Blokade & blomsterflor

Asger Schnack, der for et par måneder siden beordrede mig til at fucke off i en FB-opdatering, fordi jeg i mit "vanvid" havde forsøgt at opgøre hvilke poeter, han som førende poesielsker ikke havde blik for, har nu åbenbart ikke bare unfriendet mig, men også blokeret mig, så jeg ingen mulighed har for at se de anekdotiske/leksikalske opdateringer om poesi mm., som har været et så godt som dagligt lyspunkt i min overspringssurfen (og udvalget af hvilke, Dan Turèll var vild med Clifford Brown, jeg pænt begejstret anmeldte i WA). - det må simpelthen bare været blevet for væmmeligt at se mig igen og igen (og et par gange som den første) like de opdateringer af et ærligt hjerte,  Trist, siger jeg bare, jeg vil savne dit fjæs i min bog, Asger dear.

En kritiker, Schnack til gengæld umådeligt godt kan lide, og som smart nok aldrig har anmeldt en bog af ham, og som han i fire år har siddet i den danske jury for Nordisk Råds Litteraturpris med, er Lilian Munk Rösing - hende skrev han kort efter blokeringen af mig en lyrisk opdaterings-hymne til, der er næsten lige så rørende som i sin tid hans digt til 2 x nominee til Nordisk Råds Litteraturpris Josefine Klougart:

Apropos Lilian Munk Rösing: I gl. dage, da Lilian Munk Rösing skrev i Information, var det en grund til at holde Information. Ja, der var andre grunde, men det var en god grund. Jeg tænkte tidligt: Hun skriver godt, der er grund til at læse, hvad hun skriver. Efter nu snart mange år: Jeg har aldrig læst noget, hun har skrevet, jeg ikke var glad for at læse. Forklaringen er, at hun er meget begavet og tænker ualmindeligt godt, samtidig med at hun har blik for det sanselige. Sensibiliteten i teksten og i livet. Det kræver både indlevelse og forståelse. Lilian Munk Rösing har det. Hun skriver som en sommerdag.