Yahmen, yahmen

Hvis jeg et øjeblik må være lige så patroniserende overfor Yahya Hassan, som alskens mennesker med rigtige og forkerte meninger har været det ud over hele internettet efter dobbelt-whammyen af Politiken-interview lørdag og Deadline-interview i går aftes (hvor vi fik den mindste af bid af hans furiøse (og harcore-parodisk perker-dansk-fremsagte, jf. White Girl-dansk (og debatten om samme)) "Langdigt", som i sin helhed kan opleves på Deadlines FB-side, TYPISK NOK):

Gid han havde tekst til Tekstlæsning på Forfatterskolen i dag, så han lige de 3 timer kunne opleve at blive læst PÅ EN ANDEN MÅDE end debatlæsningerne HER OVERALT.

For utroligt som patroniserende debatmennesker begejstret formår at vranglæse ham TIL ALLE SIDER.

På den ene side Mette Moestrup på Facebook i en kommentar under sit eget link til interviewet:

der mangler en diskussion om klasseforskelle i dk, og jeg kan godt regne ud, der er mange, som vil mæske sig i etnicitet og religion i den her sammenhæng, og jeg skal heller ikke fratage folk deres holdning i den henseende, men det pointeres flere gange, at det her handler om "underklasse", og jeg ku drømme om en diskussion om, hvad stedet MELLEM system og borger betyder for svigt.

Yahmen, yahmen - Yahya er helt klar på, at forældrene må tage svigtet på deres egne skuldre, ligesom børnene må tage ansvaret for fx kriminalitet! Og når han nu selv har et syleskarpt, klassisk religionskritisk fokus på religion (som opium, undertrykkelsesmiddel, dobbeltmoral), hvordan kan det så være "at mæske sig" at bevare det fokus?

På den anden side hjemmesiden Uriasposten, der transskriberer udvalgte dele af Deadline-interviewet med denne lille, grimme indledning: 

Den debuterede digter Yahya Hassan var gæst i søndagens Deadline, og det var ikke ligefrem en nem opgave for Martin Krasnik. Han talte før han tænkte, og har endnu ikke tillært sig rød kunstner-lingo. Han nægtede at være offer for samfundets marginalisering, og gjorde sig ingen illusioner om moderat Islam. Islam er Islam, og det er uforenelig med dansk kultur.

Yahmen, yahmen - Den sidste sætning er der intet belæg for overhovedet i interviewet; Yahya taler ikke om islam som sådan, men om en særlig hyklerisk, fordummet religiøs praksis, og taler heller ikke om dansk kultur eller om islams forhold til dansk kultur, men om en særlig ghetto-kultur, der vender ryggen til det danske velfærdssamfund, samtidig med at alskens velfærdsgoder rutinemæssigt udnyttes kynisk og groft. Følgende ord fra interviewet kunne lige så godt appliceres på Uriaspostens skribenter og læsere:

Det er forældrene der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere noget som er anderledes fra en selv. De tror jo at alt hvad der ikke ligner en selv skal bekriges, og at det ikke er noget der dur. 

Det handler jo ikke om blodig jihad, men om en magelig, patriarkalsk, reaktionær åndløshed. Og hey, uden indvandring ingen Yahya i DK og pist væk hans nye, stærke, danske poesi.

Uwe Max Jensen - der linkede mig til Uriasposten, tak for den idiot-parade! - spørger nederst i kommentartråden til altmuligandet-posten:

Er det overhovedet muligt at skille værk og mand (i dette tilfælde), Lars Bukdahl?

Ja, selvfølgelig er det det. Dér taler en mand i avisen og på tv-skærmen, dér er aftrykt et værk, som han har skrevet, og dér læser han det op. Og som sagt mange gange, så gør kunsten eller lad os sige POESIEN en forskel i det gode digt, der selvfølgelig er kunstnerisk/POETISK betydende (intensiverende, nuancerende etc.). Der er bare ikke så mange, der har hørt Yahyas digte endnu, og endnu færre, der har læst dem, og næsten ingen - ud over Blogdahl - der har kommenteret på dem. På den led laver han jo (eller bliver der på ham lavet) en omvendt Sonnergaard: Først meningsmageri (og NB i Yahyas tilfælde et fremragende sådant: pågående, kvikt, fyndigt) og så bog, og gad vide, om det ikke er en fordel!? Hvis man/I/vi så bare kan finde ud af ikke kun at diskutere poesiens poetiske forskel i anmeldelser og på litterære blogs! Yah!