Jeg er bange for ikke længere at længes

efter Naja Marie Aidt og Line Knutzons og Mette Moestrups kollektivværk FRIT FLET - det har været sådan en rar, nærmest tryg følelse at vide, at de hver for sig og i trio sad og skrev videre i New York og på Skagen og Vesterbro og videre og videre år efter år efter år og aldrig blev færdige, for længst var vi jo holdt op med at være utålmodige, når vi spurgte ind til projektet, der i lange tider bare hed BÅVEN, det var blevet den her mytiske, men virkelige skriveproces, vi andre aldrig skulle få indblik i, der fandt sted nu og da og hele tiden som en uhørlig kosmisk brummen under alt det lette og løsagtige, vi (dem selv inklusive) gik rundt og skrev, og hvis håbløse futilitet vi så ikke behøvede at bekymre os om, thi Naja og Line og Mette varetog den egentlige, dybe skrift, selve BÅVEN to end all BOOHKS, Mallarmés Le Livre nedgriflet omsider af tre talentfuldt neurotiske danerkvinder,

for, hov, gisp, uak, HJÆLP, hvad sker der? Den ER åbenbart ved at blive færdig! De samler den sammen i dette nu, tyder billeder på MM's Facebookprofil umisforståeligt på:

 

 

- og det er jo meget godt og helt FANTASTISK, men jeg er bange for ikke længere at længes (jeg er ikke bange for at blive skuffet, for dels bliver jeg det ikke, og dels har den konkrete bog i al dens flimrende og flippede og flintrende flet jo intet at gøre med IDEEN om bogen, det kan jeg godt skelne fra hinanden), vil de, I, ikke være søde og gå i gang med en ny BÅV, please, i samme nu, vi har brug for den brummen!