Om Gyldendals genudgivelse af Dan Turèlls vidunderlige Vangede Billeder:
PLUSSER:
Oprindeligt A4-format, alle illustrationer, collager og Bundgaard-tegninger, inkluderet, store kræfter er brugt på at få genudgivelsen til at ligne originalen (men ... (se nedenfor))
Træerne på Peder Bundgaards fugleperspektiviske cover er blevet grønne, som angivelig oprindeligt ønsket - det ser godt ud! Se selv:
Fede Arne hedder atter som i den originale udgave Fede Arne og ikke - som i de mellemliggende udgaver - Fede Asger, og Fede Arnes hedder Fede Arnes mor og ikke Fede Asgers mor. 2 stk. dokumentation desangående (78 stykker mad vs. 25 fede Arner):
((meget Vangedesk!) læserbrev i Ekstra Bladet 15/10 1975)
"DAN DET VAR ONDT
Må man virkelig som Dan Turèll gør i sine nye bog om Vangede hænge et menneske ud med en sætning som denne: ja, fede Arnes mor oppe på Stolpehøj. Hun sidder i en rød housecoat med papilotter i håret og er pillenarkoman ..."
Min genbo kom ind med bogen til mig. Efter at have læst, kunne jeg ikke sove. Jovist jeg har haft store problemer med Arne, men alligevel ... Jeg har i øvrigt aldrig ejet en housecoat eller haft tid til at have en sådan på. Jeg er mor til ti børn. Det var op tidligt hver morgen og smøre 78 stykker mad, og arbejde i kælderen til langt ud på natten.
Arne mor, Stolpehøj"
(fra interview med DT, BT 17/10 1975)
"Dan Turèll: "Min bog skulle være en kærlig og solidarisk bog. Og jeg er frygtelig ked af, at jeg har skrevet sådan, at Arne genkendes. Jeg kender ikke hans mor og har kun truffet ham selv en enkelt gang. Jeg vil ikke udlevere de to. Jeg faldt for navnet "Fede-Arne" og måtte så opfinde en mor.
Der eksiterer mere end 25 fede "arner" i Danmark og det er om alle dem, jeg skriver.
"Vangede-billeder" er en blanding af direkte reportage og skønlitteratur om et hvilket som helst mindre bysamfund i Danmark."
MINUSSER
Originalen var håndtastet på en elektrisk IBM-kuglehovedmaskine af DT - med kuglehovedfonten Prestige Elite, som, jeg på nettet har fundet denne 70'er-præsentation af:
Gyldendal har valgt at nysætte bogen med en (formoder jeg) digital udgave af Prestige Font, sådan en har jeg også fundet på nettet:
Og der ser meget godt ud. Men problemet, hvis det er et problem, er, at fonten konkret nedtatstet af DT i den oprindelige udgave slet ikke ser (så) godt ud, den er nedslidt (af kuglehovedbrug) og lettere bleg og udværet, men paradoksalt nok af samme grund TYDELIGERE end den perfekte digitale font i genudgivelsen, der flimrer anonymt for øjnene. But what to do? Man kunne bare have SCANNET originaludgaven, hvilket sjældent bliver pænt (men det skulle det jo så heller ikke være!), eller genskrevet på gl. maskine med et omtrentligt lige så brugt kuglehoved og lige så brugt farvebånd ...
Til gengæld bliver det helt simpelt åndssvagt for autenticitetens skyld at genhåndskrive DT's håndskrevne accent grave'r ( `), som der jo ikke er en særlig æstetisk pointe i, men udelukkende skyldes, at det pågældende kuglehoved ikke gav mulighed for dem (til forskel fra accent aigu'erne ( ´ ). Til enhver tid ville DT da hellere have undgået håndskriften dér (og lige præcis i "dèr", hvor jeg - sikkert helt ukorrekt?! - selv bruger aigu, sættes accenten suverænt hyppigst) og stensikkert ville han have modsat en gentagelse af den nødløsning i en genudgivelse!
Den fede overskrift-font, som DT i originaludgaven også selv står for, er sådan en westernskrift med nogle ordentlige seriffer - sheriff-seriffer kunne man passende kalde dem - som DT garanteret har kradset ud af noget letraset (ved nogen det!?). Jeg har ikke kunnet finde en identisk font på nettet, men denne ligner lidt:
I genudgivelsen benyttes en langt mere normalt og neutral udseende font, kaldet Stafford:
Hvilket jeg slet ikke kan forstå - især ikke når den gamle font er bevaret i illustrationer med tekst (fx skraveret billede af Rolling Stones og ved siden af teksten: VANGEDE/ VED/ VÆRRE"). Dèt vil jeg ikke kalde en skandale, men det ligner, næsten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar