I Johanne Myginds rigtig fine (men måske lige lidt nok (men dog mere end Informations) litterære) interview med Olga Ravn i WA Bøger, der rent faktisk, SENSATION, kan læses på internettet, siger hun en passant:
»Lars Bukdahl har skrevet en kommentar om Amalie Smith og mig, hvor der
stod, at vi bare skrev digte om politik, fordi det er trenden. Det er
jeg vildt uenig i. Politik er lige så vigtig for mig, som at der er
stjerner om natten. Jeg er både interesseret i det fede bogstavrim og i,
at litteraturen undersøger en politisk virkelighed.«
Jeg kan jo ikke vide, hvor vigtigt "politik", hvad det så end er, er for Ravn; jeg kan bare sige, at den litterære undersøgelse af politisk virkelighed i Ravns tekster, og her særligt hendes medie-digte. forekommer mig uambitiøs og uforpligtet og unysgerrig, automatisk og påklistret og pligtskyldig og alt i alt kunstnerisk uforløst - sammenlignet med undersøgelsen fx af ensomhed, pligt-kæresteri og skilsmissebarnserfaringer i den nye roman (det er derfor interviewene i WA og Inf bliver så gode, selvom de overvejende tematisk fokuserer på skilsmissebarnligheden - dette er stof, forfatteren er passioneret skarpsindigt optaget af, men beundringsværdigt lader være at tage nem moralsk stilling til (Guldager-fehleren)), der er slående uinteresseret i og tavs omkring "politik" i mediepoesiens og mediepoetens politisk korrekte Metro Xpres-forstand.
Bare lidt meta reflektioner. Skal et interview med en forfatter altid være "litterært" - altså handle om litteratur og/eller processen med at skrive litteratur eller må man godt behandle ham/hende som et menneske med menneskelige erfaringer og indsigt, som kan videreformidles? Jeg spekulerer selv meget over det, fordi jeg sådan lidt hovedkulds kom til at interviewe forfattere og har gjort det med stor fornøjelse siden. Men jeg er ikke litterat og er mere interesseret i forfatteres syn på livet end på litteraturen (hvis man overhovedet kan skille de ting ad). Må man være det? nogle gange i hvert fald? Jeg synes jo, at der skrives utroligt mange kedelige forfatter interviews, som er holdninger og metareflektioner, men som sjældent føles levende eller givende. Det synes jeg til gengæld i al beskedenhed at interviewet med Olga var, selvom at jeg havde pillet en masse interessante reflektioner over smal og bred litteratur ud og i stedet fokuseret på erfaringen af at være delebarn.
SvarSlet