(afsnit med den titel fra Jørgen Sonnes monografi Degas. - Det moderne. Rum og energier, 1994 - og tilegnet dig, der aldrig fik ham mødt, selvom det var lige ved, på Den Sorte Diamant sidste år, håndskriftsudstillingen, men han stod hele tiden og lynede langt og kinesisk et andet sted)
Ces nymphes, jeg les veaux perpétuer ... Degas malede balletpiger, det er den etiket man sætter på ham. Men også deri ligger et brud på sædvaner eller gængse interesser. Nemlig det ny, at en herre overværer indøvelserne af trin, fordi han er kunstner og tegner, er kendt på teatret, og har sine forbindelser ved en god families navn. Ellers var det omme i foryer'en, at de bedre herrer kom i deres sorte antræk og chapeau claque, når disse dansemus var færdige med øvelserne og skulle gå hjem. Eller at de efter deres optræden på scenen fik truffet arrangementer for den sene aften og souper'en, samt det videre følgende inde i alkoven. De var ikke blot til øjenbrug, for i denne vimrende dam fiskede borgerskabets sorte hanner.
Allerede Balzaz noterer o. 1825 balletpigers usædelige brug, mens M. Degas' ældre og litterære samtidige nærede en mere kunstnerrisk interesse for balletten i dennes romantiske kulmination. Theodore Banville og især Théophile Gautier har deres indgående kommentarer til balletforestillinger og disses ledende udøvere. Og det fortsætter med selveste Mallarmé, som i sin prosalyrik kredser om denne ulegemliggjorte letbevægelighed. Men nu var stilen og fordringerne i forfald, selv Wagner og hans "Tannhäuser" blev gjort til divertissementer, mens de populære forestillinger mest gik ud på at fremvise harmoniske kvindelige former; grafikeren Forain viste disse i sin grafik. Kun på Operaen, under den tidligere danser M. Mérante og hos balletmester M. Pluque, var der endnu disciplin og trimning, så der satte M- deags sig i øvelsessalen.
Det er aldrig stjerner han ser og gengiver, det er aldeles almindelige små dansende piger. Nok er de lyshudede og hvide i deres tutus og yndefulde i bevægelser og pauseringer. Men set nærmere på - og det gælder stadig mer med årene - så ligger der et forsømt præg over dem: Som de da må slide? Og dér bider Degas' øje sig fast. Særligt i sine modelleringer skeletterer han dem så fint: Så spinkle knogler, så magre sener, der binder dem sammen, sådan forvoksede muskler, ved disse sære, vægtløse anstrengelser. Han ser og videregiver det med en egen klar inderlighed.
Mallarmé havde prøvet at indkredse disse dansens fænomener i sine små og chargérede prosastykker, "Skitseret i Teateret". Her er det et om en italiensk balletdanserinder, i den såkaldt Akrobatiske Skole.
"Cornalba henrykkede mig, hun der danser som afklædt: det vil sige uden det ligner en hjælp som gives, en løftelse eller faldet af et flyvende nærvær fyldt med gazestoffer, er det som om hun er kaldet op i luften, og holder sig dér ved det italienske faktum, en marvfuld spænding af sin person ..."
Også Mallarmé negérer danserinderne som sådan, og æstetiserer dem bort til blive som sin egen opløsende lyrik: "At vide, at danserinden ikke er en kvinde der danser for disse sammenstykkede motivers skyld, at hun ikke er en kvinde men en metafor, der genoptager et af de elementære aspekter ved vores skikkelse - glavind, pokal, blomst, etc. - og at hun ikke danser, imens hun suggerérer ... et digt ..."
Og om balletten "De to Duer" siger han abstraherende: "Dansen er vinger, den drejer sig om fugle og bortdragen for stedse, med en tilbagevenden, der vibrerer som en pil."
Så langt ud går digteren i sine psykologiske drømme . Maleren må holde fast ved sit sete og farvelysende sujet i billedfladen.
Og Degas følger disse danserinder: Med sine indgående og nådesløst korrekte, supra-erotiske redegørelser for piger i deres mobile anatomi:
Ude fra øvelserne i denne uafladelige daglige træning, dagene igennem, og ud til deres fulde udfoldelse henover scenen: En hvid blomst slår ud; en fugl er på vingen; voilá loiseau-fleur, dér fugl-og-blomst ... Efter så megen korporlighed, så nær på, opløses de nu. Allerede mens de sidder i deres skørters struttende, tørre skyer af tyll, er de ude af dyrenes ordener og inde i planternes, dér i deres troper af lys. Der nede i en dyb skov af mørkning dukker de frem i scenen, ud fra dens sider og huler udimod lyset som finder dem, og op imod det, løftet af denne lysen som drager dem imod sig, gør dem uden vægt, undervejs til en opløsning i lyset og en sidste blændende opgåen i det. Således er de, inde i dette svimlende forblivende. Nu, ætheriske og borte ...
Lad det teknisk være bemærket, at det lys som teatrene endnu arbejdede med, ikke var blevet hårdt og elektrisk, en spot af enhver styrke. det var endnu levende og flydende gaslys, indenfor det gule spektrum, nu og da på vej til rødt; men altid varmt i sit høje hvide og umærkeligt vibrerende skær. Her blev det fanget ind og lyser tilbage, som om man kunne føle på det. (...)
Det som er historisk interessant ved Degas' spring fra dansens hverdage og til dens festaften, er at han dermed igen realiserer den høje Romantik og dennes ånd i balletten, dens sarthed, sjælelighed, ulegemliggørelse. Og det gør han igennem en pågående legemlighed, som antydet. Selv i hans mest lys-opløste danserinder er der en rygrad, som går gennem denne megen lysen og bærer den. Pigen er stadigvæk inderst krop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar