ALBERT 100 I DAG

Dagens afklippede hæle og tæer

bl.a. pga. redesignet af WA og WA Bøger

- fra anmeldelsen af Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin:

På næste side, i et sekundkort digt, morfer hjertet gennem ryggen videre til en tvetydig anglicisme:

  ”jeg tænker på// jorden har min ryg”

  

(og måske var forrige værk, dagbogsromanen Krisehæfterne, så wagnersk emo-heavy rock?)

(nervelunden kunne sagtens have udviklet sig til et helt blomstrende nervebundt af billeder, men gør det så bare ikke).

 - fra anmeldelsen af Johan Davidsens Selvmordstanker kan ikke betale sig: 

HVORFOR SKAL DET SKRIVES OG HVORFOR SKAL JEG LÆSE DET?

Hans genkommende titel-overvejelser af og om selvmord har Sofie den helt præcise kommentar til (og hvorfor er der i det hele taget ikke flere dialoger, dem turnerer Davidsen langt behændigere end de idelige monologer):

. ”Du snakker lidt om det på samme måde, som når jeg er fuld til fester og bliver vildt skuffet, hvis folk ikke kan lide den musik, jeg sætter på.”

  Skift nu den plade, Johan!

Ursula om hvordan det er at læse Ursula og bare at leve

side 175 i Mit smykkeskrin, digtet efter de to digte, jeg citerer midterligt i min anmeldelse:

gå gennem det ultraviolette lys fra hjernen
grædende
gik gennem, gik hen over sorgens bue
den sørgendes bøjen sig ind over sin sorgs bue
grædende
til sidst: gik gennem kroppens nåleøje
og ind, ud

grædende


at hvad der kan forandre noget kalder jeg energi
at hvad der kan holde sammen på noget kalder jeg energi
den måde skønheden slår på
rammer tungt og slår mod alle berøringsflader
kalder jeg energi

skumgrøn, mælkegrøn, perlegrøn, fløjlsgrøn



cover: Sophia Kalkau! 

Jeg vil skrive kritik som alle de bedste skriver skønlitteratur

Jeg vil skrive med en syntaks som Christina Hesselholdt

Jeg vil skrive med et billedsprog som Ursula Andkjær Olsen (se min anmeldelse af hendes fantastiske Mit smykkeskrin  i den nydesignede avis i morgen!) (og også som Rasmus Nikolajsen, hvis Barnevognshaiku jeg måske når at kaste et blik på senere i dag)

Jeg vil skrive med en polyfoni som Cecilie Lind (som jeg elsker på ALLE ledder) (og også som Peter Laugesen, min Bob Dylan, men jo så uendeligt meget stærkere en digter (og performer))

Jeg vil skrive med en klarhed som Helle Helle (og også som Eske K. Mathiesen)

Jeg vil skrive med et kaos som Hanne Højgaard Viemose

Jeg vil skrive med en humor som Line Knutzon (og også som Jens Blendstrup, min bedste ven (af to))

Jeg vil skrive med en satire som Kristina Nya Glaffey (som jeg forhåbentlig får hilst på i aften til WA's prisfest)

Jeg vil skrive med en forfinelse som Dorrit Willumsen (som jeg forhåbentlig også får hilst på til festen)

Jeg vil skrive med en indædthed som Asta Olivia Nordenhof

Jeg vil skrive med en charme som Pia Juul (og også som Lars Frost))

Jeg vil skrive med en påhitsomhed som Marianne Larsen (og også som T.S. Høeg)

Jeg vil skrive med en excentricitet som Vibeke Grønfeldt

Jeg vil skrive med en barne- og tyrkertro på poesien som Signe Gjessing (som jeg forhåbentlig også får hilst på i aften)

Jeg vil også skrive som alle de andre, jeg beundrer, fra Aidt til Voetmann

Drengen hesten bilen

Drengen viser
hesten bag
indhegningen
på Gentofte Rideskole
sin røde yndlingsbil
(SOM SENERE PÅ DAGEN
HÅBLØST FORSVANDT
MÅSKE I ELLER NÆR
KGS. HAVE)

Hesten ignorerer drengen
med den foragtsfuldeste
mine: I couldn't care less,
vi var biler i årtusinder
før der var biler, gå hjem
og vug, grønært, helt ærligt!

Kældermandens sang

Det er ikke noget, der
SPØGER,
at hver dag
ØGER
mængden af
BØGER

X C

Stem på Cecilies Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris, skriv "pris cl" på en sms til nummeret 1218

Linjeantal

(Klaus Rothstein:) "Fine linjer":

"I hvert fald stod hun der og smilede uudgrundeligt med det lange lyse hår og blikket rettet mod fjerne horisonter, side om side med de nye noveller af Alice Munro, som Ida Jessen har oversat.

Men, hov! Det er jo slet ikke Alberte! Hun ligner bare med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund! Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok (og gad vide, hvad han nu skal lave) - og prøvede hun ikke også at være politiker for et eller andet liberalt parti, jo nemlig, og var hun ikke ungdomskæreste med selveste, jo netop."

= (Robin Thicke:) Blurred Lines:

Hvad vi har brug for er (Massive Attack:) Blue Lines

2 associationer til afsnittet fra Penge på lommen, en nær og en fjern

Det par i sølv lyste op i det blånende mørke

mens jeg har hørt "Wasted My Youth" igen og igen har jeg læst Asta Olivia Nordenhofs mildest talt gode (og umilde OG DOG) roman og 1. FØLJETONDEL AF SYV (med navns nævnelse til sidst:

"SCANDINAVIAN STAR

Del et - Penge på lommen 
Del to - Ideer
Del tre - Maria, Atlantis
Del fire - Ideer 2
Del fem - Jørgen ofres
Dels seks - Tavshed
Dels syv - Watertown")

- og det er jo nok bare tilfældigt, men jeg synes sang og roman rimer, noget med kynisme og henførthed, her er apropos spildt ungdom sidste delafsnit af storassnittet "Hændelser i Maggies ungdom":

"Maggie står højt hævet over stationen på balkonen, hun ser togene rulle ind på perronerne, mennesker stimle ud, spred sig, holde på børn og tasker og forskellige ideer, der fra hendes høje sted alle fortoner sig.

Hun rejste hertil i går, lod det meste blive på værelset og gik mod Hovedbanen, hvor hun tog det første tog, der gik ud af landet, det havde endestation i Göteborg. Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.

Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen. Man skal tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på. Men hun er ikke taknemlig for noget som helst, hu nægter at stå i gæld, det er sådan, hun har det, indtil hun igen kommer krybende og ydmyger sig for en meget ussel løn. Det er også alt sammen bare en fjern bekymring nu, hun har penge til et par dage og finder vel på noget bagefter.

Pakningen gik som altid hurtigt, ned it aksen med de mest umistelige ting, først og fremmest hendes skosamling. Det første hun gjorde, da hun havde låst sig ind på hotelværelset, vat at stille skoene op på række. I skumringstimen lå hun på sengen og kiggede på dem, det par i sølv lyste op i det blånende værelse.

Senere satte hun sig på balkonen, hun var i et vidunderligt stenet humør, lydene nede fra pladsen svømmede ind i hende, men uden at kræve noget.

Frøst da han rømmede sig, gik det op for hende, at der stod en mand på balkonen ved siden af hendes. Han rakte en pakke cigaretter ud over rækværket og hen mod hende, hun takke og tog en, så var de igen tavse.

Inden han noget senere brød op, gik ind på sit værelse og slukkede lyset, holdt han en lille tale: Han havde boet på hotellet i otte år, restauranten ville han varmt anbefale, han blev skilt og skulle bare være her i en periode, men tiden gik, og efterhånden så han ingen grund til at flytte.

I morges forlod han med en mappe i hver hånd hastigt buffeten, netop som Maggie ankom. Hun vendte sig og så efter hans korte, brede ryg, indtil han forsvandt ud af svingdøren.

Der var noget eventyrligt over ham, som om han var groet fuldvoksen op af jorden og straks gpået i gang med sine forehavender, pilet ind og ud af lobbyer med skiftende, uforståelige dokumenter.

Nede på pladsen går et ungt par med barnevogn mod stationen. Flere gange stopper de op og kysser hinanden. Maggie vender dem ryggen, går ind på badeværelset, hvor hun sætter sig nøgen i badekarret. Hun tænder ikke for vandet, det er den kolde porcelæn, hun gerne vil mærke.

Hun forestiller sig at skrive nogle sange om sit liv. Hun vil gerne synge dem ligesom Nico synger sine sange, Hendes hoved er tørt af cigaretter, hun har taget en pude med at hvile nakken imod, og nu svimler hun uden selv at kende skellet hen i drømme."

Opium er opium for folket

Jeg skamhører og -nynner denne her sang af Jenny Lewis for tiden - og hørte selvfølgelig først det centrale omkvædsord som "puppy", dukke, i stedet for "poppy", valmue, hvilket klart giver mere mening:

Sister, we're slidin' down a bong
I can't tell you what I think you're doing wrong
Stop your cryin', our daddy's gone
Do you remember when he used to sing us that little song?

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because

Why you lyin'? The bourbon's gone
Mercury hasn't been in retrograde for that long, oh no
Stop your hiding, drop that bomb
Do you remember when I used to sing you this little song?

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because
And everybody knows it's a tightrope
The cookie crumbles into dust
And everybody knows we're in trouble
Doo-doo, doo-doo, doo, candy crush

Just 'cause you're young
Don't mean nothing, don't mean nothing
We are here and we're gon'
Do something, while your heart is thumping

I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just because
I wasted my youth on a poppy
Doo-doo, doo-doo, doo, just for fun
And everybody knows it's a tightrope
The cookie crumbles into dust
And everybody knows we're in trouble
Doo-doo, doo-doo, doo, candy crush

Wasted my youth
Wasted youth
Doo-doo, doo-doo, doo
Wasted youth
Doo-doo, doo-doo, doo
Wasted you

Månens kønspolitik

Langt mindre problem
end urimeligt månehad
er rimeligt mandehad

færre mands-, flere
månechauvinister

Svar til månesyg digterspire

Nej, en måne
minder
ikke om en mynde,
men, ok, på en måde om en hynde

Forarget spørgsmål til Frederiksberg Kommune

ER I DA HELT ULDORNEDE, NÅR I LADER OEHLENSCHLÄGERS GRAV PÅ FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD LIGGE MØGBESKIDT OG ULÆSELIG HEN?

Et usagt, ulykkeligt spørgsmål fra barnet i aften

HVOR BLEV MÅNEN AF? 

10 min. senere:

månen: HER ER JEG! 

barnet: ZZZZZZZZZZ

Et andet ikke mindre (men pink!) glødende spørgsmål

HVORFOR DOG HAR MAN IKKE RENSET OG OPPUDSET DE FINE, GAMLE, LYSERØDE SMÅSØJLER VED SIDEN AF DE HELT NYE, FRA BUNDEN AF REKONSTRUEREDE PÅ BROEN OVER SPORET VED CHARLOTTENLUND STATION?

Brændende spørgsmål

HVORFOR ER YNDLINGSBÆNKEN (MED DEN GODE WIFI FRA 7/11 OVERFOR) FORAN BERNSTORFFSVEJS BRANDSTATION BLEVET FJERNET? HVILKEN BRANDSLUKNING GENEREDE DEN (ELLER JEG BLOGGENDE PÅ DEN)?

Ulrik Høy, høyere, høyest 1945-2019

Kær, filuragtig kollega på WA gennem mange år, menende alt muligt sort, men elskende poesi og skrivende som en energisk drøm - her en opsang til blandt andre mig fra 2009 (på akkurat min 41 års fødseslsdag), stadig hørt med ørt forført øre, akut savnet:

Anmelderiet har taget overhånd

Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.

I de seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud, digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.

Set i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde? Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.

Så mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i kulturlivet.

Der er så få kunstnere med talent og så få kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten. Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi, mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det: Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!

Det er så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok. Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo til anprisningen og den facile præsentation.

Som det er nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og sproget bliver derefter - svampet.

Kritiker eller anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet på den anden.

Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller ugudelige kredse.

For det er så vigtigt, at kritikken er »ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er, når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden, så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl? Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi

Hvad de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige katalog af udgivelser?"

Ekstremt vedkommende popsang

Især sunget som langsom langsom blues med brøndgravende gravrøst af fx og allerhelst nu 70årige Tom Waits: