The powerplay of namedropping

Det irriterer mig intenst, som jeg sidder her og anmelder Asta Olivia Nordenhofs Et ansigt til Emily, at Mikkel Bruun Zangenberg i sin Politiken-anmeldelse af Forfatterskolens Afgangsantologi 2011 (med uddrag fra Nordenhofs bog) sammenlignede (litterære træk hos) hende med Mikkel Thykier, hvilket nemlig er helt rigtigt set, og havde jeg allerede, tror jeg nok!, selv set, før jeg læste hans anmeldelse, men hvis jeg skriver det i min anmeldelse, og jeg kan mærke, at jeg har svært ved at lade være, vil det jo se ud som, jeg har planket hans sammenligning, og det er det sidste, jeg vil have det til at se ud som, kunne han ikke bare have nævnt Rilke eller Walser eller Musil i stedet for for helvede!