var Cirkeline-sangen, sunget at Poul Dissing, og -sekvensen (rigtigt (skitse)amimeret og ikke bare stop-motion) "Snemusen Knud" som er helt vildt melankolsk i min erindring, but not so much, når jeg ser og hører den igen, al den raske og sjove action, men der må have været noget med Dissings sandpapirstemme og det første billede af snemusen lillebitte på indlandsisen (jeg kan ikke overskue de postkolonialistiske implikationer (hvorfor er snemusens tud rød?), undskyld), der bare umiddelbart har dirret igennem mig:
Det er også vildt fint! Ikke mindst den ganske lette omtale af Nordlyset, med en skærm, der næsten går i sort - for så at gå videre til sne og nynnen. Melancholy light. Fint.
Første nummer i mine melankolikollektion - et vigtigt nummer ti-femten år senere kunne være Lloyd Cole's Hey Rusty, bare fx
SvarSletDet er også vildt fint! Ikke mindst den ganske lette omtale af Nordlyset, med en skærm, der næsten går i sort - for så at gå videre til sne og nynnen. Melancholy light. Fint.
SvarSlet