Simultandissen - MT VS. NF (OM BL.A. VS)

Niels Frank tages med navns nævnelse eftertrykkeligt og ekspansivt under behandling i den første lange del af Mikkel Thykiers sorte mursten FANULO CREPA. Niels Frank anonymiserer ikke sig selv, som MT har for vane, men han kan godt, jf. hele digtsamlingen Små guder, finde på at anonymisere dem, han skriver om, og sjovt nok kan portrættet af "Erotikeren" i Niels Franks Tristhedens historie, der var under udgivelse samtidig med FANULO CREPA, set gennem farvede briller godt ligne et portræt (grænsende til karrikatur) af Mikkel Thykier. Jævnfør denne passage fra FANULO CREPA (VS er Villy Sørensen, NF er NF):

"Den underliggende præmis for NF's kritik (af VS LB) er, at seksualiteten betragtes som sandheden om en person og et værk, eller måske ikke som sandheden, men i hvert fald som en nøgle eller kode til, hvem en person er, og hvad et værk er, så hvem og hvad bliver nærved umulige at skelne fra hinanden. Men der kan også høres en anden stemme, som vil til orde midt i VS' tavshed om sin seksualitet. At lade den komme til orde er nok ikke noget, han ville have bedt om, men for mig er det ikke et spørgsmål om VS' seksualitet eller et spørgsmål til den. Det er ikke et spørgsmål om at føre den tilbage til stilheden, det er ikke det, der er mit ærinde. for mig er det et spørgsmål om at lade hans tavshed gøre plads for en muligvis mere diskret, men også mere rummelig værdsættelse af kønnenes liv og lege, en værdsættelse, hvor en summen i fingerspidserne ikke er mindre overvældende end blodet, der skyder ud i et lem."

Jævnfør den passage med denne passage i erotikerportrættet "Hvis du vidste" i Tristhedens historie (hvor NF næsten får skrevet sig op eller hen i en egentlig, åndeløs identifikation)

"Det er en ceremoni eller et ritual, en messe spækket med uforståelige tegn og hypnotiske gerninger. Som en danser følger erotikeren mønstre og figurer han samtidig selv skaber, han dyrker det yndefulde, det yppige, det underskønne, det indtagende, det kære, og det giver ham et sus at komme tæt på det, hans krop bliver helt ustyrligt stemt, som ét stort sitrende organ. I det erotiske spil åbner sig et rum, et ganske afgrænset rum, fx mellem øjet der ser, og hånden, der bevæger sig, , eller mellem øjet og armhulens grotte, og det rum bliver lynhurtigt fyldt med elektrisk ladning, der løber strøm fra øje til armhule til øje, en fortsat gnidning, som får temperaturen til at stige i rummet. Der opstår en spejleffekt, erotikeren er med på en kigger, men ser også sig selv stirre, han overværer, følger med øjnene, observerer, men han blik er nabo til slemmere ting at lure på, at overvåge, at udspionere. Kort sagt: han glor. Og mens han glor, oplever han, at han er vidne til noget, han ikke burde se, at spejlet lokker ham. Han falder for nogle enkle former, en hånds strygende bevægelse, hårets stritten, som om det higede efter sollys, men det formerne indikerer er yderst komplekst, fuldt af lakuner og hemmeligheder, nøjagtig som en længsel."