Intethedens grimasser. Essays. Schønberg, København 1972. 1. udgave. 151 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar. | |
| ¶ Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "vi ses aldrig, men jeg regner med vi kan bære hinanden". | |
| DKK 750 · | |
HØJHOLT, PER. Praksis, 5: Nuet druknet i latter. Schønberg, København 1983. 1. udgave. 82 sider. Orig. omslag.
| ¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Direkte fra nethinden og Per". | |
| DKK 550 | |
| HØJHOLT, PER. Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder. Schønberg, København 1988. 1. udgave. 54 sider. Orig. omslag. | |
| ¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Smalle (understreget) kan være beautifulle. Din Per". | |
| DKK 550 · s | |
| HØJHOLT, PER. Praksis, 8: Album, tumult. Schønberg, København 1989. 1. udgave. 66 sider. Heftet med orig. omslag. | |
| ¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "jeg gør dem ikke større!". | |
| DKK 500 · | |
JAC, F.P. Forårsgave til mine rødder - Et digterværk. Borgen, København 1983. 53 sider. Heftet med orig. omslag.
| ¶ Med dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg). "Med Brøndum i Sidespejlet/Spiller skagen sine ordspil/Og Winther bliver sommer(.) For alt vel JAC". | |
| DKK 500 | |
JAC, F.P. Misfat. Et supremdigt i fem concepter. Borgen, København 1980. 1. oplag. 136 sider. Heftet med orig. omslag. Uopskåret.
| ¶ Med dedikation til (Klaus Rifbjerg): "Hvidover 8-12-80 Med stadigt Riff! Hilsen Jac". Godt associationseksemplar af denne ny-klassiker. | |
| DKK 650 | |
LUNDBYE, VAGN. Her ligger min yucca frugt. Shi-Go-Sh-K'anni-Sidja. I. del. (SOLGT)
Berg, København 1972. 1. udgave. 150 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk, uopskåret eksemplar.
¶ Med meget stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Gå syngende med mig gennem dette rum, skrevet ud og første gang oplevet marts-april 1972 her i jeres enestående redoute midt i Kandestedernes vilde bakker. Det var her det begyndte! De kærligste hilsner, jeres hengivne Vagn".
LUNDBYE, VAGN. Hvalfisken. Roman. Borgen, København 1982. 187 sider. Heftet med orig. omslag.
| ¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også fra jeres rumskib i K. ser jeg kvalen." | |
| DKK 150 | |
LUNDBYE, VAGN. Næsehornsdigte. Borgen, København 1990. 140 sider. Heftet med orig. omslag.
| ¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også du er tykhud og næsehorn, root trot a toot." |
NIELSEN, HANS-JØRGEN. Diletariatets Proktatur eller Overdadaens utrolige Gerninger. Historisk-politisk dokumentarroman. Borgen, København 1969. 36 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag.
| ¶ Med dedikation til Klaus (Rifbjerg): "med mange kærlige hilsner fra Hans-Jørgen (Overhihi). | |
| DKK 200 | |
NIELSEN, HANS-JØRGEN. Hælen. Et digt. Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.¶ Førsteudgave. Med dedikation fra forfatteren til Klaus (Rifbjerg): "- jeg er glad for at kunne lykønske dig på 50 års-dagen med en bog, der bl.a. viser mig som elev af dig. Kærligst H.J."
SARVIG, OLE. Glem ikke. En burleske. Gyldendal, København 1972. 1. oplag. 146 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag.¶ Med stor dedikation fra Ole (Sarvig) til Klaus (Rifbjerg) "en lille miljøstudie med ønsket om en dejlig sommer, selv om der sidder (ulæseligt) under bladene og skratter".
STRANDGAARD, CHARLOTTE. Katalog. Arena, Fredensborg 1965. 1. oplag. Kvadratisk 8°. Upagineret. Heftet med orig. omslag. Delvist uopskåret eksemplar.
| ¶ Forfatterindens debut med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til den STORE STORE Klaus fra den lille Charlotte". | |||||
| DKK 500 THORUP, KIRSTEN. Sidste nat før kærligheden - Søndage med Lydia - Skæve-Marie - Lille New-York. Tre noveller og et skuespil. Gyldendal, København 1989. 205 sider. Heftet med orig. omslag.
| |||||
Den bog der gør alle blå
Lars Bukdahl Har
ikke turdet tjekke overhovedet. Men den der er fantastisk fin! I min
egen (indkøbt for en slik 1993) står der bare (henvendt til vistnok
maleren og Højholt-cover-artisten Kaj Fuhrer (med umlaut)) Pas på, Kaj
-/ imorgen er/ du blå/ Jørgen
Simon Pasternak Lars Bukdahl,
er du sikker på, at det er Kaj Führer, måske står du med en hård gem i
hænderne, måske er Kaj, kunstnerens far ... Kaj Leth ... ?
Lars Bukdahl Tvivler
desværre, viste Jørgen bogen for nogle år siden, og det var ham, der
foreslog Kaj F som den rigtige Kaj - ellers meget smukt med morgendagens
blå far
onsdag den 29. marts 2017
Posthum ambition
Om kun 5 bøger når Klaus Rifbjerg om på side 7 på sin værkliste (i hvert fald når den sammenpresses i hans nye kortromans forholdsvise lille format) - det ved han et eller andet selvbevidst sted godt.
tirsdag den 28. marts 2017
August Strindberg skriver utidig bagsidetekst til Strunk
(fundet i det nye nummer 61 af Victor B. Andersens Maskinfabrik)
"FRA MIKROKOSMOS TIL PLANTEVERDENEN
Ifølge Swedenborgs Korrespondenslære er alting skabt efter Overensstemmelser på højere og lavere Planer. En saadan smuk Korrespondens har vi i Løget, der allerede hos Ægypterne omfattedes med hellig Ærefrygt, og hvis Rodknold med syv Lag man mente lignede Jorden med dens syv Svøb (og tillige Himlen med dens syv Sfærer).
Roden ligner virkelig en Rotationsellipsoide ligesom Jorden; Stænglen rejser sig lige op som Verdensakslen og bærer Blomsterkronen som en Sfære bestrøet med sekskantede Stjerner, nærmest som en Himmelglobus, hvor Mælkevejen ligger ringformet trængt tilbage i Periferien som hos i Juni Maaned.
Planeterne kunne være Løgknopper, der har skilt sig fra Moderstammen."
"FRA MIKROKOSMOS TIL PLANTEVERDENEN
Ifølge Swedenborgs Korrespondenslære er alting skabt efter Overensstemmelser på højere og lavere Planer. En saadan smuk Korrespondens har vi i Løget, der allerede hos Ægypterne omfattedes med hellig Ærefrygt, og hvis Rodknold med syv Lag man mente lignede Jorden med dens syv Svøb (og tillige Himlen med dens syv Sfærer).
Roden ligner virkelig en Rotationsellipsoide ligesom Jorden; Stænglen rejser sig lige op som Verdensakslen og bærer Blomsterkronen som en Sfære bestrøet med sekskantede Stjerner, nærmest som en Himmelglobus, hvor Mælkevejen ligger ringformet trængt tilbage i Periferien som hos i Juni Maaned.
Planeterne kunne være Løgknopper, der har skilt sig fra Moderstammen."
søndag den 26. marts 2017
Letbenet balletanmeldelse
(Tjajkovskijs pas de deux i Hübberiet i går)
AL-
BAN
PÅ
EL-
BEN
(løber ligesom floden,
men springer også,
som ikke floden, men
snarere islandske geysere)
AL-
BAN
PÅ
EL-
BEN
(løber ligesom floden,
men springer også,
som ikke floden, men
snarere islandske geysere)
lørdag den 25. marts 2017
Spøgelsesduos kæde rasler atter
Ny plade med Jesus & Mary Chain (= brd. Reid) efter 19 år, Damage and Joy, og den lyder klart og forvedent, purt og vrængende som akkurat dem, så det er jo allright. Her er teksten til "Song for a Secret", der er en duet med Isobel Campbell (spørgsmålstegnene er transskribørens) :
Too old to crucify
But too young for suicide
Oh, I'm glad I found you
I am just glad I found you
I'll wrap myself around you
I'll wrap myself around you
(Isobel)
After all the shit that you've been through
All that I got is time for you
I am just glad you found me
I am just glad you found me
Just wrap yourself around me
Just wrap yourself around me
Kiss the feet
Of the reason my heart beats
If a kiss could kill, maybe this one will
But a kiss can't kill but maybe this one will
Well that's alright
Well that's alright
(Isobel)
We all know
Either up here or too slow
I just can't get thinking down
I just can't get my feelings sewn
Well that's alright
Well that's alright
Well that's alright ([?])
Well that's alright ([?])
It's alright ([?])
([?])
And it's alright ([?])
Too old to crucify
But too young for suicide
Oh, I'm glad I found you
I am just glad I found you
I'll wrap myself around you
I'll wrap myself around you
(Isobel)
After all the shit that you've been through
All that I got is time for you
I am just glad you found me
I am just glad you found me
Just wrap yourself around me
Just wrap yourself around me
Kiss the feet
Of the reason my heart beats
If a kiss could kill, maybe this one will
But a kiss can't kill but maybe this one will
Well that's alright
Well that's alright
(Isobel)
We all know
Either up here or too slow
I just can't get thinking down
I just can't get my feelings sewn
Well that's alright
Well that's alright
Well that's alright ([?])
Well that's alright ([?])
It's alright ([?])
([?])
And it's alright ([?])
fredag den 24. marts 2017
Posthumt stjålet spøgelses-hej
Jeg har skrevet en lillebitte, poesi-agtig bog, der før eller siden udkommer på Kronstork, der handler om min far og om at han er død og bliver ved med at være det og døde forfærdeligt tidligt, og jeg skal ikke røbe plottet, men hen mod slutningen siger jeg simpelthen hej til ham, for der er også noget med et drømmeunivers, hvor han stadigvæk er i live, men bare holdt sig skjult i mange år for at skrive sin mursten omsider, unfair nok (overfor mig). Og i dag sidder jeg med den nye bog af ligeledes, men langt senere afdøde Klaus Rifbjerg (født 5 år før min far), kortromanen Spejl (udkommer næste uge), og den begynder med, at jegfortælleren, der til forveksling minder om KR siger hej til sin afdøde far (der til forveksling minder om KR's far, som han mere eller mindre forklædt optræder i KR's bøger) der pludselig dukker op i Spanien (under Franco - af en eller anden grund, der måske, men usandsynligt er, at manuskriptet faktisk har ligget så længe i Gyldendals pengeskab), og det synes jeg bare ikke, han kan være bekendt, afdøde Klaus:
"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."
Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger.
"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."
Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger.
Smedejernslåge- og gitterdigt
(fra annonce i Liebhaverboligen)
Smukke, harmoniske smedejernslåger og -gitre
Låger i massiv varmgalvaniseret og eventuelt lakeret smedejern.
Mange standardmønstre - Nu også med træbeklædning.
Eventuelt med motor og fjernbetjening.
En smuk låge virker præventivt på tyveknægte.
En god og meget holdbar løsning til det danske vejr.
Smukke, harmoniske smedejernslåger og -gitre
Låger i massiv varmgalvaniseret og eventuelt lakeret smedejern.
Mange standardmønstre - Nu også med træbeklædning.
Eventuelt med motor og fjernbetjening.
En smuk låge virker præventivt på tyveknægte.
En god og meget holdbar løsning til det danske vejr.
Bøger af samme form som Rosenhaven
- og Vagn Steens Langbog, som jeg hverken har eller har billede af
Vi fandt Rosenhaven
Jeg hørte om Rosenhaven i Hellerup fra Maria Gerhardt - stedet spiller en central rolle i Transfervindue, her bogens femtesidste tekst
"Der findes et sted i Rosenhaven, hvor der bliver dealet og svindlet. jeg sidder hernede og ryger cigaretter. Jeg sidder her og ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. det ligner den gamle verden. det lugter af den gamle verden. det føles godt, og det gør mig ked af det. Det minder mig om de augustmorgner, hvor jeg bare sad og var chokeret, ikke lukket inde. De augustmorgner, hvor jeg stadig kunne skrive til dig: "Hej smukke, er gået ned for at se solopgang, tage morgenbrød med hjem."
Og jeg vidst ikke, hvor det var, og jeg ville prøve at finde ud af det, men igen og igen kom fra det, og så læste jeg en artikel i gudhjælpme den fæle, lokale annonceavis Liebhaverboligen om Hellerup Havn og Strandpark, som nævnte både en staudehave og en rosenhave, og dér havde jeg og vi været forbi flere gange, og der er den her lille have, som må have storhedsvanvid for at kalde sig en strandpark, men er det en rosenhave? Det er nok snarere stadudehaven, men hvordan kunne jeg og vi have overset en hel rosenhave. Den anden eftermiddag cyklede jeg så forbi og fandt den straks, Rosenhaven, som den radikalt smal ligger og skjuler sig dér til venstre på havnen lige ned til også lillebitte Hellerup Strand, men jeg blev på cyklen, jeg entrede ikke haven. Det gjorde jeg først tidligt i går aftes hånd i hånd med dig, og ingen roser blomstrede endnu, men det kunne mærkes, at de frygtelig gerne ville, at de var utålmodigt på spring. Og vi tænkte på Maria, som vi ikke kendte på den måde, mne så kendte på den ande måde, som er den læsende måde, som ikke er nogen dårlig måde at kende nogen på. Haven er, ligesom bogen, et helt lukket og helt åbent rum, i bedste forstand fornemt. Nu har vi også fundet Rosenhaven. Vi vender snart tilbage. Med tykke bøger i takserne (og fx Kafkas dagbøger og Hans Otto Jørgensens Revolutionær, netop hjemhentet og dunderstor og tydeligt polyfon, fordi alt og alle har mange stemmer
torsdag den 23. marts 2017
Et par udmærkede film
Jeg kan altså ikke finde ud af det med stjerner (og hjerter), selvom jeg træner i det på Ekko (kun at krtisere andre for deres ustadig og fejlagtige stjerneri og hjerteri).
Her er links til to anmeldelser af to væsensforskellige film, Birth of a Nation og Guy and Madeline sitting on a Park Bench, den ene skrevet til papirbladet, den anden til hjemmesiden, som jeg begge er mellemfornøjet med, for meget nobel lidelse i den ene, for lidt frivol stepdan si den anden, og giver henholdsvis
****
og
***
Her er links til to anmeldelser af to væsensforskellige film, Birth of a Nation og Guy and Madeline sitting on a Park Bench, den ene skrevet til papirbladet, den anden til hjemmesiden, som jeg begge er mellemfornøjet med, for meget nobel lidelse i den ene, for lidt frivol stepdan si den anden, og giver henholdsvis
****
og
***
onsdag den 22. marts 2017
Titelpoesi + bindstyrke = !!!
Hvordan ikke glæde sig til Pablo Lambías nye roman, der udkommer 20. april og nu har fået en POETISK titel:
Natteskær
og et HØJT sideantal:
344 sider
og et ACTIONFYLDT referat:
Egernet og pornoskuespillerens hånd snakker lort på færgen til Oslo. De er enige om, det lugter. Egernet er kommet til at tænke på, at det måske lugter grimt, når den vifter folk om næsen med sin buskede hale. At det måske er derfor, de nyser, eller at de nyser, mens de i virkeligheden tænker på, det lugter grimt. Hvorfor mon det lugter grimt? tænker de, og så kommer de i tanker om, at der inde under den buskede hale, som egernet forestiller sig, de synes, er smuk, gemmer sig et lille egernnumsehul, der godt, selvom egerns lorte ikke er de største i verden, kan lugte grimt. Små lorte lugter også, som man siger.
Pornoskuespillerens hånd siger, det ikke er så slemt. Formentlig, føjer pornoskuespillerens hånd til. Formentlig hvad? spørger egernet. Formentlig ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Ja, nej, siger egernet, det er det måske ikke. Egernet er stadig ikke glad ved tanken om, at det måske lugter lidt, heller ikke selvom det bare er lidt. Lidt er heller ikke godt. Det vil tænke sig godt om, inden det vifter nogen om næsen med halen i fremtiden. Det er ked af at tænke på, det ikke kan vifte nogen om næsen fremover. Det kan godt lide at vifte nogen om næsen. Det kan godt lide sin hale.
Egernet krymper røvhullet sammen ved tanken. Det ville ønske, det ikke havde noget røvhul. Det er ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Den har været oppe i adskillige røvhuller, siger den. Den bruger ordet adskillige, fordi den ikke ved, hvor mange røvhuller, den har været oppe i, og fordi den ikke ved, om den skal sige mange eller få. Er mange godt, er få? Hvor mange er mange, og hvor få er få? Hvad vil egernet tænke? Egernet er sikkert ikke vant til at have hånden oppe i andres og eget røvhul. Dyrker egernet overhovedet den slags sex? Pornoskuespillerens hånd forestiller sig, at egernet dyrker ret kedelig sex, at det altid gør det samme, at det er konservativt, traditionalistisk, at det måske ligefrem fordømmer sex, der ikke er på den sædvanlige måde, at egernet måske er religiøst og fordomsfuldt.
Pornoskuespillerens hånd kigger på egernet. Egernet kigger tilbage. Pornoskuespillerens hånd kan ikke se, egernet er forlegent. Det tror, at egernet tænker nedsættende tanker om pornoskuespillerens hånd. Jeg ved, du ikke elsker mig, siger pornoskuespillerens hånd. Nej, nej, nej, det er ikke det, siger egernet. Jeg sad bare i mine egne tanker. Ja, siger pornoskuespillerens hånd, trist. Den ved ikke, hvordan den skal komme videre herfra. Det hele er på en måde tabt. De skulle ikke have snakket lort, de skulle ikke have snakket sex. Sex og lort er så vanskeligt at tale om, man kommer nemt op at skændes. Det er så sårbart. Alle har deres og med kærligheden, jalousi. Man skal kun berøre disse emner ganske forsigtigt.
Egernet spørger til pornoskuespillerens hånds erfaringer. Pornoskuespillerens hånd synes, egernet virker træt, som om det kun spørger af høflighed, for at holde samtalen i gang. Den ved ikke, hvad den skal sige. Hvad skal den fortælle? Den kan måske fortælle lidt i generelle vendinger, ikke være specifik. Egernet skal ikke have et indtryk af, hvad pornoskuespillerens hånd specifikt har gjort og med hvem. Det er trods alt ikke pornoskuespillerens hånd, der har været med i alle disse aktiviteter, det er pornoskuespilleren. Den vil prøve ikke at virke stolt af det, ikke at virke fordømmende. Bare fortælle, hvad der er sket, fagligt, faktuelt. Disse ting kan hånden godt fortælle. Egernet må ikke tage det personligt, det har ikke noget med egernet at gøre. Det er bare noget fra pornoskuespillerens hånds fortid."
Natteskær
og et HØJT sideantal:
344 sider
og et ACTIONFYLDT referat:
"En mand i København forelsker sig hovedkulds i
en markant yngre kvinde. De dyrker kærligheden, og de vil giftes og
have børn. Men det er en fortryllelse, der ikke varer ved. På
universitet, hvor han arbejder, truer en personalesag. Ud af det blå
aflyser kvinden flere gange både forholdet og brylluppet, og så melder
først truslerne sig og siden volden. Natteskær er
et nyt kapitel i Pablo Llambías’ forfatterskab; En roman om vold i
intimsfæren, om udsathed og om nødvendigheden af at fortælle historier"
- jeg ved ikke, om de melankolsk kukkede historier om pornoskuespillerens hånd (hvor fanden var det, jeg hørte ham læse dem op?) - trykt i nettidsskriftet Lapidar - er nået med i den færdige bog, men det håber jeg sandelig, her er er første halvdel af nr. tre:
"Egernet og pornoskuespillerens hånd
Egernet og pornoskuespillerens hånd snakker lort på færgen til Oslo. De er enige om, det lugter. Egernet er kommet til at tænke på, at det måske lugter grimt, når den vifter folk om næsen med sin buskede hale. At det måske er derfor, de nyser, eller at de nyser, mens de i virkeligheden tænker på, det lugter grimt. Hvorfor mon det lugter grimt? tænker de, og så kommer de i tanker om, at der inde under den buskede hale, som egernet forestiller sig, de synes, er smuk, gemmer sig et lille egernnumsehul, der godt, selvom egerns lorte ikke er de største i verden, kan lugte grimt. Små lorte lugter også, som man siger.
Pornoskuespillerens hånd siger, det ikke er så slemt. Formentlig, føjer pornoskuespillerens hånd til. Formentlig hvad? spørger egernet. Formentlig ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Ja, nej, siger egernet, det er det måske ikke. Egernet er stadig ikke glad ved tanken om, at det måske lugter lidt, heller ikke selvom det bare er lidt. Lidt er heller ikke godt. Det vil tænke sig godt om, inden det vifter nogen om næsen med halen i fremtiden. Det er ked af at tænke på, det ikke kan vifte nogen om næsen fremover. Det kan godt lide at vifte nogen om næsen. Det kan godt lide sin hale.
Egernet krymper røvhullet sammen ved tanken. Det ville ønske, det ikke havde noget røvhul. Det er ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Den har været oppe i adskillige røvhuller, siger den. Den bruger ordet adskillige, fordi den ikke ved, hvor mange røvhuller, den har været oppe i, og fordi den ikke ved, om den skal sige mange eller få. Er mange godt, er få? Hvor mange er mange, og hvor få er få? Hvad vil egernet tænke? Egernet er sikkert ikke vant til at have hånden oppe i andres og eget røvhul. Dyrker egernet overhovedet den slags sex? Pornoskuespillerens hånd forestiller sig, at egernet dyrker ret kedelig sex, at det altid gør det samme, at det er konservativt, traditionalistisk, at det måske ligefrem fordømmer sex, der ikke er på den sædvanlige måde, at egernet måske er religiøst og fordomsfuldt.
Pornoskuespillerens hånd kigger på egernet. Egernet kigger tilbage. Pornoskuespillerens hånd kan ikke se, egernet er forlegent. Det tror, at egernet tænker nedsættende tanker om pornoskuespillerens hånd. Jeg ved, du ikke elsker mig, siger pornoskuespillerens hånd. Nej, nej, nej, det er ikke det, siger egernet. Jeg sad bare i mine egne tanker. Ja, siger pornoskuespillerens hånd, trist. Den ved ikke, hvordan den skal komme videre herfra. Det hele er på en måde tabt. De skulle ikke have snakket lort, de skulle ikke have snakket sex. Sex og lort er så vanskeligt at tale om, man kommer nemt op at skændes. Det er så sårbart. Alle har deres og med kærligheden, jalousi. Man skal kun berøre disse emner ganske forsigtigt.
Egernet spørger til pornoskuespillerens hånds erfaringer. Pornoskuespillerens hånd synes, egernet virker træt, som om det kun spørger af høflighed, for at holde samtalen i gang. Den ved ikke, hvad den skal sige. Hvad skal den fortælle? Den kan måske fortælle lidt i generelle vendinger, ikke være specifik. Egernet skal ikke have et indtryk af, hvad pornoskuespillerens hånd specifikt har gjort og med hvem. Det er trods alt ikke pornoskuespillerens hånd, der har været med i alle disse aktiviteter, det er pornoskuespilleren. Den vil prøve ikke at virke stolt af det, ikke at virke fordømmende. Bare fortælle, hvad der er sket, fagligt, faktuelt. Disse ting kan hånden godt fortælle. Egernet må ikke tage det personligt, det har ikke noget med egernet at gøre. Det er bare noget fra pornoskuespillerens hånds fortid."
tirsdag den 21. marts 2017
Let ludende digterspirer - Larsens tak
Lars Movin var hurtigere ved havelågen end mig og Blogdahl til at sikre sig Marianne Larsens takketale for Dan Turèll-prisen, som står at læse som en opdatering på hans FB-side, måske faktisk link her. Men så copypaster jeg da bare talens første del, inkl. purung Hvedekorns-erindring (medaljefoto: Lars M. medalje: Barry W)):
"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"
"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"
Maria Gerhardt AKA DJ Djuna Barnes 1978-2017
Vi vidste jo godt, at Maria Gerhardt, digter og DJ, kunne dø hvilket øjeblik det skulle være, men at hun skulle dø øjeblikket efter, at hun havde udgivet sin fantastisk fine bog Transfervindue, der handler om at hun kan dø hvert øjeblik, det skal være og skrive et sted frem, hvor hun (og vi) kan pausere fra den tanke og den virkelighed bare et øjeblik, er alligevel for urealistisk.
Jeg hørte Maria læse nogle vilde tekster op til et finere "erotisk" oplæsningssarrangement inde i Huset for en syv års tid siden og roste hende bagefter og spurgte, om ikke Hvedekorn skulle trykke en af de tekster. Hun havde sendt ind for lang tid siden, sagde hun, det skulle hun ikke prøve igen. Jamen, jeg er redaktøren, sagde jeg. Og i nr. 1, 2011, Hvedekornsdebuterede hun med digtet "Tirsdagshammeren".
Jeg gik en tur med Cecilie ned til Strandvejen den anden aften og skråede gennem Øregårdsparken og kom begge i tanke om, at caféen i Marias bog er blevet en lille boghandel og så kunne vi ikke komme ud af dobbelteksponeringen igen, vi gik videre gennem hendes omsorgsfuldt forvandlede Hellerup, forbandet triste over, at hun ikke længere er omkring:
"Strandvejens butikker har ændret sig efter anlæggelsen af hospice. Alle tøjforretningerne er væk. der er ikke flere poloer eller sorte ting med pels. Et apr butikker har specialiseret sig i hvide accessories. Tasker og tørklæder, hvide gummisko ad libitum. ellers ligger her fem forskellige juicebarer. tre forretninger, der sælger sundt slik, mørk chokolade, lakridsrod, daddelkugler. de er populære blandt de nye, der ikke har doseret olien rigtigt endnu. de står dernede og hænger, sidder på caféstolene udenfor og venter på, at butikkerne åbner. der er en fotohandel, der er blomstret noget op, fordi der ikke er nogen, der tager billeder digitalt, og der er så mange at savne udenfor murene. der er altid kø, og den ældre ejer løber rundt imellem store paller med fotoalbum med glittet papir og forstørrer og indrammer billeder af børnebørn i swimmingpools. Der er kiosker med aviser og skrabere og et diskret udvalg af slik og chips, som man skal bruge rationeringsmærker til. Det er ens personlige træner, der bestemmer. Hvis man pjækker fra træning, får man ingen mærker. Så må man på det sorte marked nede ved Rosenhaven. Mikkel køber sprut af de ansatte. Der er et væld af massører ud over den ugentlige, man er berettiget til. Terapeuter i alle afskygninger. Gentofte Bibliotek er bevaret og fortsat, børneafdelingen er dog blevet fjernet, de syge børn har fået deres eget sted ved Vesterhavet. Inde i Øregårdsparken er dne lille café lavet om til boghandel med både nye og antikvariske bøger. der kan man goså få kaffe og hænge ud. Sådan har jeg tilbragt det meste af mit voksne liv. Siddet omgivet af bøger og cappucino. Det er næsten ligesom i gamle dage. Bare uden computer, bare uden ambitioner."
Jeg hørte Maria læse nogle vilde tekster op til et finere "erotisk" oplæsningssarrangement inde i Huset for en syv års tid siden og roste hende bagefter og spurgte, om ikke Hvedekorn skulle trykke en af de tekster. Hun havde sendt ind for lang tid siden, sagde hun, det skulle hun ikke prøve igen. Jamen, jeg er redaktøren, sagde jeg. Og i nr. 1, 2011, Hvedekornsdebuterede hun med digtet "Tirsdagshammeren".
Jeg gik en tur med Cecilie ned til Strandvejen den anden aften og skråede gennem Øregårdsparken og kom begge i tanke om, at caféen i Marias bog er blevet en lille boghandel og så kunne vi ikke komme ud af dobbelteksponeringen igen, vi gik videre gennem hendes omsorgsfuldt forvandlede Hellerup, forbandet triste over, at hun ikke længere er omkring:
"Strandvejens butikker har ændret sig efter anlæggelsen af hospice. Alle tøjforretningerne er væk. der er ikke flere poloer eller sorte ting med pels. Et apr butikker har specialiseret sig i hvide accessories. Tasker og tørklæder, hvide gummisko ad libitum. ellers ligger her fem forskellige juicebarer. tre forretninger, der sælger sundt slik, mørk chokolade, lakridsrod, daddelkugler. de er populære blandt de nye, der ikke har doseret olien rigtigt endnu. de står dernede og hænger, sidder på caféstolene udenfor og venter på, at butikkerne åbner. der er en fotohandel, der er blomstret noget op, fordi der ikke er nogen, der tager billeder digitalt, og der er så mange at savne udenfor murene. der er altid kø, og den ældre ejer løber rundt imellem store paller med fotoalbum med glittet papir og forstørrer og indrammer billeder af børnebørn i swimmingpools. Der er kiosker med aviser og skrabere og et diskret udvalg af slik og chips, som man skal bruge rationeringsmærker til. Det er ens personlige træner, der bestemmer. Hvis man pjækker fra træning, får man ingen mærker. Så må man på det sorte marked nede ved Rosenhaven. Mikkel køber sprut af de ansatte. Der er et væld af massører ud over den ugentlige, man er berettiget til. Terapeuter i alle afskygninger. Gentofte Bibliotek er bevaret og fortsat, børneafdelingen er dog blevet fjernet, de syge børn har fået deres eget sted ved Vesterhavet. Inde i Øregårdsparken er dne lille café lavet om til boghandel med både nye og antikvariske bøger. der kan man goså få kaffe og hænge ud. Sådan har jeg tilbragt det meste af mit voksne liv. Siddet omgivet af bøger og cappucino. Det er næsten ligesom i gamle dage. Bare uden computer, bare uden ambitioner."
mandag den 20. marts 2017
Et indstik af smuldrende granit
En lillebitte, men vigtig bog, de skjuler sig (i spredthed) inde i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udgøres af 8 af de 202 "fragmenter eller noter", som Stephane Mallarmé skrev til en bog, han aldrig fik færdiggjort, om og til sin søn Anatole, der døde som otteårig i 1879, og som senere blev samlet i bogen Pour un tombeau d'Anatole. Digteren Martin Larsen har gendigtet de 8 skarpt sorgfulde tekster særligt til Najas bog - her er de første 3:
"2)
for derefter blot at se ham
som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )
*
Umælende far
begyndende tanke
-
åh, den frygtelige hemmelighed
jeg ligger inde med
(foretage sig hvad med den
-
vil blive
skyggen af hans
grav
vidste ikke -
-
at han skal
dø
*
Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"
"2)
for derefter blot at se ham
som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )
*
Umælende far
begyndende tanke
-
åh, den frygtelige hemmelighed
jeg ligger inde med
(foretage sig hvad med den
-
vil blive
skyggen af hans
grav
vidste ikke -
-
at han skal
dø
*
Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"
Profetisk med tilbagevirkende kraft
I efteråret udgav Naja Marie Aidt og Mette Moestrup det her mærkelige, indædt messende og besværgende lille, hårde poesi-værk, Omina, hvilket lige præcist betyder "varsler" på latin. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der var sket i Najas liv halvandet år før og kunne ikke lade være at læse det med som mørk undertekst på ikke bare hendes venstresider, men også hendes nære veninde Mettes højresider, som man jo for fanden ikke kan styre sine læsning i sit hoved, og havde overset, at pressemeddelelsen meddelte, at Naja og Mette havde "arbejdet på digtsamlingen siden 2014" - i samme pressemeddelelse fortæller Mette, at Naja en nat sendte "nogle helt nyskrevne digte til mig. Nogle digte hun selv fandt ildevarslende." Omina nævnes ikke blandt varslerne i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men i Synne Rifbjergs interview i WA Bøger siger hun:
"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."
Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:
"du brænder dig
når du roder i asken
leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form
grå grå aske
grå grå aske
ikke styrkende
saft væk
gane tør som
mumle
*
du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren
men du vil ikke kvidre
du holder vejret
du siger intet
din tavshed føles som
retning
men det er
blålys
---
hestens år
er krop
*
flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er
i tvivl
om bevægelsen
*
du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre
så det kunne blive
harmonisk, komme i orden
hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden
det modsatte af tvivl"
"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."
Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:
"du brænder dig
når du roder i asken
leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form
grå grå aske
grå grå aske
ikke styrkende
saft væk
gane tør som
mumle
*
du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren
men du vil ikke kvidre
du holder vejret
du siger intet
din tavshed føles som
retning
men det er
blålys
---
hestens år
er krop
*
flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er
i tvivl
om bevægelsen
*
du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre
så det kunne blive
harmonisk, komme i orden
hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden
det modsatte af tvivl"
Fra hættens mørke
Jeg læste for lidt over en uge siden Naja Marie Aidts nye bog (udkommer på fredag) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, med undertitlen og genrebetegnelsen og tilegnelsen "Carls bog", i et hug (eller rettere i to hug, først et helt kort karateslag i S-toget (bogen havde ligget til mig inde på avisen) og så en længere nådesløs gennemsavning på Emmerys på Strandvejen).
Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.
Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.
Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):
"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:
jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand
Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.
Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"
Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg så dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.
Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.
Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.
Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.
Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.
Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.
Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."
Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.
Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.
Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):
"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:
jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand
Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.
Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"
Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg så dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.
Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.
Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.
Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.
Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.
Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.
Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."
Yahya talks
Det er stadig faktisk sandt: En betydelig, ung, dansk digter sidder i fængsel. Det er lykkedes Berlingske at få Yahya Hassan til at udtale sig om ny danskeres synlighed i debat og kultur - vildere end hans sirligt fornuftige og skarpe og lige præcis den ekstra umiskendelige snert (der får os til at længes voldsom mod hans bog nr. 2) personligt knitrende statement (og når han taler om forfatteres forpligtelse til at forholde sig politisk, måtte han altså gerne nøjes med at tale for sig selv) - her første tredjedel ca.:
"Set fra mit synspunkt er der ikke noget bemærkelsesværdigt
ved, at indvandrere, flygtninge og efterkommere er mindre synlige i
litteraturen eller i den offentlige debat. For det første er der tale om
en minoritet, der af åbenlyse årsager må være i undertal i de fleste
sammenhænge, for det andet har der kun været et enkelt
generationsskifte, i hovedparten af familierne, hvoraf en andel af dem
kommer fra krig og kummerlige kår, hvilket ikke ligefrem befordrer
kultur, uddannelse og menneskelige ressourcer.
Den
omstændighed er ikke en undskyldning for at fralægge sig det personlige
ansvar for sig selv og for det samfund, man figurerer i, ej heller et
argument for at disse mennesker er af en lavere rang, at de ikke kan
blive gode medborgere, eller at de ikke har noget at byde på, blot at de
har haft andre forudsætninger for deres tilværelse og tilblivelse, end
de, der har gjort sig gældende for vores.
Fælles for dem
er, uagtet deres forudsætninger, forhistorie og forskelligheder, at de
skal finde vej ind i et fremmed sprog, og føle sig frem i et samfund,
der er funderet på en omgangsform og levevis, som de ikke er bekendt
med.
Bare det at flytte fra én provinsby til en anden kan
være en stor omvæltning. Indvandrere, flygtninge og efterkommere har
reelle udfordringer, digte og sonetter er måske ikke det første man
giver sig i kast med. Når det så er sagt, så er »nydanskere« på ingen
måde fraværende i litteraturen eller i den offentlige debat, tværtimod
synes jeg, at der efterhånden er et spektrum af »nydanskere«, der
interesserer sig for samfundsforhold, og hævder sig politisk,
kunstnerisk og i alle mulige andre vedkommende sammenhænge. Nogle skyder
med løst krudt, andre med skarpt.
Da jeg meldte mig ind i
Nationalpartiet, blev der afholdt et pressemøde. Sladderjournalisten
Henrik Qvortup, forvildede sig på en eller anden måde ind i
konferencelokalet og spurgte, hvorfor »vi« havde stiftet vores eget
parti i stedet for at melde »os« ind i de etablerede partier, om »vi« i
virkeligheden var ved at skabe en »politisk ghetto« for os selv.
Samfundet
forlanger, med rette, at vi engagerer os. Når vi gør det, bliver vi
krydsforhørt af en lurendrejer og mødt med mistro, nedladende eller
joviale bemærkninger fremfor med saglige spørgsmål. For medier er det
måske en gratis omgang, men for os er der noget på spil."
- er den praktiske videreformidling af Yahyas ord, fra håndskrift til telefondiktat:
"Kontakten er gået via Facebook, som ifølge Yahya Hassan selv bliver administreret af hans bror, der via telefon har givet vores spørgsmål videre til Yahya Hassan.
"Kontakten er gået via Facebook, som ifølge Yahya Hassan selv bliver administreret af hans bror, der via telefon har givet vores spørgsmål videre til Yahya Hassan.
Berlingske havde på forhånd sagt ja til, at svarene blev skrevet sammen til ét svar. Yahya Hassan har skrevet sit svar i hånden og indtalt det til sin bror, der har skrevet det ned og sendt teksten til Berlingske."
Den skal ikke have ret meget mere papegøje
Perlende morgenglæde over hvermandag.dk, der med ekstrem aktualitet hat tilskikket deres abonnenter (så dum ikke at abonnere og så vigtigt at bidrag til dem igangværende crowfunding) en lang, kostelig liste med "fodboldkommentatormetaforer" temmelig sikkert forfattet og ikke bare "forfattet" af årets Kritikerprismodtager Rasmus Nikolajsen, her er de første:
"”Hvis den der var gået ind, ville man have rammet målet ind og sendt det til Louvre.”
"”Hvis den der var gået ind, ville man have rammet målet ind og sendt det til Louvre.”
”Den skal ikke have ret meget mere papegøje, før den flyver ind i fugleburet.”
”Skulle han score i dag, ville han blive den ældste forfatter til et mål nogensinde i Superligaen.”
”Igen synes jeg, at vi bliver nødt til at kalde ”Smørhandske” på målmand Martinez.”
”Ja, nu er det virkelig begyndt at summe omkring Courtois’ honningkrukke”.
”Indtil
nu har de sejlet ubesværet gennem sæsonen, som en fransk luksusliner på
et solbeskinnet og blikstille hav, men man må nok sige, at de første
bølgeskvulp rammer Paris Saint-German i aften”. "
Vagn Steen - International Konkret Poesi-Superstar
Vigtigt at erindre om, at Vagn Steen var et prominent medlem af et internationalt netværk af konkretister dér omkring 1965 (han debuterede med Digte? i 1964) - fx er han eneste danske repræsentant i hansjorg mayers cool, cool 1965-mappe konkrete poesie international - link til pdf HER. Og selvfølgelig bidrog Vagn med "Tabellen fra nul til syv", som - blev han aldrig træt af at prale af (på egne og det danske spors vegne) - ikke på noget andet sprog med nogen rimelighed lod sig gøre så langt (og husk nu, at over "1" står usynligt 0):
1
TO
TRE
FIRE
FEMTE
SJETTE
SYVENDE
1
TO
TRE
FIRE
FEMTE
SJETTE
SYVENDE
Dengang vi allesammen var unge lyrikere
Jeg skal anmelde Morten Ramslands fjerde (og - kan jeg røbe - kaotisk GODE) roman, kort betitlet Æg, og sad og søgte på Infomedia og fandt allernederst nede denne notits fra 1994:
"TORSDAG den 24. marts kl. 21 vil otte unge lyrikere optræde på Kulturgyngen i Århus. Bag står litteraturtidsskriftet Ildfisken. Lyrikerne er: Morten Ramsland, Annemette Kure Andersen, Jan H. Petersen, John Bang Jensen, Christian Dorph, Mette Moesstrup, Kim Johannessen og Lars Bukdahl."
Få måneder senere var jeg flyttet til København, og jeg kan virkelig ikke huske Ramsland fra den dag (han debuterede året før med ubemærkelsesværdige Når fuglene driver bort), jeg kan faktisk ikke huske andet end, at Christian Dorph, som jeg ikke kendte, stirrede olmt og fjendtligt på mig, hvilket han senere har indrømmet, at han faktisk gjorde, og at jeg syntes, hans digte var irriterende gode. Jeg vil gerne have husket Mette Moestrups oplæsning - hun debuterede først fire år senere - men der kommer ikke noget frem.
"TORSDAG den 24. marts kl. 21 vil otte unge lyrikere optræde på Kulturgyngen i Århus. Bag står litteraturtidsskriftet Ildfisken. Lyrikerne er: Morten Ramsland, Annemette Kure Andersen, Jan H. Petersen, John Bang Jensen, Christian Dorph, Mette Moesstrup, Kim Johannessen og Lars Bukdahl."
Få måneder senere var jeg flyttet til København, og jeg kan virkelig ikke huske Ramsland fra den dag (han debuterede året før med ubemærkelsesværdige Når fuglene driver bort), jeg kan faktisk ikke huske andet end, at Christian Dorph, som jeg ikke kendte, stirrede olmt og fjendtligt på mig, hvilket han senere har indrømmet, at han faktisk gjorde, og at jeg syntes, hans digte var irriterende gode. Jeg vil gerne have husket Mette Moestrups oplæsning - hun debuterede først fire år senere - men der kommer ikke noget frem.
søndag den 19. marts 2017
3 x Marianne
1. Marianne Larsen, da hun i dag yderliggående velfortjent har modtaget Dan Turèll-medaljen og holdt en smukt takketale om Dan og hans værk og læst 3 nye digte op, der fik hver deres klapsalver (foto: Lars Movin)
2. Marianne spionerer skælmsk på sin trofaste forlægger gennem mange, mange år, Jarl Borgen, blive fotograferet selv (foto: Steen Møller Rasmussen - udateret, men velsagtens tidlige 80'ere?)
3. Et digt fra antologien Min generation, redigeret af Asger Schnack og Dan Turéll, 1975, og udgivet af dagens autentisk henrevne pristaleholder Asger Schnacks forlag Swing:
"3 Cry man
nej
jeg vil ikke hente mit hoved
i de døde bevidstheders departementer
nej
nej jeg vil ikke nøjes med en promille af alt
det jeg har på fornemmelsen hører med til et
tidsrum på halvfems år
nej
nej jeg vil ikke nogens eller min egen
simple vane
nej
nej jeg vil ikke overholde radioens programmer
for hvad jeg må fortælle den jeg elsker og hvad
jeg skal tie med
nej
nejjeg vil ikke blive ved med at stirre mig til
genstand på enhver jeg møder
fordi alt andet hedder genstand
nej
nej jeg vil ikke stange mig gennem jaede nejer
for altid at være på den sikre side
nej
nej jeg vil ikke
være den der ligger stille
stille hen i månedsvis
når fuglene er forgiftede"
2. Marianne spionerer skælmsk på sin trofaste forlægger gennem mange, mange år, Jarl Borgen, blive fotograferet selv (foto: Steen Møller Rasmussen - udateret, men velsagtens tidlige 80'ere?)
3. Et digt fra antologien Min generation, redigeret af Asger Schnack og Dan Turéll, 1975, og udgivet af dagens autentisk henrevne pristaleholder Asger Schnacks forlag Swing:
"3 Cry man
nej
jeg vil ikke hente mit hoved
i de døde bevidstheders departementer
nej
nej jeg vil ikke nøjes med en promille af alt
det jeg har på fornemmelsen hører med til et
tidsrum på halvfems år
nej
nej jeg vil ikke nogens eller min egen
simple vane
nej
nej jeg vil ikke overholde radioens programmer
for hvad jeg må fortælle den jeg elsker og hvad
jeg skal tie med
nej
nejjeg vil ikke blive ved med at stirre mig til
genstand på enhver jeg møder
fordi alt andet hedder genstand
nej
nej jeg vil ikke stange mig gennem jaede nejer
for altid at være på den sikre side
nej
nej jeg vil ikke
være den der ligger stille
stille hen i månedsvis
når fuglene er forgiftede"
lørdag den 18. marts 2017
Jeg opdaterede mig lige
(med udvalgte kommentarer)
Halvdelen
af mit debatterende liv har jeg debatteret med debattører, der ikke har
læst de bøger, vi skal forestille at debattere - tænk, hvis de,
debattørerne, havde brugt tiden på at læse dem, bøgerne, så kunne jeg
have brugt tiden på at læse nogle flere, det er ikke som om der er for
få (og fx Eugene Ostahevskys The Pirate Who Does Not Know the Value of
Pi)
Comments
Lotte Folke Kaarsholm Jeg
er for relativt nylig, efter en pause, begyndt at læse bøger igen. Et
andet godt argument er at det jo er sygt dejligt at læse bøger.
Katrine Hornstrup Yde Jeg er også faldet i læsegryden igen og anbefaler det til alle kritikere af forfattere, interviews, miljøer etc.
Tue Andersen Nexø Yesyes, #protip. Det er et af kravene for at blive del af det litterære parnas. Man skal læse bøgerne. Jeg ved ikke om der er andre.
Niels Ivar Larsen Rimeligt eksklusivt kriterium der. Elitært skal det være.
Stefan Kjerkegaard Et spørgsmål, Lars: Du tænker ikke, at det er noget som er blevet værre? Jeg mener: Der har jo været et par debatter, heftige debatter, inden for de senere år, hvor man kunne få tanken, at bøgerne bliver, hvis ikke ikke-læst, så i hvert fald helt vild overset. YH, MH, CH fx
Lars Bukdahl Jo! Det føles i hvert fald sådan. Og hvad der ikke-læst debatteres er jo både enkeltværker, som senest Jungle, og store, generaliserede klumper son forfatterskolelitteratur og yngre, kvindelige forfattere
Susanne Christensen Det er bare endnu et post-truth symptom. Før skammede man sig alligevel lidt over at debatere bøger man ikke havde læst, nu er det en bevidst strategi at diskutere bøger uden at have læst dem. A badge of honor, ligefrem.
Maria Helleberg You said it
Jon Helt Haarder Fra Ibsens Gengangere:
FRU ALVING
Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?
PASTOR MANDERS
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?
FRU ALVING
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?
PASTOR MANDERS
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.
FRU ALVING
Ja men Deres egen mening –
PASTOR MANDERS
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang
således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?
Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?
PASTOR MANDERS
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?
FRU ALVING
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?
PASTOR MANDERS
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.
FRU ALVING
Ja men Deres egen mening –
PASTOR MANDERS
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang
således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?