Columbusæggehoved

To af mine yndlingsdigtere, Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey, er ikke imponerede af mig i et åbent brev i Information i dag:

I et interview i Information siger du: »En af de skønne ting ved kunsten er netop muligheden for at blive anbragt et fremmed sted og kunne mærke det fremmede sted.« Læseren bliver her gjort til Colombus, der tager til nye, spændende, uopdagede verdener, og teksten bliver det skib, som fører læseren hen til de fremmede, de vilde, de eksotiske. Det fremmede sted er tekstens erfaringsgrundlag, og den fremmede må vel være forfatteren. Ingen vil længere påstå, at Columbus så på de indfødte på samme måde, som de indfødte så på sig selv. Eller at hans blik på og møde med dem var til de indfødtes fordel. Hans blik på de indfødte var farvet af, at han ikke var en af dem, men han undlod at se kritisk på sit eget blik. For os fremtræder du som en Colombus i den her debat, når du ikke vil se på din egen position som en hvid, mandlig, heteroseksuel læser og anmelder og på, hvordan denne position stiller dig i debatten. Når vores bøger bliver udsat for dit eksotiserende blik, og vi som forfattere bliver gjort til ’de fremmede’, oplever vi det som ’patriarkalsk vold i den litterære intimsfære’. Det er på tide, at man også i den danske samtidslitteratur og i læsningen af den begynder at vende blikket indad.

Her er et filmklip fra dengang, jeg første gang læste en tekst af Maja Lee, i Byggeriets Hus på Godhåbsvej (!) til såkaldt (ikke af mig, af Vagn Steen) Lyrisk Skadestue for en vel 10 år siden:

- men sådan har jeg det sgu hver gang, jeg læser en ny, god tekst eller en ny, god forfatter: Hvilket fantastisk fremmed land, jeg hermed opdager! Jeg kan ikke se, at min eksotistiske begejstring over Langvads og Glaffeys værker er kvalitativt anderledes end min eksotistiske begejstring over fx (for at nævne to fra min imponade-målgruppe) Renè Jean Jensen og Signe Gjessing, bare fordi den ene af de førstnævnte er adopteret fra Korea (og lesbisk) og den anden er lesbisk; jeg begejstres jo ikke over at få indblik i hvordan det er at være adopteret eller være lesbisk mor - det er, mener jeg, en smuk, god og såmænd også nyttig effekt ved god litteratur: at blive intimideret til indlevelse i andres på alle mulige måder fremmede væren (yndlingseksempel, ikke kun som oplevet dengang, men også i dag (tid er også fremmedhed): Oliver Twist) - men fordi teksterne er god litteratur, originalt, personligt formuleret (og DERFOR) sprog- og bevidstheds- og verdens(syns)udvidende sprogkunst; Inka-guld, som alle mirakuløst kan stjæle hele tiden, også inka-guldmageren selv, der så bare ikke er nogen privilegeret tyv, uden at det nogensinde bliver væk. Nej, vi oplever og ler ikke ens - i Aalborg ler de mindre i København - og de forskelle er da interessante nok, men de er jo ikke afgørende, og de burde i hvert fald ikke være ekskluderende. Ja, enhver læsning er imperialistisk, det er min læsning af Langvad & Glaffey som identitetskarnevalister, når de nu ikke vil være det (selvom de i høj grad misforstår, hvad jeg mener med det - mere om det et andet sted), og det er deres læsning af ordene identitetsfundamentalisme og -karnevalisme som brunheds-henvisende, når jeg nu selv kun har tænkt på Fiskerne og Bakhtin, men der er den gode forskel på den rigtige imperialisme, at ingen af vores læsninger slår den anden ihjel, vi kan SNAKKE om dem, brunt/lesbisk ansigt til hvidt/heteroseksuelt/mandligt  ansigt. Langvad & Glaffey skriver vel ikke minoritetslitteratur, det gør de i hvert fald ikke for mig, trist hvis de gør det for sig selv (men jo lige meget for mig, når jeg ikke - som dengang i 70'erne til Kvindefestival i Tangkrogen, da jeg ikke måtte købe et feminist-badge, fordi jeg var dreng - direkte forbydes i at købe og læse deres bøger), ligesom René Jean Jensen som hvid, heteroseksuel mand ikke skriver majoritetslitteratur; alle tre skriver vel, jf. Ursula Andkjær i blogposten nedenfor, menneskelitteratur (hvilket hårdt nok ekskluderer sommerfugle og abekatte). Jeg oplever sgu da Signe Gjessings poesi som langt, langt mere eksotisk end Find Holger Danske og Padder og krybdyr, der begge udspiller sig i den samme verden, som jeg bebor; når jeg læser Gjessing, er jeg fucking Neil Armstrong, hun synger fra en helt anden planet: