Jeg kan godt forstå, at Gyldendal gerne vil have det til at se ud som om, Amalie Smith springer frisk ud fra tranens pande som talentfuld 25-årig debutant med den cool og viltert hybride tekstsamling De næste 5000 dage (hvilket jeg virkelig ikke ved, hvorfor den hedder, men det er en rigtig god titel): Det grænser imidlertid til misinformation ikke at nævne hendes læsemanus eller ”Filmroman”, Fabrikken falder, med indlagte plakat-google-illustrationer, der udkom i april på forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten (Smiths hjemmeside, amaliesmith.dk, med flere seværdige kortfilm, er heller ikke nævnt).
Men givetvis har Gyldendal været i god tro: De næste 5000 dage er lige præcis så bog-teknisk og hybridt eksperimenterende langt ude, en bog kan tillade sig være, hvis den stadigvæk skal kunne være en bog for og hos Gyldendal; fx er alle sider limet fast i ryggen (højst 1 side må være løs eller strittende, pinup-plakaten i Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser var limet fast, slægtstavlen i Svend Åge Madsens At fortælle menneskene lå løst) og billederne – der netop ikke er illustrationer a la børnebøger, men sin egen ”tekst” – fylder klart mindre end bogstaverne, som er sorte, ikke violette, etc.
