Anmelderiet har taget overhånd
Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.
I de
seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet
og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad
os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har
tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi,
forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle
tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige
kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud,
digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så
stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter
hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.
Set
i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både
indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels
uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde?
Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed
klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok
så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede
vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.
Så
mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har
lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af
mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«,
»fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i
kulturlivet.
Der er så få kunstnere med talent og så få
kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab
til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i
dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten.
Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi,
mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det:
Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke
bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som
kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når
det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der
ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!
Det er
så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede
vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok.
Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er
slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god
kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren
med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af
»flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det
medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os
opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo
til anprisningen og den facile præsentation.
Som det er
nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i
dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen
kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det
kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er
åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke
åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have
kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver
for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og
sproget bliver derefter - svampet.
Kritiker eller
anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på
problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som
kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod
han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham
stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten
Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt
om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet
på den anden.
Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter
og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han
bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er
der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som
Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større
kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller
ugudelige kredse.
For det er så vigtigt, at kritikken er
»ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til
at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er
ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for
tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at
Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er,
når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun
hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden,
så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl?
Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få
vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som
æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi
Hvad
de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild
version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk
partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre
er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage
sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i
tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de
overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint
værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige
katalog af udgivelser?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar