3 måder at gøre sig/en fiktionsperson menneskelig på:
1. Sentimentalitet (jeg/han/hun er følsom/ medfølende/ indigneret/ offer)
2. Kompleksitet (jeg/han/hun er sammensat/ paradoksal)
3. Humor (jeg/han/hun er sjov/ til grin)
- nr. 1 er rocker-tricket: jeg er en blodig bøf, men elsker mine børn; anvendes også af slet og slap politisk/etisk litteratur (og slette og slappe læsninger af (angivelig) politisk/etisk litteratur og slette og slappe læsninger af læsninger af samme: jeg er ikke enig med ALT, hvad A. mener, men jeg kan godt forstå, og det bør I andre også, at hun mener, hvad hun mener, fordi hun taler fra et inderligt sted / er offer)
- jeg er OK og pænt vild med nr. 2, men opterer for og overbevises/animeres af nr. 3
fredag den 28. februar 2014
Det er jo Rasmus' dag!
i dag hvor Rasmus Halling Nielsens Mörkhall udkommer og skammeligt nok - også for mig og min avis - ikke er anmeldt et eneste sted; jeg anmelder gudhjælpeme en sløj svensk roman i stedet, det er mere end skammeligt, det er usseligt! Her er en Hallo!- og halo-Hallingsk tekst fra bogen; Rasmus er ikke medlem af nogen af deres tsk-tsk-ende generationer, han er sgu da en hel turbo-skrumlet generation i sig selv, og det her, det er bare evigagtigt smukt (og meget mere BOGSTAVELIG (og ak, ja, individuel) sorg og omsorg end de (gode) generationsforfatterskaber, Eslisabeth F skriver om her):
denne dags guld og dun af skyer i flugt: et kor synger om vinden og bestemmer skyerne
HVAD VEJER EN CIGARET NEJ
NEJ HELT SERIØST HVAD
HVAD VEJER EN CIGARET
SOM HUD OMKRING DE KNOGLER
KNOGLEFINGRE DET FUCKER STADIG I MIG
SERIØST HVORDAN MIN FARFAR KLIPPET NED
HELTHÅRDT I VÆGT FARFA=VÆGT=CIGARET
INGEN LØFTER NOGET
SKAL DU
SKAL JEG HOLDE CIGARETTEN FOR DIG
SKAL JEG HOLDE CIGARETTEN FOR DIG
HOLDE OM DIG RYGE CIGARETTEN FOR DIG HOLDE DIG OM DIG
langsomt ikke kræfter til at løfte cigaretten fra askebægeret
hurtigt svundet ind til skind
og hurtigt ædt op indefra
vi skal vel have noget musik
hovedet griner af radioforstyrret økse alting tæt på
ætset rødt forklæde skygger der i hastige streger hænger af
skygger der i hastige streger hænger af skygger der i hastige streger hænger af
som hænder mest rystende og sorte indefra ud
flod blågrå æder ind og derude skinner solen helt ustramt
denne dags guld og dun af skyer i flugt: et kor synger om vinden og bestemmer skyerne
HVAD VEJER EN CIGARET NEJ
NEJ HELT SERIØST HVAD
HVAD VEJER EN CIGARET
SOM HUD OMKRING DE KNOGLER
KNOGLEFINGRE DET FUCKER STADIG I MIG
SERIØST HVORDAN MIN FARFAR KLIPPET NED
HELTHÅRDT I VÆGT FARFA=VÆGT=CIGARET
INGEN LØFTER NOGET
SKAL DU
SKAL JEG HOLDE CIGARETTEN FOR DIG
SKAL JEG HOLDE CIGARETTEN FOR DIG
HOLDE OM DIG RYGE CIGARETTEN FOR DIG HOLDE DIG OM DIG
langsomt ikke kræfter til at løfte cigaretten fra askebægeret
hurtigt svundet ind til skind
og hurtigt ædt op indefra
vi skal vel have noget musik
hovedet griner af radioforstyrret økse alting tæt på
ætset rødt forklæde skygger der i hastige streger hænger af
skygger der i hastige streger hænger af skygger der i hastige streger hænger af
som hænder mest rystende og sorte indefra ud
flod blågrå æder ind og derude skinner solen helt ustramt
Generations-jon'er og -aversioner
(i forlængelse af Olga Ravns-ikke-manifest)
i
fremtiden er min ambition at være bannerføre for 'generation sut mine
digitale boller med dine litterære begreber som ikke vil noget i verden'
eller noget
min
pave ringede, han er i thailand: må jeg tale med generation trut? øh
hvad? må jeg tale lidt med generation pu ha? øh hvem? generation
okkedog, generation fiskeforhud, kan jeg få lov at tale med generation
klejnsmed? jeg hedder bjørn. ja du hedder generation hvalpehelvede, du
hedder lille generation kolesterolmagnet. er der sjov i thailand? jeg er
på vilhelmsborg kro med generation fismæså, jeg er i uganda med
generation bøsseøren, jeg har trykket modtager betaler, farvel.
Så tilhører jeg Generation Uetik? Øhhh???
Dennis Gade Kofod En af fordelene ved at flytte væk er ikke at høre til. Det er en behahelig frihed.
- Merete Pryds Helle Klart; der er vel kun omkring fem etiske forfattere i Danmark og de er alle født efter 1980.
Kan Bjørn Rasmussen ikke skrive en rockerroman, please?
Jeg vil meget gerne skændes med Olga Ravn kækt tågede ikke-manifest i dag i Information, hvor hun kalder visse "kritikere" (foruden mig er kun Niels Frank og Jeppe Brixvold, primært digtere vel da, navngivet) for tøsedrenge:
Der er så meget, de er så bange for. Der er så meget, kunsten ikke må være. Den skal være et frirum, men for mig at se resulterer det bare i, at intet må komme ind til den. Og så står den der helt alene og kradser i gruset med sin støvlespids.
- hvilket himmelråbende vrøvl Kunsten må, ifølge mine samlede kritiske skrifter, være og stå åben overfor ALT, så længe den er det og gør det på kunstneriske betingelser og med kunstneriske kvalifikationer: LORTET SKAL VÆRE SKIDEGODT SKREVET (ELLER STJÅLET, JA, JA), ELLERS ER DET BARE NOGET LORT. Og nej, okay, jeg har så et problem med nemlig, at kunsten skal være moralsk og opbyggelig og bedrevidende og politisk korrekt, det har du så ikke, Olga!?
(og i dette øjeblik har Lars-Emil Woetmann på FB linket til en generationsartikel i Information fra 2007, hvor jeg, med udgangspunkt i Maja Lee Langvad og Mette Moestrup, udtaler, og jeg kan ikke være mere enig:
"Der er en åbenhed over for, at verden også er politisk, og at man skal tage stilling til den, at litteraturen ikke bare er en boble. Og den kombinerer man så med al den anden støj, man har i hovedet, livets mening og kærestesorg og sager," siger Lars Bukdahl, der mener, at den nye litteratur lukker verden ind i poesien. Og ikke gør som i 80'erne og 90'erne, hvor poesien var et sted, hvor man lukkede al støjen ude og talte rent og purt. I dag er digtningen i karambolage med virkeligheden.
"Før i tiden kunne samfundsfag få lov til at have samfundet helt for sig selv. Det kan det ikke mere," siger Lars Bukdahl.)
Men, men, men og APROPOS ETIK - i EN HELT ANDEN KONKRET FORBRYDERISK OG MORDERISK BETYDNING, jeg har slet ikke tid til det skænderi nu, fordi jeg skal ind på Ekstra Bladet og diskutere rockerlitteratur med Brian Sandberg, og I kan følge tvekampen LIVE på ekstrabladet.dk her klokken 11:
af SUNE FISCHER
Weekendvisens anmelder, Lars Bukdahl, gav rockerbogen ' Exit Hells Angels', det glatte lag, da han i januar anmeldte bogen. Nu får bogens hovedperson, Gucci-rockeren Brian Sandberg, mulighed for at give svar på tiltale, når anmelderen og Gucci-rockeren i dag tørner sammen i debatprogrammet ' Frontalt' på ekstrabladet. dk. Emnet er, om rockere og bandefolk skal have taltid i medierne og ret til at udgive bøger. Disse mennesker vinder ikke ved nærmere bekendtskab, de fascinerer heller ikke, og de keder langt mere end de frastøder, sølle, afstumpede og sentimentale som de er'. Sådan lød det i Bukdahls indledning til anmeldelsen, hvor han gjorde rede for, at han inden for det seneste år havde anmeldt tre rockerbøger.' Forhåbentlig er det min sidste', lød det videre, inden han gik over til at sable både bogens forfatter, Søren Baastrup, og Brian Sandberg ned til sokkeholderne. Sandbergs beskrivelse af sin exit fra Hells Angels beskrives som pigefnidder. Forfatteren skældes ud for at at have solgt ud af sin journalistiske integritet og for en eklatant mangel på kritik overfor kilderne. Ud over at være litteraturanmelder på Weekendavisen er Lars Bukdahl digter med en lang række udgivelser bag sig. Du kan se debatprogrammet ' Frontalt' fra klokken 11 i dag på ekstrabladet. dk
- HER LINK TIL DUELLEN - jeg morede mig vældigt, kan man forhåbentlig se
Der er så meget, de er så bange for. Der er så meget, kunsten ikke må være. Den skal være et frirum, men for mig at se resulterer det bare i, at intet må komme ind til den. Og så står den der helt alene og kradser i gruset med sin støvlespids.
- hvilket himmelråbende vrøvl Kunsten må, ifølge mine samlede kritiske skrifter, være og stå åben overfor ALT, så længe den er det og gør det på kunstneriske betingelser og med kunstneriske kvalifikationer: LORTET SKAL VÆRE SKIDEGODT SKREVET (ELLER STJÅLET, JA, JA), ELLERS ER DET BARE NOGET LORT. Og nej, okay, jeg har så et problem med nemlig, at kunsten skal være moralsk og opbyggelig og bedrevidende og politisk korrekt, det har du så ikke, Olga!?
(og i dette øjeblik har Lars-Emil Woetmann på FB linket til en generationsartikel i Information fra 2007, hvor jeg, med udgangspunkt i Maja Lee Langvad og Mette Moestrup, udtaler, og jeg kan ikke være mere enig:
"Der er en åbenhed over for, at verden også er politisk, og at man skal tage stilling til den, at litteraturen ikke bare er en boble. Og den kombinerer man så med al den anden støj, man har i hovedet, livets mening og kærestesorg og sager," siger Lars Bukdahl, der mener, at den nye litteratur lukker verden ind i poesien. Og ikke gør som i 80'erne og 90'erne, hvor poesien var et sted, hvor man lukkede al støjen ude og talte rent og purt. I dag er digtningen i karambolage med virkeligheden.
"Før i tiden kunne samfundsfag få lov til at have samfundet helt for sig selv. Det kan det ikke mere," siger Lars Bukdahl.)
Men, men, men og APROPOS ETIK - i EN HELT ANDEN KONKRET FORBRYDERISK OG MORDERISK BETYDNING, jeg har slet ikke tid til det skænderi nu, fordi jeg skal ind på Ekstra Bladet og diskutere rockerlitteratur med Brian Sandberg, og I kan følge tvekampen LIVE på ekstrabladet.dk her klokken 11:
SKAL ROCKERE: Føj, da føj...
HA' TALETID? Gucci-rockeren og boganmelderen tørner i dag sammen i tv-debat på ekstrabladet. dk
af SUNE FISCHER
Weekendvisens anmelder, Lars Bukdahl, gav rockerbogen ' Exit Hells Angels', det glatte lag, da han i januar anmeldte bogen. Nu får bogens hovedperson, Gucci-rockeren Brian Sandberg, mulighed for at give svar på tiltale, når anmelderen og Gucci-rockeren i dag tørner sammen i debatprogrammet ' Frontalt' på ekstrabladet. dk. Emnet er, om rockere og bandefolk skal have taltid i medierne og ret til at udgive bøger. Disse mennesker vinder ikke ved nærmere bekendtskab, de fascinerer heller ikke, og de keder langt mere end de frastøder, sølle, afstumpede og sentimentale som de er'. Sådan lød det i Bukdahls indledning til anmeldelsen, hvor han gjorde rede for, at han inden for det seneste år havde anmeldt tre rockerbøger.' Forhåbentlig er det min sidste', lød det videre, inden han gik over til at sable både bogens forfatter, Søren Baastrup, og Brian Sandberg ned til sokkeholderne. Sandbergs beskrivelse af sin exit fra Hells Angels beskrives som pigefnidder. Forfatteren skældes ud for at at have solgt ud af sin journalistiske integritet og for en eklatant mangel på kritik overfor kilderne. Ud over at være litteraturanmelder på Weekendavisen er Lars Bukdahl digter med en lang række udgivelser bag sig. Du kan se debatprogrammet ' Frontalt' fra klokken 11 i dag på ekstrabladet. dk
- HER LINK TIL DUELLEN - jeg morede mig vældigt, kan man forhåbentlig se
onsdag den 26. februar 2014
Oh boy, frinds!
For første gang skriver jeg det samme på twitter, Facebook og bloggen, det føles akkurat sensationelt nok (okay, jeg udvider med 1 ord)
YAY! & EW! Christina Hagens Boyfrind er nu i min besiddelse! Sikken kompromisløs charterhotelbardiskbog!
(foto ved forfatteren selv, af både bogen og boyfrinden)
- jeg hører Neneh Cherrys yderst seje comeback-plade, Blank Project, mens jeg skræmt og nysgerrigt bladrer, det virker meget passende (men er givetvis bare den (i forhold til hardcore-Hagen) mellow mediering min bladren har brug for):
YAY! & EW! Christina Hagens Boyfrind er nu i min besiddelse! Sikken kompromisløs charterhotelbardiskbog!
- jeg hører Neneh Cherrys yderst seje comeback-plade, Blank Project, mens jeg skræmt og nysgerrigt bladrer, det virker meget passende (men er givetvis bare den (i forhold til hardcore-Hagen) mellow mediering min bladren har brug for):
Elle bælle Pelle!
Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, cool i sig selv og cool fordi coole Ursula Andkjær har skrevet en cool monografi om ham, Hver fugl med sit næb, bliver interviewet af Politikens Thomas Michelsen, og det er så godt at læse:
Gudmundsen-Holmgreens mest berygtede stykke er for cello og båthorn. På hans nye album, ’Mixed Company’, der udkommer i denne uge i forbindelse med en portrætkoncert i Southbank Centre i London med London Sinfonietta og det danskbaserede vokalensemble Theatre of Voices, er sangerne med, fordi det er en sang af den engelske renæssancekomponist John Dowland, han har haft gennem vridemaskinen. Men sangerne får ikke umiddelbart lov at synge. »Da jeg selv er glad for Dowland, besluttede jeg mig for at tage noget af ham som grundmateriale, og jeg valgte ’Flow my Tears’. Jeg lavede en firstemmig vokalsats, og så sagde jeg til mig selv: ’Nå, hvordan skal jeg komme i familie med den?’ Så skilte jeg den ad, så vi først gradvist når frem til sangen. Det starter med konsonanter, sådan her: ’Ffff … ffffd’ – og det er jo vidunderligt at høre, fordi hvad fanden er det for en lyd? Det er jo en underlig ting at sige, ikke. Og så temaet, hvor det siger: ’Oow, oow oow ...’, det swinger meget godt ikke?«.
Din musik kan virke egensindig, absurd og stædig. Hvis man hører begyndelsen af din nye plade, hører man noget musik, der ligesom står og stamper i jorden og gør sig umulig?
»Den er jeg ret glad for. Den er totalt grov, sådan lidt hærgende anlagt. Jeg tænkte: ’Altså skal det være sådan, at mit liv går med at være underlig, eller vil du hellere forstås af folk derude?’ Og så tog jeg den beslutning, at det sidste var en dårlig idé. Kan man høre græsset gro? Det ved jeg sgu ikke, men der er cyklerne og bilerne og mobilerne ... alle disse ting, der hele tiden popper op. Dem vil jeg gerne komponere med«.
- og så snublede jeg ind på endn fantastiskere video, hvor Pelle, padlende, enetaler og -pipper og -mæh'er:
- og her er et værk fra 1969, Plateux par deux, med båthorn:
- og kunne nogen ikke - det gør jeg så nu! - foreslå Gumundsen-Holmgreen at sætte musik eller altså LYDE til noget fulgeflyvende og insektsmåt Eske K. Mathiesen (der har samarbejdet med Henning Christiansen back in the day, men da vist aldrig med PGM, og det må ærligt talt være på tide)
Gudmundsen-Holmgreens mest berygtede stykke er for cello og båthorn. På hans nye album, ’Mixed Company’, der udkommer i denne uge i forbindelse med en portrætkoncert i Southbank Centre i London med London Sinfonietta og det danskbaserede vokalensemble Theatre of Voices, er sangerne med, fordi det er en sang af den engelske renæssancekomponist John Dowland, han har haft gennem vridemaskinen. Men sangerne får ikke umiddelbart lov at synge. »Da jeg selv er glad for Dowland, besluttede jeg mig for at tage noget af ham som grundmateriale, og jeg valgte ’Flow my Tears’. Jeg lavede en firstemmig vokalsats, og så sagde jeg til mig selv: ’Nå, hvordan skal jeg komme i familie med den?’ Så skilte jeg den ad, så vi først gradvist når frem til sangen. Det starter med konsonanter, sådan her: ’Ffff … ffffd’ – og det er jo vidunderligt at høre, fordi hvad fanden er det for en lyd? Det er jo en underlig ting at sige, ikke. Og så temaet, hvor det siger: ’Oow, oow oow ...’, det swinger meget godt ikke?«.
Din musik kan virke egensindig, absurd og stædig. Hvis man hører begyndelsen af din nye plade, hører man noget musik, der ligesom står og stamper i jorden og gør sig umulig?
»Den er jeg ret glad for. Den er totalt grov, sådan lidt hærgende anlagt. Jeg tænkte: ’Altså skal det være sådan, at mit liv går med at være underlig, eller vil du hellere forstås af folk derude?’ Og så tog jeg den beslutning, at det sidste var en dårlig idé. Kan man høre græsset gro? Det ved jeg sgu ikke, men der er cyklerne og bilerne og mobilerne ... alle disse ting, der hele tiden popper op. Dem vil jeg gerne komponere med«.
- og så snublede jeg ind på endn fantastiskere video, hvor Pelle, padlende, enetaler og -pipper og -mæh'er:
- og her er et værk fra 1969, Plateux par deux, med båthorn:
- og kunne nogen ikke - det gør jeg så nu! - foreslå Gumundsen-Holmgreen at sætte musik eller altså LYDE til noget fulgeflyvende og insektsmåt Eske K. Mathiesen (der har samarbejdet med Henning Christiansen back in the day, men da vist aldrig med PGM, og det må ærligt talt være på tide)
Flaskning (rosning)
Questlove Jenkins
@questlove
as a performer i hate bottling. as a nerd i love that there is a history of bottling wiki page! http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_bottling_incidents_by_year …
(begyndelsen på opslaget)
1970s
- Metallic K.O. is an infamous live recording by The Stooges. During much of the performance, Iggy Pop sings while pieces of ice, eggs, beer bottles and jelly beans, among other things, are thrown at him in response to his audience-baiting. In the essay "Iggy Pop: Blowtorch in Bondage" critic Lester Bangs calls the album a "documentation of the Iggy holocaust at its most nihilistically out of control." He describes the Stooges concert he attended that immediately preceded the Metallic K.O. performances:
| “ | The
audience, which consisted largely of bikers, was unusually hostile, and
Iggy, as usual, fed on that hostility, soaked it up and gave it back and
absorbed it all over again in an eerie, frightening symbiosis. "All
right," he finally said, stopping a song in the middle, "you assholes
wanta hear 'Louie, Louie,' we'll give you 'Louie, Louie.'" So the
Stooges played a forty-five-minute version of "Louie Louie," including
new lyrics improvised by the Pop on the spot consisting of "You can suck
my ass / You biker faggot sissies," etc.
By now the hatred in the room is one huge livid wave, and Iggy
singles out one heckler who has been particularly abusive: "Listen,
asshole, you heckle me one more time and I'm gonna come down there and
kick your ass." "Fuck you, you little punk," responds the biker. So Iggy
jumps off the stage, runs through the middle of the crowd, and the guy
beats the shit out of him, ending the evening's musical festivities by
sending the lead singer back to his motel room and a doctor. I walk into
the dressing room, where I encounter the manager of the club offering
to punch out anybody in the band who will take him on. The next day the
bike gang, who call themselves the Scorpions, will phone WABX-FM and
promise to kill Iggy and the Stooges if they play the Michigan Palace on
Thursday night. They do (play, that is), and nobody gets killed, but Metallic K.O. is the only rock album I know where you can actually hear hurled beer bottles breaking against guitar strings. |
” |
- At a Jethro Tull concert in Madison Square Garden on October 12, 1979, a fan threw a rose onstage, and it hit Ian Anderson, wounding his eye with a thorn. The band was forced to cancel the next two shows while Anderson recovered.[1][2] He appeared at subsequent concert dates wearing protective goggles.
(slutningen)2010s
2010
- After appearing on stage an hour late Guns and Roses was bottled in Dublin.[27]
- In August 2010, Tila Tequila was bottled off stage at the Gathering of the Juggalos. She vowed to take legal action against the organizers and promoters for the event.[28][29]
2011
- Scottish rock band Glasvegas was bottled at the V Festival in August 2011. They ended their set after four songs, then attempted to restart, but left again after the audience continued to throw objects at them.[30]
2012
- A bottle of Urine was thrown at Cher Lloyd during her second song at the V Festival in August 2012. She fled the stage to compose herself. Despite Cher's management advised her to halt the gig for her safety she decided to return and resume her performance. When she returned she told the crowd "It's hard enough being up here, but it's not nice having bottles of piss chucked at you." But ultimately had to end her set early after more bottles were thrown.[31]
- Black Veil Brides suffered bottling abuse from metal fans at June 2012's Download Festival. The lead singer, Andy Biersack, responded to this by "mooning" the crowd. On the Download 2012 Sky Arts highlights, Biersack can clearly be seen in the Black Veil Brides video narrowly avoiding a launched bottle during "Fallen Angels"
- Red Hot Chili Peppers front-man Anthony Kiedis was struck with a bottle during the band's performance of Can't Stop in Dallas, Texas. [32]
2013
- A bottle was thrown at and hit Jeff Mills on the head during a live set at Atlantico, Rome on April 24, 2013
Jeg er bange for ikke længere at længes
efter Naja Marie Aidt og Line Knutzons og Mette Moestrups kollektivværk FRIT FLET - det har været sådan en rar, nærmest tryg følelse at vide, at de hver for sig og i trio sad og skrev videre i New York og på Skagen og Vesterbro og videre og videre år efter år efter år og aldrig blev færdige, for længst var vi jo holdt op med at være utålmodige, når vi spurgte ind til projektet, der i lange tider bare hed BÅVEN, det var blevet den her mytiske, men virkelige skriveproces, vi andre aldrig skulle få indblik i, der fandt sted nu og da og hele tiden som en uhørlig kosmisk brummen under alt det lette og løsagtige, vi (dem selv inklusive) gik rundt og skrev, og hvis håbløse futilitet vi så ikke behøvede at bekymre os om, thi Naja og Line og Mette varetog den egentlige, dybe skrift, selve BÅVEN to end all BOOHKS, Mallarmés Le Livre nedgriflet omsider af tre talentfuldt neurotiske danerkvinder,
for, hov, gisp, uak, HJÆLP, hvad sker der? Den ER åbenbart ved at blive færdig! De samler den sammen i dette nu, tyder billeder på MM's Facebookprofil umisforståeligt på:
- og det er jo meget godt og helt FANTASTISK, men jeg er bange for ikke længere at længes (jeg er ikke bange for at blive skuffet, for dels bliver jeg det ikke, og dels har den konkrete bog i al dens flimrende og flippede og flintrende flet jo intet at gøre med IDEEN om bogen, det kan jeg godt skelne fra hinanden), vil de, I, ikke være søde og gå i gang med en ny BÅV, please, i samme nu, vi har brug for den brummen!
for, hov, gisp, uak, HJÆLP, hvad sker der? Den ER åbenbart ved at blive færdig! De samler den sammen i dette nu, tyder billeder på MM's Facebookprofil umisforståeligt på:
- og det er jo meget godt og helt FANTASTISK, men jeg er bange for ikke længere at længes (jeg er ikke bange for at blive skuffet, for dels bliver jeg det ikke, og dels har den konkrete bog i al dens flimrende og flippede og flintrende flet jo intet at gøre med IDEEN om bogen, det kan jeg godt skelne fra hinanden), vil de, I, ikke være søde og gå i gang med en ny BÅV, please, i samme nu, vi har brug for den brummen!
tirsdag den 25. februar 2014
Prismodtagerfravær
Der er ikke flere litteraturpriser, Yahya Hassan kan få (Berlingske og bibliotekernes Læsernes Bogpris gik til Sisse-Jo Gazans såkaldte videnskabsthriller, trist nok for ikke-videnskabsthrillerheden i litteraturen), bortset fra debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, hvor han burde have rimelige odds, og Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, hvor han ikke bare har dårlige, men umulige odds, eftersom poesi ikke kommer usmallere, nogensinde.
Hassan har meldt afbud til uddelingen af Politikens Litteraturpris i morgen, fordi han er i Kiev og besøge revolutionen, og jeg ved godt, at hvis det var Weekendavisens Litteraturpris, der skulle uddeles, mens han, pludselig, var væk, var han også blevet væk fra den, men derfor kan jeg alligevel ikke lade være at blive den mindste smule skadefro, når det nu er Yahyaske Tidendes Litteraturpis, det drejer sig om.
Yahya Hassan har lagt dette billede fra turen til Kijev til Facebook. 'Kokser rundt i Kijev', skriver digteren som tekst til billedet. (Foto: Privat).
I morgen var det planen, at Yahya Hassan skulle modtage Politikens Litteraturpris 2013 ved et storstilet arrangement og på samme tidspunkt få overrakt den check på 250.000 kroner, der følger med hæderen. Men prisoverrækkelsen er nu aflyst, efter at dagens hovedperson har meldt afbud: - Vi er selvfølgelig drønærgerlige, for vi havde nogle gode ting planlagt. Jeg blev ringet op af Yahya, og han fortalte, at han var nødt til at melde afbud af personlige årsager, og så sagde han, at han var nødt til at tage til Ukraine. - Det var vigtigt for ham at gøre det, og personlige omstændigheder trak ham derned. Det har vi så taget til efterretning. Når man har med unge digtere at gøre, vil der altid være et moment af uforudsigelighed og spontanitet. Han får selvfølgelig sin pris og pengene alligevel, fortæller Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
Seneste YH-tekst er denne Facebook-hilsen til vennen og FB-poeten Keith Lohse, apropos identitetskarnevalisme:
Du får nedfaldsfisse når jeg kommenterer eller skriver på din side, jeg er "verdens" rigeste, stærkeste, yngste, smukkeste mand, jeg skimmer smørehullet for flere superlativer, jeg har råd til at lade LIDT dryppe på en klam, gammel stodders triste efterår.
Hassan har meldt afbud til uddelingen af Politikens Litteraturpris i morgen, fordi han er i Kiev og besøge revolutionen, og jeg ved godt, at hvis det var Weekendavisens Litteraturpris, der skulle uddeles, mens han, pludselig, var væk, var han også blevet væk fra den, men derfor kan jeg alligevel ikke lade være at blive den mindste smule skadefro, når det nu er Yahyaske Tidendes Litteraturpis, det drejer sig om.
Yahya Hassan har lagt dette billede fra turen til Kijev til Facebook. 'Kokser rundt i Kijev', skriver digteren som tekst til billedet. (Foto: Privat).
I morgen var det planen, at Yahya Hassan skulle modtage Politikens Litteraturpris 2013 ved et storstilet arrangement og på samme tidspunkt få overrakt den check på 250.000 kroner, der følger med hæderen. Men prisoverrækkelsen er nu aflyst, efter at dagens hovedperson har meldt afbud: - Vi er selvfølgelig drønærgerlige, for vi havde nogle gode ting planlagt. Jeg blev ringet op af Yahya, og han fortalte, at han var nødt til at melde afbud af personlige årsager, og så sagde han, at han var nødt til at tage til Ukraine. - Det var vigtigt for ham at gøre det, og personlige omstændigheder trak ham derned. Det har vi så taget til efterretning. Når man har med unge digtere at gøre, vil der altid være et moment af uforudsigelighed og spontanitet. Han får selvfølgelig sin pris og pengene alligevel, fortæller Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
Seneste YH-tekst er denne Facebook-hilsen til vennen og FB-poeten Keith Lohse, apropos identitetskarnevalisme:
Du får nedfaldsfisse når jeg kommenterer eller skriver på din side, jeg er "verdens" rigeste, stærkeste, yngste, smukkeste mand, jeg skimmer smørehullet for flere superlativer, jeg har råd til at lade LIDT dryppe på en klam, gammel stodders triste efterår.
mandag den 24. februar 2014
Netterapi er komedieskrift
Ja, ja, Girls og True Detective, men den virkelige opdagelse (opdaget af dig, jo, jo) på HBO Nordic er serien Web Therapy, med Lisa Kudrow som 3 minutters-psykiater; vi ser kun hende og hendes klienter og familie, som webkameraet ser dem, og det er jo nærmest som at læse en impro-comedy-SKRIFT, bare en skærm med et hoved riffende og grimassende på dens fladhed, og hvilke utroligt og dygtigt sjove hoveder, og det vildeste hoved er klart Lily Tomlin som Kudrows rige, forsømmelige mor, der SKRIVER sin fiktive identitet med en på samme helt sikker og helt udsyret karikaturkunst:
3 talenters mesterlige renter
På torsdag er jeg bestilt til at flippe ud over Marianne Larsens poetiske kvaliteter en 10 minutters tid, det blive ikke noget problem, og det bliver en udsøgt fornøjelse at høre Marianne selv læse op fra hendes Kritikerprisindstillede bog, for slet ikke at tale Bo Tao & Kamilla og Niels & Peter, for det gør Kritikerlavets pressemeddelelse:
Mød de tre forfattere, der er nominerede til Kritikerprisen 2013.
Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre kandidater til Kritikerprisen for 2013.
Niels Frank for romanen: Nellies bog, Gyldendal
Marianne Larsen for digtsamlingen: Umulighedsportal, Borgen
Peter Adolphsen for romanen: År 9 efter Loopet, Samleren
For at fejre denne indstilling – og for at fejre, at der ikke kun er en modtager, men tre nominerede indbyder Lavet til en aften i Kritikerprisens tegn.
Den 27. februar kl. 19.30 på Biblioteket på Rentemestervej, Rentemestervej 76, Kbh. NV.
Arrangementet er gratis og alle er velkomne.
Til arrangementet vil forfatterne læse op af de nominerede værker. Endvidere vil værkerne blive præsenteret af hhv. Bo Tao Michaëlis, Lars Bukdahl og Kamilla Löfström.
Mød de tre forfattere, der er nominerede til Kritikerprisen 2013.
Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre kandidater til Kritikerprisen for 2013.
Niels Frank for romanen: Nellies bog, Gyldendal
Marianne Larsen for digtsamlingen: Umulighedsportal, Borgen
Peter Adolphsen for romanen: År 9 efter Loopet, Samleren
For at fejre denne indstilling – og for at fejre, at der ikke kun er en modtager, men tre nominerede indbyder Lavet til en aften i Kritikerprisens tegn.
Den 27. februar kl. 19.30 på Biblioteket på Rentemestervej, Rentemestervej 76, Kbh. NV.
Arrangementet er gratis og alle er velkomne.
Til arrangementet vil forfatterne læse op af de nominerede værker. Endvidere vil værkerne blive præsenteret af hhv. Bo Tao Michaëlis, Lars Bukdahl og Kamilla Löfström.
Hæklede vanter til Sort Panter
Blogdahls lille Black Panther-føljeton har sat erindringskarrusellen i gang ovre hos Mister Bloggerblogger Jens Jacob Toftegaard, der for første gang i i lange tider ikke skriver om Lana del Ray: her begyndelsen på hans post, der forhåbentlig og formodentlig kun er den første i en selvstændig føljeton:
På bagsiden af Elaine Browns Seize The Time fra 1969, står hendes formelle titel.
Deputy Minister of Information
Southern California Chapter
Black Panther Party
Hendes plade fyldte meget i min barndom. Sangene rungede, mens
jeg legede på gulvet, dannede et for omkring tankerne, i det jeg byggede
legohuse, racede biler, dystede med indianere & cowboyer,
ordnede frimærker. Min mor havde købt den i USA, den sommer jeg flyttede hjem
fra børnehjem. Hun var blevet kæreste med en amerikaner, sort, vi skulle være
en familie nu, og de rejste tre uger til New York, så hun kunne møde hans nærmeste.
Her i Harlem fandt hun pladen i en aktivistbutik. Ikke at optagetheden af Black
Panthers var ny eller kommet med min papfar. Fremover, når mor spillede guitar,
var det i mindre grad Malagueña og slet ikke Donna Donna eller Blowin´ In The
Wind, hun øvede, men Elaine Browns The End of Silence. Omkvædet:
We’ll just have to get guns
And be men
På bagsiden af Elaine Browns Seize The Time fra 1969, står hendes formelle titel.
Deputy Minister of Information
Southern California Chapter
Black Panther Party
Hendes plade fyldte meget i min barndom. Sangene rungede, mens
jeg legede på gulvet, dannede et for omkring tankerne, i det jeg byggede
legohuse, racede biler, dystede med indianere & cowboyer,
ordnede frimærker. Min mor havde købt den i USA, den sommer jeg flyttede hjem
fra børnehjem. Hun var blevet kæreste med en amerikaner, sort, vi skulle være
en familie nu, og de rejste tre uger til New York, så hun kunne møde hans nærmeste.
Her i Harlem fandt hun pladen i en aktivistbutik. Ikke at optagetheden af Black
Panthers var ny eller kommet med min papfar. Fremover, når mor spillede guitar,
var det i mindre grad Malagueña og slet ikke Donna Donna eller Blowin´ In The
Wind, hun øvede, men Elaine Browns The End of Silence. Omkvædet:
Do you believe
it, my friend
That this silence
can endWe’ll just have to get guns
And be men
søndag den 23. februar 2014
Blegmoustache
Jeg lever mig med lethed ind i Matt Damons moustache i Coen-brødrenes True Grit på skærmen lige nu:
- mens fx Salvador Dalis overskæg er mig ret totalt fremmed, men sikke jeg glæder mig ved det:
- mens fx Salvador Dalis overskæg er mig ret totalt fremmed, men sikke jeg glæder mig ved det:
Mit yndlingsbogobjekt er lyserødt
Jeg har anmeldt den generøse telefonbog Danske kunstnerbøger til Kritik, men jeg glemte helt at nævne mit uoffficielle (officielt er det selvfølgelig Punkter og på en andenplads Svanesøsonetterne og på en tredjeplads min store eksklusive Thykier-kuvert med indhold) yndlingsbogobjekt:
Programmet/librettoen til Morti Vizkis og T.S. Høegs og Jacob F. Schokkings opera Soap Opera, opførte på Den 2. Opera (med bl.a. Master Fatman) tilbage i 1995 - der nemlig er en sub-Pixi-lillebitte bog gemt inde i en lyserød plastic-sæbeæske, der altid ligget oven på mine Vizki-bøger (nogle mænd har har whisky-bøger, andre har Vizki-bøger), den er så tough og stolt i sin miniature-pinkness og med årene bare et absolut uundværligt bogobjekt, der nægter at blive væk i flyttekasser (til forskel fra langt monstrøsere Svanesøsonetterne, der lige nu gemmer sig for mig) - 2 tekstklip:
Paul:
Jeg ville ønske det var vinter
For lyset minder om dig.
Jeg ville ønske det var vinter
Der er indført undtagelsestilstand
Jeg ville ønske det ALDRIG BLEV WEEKEND
Så jeg havde lov at være nul
Jeg ville ønske det var vinter
Lyset er strygejern imod min hud.
Jeg ville ønske det var vinter
Jeg ville ønske det var vinter.
(...)
Flammekongen:
Ja, jeg stjæler fra dig
Fordi du har det skræmmende
Hvide lys
Og jeg ved
Noget om
POSITIONERING
Til gengæld.
Med det skræmmende hvide lys
Det hvide lys
Den ægte vare
Er ikke det samme
Som POSITIONERING.
Jeg kommer aldrig herfra. Jeg tjener
penge. Men,
Jeg kommer aldrig herfra.
Programmet/librettoen til Morti Vizkis og T.S. Høegs og Jacob F. Schokkings opera Soap Opera, opførte på Den 2. Opera (med bl.a. Master Fatman) tilbage i 1995 - der nemlig er en sub-Pixi-lillebitte bog gemt inde i en lyserød plastic-sæbeæske, der altid ligget oven på mine Vizki-bøger (nogle mænd har har whisky-bøger, andre har Vizki-bøger), den er så tough og stolt i sin miniature-pinkness og med årene bare et absolut uundværligt bogobjekt, der nægter at blive væk i flyttekasser (til forskel fra langt monstrøsere Svanesøsonetterne, der lige nu gemmer sig for mig) - 2 tekstklip:
Paul:
Jeg ville ønske det var vinter
For lyset minder om dig.
Jeg ville ønske det var vinter
Der er indført undtagelsestilstand
Jeg ville ønske det ALDRIG BLEV WEEKEND
Så jeg havde lov at være nul
Jeg ville ønske det var vinter
Lyset er strygejern imod min hud.
Jeg ville ønske det var vinter
Jeg ville ønske det var vinter.
(...)
Flammekongen:
Ja, jeg stjæler fra dig
Fordi du har det skræmmende
Hvide lys
Og jeg ved
Noget om
POSITIONERING
Til gengæld.
Med det skræmmende hvide lys
Det hvide lys
Den ægte vare
Er ikke det samme
Som POSITIONERING.
Jeg kommer aldrig herfra. Jeg tjener
penge. Men,
Jeg kommer aldrig herfra.
lørdag den 22. februar 2014
Min første melankolilektion
var Cirkeline-sangen, sunget at Poul Dissing, og -sekvensen (rigtigt (skitse)amimeret og ikke bare stop-motion) "Snemusen Knud" som er helt vildt melankolsk i min erindring, but not so much, når jeg ser og hører den igen, al den raske og sjove action, men der må have været noget med Dissings sandpapirstemme og det første billede af snemusen lillebitte på indlandsisen (jeg kan ikke overskue de postkolonialistiske implikationer (hvorfor er snemusens tud rød?), undskyld), der bare umiddelbart har dirret igennem mig:
fredag den 21. februar 2014
Color me blind
Jeg er temmelig sikker på, at jeg vil fastholde mit køn og min seksualitet, men min hudfarve har jeg virkelig ikke noget af min identitet investeret i, så dér kunne det måske være smart for mg at finde en anden, disse muligheder findes bl.a. ifølge Wikipedia:
Og ifølge Sadolin er Året farve 2013 "en dyb indigoblå farve som symboliserer ro, troværdighed, styrke og ærlighed":
- mon ikke jeg, ikke overraskende, vælger international Klein-blå:
| Rosa | #FF99CC |
| Lysegrøn | #99FF99 |
| Brun | #660000 |
| Mørkegul | #EEE000 |
| Lilla | #6F3399 |
| Lysegult | #FFFF99 |
| Violet | #EE82EE |
| Mørkegrøn | #006600 |
| Violet (på Dansk) | (Eng: purple) #800080 |
| Abrikosfarve | #FF5544 |
| Bronzefarve | #CC9966 |
| Karmin | #CC0066 |
| Karmesin | #FF3366 |
| Rosenrød | #FF66BB |
| Turkisblå eller Azur | #00CCDD turquoise |
| Skarlagen | #FF1100 |
| Kobberfarve | #CC5511 |
| Gul | #FFD700 |
| Khaki | #F0E68C khaki |
| Beige | #F5F5DC beige |
| Indigo | #4B0082 indigo |
| Olivengrøn | #808000 olive |
| Laksefarve | #FA8072 salmon |
| Himmelblå | #87CEEB skyblue |
| ultramarinblå | #4100CC |
| Chokoladefarve | #D2691E chocolate |
| Magenta | #FF00FF magenta |
| Karmoisin | #DC143C |
| Cyan | #00FFFF cyan |
| Guld | #FFD700 gold |
| Pink , Hudfarve | #FFC0CB pink |
| Kobber | #B87333 (copper) |
| Sølv | #E6E8FA (silver) |
| Grøn | green |
| Bordeaux | #993366 |
| Orange | #FF5900 |
Og ifølge Sadolin er Året farve 2013 "en dyb indigoblå farve som symboliserer ro, troværdighed, styrke og ærlighed":
- mon ikke jeg, ikke overraskende, vælger international Klein-blå:
Columbusæggehoved
To af mine yndlingsdigtere, Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey, er ikke imponerede af mig i et åbent brev i Information i dag:
I et interview i Information siger du: »En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.« Læseren bliver her gjort til Colombus, der tager til nye, spændende, uopdagede verdener, og teksten bliver det skib, som fører læseren hen til de fremmede, de vilde, de eksotiske. Det fremmede sted er tekstens erfaringsgrundlag, og den fremmede må vel være forfatteren. Ingen vil længere påstå, at Columbus så på de indfødte på samme måde, som de indfødte så på sig selv. Eller at hans blik på og møde med dem var til de indfødtes fordel. Hans blik på de indfødte var farvet af, at han ikke var en af dem, men han undlod at se kritisk på sit eget blik. For os fremtræder du som en Colombus i den her debat, når du ikke vil se på din egen position som en hvid, mandlig, heteroseksuel læser og anmelder og på, hvordan denne position stiller dig i debatten. Når vores bøger bliver udsat for dit eksotiserende blik, og vi som forfattere bliver gjort til ’de fremmede’, oplever vi det som ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. Det er på tide, at man også i den danske samtidslitteratur og i læsningen af den begynder at vende blikket indad.
Her er et filmklip fra dengang, jeg første gang læste en tekst af Maja Lee, i Byggeriets Hus på Godhåbsvej (!) til såkaldt (ikke af mig, af Vagn Steen) Lyrisk Skadestue for en vel 10 år siden:
- men sådan har jeg det sgu hver gang, jeg læser en ny, god tekst eller en ny, god forfatter: Hvilket fantastisk fremmed land, jeg hermed opdager! Jeg kan ikke se, at min eksotistiske begejstring over Langvads og Glaffeys værker er kvalitativt anderledes end min eksotistiske begejstring over fx (for at nævne to fra min imponade-målgruppe) Renè Jean Jensen og Signe Gjessing, bare fordi den ene af de førstnævnte er adopteret fra Korea (og lesbisk) og den anden er lesbisk; jeg begejstres jo ikke over at få indblik i hvordan det er at være adopteret eller være lesbisk mor - det er, mener jeg, en smuk, god og såmænd også nyttig effekt ved god litteratur: at blive intimideret til indlevelse i andres på alle mulige måder fremmede væren (yndlingseksempel, ikke kun som oplevet dengang, men også i dag (tid er også fremmedhed): Oliver Twist) - men fordi teksterne er god litteratur, originalt, personligt formuleret (og DERFOR) sprog- og bevidstheds- og verdens(syns)udvidende sprogkunst; Inka-guld, som alle mirakuløst kan stjæle hele tiden, også inka-guldmageren selv, der så bare ikke er nogen privilegeret tyv, uden at det nogensinde bliver væk. Nej, vi oplever og ler ikke ens - i Aalborg ler de mindre i København - og de forskelle er da interessante nok, men de er jo ikke afgørende, og de burde i hvert fald ikke være ekskluderende. Ja, enhver læsning er imperialistisk, det er min læsning af Langvad & Glaffey som identitetskarnevalister, når de nu ikke vil være det (selvom de i høj grad misforstår, hvad jeg mener med det - mere om det et andet sted), og det er deres læsning af ordene identitetsfundamentalisme og -karnevalisme som brunheds-henvisende, når jeg nu selv kun har tænkt på Fiskerne og Bakhtin, men der er den gode forskel på den rigtige imperialisme, at ingen af vores læsninger slår den anden ihjel, vi kan SNAKKE om dem, brunt/lesbisk ansigt til hvidt/heteroseksuelt/mandligt ansigt. Langvad & Glaffey skriver vel ikke minoritetslitteratur, det gør de i hvert fald ikke for mig, trist hvis de gør det for sig selv (men jo lige meget for mig, når jeg ikke - som dengang i 70'erne til Kvindefestival i Tangkrogen, da jeg ikke måtte købe et feminist-badge, fordi jeg var dreng - direkte forbydes i at købe og læse deres bøger), ligesom René Jean Jensen som hvid, heteroseksuel mand ikke skriver majoritetslitteratur; alle tre skriver vel, jf. Ursula Andkjær i blogposten nedenfor, menneskelitteratur (hvilket hårdt nok ekskluderer sommerfugle og abekatte). Jeg oplever sgu da Signe Gjessings poesi som langt, langt mere eksotisk end Find Holger Danske og Padder og krybdyr, der begge udspiller sig i den samme verden, som jeg bebor; når jeg læser Gjessing, er jeg fucking Neil Armstrong, hun synger fra en helt anden planet:
I et interview i Information siger du: »En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.« Læseren bliver her gjort til Colombus, der tager til nye, spændende, uopdagede verdener, og teksten bliver det skib, som fører læseren hen til de fremmede, de vilde, de eksotiske. Det fremmede sted er tekstens erfaringsgrundlag, og den fremmede må vel være forfatteren. Ingen vil længere påstå, at Columbus så på de indfødte på samme måde, som de indfødte så på sig selv. Eller at hans blik på og møde med dem var til de indfødtes fordel. Hans blik på de indfødte var farvet af, at han ikke var en af dem, men han undlod at se kritisk på sit eget blik. For os fremtræder du som en Colombus i den her debat, når du ikke vil se på din egen position som en hvid, mandlig, heteroseksuel læser og anmelder og på, hvordan denne position stiller dig i debatten. Når vores bøger bliver udsat for dit eksotiserende blik, og vi som forfattere bliver gjort til ’de fremmede’, oplever vi det som ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. Det er på tide, at man også i den danske samtidslitteratur og i læsningen af den begynder at vende blikket indad.
Her er et filmklip fra dengang, jeg første gang læste en tekst af Maja Lee, i Byggeriets Hus på Godhåbsvej (!) til såkaldt (ikke af mig, af Vagn Steen) Lyrisk Skadestue for en vel 10 år siden:
- men sådan har jeg det sgu hver gang, jeg læser en ny, god tekst eller en ny, god forfatter: Hvilket fantastisk fremmed land, jeg hermed opdager! Jeg kan ikke se, at min eksotistiske begejstring over Langvads og Glaffeys værker er kvalitativt anderledes end min eksotistiske begejstring over fx (for at nævne to fra min imponade-målgruppe) Renè Jean Jensen og Signe Gjessing, bare fordi den ene af de førstnævnte er adopteret fra Korea (og lesbisk) og den anden er lesbisk; jeg begejstres jo ikke over at få indblik i hvordan det er at være adopteret eller være lesbisk mor - det er, mener jeg, en smuk, god og såmænd også nyttig effekt ved god litteratur: at blive intimideret til indlevelse i andres på alle mulige måder fremmede væren (yndlingseksempel, ikke kun som oplevet dengang, men også i dag (tid er også fremmedhed): Oliver Twist) - men fordi teksterne er god litteratur, originalt, personligt formuleret (og DERFOR) sprog- og bevidstheds- og verdens(syns)udvidende sprogkunst; Inka-guld, som alle mirakuløst kan stjæle hele tiden, også inka-guldmageren selv, der så bare ikke er nogen privilegeret tyv, uden at det nogensinde bliver væk. Nej, vi oplever og ler ikke ens - i Aalborg ler de mindre i København - og de forskelle er da interessante nok, men de er jo ikke afgørende, og de burde i hvert fald ikke være ekskluderende. Ja, enhver læsning er imperialistisk, det er min læsning af Langvad & Glaffey som identitetskarnevalister, når de nu ikke vil være det (selvom de i høj grad misforstår, hvad jeg mener med det - mere om det et andet sted), og det er deres læsning af ordene identitetsfundamentalisme og -karnevalisme som brunheds-henvisende, når jeg nu selv kun har tænkt på Fiskerne og Bakhtin, men der er den gode forskel på den rigtige imperialisme, at ingen af vores læsninger slår den anden ihjel, vi kan SNAKKE om dem, brunt/lesbisk ansigt til hvidt/heteroseksuelt/mandligt ansigt. Langvad & Glaffey skriver vel ikke minoritetslitteratur, det gør de i hvert fald ikke for mig, trist hvis de gør det for sig selv (men jo lige meget for mig, når jeg ikke - som dengang i 70'erne til Kvindefestival i Tangkrogen, da jeg ikke måtte købe et feminist-badge, fordi jeg var dreng - direkte forbydes i at købe og læse deres bøger), ligesom René Jean Jensen som hvid, heteroseksuel mand ikke skriver majoritetslitteratur; alle tre skriver vel, jf. Ursula Andkjær i blogposten nedenfor, menneskelitteratur (hvilket hårdt nok ekskluderer sommerfugle og abekatte). Jeg oplever sgu da Signe Gjessings poesi som langt, langt mere eksotisk end Find Holger Danske og Padder og krybdyr, der begge udspiller sig i den samme verden, som jeg bebor; når jeg læser Gjessing, er jeg fucking Neil Armstrong, hun synger fra en helt anden planet:
Imponade er min limonade
Imponade, en. (dannet til imponere; spøg.)
imponerethed; ogs.: imposant udstyr. Jeg er fuld af smilende Anerkendelse men ikke af Imponade. OBenzon.(Tilsk.1921.I.323). konger må som regel betale deres imponade dyrt. Soya.TK.50.
I anledning af noget Facebook-diskussion mellem Jeppe Brixvold og andre om hvorvidt tekster vil/skal kommunikere, så er det eneste formål med mine tekster at IMPONERE og ikke hvem som helst: jeg vil imponere følgende og (stadig mere) cirka i den rækkefølge:
dig
mig
Else Marie
Jens
Johnnie
Peter Laugesen
Pia Juul
Helle Helle
Niels Frank
Mikkel Thykier
Eske K. Mathiesen
Christina Hesselholdt
Ursula Andkjær Olsen
Torben Brostrøm
Basilisk-redaktionen (Martin, René, Majse, Peter)
Line Knutzon
Marianne Larsen
Signe Gjessing
Tue Andersen Nexø
Erik Skyum-Nielsen
Søren Ulrik Thomsen
David Bowie
Lydia Davis
David Lynch
min far og mor
mine bedsteforældre
Per Højholt
Marcel Duchamp
Charles Dickens
Laurence Sterne
imponerethed; ogs.: imposant udstyr. Jeg er fuld af smilende Anerkendelse men ikke af Imponade. OBenzon.(Tilsk.1921.I.323). konger må som regel betale deres imponade dyrt. Soya.TK.50.
I anledning af noget Facebook-diskussion mellem Jeppe Brixvold og andre om hvorvidt tekster vil/skal kommunikere, så er det eneste formål med mine tekster at IMPONERE og ikke hvem som helst: jeg vil imponere følgende og (stadig mere) cirka i den rækkefølge:
dig
mig
Else Marie
Jens
Johnnie
Peter Laugesen
Pia Juul
Helle Helle
Niels Frank
Mikkel Thykier
Eske K. Mathiesen
Christina Hesselholdt
Ursula Andkjær Olsen
Torben Brostrøm
Basilisk-redaktionen (Martin, René, Majse, Peter)
Line Knutzon
Marianne Larsen
Signe Gjessing
Tue Andersen Nexø
Erik Skyum-Nielsen
Søren Ulrik Thomsen
David Bowie
Lydia Davis
David Lynch
min far og mor
mine bedsteforældre
Per Højholt
Marcel Duchamp
Charles Dickens
Laurence Sterne
torsdag den 20. februar 2014
Jeg anerkender kun 1 debattør: URSULA
Udvalgte februar-poster fra Ursula Andkjær Olsens blog apropos alt det vi har snakket idiotisk om den sidste måneds tid, hvorfor høre på andre?:
Det er det eneste der betyder noget,
hvad vil jeg sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge mine kræfter på at sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge alt mit MENNESKEBLOD på at sige til andre mennesker:
DU kan ALDRIG erfare det, som jeg har erfaret
DU kan ALDRIG erfare noget, som bare minder om det jeg har erfaret
DU har INGEN adgang til den verden JEG lever i
eller
HER er et sted, hvor DU måske kan erfare noget af det som jeg har erfaret
HER er nogle erfaringer, som måske vil vække en genklang til NOGET i DIG
HER er en adgang til den verden JEG lever i
KOM IND!
Vælg selv
3/2/2014
Hvad skriver jeg med.
Jeg har skrevet dette med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske med glæde og sæd gnubbet ind i huden, med grus i munden, is på tænderne, med fløde.
Det slutter ikke her.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og menneskefølelser og gnubbet mod menneskeslotte, gnedet mod menneskespejle, rullet ned ad mennesketrapper, badet, salvet, svøbt i menneskehænders blå, grønne, røde, gule, violette, rosa, sorte silkehud, og derefter rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette, jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og andre mennesker og menneskefølelser og gnedet ind i mistro, rullet i på forhånd svigtede hænder med en sæk over hovedet, kastet i menneskehænder som trækker sig væk og derved bliver menneskelige-umenneskelige.
Det slutter ikke her.
10/2/2014
litteratur
jeg vil sige det sådan her: mit hjerte bliver hårdt, hvis alle udsagn i verden kræver et svar af mig, DET er det vigtige, at der findes udsagn, som ikke kræver et svar
hey, hvornår skulle jeg ellers trække vejret
17/2/2014
nogen er ofre
eller
nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen mener at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen vover pelsen og vover sig ud på gyngende grund og påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen kommer i undertal og bliver udsat for forargelse og hån for at have vovet pelsen og vovet sig ud på gyngende grund for at påtale at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtager sig offerrollen med dertilhørende legitimitet for at vove pelsen og vove sig ud på gyngende grund for at påtale at andre påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
hvad skal jeg sige, mennesket er en ond, ond cirkel
20/2/2014
- og bare apropos vejret; det er vigtigt, at digtere ikke fryser:
en ting jeg blev glad over i dag ude i det hudfjendtlige
en pige sad dér på cykelstien og tog billeder af en vandpyt
at tage billeder: afstand/nænsomhed
var der flere ting:
min dunjakke er simpelthen så dejlig, jeg skal aldrig mere fryse
20/2/2014
Det er det eneste der betyder noget,
hvad vil jeg sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge mine kræfter på at sige til andre mennesker,
hvad vil jeg bruge alt mit MENNESKEBLOD på at sige til andre mennesker:
DU kan ALDRIG erfare det, som jeg har erfaret
DU kan ALDRIG erfare noget, som bare minder om det jeg har erfaret
DU har INGEN adgang til den verden JEG lever i
eller
HER er et sted, hvor DU måske kan erfare noget af det som jeg har erfaret
HER er nogle erfaringer, som måske vil vække en genklang til NOGET i DIG
HER er en adgang til den verden JEG lever i
KOM IND!
Vælg selv
3/2/2014
Hvad skriver jeg med.
Jeg har skrevet dette med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og rullet i menneskefølelser, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske med glæde og sæd gnubbet ind i huden, med grus i munden, is på tænderne, med fløde.
Det slutter ikke her.
Jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og pisket sammen med andre mennesker og menneskefølelser og gnubbet mod menneskeslotte, gnedet mod menneskespejle, rullet ned ad mennesketrapper, badet, salvet, svøbt i menneskehænders blå, grønne, røde, gule, violette, rosa, sorte silkehud, og derefter rullet, gnubbet, rullet, gnubbet, rullet.
Jeg har skrevet dette, jeg har skrevet dette om mennesket med menneske dyppet i menneskets egne safter og andre mennesker og menneskefølelser og gnedet ind i mistro, rullet i på forhånd svigtede hænder med en sæk over hovedet, kastet i menneskehænder som trækker sig væk og derved bliver menneskelige-umenneskelige.
Det slutter ikke her.
10/2/2014
litteratur
jeg vil sige det sådan her: mit hjerte bliver hårdt, hvis alle udsagn i verden kræver et svar af mig, DET er det vigtige, at der findes udsagn, som ikke kræver et svar
hey, hvornår skulle jeg ellers trække vejret
17/2/2014
nogen er ofre
eller
nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen mener at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen vover pelsen og vover sig ud på gyngende grund og påtaler at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen kommer i undertal og bliver udsat for forargelse og hån for at have vovet pelsen og vovet sig ud på gyngende grund for at påtale at nogen påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
eller
nogen påtager sig offerrollen med dertilhørende legitimitet for at vove pelsen og vove sig ud på gyngende grund for at påtale at andre påtager sig offerrollen bare for at få legitimitet
hvad skal jeg sige, mennesket er en ond, ond cirkel
20/2/2014
- og bare apropos vejret; det er vigtigt, at digtere ikke fryser:
en ting jeg blev glad over i dag ude i det hudfjendtlige
en pige sad dér på cykelstien og tog billeder af en vandpyt
at tage billeder: afstand/nænsomhed
var der flere ting:
min dunjakke er simpelthen så dejlig, jeg skal aldrig mere fryse
20/2/2014
Halfdans Jens August-misundelse
Halfdan Rasmussen er bare så MISUNDELIG på Jens August Schade - for at kunne skrive som en leg uden at rime! - i dette "Digterportræt" fra Vild Hvede, XXI. årgang, nr, 2, 1946:
Man ser den lille mand gaa gennem staden
mend flagrehaar en sommermorgenstund,
hvor solen kysser træerne i gaden
og lille sjovs berømte elskovsmund.
Han standser, stikker nøglen ind i hullet
i gadedøren, mens han tænker højt:
Naar morgensolen den gaar bort fra guldet,
gaar Jens i seng med kællingen og Freud.
Man ser ham langsomt tømme Rødvinsglasset
og vandre ud i husets korridor. - -
Nu siddder lille August paa parnasset.
Der hviskes lidt. der trækkes i en snor.
- - -
Man hører linje fjorten gaa mod nord.
Man ser den lille mand gaa gennem staden
mend flagrehaar en sommermorgenstund,
hvor solen kysser træerne i gaden
og lille sjovs berømte elskovsmund.
Han standser, stikker nøglen ind i hullet
i gadedøren, mens han tænker højt:
Naar morgensolen den gaar bort fra guldet,
gaar Jens i seng med kællingen og Freud.
Man ser ham langsomt tømme Rødvinsglasset
og vandre ud i husets korridor. - -
Nu siddder lille August paa parnasset.
Der hviskes lidt. der trækkes i en snor.
- - -
Man hører linje fjorten gaa mod nord.
onsdag den 19. februar 2014
Poesiproduktiv top 5
uden at tælle hverken anslag, ord, link, bøger, bare et slag på dragkisterne; kun nulevende forfatteres publicerede poesiproduktion (eller poesiagtige produktion) tæller, derfor er Rif ikke højere placeret end som så - og høj alder er selvfølgelig en fordel; det bliver for indviklet med en idé om gennemsnitlig årsproduktion, vi bliver nødt til at tale fornemmelse af absolut output dags dato, men ergo kommer Rasmus til at ligge i front før eller siden (og det er ikke umuligt at han gør det allerede), tror jeg på; nå ja, og det skal være gode digtere (der selvfølgelig ikke allesammen altid skriver god poesi) - og hvor bliver man bare glad over at fornemme - og på reolen her overfor (bortset lige fra det overvejende digitale Rasmus-oeuvre, de emmer fra skærmen) øjenstrejfe - disse umådelige, umådeholdne mængder af poesi generøst kastet i grams til jo bare os dansklæsende:
1. Peter Laugesen
2. Klaus Høeck
3. Rasmus Halling Nielsen
4. Marianne Larsen
5. Klaus Rifbjerg
boblere: Per Aage Brandt, Peter Nielsen, Sten Kaalø, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen
1. Peter Laugesen
2. Klaus Høeck
3. Rasmus Halling Nielsen
4. Marianne Larsen
5. Klaus Rifbjerg
boblere: Per Aage Brandt, Peter Nielsen, Sten Kaalø, Henrik Nordbrandt, Ursula Andkjær Olsen
Medalje til Onkel Ralle!
Rasmus Halling Nielsen, der hermed danner et perfekt par med sidste års modtager Per Vers som The DT-Twins, modtager af Dan Turèll-Medaljen 2014. Perfekt valg! Lige så perfekt som på den anden led Per. Ingen digter er vel post-1975 kommet tættere på at matche Turèlls fullt time-skriftraptus 1969-1974 (bortset måske fra Mikkel Thykier, hvis flid til gengæld er u-Turèllsk tyst og sky - ikke fordi Rasmus ikke også er eller kan være blufærdig, men han er der inden i eller bag den til alle sider ekstrovert eksploderende skrift, ligesom Turèll).
(foto (fra Asger Schnacks Forlag) ved Lars Gundersen)
Jeg prøver en søgning på Rasmus Halling skrift - og her så var der pludselig link igennem til det store, uendelige Halling-arkiv, Mutilation Avenue, som jeg for længst var holdt med at kigge efter, og dér det bare, og nu må jeg lige afsætte en uges tid til at grave mig igennem, men den første tekst, jeg klikkede mig frem til, blev meget passende denne (Mutilation Avenue vol. 14):
Evigheders uro, ikke en lyst, det handler om
nødvendighed, ingen fornøjelse i det, i hvert fald ikke
længere, nu er det kun evigheden og den uro der konstant
er på, uden pause, et liv lastet ind i tekst et nødvendigt liv
evigt, at det bliver dårligere og dårligere,
skyldes også
svigtende affektion over for alt
jeg sætter sammen: men af
andres stemmer og struktur og derfor tilsidesættelse af alt
jeg engang kunne læse, derved skrive
––
fordi andres
stemmer ikke er min og derfor alles
- og her en tekst fra Dan Turèlls Manuskrifter om hvad som helst, 1971:
Det er sol udenfor
Jeg ryger en cigaret
Ud af vinduet er der et lykkeligt stort tomt rum
Noget med at være ved at gå ud af en fase
Kan ikke vides kun fornemmes
Lyd hvirvlet op fra en snart forsvundet gade
To års uafbrudt skrift
dækkende alle falder i dette enorme hus
Sol slår papiret gennem ruder
Jeg er Hér ikke mere Jeg sidder hér stadig
Et øjeblik forlænger sig selv
Det er det samme Det er
noget andet Det er
hele tiden anderledes
Det er hvad det er Det er
ingenting Det
kan ikke siges
D.T., Forhåbningsholms Allé 18, 1904 Kbhvn. V. 22/4/71
me fecit ridsede disse
furer det er
hvad det altid har været det
blir det mere og mere
uendeligt nyt
og jeg sidder hér
og jeg ryger en camel
og jeg cirkler på papiret
og tre ark ligger færdige af en uendelig ny rejse
og der er ikke meget mere farve i speedmarkeren
og jeg har talt med Steffen
og jeg har læst Poe og Bradbury
og når jeg siger Allen Ginsberg hentyder jeg til et kosmisk princip
og jeg er ved at falde ud af noget og ind i noget andet
og det er alt sammen det samme
og jeg kan hverken skrive eller lade være
og der er heller ingen af delene der specielt er meningen
og jeg går ind på papiret bukker og går ud igen
og det er selvfølgelig helt iorden når det nu er sådan
og hver væsen har sin specielle biologi
og denne verden er kun denne verden og alle andre verdener samtidig
og verdener er tomrum der ustandseligt brydes
og katten spinde
og jeg har skrevet breve til Tim på Bornholm
og til Peter på Samsø og til per i Jylland
og det er alt sammen navne og alt andet end navne samtidig
og jeg er en afrikansk heksedoktor der foretar magiske besværgelser i sit sprog
og det endeløse digt ruller videre
og landskaberne ændrer sig bag det
og Peter Laugesen har for længst forklaret det mest af det
og dette er Frederiksberg en sen sol-eftermiddag
og røgen hvirvler og lydene kastes opad
og forgreninger udstrækker sig til alle sider
og solidaritet er svimlende og endeløs
og det er alt sammen en flagrende skygge der snart er forbi
og så kommer der flere og så
og jeg er i rødgul bluse i dette rum
og kærligheden er en varm saft der kryber frem i huden
og du er dens navn
og i nat væltede den mig i en strø,
og det er den strøm der transponerer sig nu
og det er dig der gør mig til mig
og således ikke på noget
og således på hvad som helst
og det er uendeligt
og det er det hele
og der er ikke andet
og jeg tror på det alt sammen som ingen ting
(foto (fra Asger Schnacks Forlag) ved Lars Gundersen)
Jeg prøver en søgning på Rasmus Halling skrift - og her så var der pludselig link igennem til det store, uendelige Halling-arkiv, Mutilation Avenue, som jeg for længst var holdt med at kigge efter, og dér det bare, og nu må jeg lige afsætte en uges tid til at grave mig igennem, men den første tekst, jeg klikkede mig frem til, blev meget passende denne (Mutilation Avenue vol. 14):
Evigheders uro, ikke en lyst, det handler om
nødvendighed, ingen fornøjelse i det, i hvert fald ikke
længere, nu er det kun evigheden og den uro der konstant
er på, uden pause, et liv lastet ind i tekst et nødvendigt liv
evigt, at det bliver dårligere og dårligere,
skyldes også
svigtende affektion over for alt
jeg sætter sammen: men af
andres stemmer og struktur og derfor tilsidesættelse af alt
jeg engang kunne læse, derved skrive
––
fordi andres
stemmer ikke er min og derfor alles
- og her en tekst fra Dan Turèlls Manuskrifter om hvad som helst, 1971:
Det er sol udenfor
Jeg ryger en cigaret
Ud af vinduet er der et lykkeligt stort tomt rum
Noget med at være ved at gå ud af en fase
Kan ikke vides kun fornemmes
Lyd hvirvlet op fra en snart forsvundet gade
To års uafbrudt skrift
dækkende alle falder i dette enorme hus
Sol slår papiret gennem ruder
Jeg er Hér ikke mere Jeg sidder hér stadig
Et øjeblik forlænger sig selv
Det er det samme Det er
noget andet Det er
hele tiden anderledes
Det er hvad det er Det er
ingenting Det
kan ikke siges
D.T., Forhåbningsholms Allé 18, 1904 Kbhvn. V. 22/4/71
me fecit ridsede disse
furer det er
hvad det altid har været det
blir det mere og mere
uendeligt nyt
og jeg sidder hér
og jeg ryger en camel
og jeg cirkler på papiret
og tre ark ligger færdige af en uendelig ny rejse
og der er ikke meget mere farve i speedmarkeren
og jeg har talt med Steffen
og jeg har læst Poe og Bradbury
og når jeg siger Allen Ginsberg hentyder jeg til et kosmisk princip
og jeg er ved at falde ud af noget og ind i noget andet
og det er alt sammen det samme
og jeg kan hverken skrive eller lade være
og der er heller ingen af delene der specielt er meningen
og jeg går ind på papiret bukker og går ud igen
og det er selvfølgelig helt iorden når det nu er sådan
og hver væsen har sin specielle biologi
og denne verden er kun denne verden og alle andre verdener samtidig
og verdener er tomrum der ustandseligt brydes
og katten spinde
og jeg har skrevet breve til Tim på Bornholm
og til Peter på Samsø og til per i Jylland
og det er alt sammen navne og alt andet end navne samtidig
og jeg er en afrikansk heksedoktor der foretar magiske besværgelser i sit sprog
og det endeløse digt ruller videre
og landskaberne ændrer sig bag det
og Peter Laugesen har for længst forklaret det mest af det
og dette er Frederiksberg en sen sol-eftermiddag
og røgen hvirvler og lydene kastes opad
og forgreninger udstrækker sig til alle sider
og solidaritet er svimlende og endeløs
og det er alt sammen en flagrende skygge der snart er forbi
og så kommer der flere og så
og jeg er i rødgul bluse i dette rum
og kærligheden er en varm saft der kryber frem i huden
og du er dens navn
og i nat væltede den mig i en strø,
og det er den strøm der transponerer sig nu
og det er dig der gør mig til mig
og således ikke på noget
og således på hvad som helst
og det er uendeligt
og det er det hele
og der er ikke andet
og jeg tror på det alt sammen som ingen ting
tirsdag den 18. februar 2014
Sven på nippet til 100
I maj har Sven Dalsgaard 100 års fødselsdag (Og Yahya Hassan 19 års fødselsdag), og jeg afsluttede i dag en artikel om SD's poesi til en bog, Randers Kunstmuseum udsender på dagen, her er 1 såkaldt "Dagbrev" fra After Hand-mappen Femten dage, sikke en digter den Sven også var - og er:
Igen op af jordens planter
Mellem planter
At tro at dette tørre der ligner
Af jord er uden lyde uden
Tavs som aske
Og jeg forventer at det der kaldes tid
må være nok til
Være nok
Ren jord mikrober af mængder af liv af
Sammen med vand må det være det som
At en dag kommer håbet
Realistisk voldsom i sin væren kraftfuld som
Men lad dette være
Synk tilbage i tid dengang da
Da alt kom AF SIG SELV
Uden nærvær
Blot at provokere øjnene til at se
At være nærværende på kommando med lemmer stablet op med
krykker i balance med
-
Hvor kulører skifter farve uden at vide hvorfor eller
-
-
-
-
En fugl blev tilfældig ens læremester i at
og her et digt fra Tumor nr. 1, 1989, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen (der venligt har tilsendt mig et frisk nummer, fordi mit eget eksmeplar er lost i en flyttekasse):
ØJEMÅL
Jeg har tænkt mig at slå mig ned
et sted på landet
hvor der både er langt og kort
mellem husene
hvor min sølvmetallik Mercedes
kan nyde udsigten fra bakkerne
og drømme sig til de tyske
blanke autostradaer
uden så meget som at flytte sig
en tomme
og jeg selv kan sidder
bag de blankpudsede ruder
og tænke på
at det er med en fandens fart
markerne pløjes op
her i slutningen af april
- og endelig et digt fra Vild Hvede nr. 6, 1945 (oprindeligt skrevet med små bogstaver garanteret):
Et Stykke Vej frem
De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne Bakkekam?
Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.
Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.
Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
" - Er der saa langt - -?"
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi.
Igen op af jordens planter
Mellem planter
At tro at dette tørre der ligner
Af jord er uden lyde uden
Tavs som aske
Og jeg forventer at det der kaldes tid
må være nok til
Være nok
Ren jord mikrober af mængder af liv af
Sammen med vand må det være det som
At en dag kommer håbet
Realistisk voldsom i sin væren kraftfuld som
Men lad dette være
Synk tilbage i tid dengang da
Da alt kom AF SIG SELV
Uden nærvær
Blot at provokere øjnene til at se
At være nærværende på kommando med lemmer stablet op med
krykker i balance med
-
Hvor kulører skifter farve uden at vide hvorfor eller
-
-
-
-
En fugl blev tilfældig ens læremester i at
og her et digt fra Tumor nr. 1, 1989, redigeret af Bo hr. Hansen og Peter H. Olesen (der venligt har tilsendt mig et frisk nummer, fordi mit eget eksmeplar er lost i en flyttekasse):
ØJEMÅL
Jeg har tænkt mig at slå mig ned
et sted på landet
hvor der både er langt og kort
mellem husene
hvor min sølvmetallik Mercedes
kan nyde udsigten fra bakkerne
og drømme sig til de tyske
blanke autostradaer
uden så meget som at flytte sig
en tomme
og jeg selv kan sidder
bag de blankpudsede ruder
og tænke på
at det er med en fandens fart
markerne pløjes op
her i slutningen af april
- og endelig et digt fra Vild Hvede nr. 6, 1945 (oprindeligt skrevet med små bogstaver garanteret):
Et Stykke Vej frem
De vilde Dyr kommer tilsyne bag de grønne Buske
naar vi begynder at gaa over Bakkekammen.
De stirrer paa os med stenhaarde Øjne.
Vil de os noget ondt,
fordi vi skal over den grønne Bakkekam?
Vi tænker paa de kostbart udstyrede Pavilloner,
hvor vi kunde have søgt Ly,
og vi tænker paa de kolde Vaaben, der dræber.
Fødderne gaar i Græsset som I pavillonens bløde Tæpper
og vi mærker Pavillonens venlige Hygge
bølge op bag vor Ryg, idet vi gaar forbi Dyrene.
Oppe på Bakkekammen standser vi
forundrede over den vide Udsigt
" - Er der saa langt - -?"
Og vi vender os og ser tilbage ad den vej, vi kom.
og vi ser, at de vilde Dyr, der staar som Stenstøtter,
stirrer samme Vej som vi.
Nellie er et asocialt medium
Udvalgte selvkommentarer på Niels Franks nyoprettede Facebook-profil:
February 10 at 1:58pm ·
February 10 at 1:59pm ·
February 10 at 9:27pm
(en ven forudsiger at NF snart laver smileys)
February 10 at 9:44pm
February 10 at 10:19pm
Yesterday at 12:33pm
February 10 at 1:58pm ·
February 10 at 1:59pm ·
February 10 at 9:27pm
(en ven forudsiger at NF snart laver smileys)
February 10 at 9:44pm
February 10 at 10:19pm
Yesterday at 12:33pm