SOLEN ER BORTE - SONNE ER DØD!

Sidder lige og genlæser den nye digtsamling, Mere endnu, af Knud Sørensen, født 1928, der udkommer i morgen, og i en pause kigger jeg forbi Facebook og så ser jeg, at digteren Niels Hav har optrykt en nekrolog fra Politiken i dag over JØRGEN SONNE, født 1925, gudhjælpeme, som jeg lige har siddet og tænkt på, for så mange + 80-årige digtere er der altså ikke tilbage, Vagn Steen, født 1928, Benny Andersen, født 1929, Jess Ørnsbo, født 1932. Og Jørgen Sonne har virkelig betydet noget for mig, og jeg vil ikke træde den nekrolog i bedene, jeg skal skrive til i morgen, og jeg er virkelig nervøs for ikke at leve op til Sonnes stilistiske ideal, af dramatisk sirlig HIDSIGHED, og selvfølgelig kommer jeg ikke til at leve op til det, men jeg skal fandeme prøve, af alle kræfter, og Sonne var jo én af dem, der talte nøjagtigt, og akkurat med en VILD nøjagtighed, som han skrev, og han kunne ikke holde kæft, og derfor lavede Steen Møller Rasmussen og jeg den film med og om ham, der hedder 1 1/2 times sol, hvor reglen var, at han skulle tale hele tiden, og den regel var han hurtigt med på, og sikke han talte i sin rasende cirkler om først og fremmest poesi - og RECITEREDE poesi, på ethvert muligt sprog og fra alle tider, - han var totalt og inderligt og YDERLIGT selvoptaget, og han kunne være grusom som få, berygtede er hans fnysende lejemorderindsatser ved forfattermøderne på Rungstedlund, det var sådan jeg selv lærte ham at kende, han ville lige vide, efter min oplæsning af noget tåget prosa, om jeg havde HØRT om dadaisme og surrealisme, ellers ville han gerne anbefale nogle titler (ved samme lejlighed kørte han et nær-autistisk show omkring at få Brostrøm og kompagni på den limpind, at han selv havde skrevet de nye oversættelser af franske surrealister, som han havde læst op af - og senere udkom som UUNDVÆRLIG pragtbog (men sikke han hadede forlæggeren Claus Clausen bagefter; jeg måtte engang på Bogforum fysisk forhindre ham i at gå til angreb)), og jeg besøgte ham en håndfuld gange i den gamle skole i Glumsø og fik gladelig ikke et et ben til jorden, og den ene gang var det for at hente en stor bunke af hans sene, platte og viise readymade-poesi, ordklippene, som jeg redigerede et udvalg af for afsnitP, her er et LINK, der lykkeligvis stadig virker, og jeg var lynhurtigt en af kun to studerende (bortset fra at jeg ikke længere var studerende, jeg snød mig til det), der fulgte hans Aarestrup-forløb på KUA, han kunne analytisk smagende genfortrylle selv "Angst", hellige, hellige noter (ALT kunne skulle skrives ned, pånær måske den rigelige snagen i Emils sexliv, men det skrev jeg også ned), som jeg læste op af ved fejringen af 85 års-dagen i Poesiens Hus, og jeg er voldsomt glad for poesien, men jeg er begejstret beundrende hans prosa og især hans kritiske prosa, den hvirvlende og DEJSENDE, oprømte og NYDENDE præcision, og fremfor alt, det var den skriftlige åbenbaring, bogen om Degas, den vil jeg citere fra i næste blogpost, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere lige nu, jeg er ked af det som 100 onde år over, at Jørgen ikke lyser mere, for satan da! og her er et digt, som IKKE er klassikeren "Foldemændene", som han ikke kunne udholde, at hans indsats for fuld hammer og skalpel i poesiens tjeneste skulle reduceres til, fra Eroter, 1977, hans mest hede og forfinede samling: 

SKY -

For den der kunne følge dem
gratier undervejs
i nære skyer
sagte nu
i en duven frem
er de på vej
drømmende
under det tykt krummende hår
og lette på de lange smalle fødder
i folder af stof som hyller til
der åbner næsten og
er faldet
med budskab i den pegende finger