Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek gør altid et uundværligt nummer ud af julen på Facebook; i år er det ikke helt en julekalender, her to af foreløbig fire opdateringer; det første præsenterer konceptet og tekst-typen:
I
1980'erne var der mange skoleelever, der skrev opgave om Dan Turèll.
Dan stillede beredvilligt op og besvarede spørgsmål og til at blive
interviewet af eleverne. Eleverne sendte de færdige opgavet til Dan - og
nu er de kommet i Dan Turèll Samlingens besiddelse.
Vi bringer nogle klip fra interviews fra opgaverne her op mod jul.
I en opgave fra 1983 bliver Dan Turèll spurgt om hans kriminalromaner:
"Temaerne er sex, narkotika og død, og da det er de eneste tre
interessante ting i tilværelsen, så kan jeg ikke se, hvad de ellers
skulle handle om. Husk på, jeg er snart 40, jeg har været gift
adskillige gange. Derfor er jeg meget interesseret i sex. Hvad narkotika
angår, så er jeg gammel omvendt narkoman, men jeg kender det trip, jeg
ved hvilke ting det medfører, også i rent økonomisk forstand - og
samfundsmæssig forstand. Døden det er jo bare enden, og enden er det
eneste alle tænker på fra det øjeblik de er født. Jeg skal love dig, at
min 3 årige datter, hun tænker garanteret på døden. Somme tider kigger
hun på mig og siger: 'Far, når du er død, så får jeg alle dine ting'. Så
siger jeg: 'Ja, det gør du'. "
I
et interview i en skoleopgave fra 1983 bliver Dan Turèll spurgt, om
alle folk kan sætte sig ned og skrive; hvad der egentlig skal til:
Dan Turèll: "Ja, det kan alle folk godt, hvis de gider.
Det der skal til, det er hvad den gamle Disney-tegner Carl Barks en
gang sagde: 'Det er ikke et spørgsmål om inspiration, det er et
spørgsmål, om hvor længe du gider sidde og knække ryggen'.
Det er ret konkret.
Her er skrivemaskinen, her er jeg, jeg skal sidde her, sådan her, i så
og så mange timer. Bag efter skal jeg tage fyldepennen op, rette og
skyde til, så skal jeg renskrive, og imens farer alle mulige smukke
piger rundt udenfor, og alle mulige gode venner, og alle mulige
interessante koncerter finder sted uden for døren, så hvis det skal være
det, så skal det først og fremmest være et spørgsmål, der hedder: Jeg
vil, jeg vil med stort V, ellers bliver du distraheret af alting."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar