Bogmarkedet har med deres sædvanlige detektiviske ildhu og akkuratesse opdaget, at jeg for 3-4 år siden begyndte at rose ung, kvindelig, navlepillende / politisk korrekt, formbevidst litteratur til skyerne - en litteraturform, jeg i de 20 forudgående år havde hadet som pesten, og hvorfor mon?:
"”Gid det var performance” hed overskriften, da Johanne Mygind i
Weekendavisen tog til genmæle mod Mette Høeg. Det var en voldsom
indspist overskrift, der handlede om, at Mette Høeg danner par med
Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der i mange år har lavet forskellige
former for performance sammen med forfatteren Helge Bille Nielsen (som
han vist hed på det tidspunkt), men hvor Strøbech lagde sag an mod
Nielsen, fordi han følte sig krænket, da Nielsen i 2008 udgav romanen
”Suverænen”, hvor der optræder fotos og en række personlige oplysninger
om Strøbech. Denne oplysning blev læserne imidlertid ikke indviet i – og er det på
nogen måde relevant at antyde, at der skulle være en sammenhæng? Er det
ikke et forsøg på at frakende Mette Høegs indlæg værdi i sig selv? Men
de litterære debatter vrimler med den slags indspiste stikpiller, hvor
debatten ofte får et personligt frem for et principielt præg.
På den anden side forekommer det meget rart at vide, at Weekendavisens
lyrik-anmelder, Lars Bukdahl, danner par med Cecilie Lind, der skriver
den type litteratur, Mette Høeg ikke kan lide. Det sætter hans
udtalelser lidt i perspektiv, når han i et indslag i Deadline
(start ved 10.30) i kraftige vendinger afviste, at der overhovedet er
noget at diskutere, og at folk jo bare ”kan læse norske romaner”, hvis
de er utilfredse med det danske udbud. ""
Dit ædruelige svar på Facebook:
"Det her er virkelig for dumt at blive ved med at søbe rundt i, I KNOW,
men jeg kan simpelthen ikke holde ud at blive misforstået så grelt. Min
tekst angler IKKE efter ynk, min tekst kræver respekt, ikke
særbehandling. Jeg har INTET imod at man anmelder mig, at man kritiserer
MINE TEKSTER. Jeg kan ikke klare at jeg skal være en lille stakkels
tøs. Det er jeg ikke. Jeg har ikke brug for nogens menneskelige
forståelse. Jeg beder om at man forholder sig til mig som forfatter. Min
tekstgestus er at vende MH-logik på vrangen og sige det er INGENS SAG
hvem jeg er, hvem der er min kæreste etc etc. Det der er fair at
forholde sig til er mine udgivede BØGER. Oh christ, og den her
BogMarkedsskildring (se punkt 6) af hvordan Lars
ytringer i Deadline bliver sat ”i perspektiv” af at han er kæreste med
mig? Hvad betyder det? Er han kuet af mit selvoptagede tøsehysteri,
eller hvad? Og hvorfor siger BogMarkedet at jeg skriver den type
litteratur som MH kritiserer – seriøst, i min første digtsamling tror
jeg ikke at ordet ”jeg” forekommer en eneste gang, og min anden bog
(dughærget pupil accelererer tusmørke) er en samling crazed out
eventyrsekvenser. Come on Bogmarked, og læs mig i det mindste før I ved
hvilken slags litteratur jeg skriver. Og læs hvad jeg med versaler
skriver i min kronik. OK. Jeg er en gal flue i flint, jeg summer af, men
altså. Argh. THE END."
- og her et billede af øjeblikket før jeg kom under din dæmoniske indflydelse - du hører stadig på, hvad jeg siger, om prisværdig, mandig skovhuggerprosa,
but then she kissed me
Thomas Illum Hansen, klog mand, skriver øverst på kommentartråden under kronikken på politiken.dk, dér må det gerne blive stående:
SvarSletKære Cecilie Lind, tak for en vedkommende kronik, der på én gang udtrykker dybt personlige erfaringer, har æstetiske kvaliteter og fungerer som en formbevidst refleksion over Mette Høegs artikel. Meget imponerende! Du sætter vrede på æstetisk form. Det er subtilt, at du ikke bare negerer Mette Høegs udsagn, men hendes udsigelse gennem din tøvende, subjektive stil
Mette Høegs artikel kan genremæssigt bestemmes som et generaliserende overgreb med konspirationsteoretiske træk, der næres ved fordomme og stereotype forestillinger om køn, profession og institution. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan det bringer den litterære debat videre, men det er dog interessant, at Mette Høeg for en nærmere betragtning er langt mere subjektiv end Cecilie Lind. Det særlige ved Mette Høegs stil er nemlig, at hun svinger mellem grove generaliseringer og specifikke eksempler med navns nævnelse uden at godtgøre, hvorfor eksemplerne skulle være repræsentative for hendes generaliseringer og hermed en hel generation af kvindelige forfattere. Et andet træk er, at hun ikke på noget tidspunkt reflekterer over præmisserne for sine generaliserende domme. Derfor fremstår de som idiosynkrasier. Hvorfor er det et problem, at der er mange unge kvindelige forfattere, og at de skriver ud fra deres erfaringer?
Frekvensanalysen i dette kommentarspor er et godt eksempel på, hvor formforladt den litterære debat kan være. Kvantitativ frekvens bliver først interessant i det øjeblik, den bliver genstand for en kvalitativ fortolkning. Bemærk fx, at de mange ?personlige stedord i første person ental?, Henrik Okkels har talt sig frem til, er en vigtig del af den udsigelse, der undsiger Mette Høegs form. Mette Høeg ved på konspirationsteoretisk vis en masse ting om en elitær magtalliance mellem ældre liderlige mænd med magt og unge kønsmodne kvinder, der får del i magten, ikke i kraft af deres talent, men i kraft af deres køn og alder. Stillet over for al denne generaliserende viden er det befriende at læse Cecilie Lind, der indleder afsnit efter afsnit med et ?Jeg ved ikke?; en messende gentagelsesfigur, der negerer den generaliserende viden som afsæt for specifikke beskrivelser af alt det, Cecilie Lind ved noget om: at føle følelser, krænge sit barnede jeg af og blotte sig på formens præmisser.
Jeg havde denne Twitter-udveksling med Susanne Christensen om de "norske romaner":
SvarSletSusanne Christensen
Hvad er det for nogle "norske romaner" du henviser til, @LarsBukdahl?
Lars Bukdahl
@susannetiger Ny / gl. DK-tendens til at fremhæve grande norske romaner, Saabye, Kjærstad, nu Knausgaard, til fordel for gnallinge-danske
Susanne Christensen
@LarsBukdahl Ja, det kunne jeg vel gætte mig til, men det lugter lidt af en mærkelig argumentation, se hvad naboen gør, det er meget værre.
Lars Bukdahl
@susannetiger Værre? Min ironi gælder mandjævningen i DK, "norske romaner" er lige præcis i danske gåseøjne, jeg dømmer dem virkelig ikke
@susannetiger helt straight også: hvis du ikke bryder dig om talentfuldeste tendens(/køn), så tough luck, eller læs noget andet
Susanne Christensen
@LarsBukdahl I get that, men hvorfor ikke sige "læs noget andet" ... hvad gør Norge i debatten? Nu står det som en løsrevet slængbemærkning.
Lars Bukdahl
@susannetiger Jeg terminerer hermed officielt norske romaner som debatmedvirkende og lægger danske tokroner på deres gåseøjenlåg
Susanne Christensen
@LarsBukdahl Good one!!