Altså først og fremmest er jeg bare decideret forarget over, at Mikkel Frantzen i dag i Politiken giver Signe Gjessings digtsamling nr 2, Blaffende rum nænnende alt en lunken anmeldelse og absurde 3 stjerner (Olga Ravn var i anmeldelsen af debutbogen i det mindste oppe på 4, hvilket var galt og forkert nok) - det er som om, internetgenerationalister såvel som akademiske kritikere ingen respekt har for simpelt eksplosivt talent og nægter at betragte bugnende poetisk profit som en egentlig værdi - Frantzen bruger ord som "funklende" og "svimlende" om digtene, men alligevel klager han over en abstraktion og en luftighed (der er da tværtimod tale om en enormt kompliceret koncentration, rent sprogligt?), som han ikke er særlig god til at eksemplificere:
"Men der er et problem, og det er et ret grundlæggende problem: Poesi
bliver ikke politisk af ordet ' samfund'; ikke selvbiografisk af ordet '
jeg'; ikke kosmisk af at skrive: ' Jupiter'. Og det er det sidste, der
er problemet i ' Blaffende rum nænnende alt'. På
en enkelt side står der eksempelvis ' verdensrum' 4 gange, ' univers' 1
gang, ' klode' 1 gang, ' stjerner' 1 gang og ' stratosfære' 2 gange.. Og
det virker måske nok pedantisk at gå Gjessings poesi igennem med en
tættekam, eller rettere en lommeregner, men det skyldes simpelthen, at
det slet og ret kommer til at fremstå en smule anmassende. Det, hun som forfatter foretager, er ikke så meget en udmåling af verden, som det er en ud-strækning, en uendelig udvidelse. En
eksplosion af tid og rum (»tidens deling -/nye sideskilninger, du/er en
sideskilning i midten/af tiden, jeg reder din tid« ). Og nu er jeg ikke
den store fysiker, men måske kan man artikulere problemet sådan her:
Der mangler simpelthen en form for centripetalkraft, der kan holde det
hele en smule sammen. Der er lutter spredning, ingen samling. Noget af
bogens billeddannelse bliver derfor også abstrakt på en for mig at se
uheldig måde - i linjer som »kærligheden mættet med øjensyrer og
affolkede verdensbunde« og »Horisonterne er de hvepsestik verden giver
uverdensmørket i det uendelige«. Heldigvis er der stadig alle de
funklende passager, alle de trods alt svimlende digte. Her
er et eksempel: »Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre
hvor langt, der er ned. Vi står og lytter efter/lyden, når/de
rammer./Der går et år«. Og her er ét til: »horisonter viser begyndelser
til alle sider, som tigre viser tænder, her begynder alt, her begynder
alt«. Når alt kommer til alt, når ' Blaffende rum nænnende alt' dog kun
halvvejs til det himmelråbende himmelske. For mit eget vedkommende vil
jeg hellere end gerne have mere sci-fi, flere kosmiske vibrationer, en
højere grad af fabulering og spekulation i ny dansk poesi, men Gjessings
udgave i denne omgang kommer til tider til at virke eller simpelthen
være lidt for postuleret og lidt for abstrakt. Hvor man som læser
mangler små øjeblikke af ro og nogle konkrete ting at klynge sig til.
Hvor alt, der er luftigt, fordufter i luft."
Altså, jeg synes da total spredning lyder som en herlig æstetik (realiseret i Dan Turèlls Sidste forestilling - måske!?), men der er (som allerede sagt) til hver en tid den fabulerende fyndighed til forskel fra nogen form for luftighed og, ja, påkaldelsen og anvendelsen af univers, stjerner etc. kan kaldes monoton, men sgu da ikke mere end det såkaldte "inventar", MacBook etc., hos Caspar Eric, i min oplevelse er det lige præcis genial monotoni, bortset fra at yndlingsordene hver gang rulles og vrides NYE, fordi det er det, de i deres yderste vigtighed skal vedblive med at være og opleves som. Og hey, hey, HEY, med hensyn til konkreter er Signe en utrættelig og totalt usnobbet (langt mere CE & co. der helst nøjes med poppede brands) mestertingfinder, hun blander dem så bare, konkreterne, med kosmossagerne (DER OGSÅ ER KONKRETER: STJERNER FINDES!) - FX lige præcis hvepsestikkene i den linje, hvis angivelige abstraktion Frantzen ikke bryder sig om: "Horisonten er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige", som jeg da synes (i forhold til alle mulige andre Gjessing- og GROTRIAN-linjer) er helt straight anskuelig og (ligesom alle mulige andre G- og G-linjer) bare åndssvagt SKØN, eller hvad synes I, bloglæsere?
