Viser opslag med etiketten Den Blå Avis. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den Blå Avis. Vis alle opslag

mandag den 14. november 2011

Antikollektivt manifest, genudsendt

På opfordring af Bogforum-antrufne Peter Adolphsen, som på Facebook har gang i en mindre fejde over poesiens berettigelse i Den Blå Avis (jeg copypaster nede i kommentarfeltet) - og jeg tror vel, jeg er ca. ½ enig i hans bombastiske synspunkt om, at al offentligt anmassende poesi er en pest: halvdelen af al offentligt anmassende poesi er en pest (jeg har jo lige selv gjort mig skyldig i at anmasse uskyldige apotekkunder med syge digte), det kommer an på både (kontrollen med) poesikvaliteten og anmasningsgrovheden/elegancen! (jeg har så heller ikke fået anskaffet mig en Blå Avis endnu, hvor får man fat i sådan én, bare i en velassorteret 7-11?) - genoptrykker jeg mit Manifest for mindre poesi i den kollektive trafik, trykt i mini-antologien Undervejs. I Metroen med 21 forfattere:

Manifest for mindre poesi i den kollektive trafik!

1. Ingen digte i eller udenpå busserne, ingen digte på busstationerne!
2. Ingen digte i eller udenpå regionaltog og IC3-tog og lyntog, ingen digte på banegårdene!
3. Ingen digte i eller udenpå S-togene, ingen digte på S-togsstationerne!
4. Ingen i eller udenpå metroen, ingen digte på metrostationerne!
5. Ingen digte i eller udenpå færger, ingen digte ved færgelejerne!
6. Er luftfart kollektiv trafik? I så fald: Ingen digte i eller udenpå flyvemaskinerne, ingen digte i lufthavnene!
7. Ingen oplæsning af poesi heller i de nævnte transportmidler og på de nævnte lokationer, især ikke af [nu hedengangne] Jørgen Nash og hans venner ( som fx dokumenteret i den uhyrlige publikation LYRIKEKSPRESSEN Det rullende digt 50 nordiske poeter på odyssé gennem Danmark anført af Jørgen Nash & Kjeld Vindtorn (Tiderne Skifter, 1989))!
8. Jeg bekender, at jeg for bare to år siden var med til at indvie Århus Sporveje og Århus Kommunes Bibliotekers projekt "Snup et digt - undervejs" i Århus, ikke bare hang et af mine gamle digte en tid lang i de århusianske busser, på indvielsesdagen stod jeg gudhjælpeme også og læste op inde i en rigtig gul århusiansk bybus, OG JEG FORTRYDER BITTERLIGT!
9. Fordi poesi er en hemmelighed!
10. Som rager den kollektive trafik og det trafikerende kollektiv EN PAPAND!

Lars Bukdahl, maj 2003 (og nej, dette er (heller ikke et digt)!