Månen vinker til digteren

Claussen-nummer 1-fan er professor emeritus Bo Hakon Jørgensen, der i anledning af fødselsdagen har udgivet en bog med digte + analyser (og jeg er selv så meget fan af Bo Haks tekstanalyser), jeg skal have læst og anmeldt nu. Han har også ønsket tillykke i Kristeligt Dagblad og unødigt defensivt, synes jeg nok:

"En fan kan aldrig forstå, hvorfor verden ikke også jubler over hans forkærlighed! Hvorfor er Sophus Claussens lyriske diamanter ikke mere kendt i dag, nu hvor han bliver 150 år? Hvorfor står han ikke på top-kanonlisten over danske forfattere?Jo, han blev værdsat til og med Per Højholt, men da han døde 2004, forsvandt også Sophus Claussen (1865-1931) ud af den litterære horisont. Højholt huskede Claussen med linjen: "Det er som fan af diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om- (fra "Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation").Sveden eller arbejdet med digtet, anstrengelsen med at finde det rigtige ord: diamanten i sproget: den sved genkendte Højholt hos Claussen og lovsang ham for at skjule den. Men måske er Claussen bundet til modernist-generationerne efter krigen og deres formbevidsthed, og måske er hans erotiske, hetero-seksuelle evangelium om "en livsanskuelse grundet på elskov" overhalet i nutidens differentierede seksualitet? Spørger jeg de unge, så har de næsten aldrig hørt om Claussen i deres litteraturundervisning. Så skønt opretholdt af særskilte fans er han - siden udgivelsen af hans samlede lyrik og hans breve i midten af 1980'erne samt store bøger om forfatterskabet i 1990'erne - blevet glemt. Måske har al denne "forældre"-interesse lagt sig som en uoverstigelig vold mellem ham og de unge? Hans rim synes gammeldags, hans brug af digtet til at søge betydning med måske ligeledes?Men en digter, der kan skrive følgende linjer, må da ramme alle generationer?: "Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,/ jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,/ har ved Rim nu gjort mig fri." (fra "Mennesket og Digteren-)."

Dér til sidst bliver han omsider offensiv, og det forsætter han heldigvis med at være, endnu et klip:

"Claussen er ofte morsom i sine rim, og også når han skal forklare et lyrisk problem. I -Jord og Sjæl- skildrer han således sin ungdoms splittelse sådan: "Mellem Kaal og Rabarber/ Digterne med deres uhyre Harper". Morsom er jo splittelsen mellem land eller natur og på den anden side by-kunst og selvtilbedelse ("Harper"). Dermed har vi nærmet os, natur- eller landskabssiden i Claussens poesi, som næsten altid er menneskerelateret, om ikke andet set af en person midt i den. Her i digtet "Hvidtjørn" er hvidtjørnen desuden et billede på pigen, han har stævnemøde med, men læg mærke til køerne i landskabet, der både indfanger den tidlige juniaften og mødets tyggen drøv på sig selv: "Brune skumle Kør, som gumle/ Aftengræsning efter Regn!/Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn, dufter i det store Hegn." Claussens omverden, det være sig by eller land, er hele tiden både land eller ting, men også symbol på jegets stemning, som her i slutningen af "Balaften", hvor en gadelygte ved dag (sikkert gas bag glas) bliver symbol på jegets eftertænksomme stemning: "Hvad er dog saa sært som en Lygte ved Dag,/ naar blankrudet, bleg og forsovet/ den løfter mod Lyset i udslugt Ro/ sit fine og tænksomme Hoved?" Hidtil har jeg hentet eksempler fra forfatterskabets tidlige, idylliske fase, men omkring 1900 begyndte en mere djævelsk poesi at gøre sig gældende, som for eksempel i "Trappen til Helvede": "Det er, som skjulte Orkestre klinger,/ paa Skuldrene voxer usynlige Vinger / saa ofte man rækker Fanden en Finger."

- og her er hele Højholts mesterligt epigoniske fan-digt:

Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation

Det er som fan af diamanter som dine
                        jeg kender den sved de tier om!
Og det blik hvormed du tavs
                       kaldte Shakespeare frem i et ribs
har aner, det var lånt, det også, betragtet,
                       og det drømmer endnu om øjne,
øjne i klynger, i aks, uden dig, uden digt,
                       køn som stirrer ind i køn
uden anden syntaks.

Hvidglødende tautologier!
                       det var truet af sådanne lynbarnede
du ryddede dit forland, væltede eg
                       og bøg og væltede en husgavl for at lægge
ny paradoksale vintre ind i skriften,
                       du var nær død i den tomhed der knøg.

Dit svar på solnedgangen var: to øjne.
                       ikke anden ild. Fra rum til rum
i det frostklamme hus nedkæmpede du dine planer,
                       vantro: ikke een holdt mål.
Dit spil frøs til regler og påbud,
                       hånden smuttede hver gang du forsøgte,
men skæv i det stirrende vindue
                       som daggryet fik til at blåne
den gestikulerende måne.

- RIM, HøjholtRIM! Kun muligt Claussenidentificerende sig