Ingen af anmelderne eller digterne kan gøre for, at jeg bliver endnu mere hidsig på Frantzens Gjessing-anmeldelse (og måske allermest dens stjerne-fåtal!) af at læse Solveig Daugaards begejstrede anmeldelse i Information i fredags af Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden, udkommende samme dag på Gyldendal (og foreløbig usynligt anmeldt af mig), hvor hun får enormt meget dybsindigt ud af poetisk temmelig fattige linjer:
"I næste forløb er jeg-et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem
landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider
også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt
tæt på. Selvom Fælleden således er dæmpet
læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens
intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for
kroppen, uden for jeg-ets indre horisont, alt for dominerende: »vi
går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi
bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder,
brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor
tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser
hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen
vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.« Der
er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne.
Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker,
der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en
rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod
et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem
figur og baggrund går i opløsning.Og
alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe
som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre
poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af
helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let
surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at
lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden."
Daugaard insisterer en bleg poesi betydningsfuld og betydelig, Frantzen skimmer en prægtig poesi betydningsløs og ubetydelig - og jeg bliver fælt frustreret over den poetiske URETFÆRDIGHED!
stratosfæren, virkelig nok!
Aah, det havde jeg lige brug for - Martin Gregersen sets things right i Kristeligt Dagblad i dag (jeg kommer først til på fredag, hårdt nok) - ingen stjerneafgivning, men en overflod af citater:
SvarSletSigne Gjessing debuterede sidste år med digtsamlingen " Ud i det u-løse", men er allerede nu klar med sit andet værk med den ligeså underfulde titel " Blaffende rum nænnende alt", der da også fortsætter i samme visionære og kosmisk roterende spor som forgængeren. Og lad det være sagt med det samme: Gjessing er en særegen og interessant lyriker, der uden tvivl har en væsentlig plads i ny dansk poesi. Men som allerede titlerne måske indikerer, er det største problem ved hendes digte, at de med deres umiddelbart hermetisk-esoteriske formsprog fremstår ret så utilgængelige og uforståelige, hvilket betyder, at de risikerer at hægte læseren af. Imidlertid kan problemet også vise sig at være læserens tilgang, fordi disse digte slet ikke skal bedømmes med udgangspunkt i et sådant logisk-rationelt fundament. De hverken kan eller vil nemlig forstås, hvis man med forstå mener at transformere eller oversætte til et formålsrettet sprog. Tværtimod markerer de et brud med vores konventionelle og vanemæssige måde at udtrykke os på. Kort sagt: Man skal ikke begribe Gjessings digte, men lade sig gribe. Man skal overgive sig til fascinationen og acceptere den desorientering, som uundgåeligt vil ramme en. Hør blot dette uddrag, der, med sin brug af besjælinger og nærmest surrealistiske sammenstillinger af uensartede elementer, ignorerer gængse proportioner og regler: " Lommefor er den indre verdens pailletter. Vi kunne være solens/ for. Vende sol for hver bevægelse -// vejret kalder på os/ som en moder kalder til te i døråbningen og vi husker at trække/ det.// Vores blinkende øjne blafrer som Jupiter, der har hængt sine ringe til tørre/ i rosa tid som selvfølgelig smitter af - dét ville også være som at gå i// T-shirt af/ æseløre bukket ud i regnen, når man selv er solens for." Sådanne skønne og finurlige passager, der kan minde om en Jens August Schade, som tilsvarende med humoristisk effekt vender op og ned på rummets love og dimensioner, findes der mange af hos Gjessing: " Verden bøjer sine verdensdele som grene, der spærrer for udsynet" eller " jeg løser livet på kort tid og hviler albuerne på stjernerne". Helt generelt synes der faktisk at være en forståelse af, at alt på en eller anden måde er forbundet. " personsfæren flettet ind i/ stratosfæren og/ lithosfæren", lyder det meget rammende et sted. Gjessing formår i sin digtning således at sammenføje så forskellige ting, som kropsdele, stjerner, vinden, cykler, dyner, horisonten, universet og Gud, så omverdenen træder frem i al sin overvældende mangfoldighed. Ikke alt er dog harmonisk og positivt ladet. Igen og igen mødes man nemlig også af en underliggende uhygge og krisestemning, som i disse vers, der findes i indledningsdigtet: " Verden fryses ned til en parallelverdens stuetemperatur/ gennem gasmasken jeg. Dén tages af - poesien/ verden/ du løber skrigende bort". Med " Blaffende rum nænnende alt" har Gjessing på den måde skrevet endnu en sammensat digtsamling, der kan forekomme forvirrende, men først og fremmest fængslende i sine særsprogede, suggestive billeder.