Late night rhyme 2

Vi havde ikke noget bedre at lave
end at blive ved med ikke at finde Landbohøjskolens Have

Rim i 11. time

Babysuk
er bedre end selv
80'er-Lars H.U.G. 

Poesiens hvedevarme

Var i P4 i anledning af Bededag for at tale om hveder, hvede og Hvedekorn. Navnet Hvedekorn gav Halfdan Rasmussen bladet, da hans forgænger, Viggo F. Møller, syntes, det skulle fortsætte, men hedde noget andet, efter hans egen årlange redaktørtid, og givetvis hentydende til dette bibelsted, fortalte jeg de friske værter, fra kapitel 12 i Johannesevangeliet:

"v20  Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. v21  De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« v22  Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. v23  Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. v24  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. v25  Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. v26  Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."

jeg ledte også efter poesi om hvedekornet og fandt dette smukke salmevers af Grundtvig, hvor han sammenblander sennepskornet (der er lille) og Jesus' hvedekorn (hele salmen her): 

1

Guds rige lignes ved et frø,
det mindste, man kan finde,
nedlagt i muld, ej til at dø,
men død at overvinde,
opvoksende så til et træ,
hvor himlens fugle finder læ
og lyst til sødt at sjunge.

- og så gik musikken i gang (var det faktisk Lars H.U.G.?), som under en fucking Oscar-tale, da jeg ville fortsætte med at at citere Klaus Høeck fra Hjem, der har et afsnit om "KORN", der begynder sådan her, fandenivoldsk besværgende

Korn siger jeg. Jge gentager: korn.
Oceaner af korn bølgende i brods
øer. Har man forstået mig: korn, f
or pokker. Skal det slås fast med s
yvtommersøm: korn som bare Hel
vede. Korn siger jeg. 

- men digtet om hvede er faktisk et (punket paradoksalt) anti-hvededigt: 

Og hvad med hveden, hvid af valm
uer, skal den ikke også nævnes. Ne
j siger jeg. Jeg beskæftiger mig me
d korn, korn som en sindstilstand.
Kun i kornet føler jeg mig tryg, ha
r jeg hjemme.
 

Cruising på Hellerup Kirkegård

- alle de 100'er direktører og grosserere og tapetseremestre, som jeg aldrig har hørt om

og så 1 journalist, jeg har hørt om, Philip Lauritzen, fra information, ikke?

og 1 cykelrytter, Kai Werner, med den sejeste, store gravPLADE, jeg må have hørt om gennem Jørgen Leth, hvordan ellers?

og 1 sølvsmed, der er et varemærke, Georg Jensen, og som sgu da burde have haft en sten i sølv, der så kunne stå inde i en sikker sikker box med gennemsigtigt panserglas, det manglede da bare, sådan som der bliver tjent gysser inde på Amagertorv

Få også lige svaret Jonas og Rolf

- , to mægtigt gode bøger (den ene er jeg kun en tredjedel inde i, men den har min fulde tillid), Jonas Eikas Efter solen og Rolf Sparre Johanssons Piedestal har også kun fået 1 anmeldelse hver, i henholdsvis Weekendavisen (smittende henført Linea Maja Ernst-anmeldelse, derfor læser jeg den allerede nu) ) og Politiken (irriterende forbeholden 4 stjerner-Benedicte Gui de Thurah Huang-anmeldelse), det er også for galt og skal der rettes op på nu!

Der er altså EN TIL Pia Juul-bog

Jeg ved ikke, om det er et resultat  af store HELLEDAG, som var forrige fredag, eller man simpelthen bare ikke har troet på REALITETEN af 2 Juul-bøger på 1 måned, men torsdagen før fredagen udkom Pia Juuls bog Asterisk, indeholdende "tekster", publiceret og præsenteret alle mulige steder tidligere, 1991-2017, og stadigvæk er den eneste anmeldelse hun har fået min, dagen efter dagen forrige fredag (den første bog, digtsamlingen Forbi, blev rimelig hurtigt anmeldt næsten over det hele) - og hvis det bare var mig, der menten hun var en superstor og -væsentlig digter, men det er det jo ikke, og forestil jer bare, at det var en samling af tidligere trykte tekster af Søren Ulrik Thomsen,  ligesom dengang med En dans på gloser, som han jo så udgav samme dag som digtsamlingen Det skabtes vaklen (for gudhælpeme 22 år siden), og det burde Pia Juul måske også have gjort, men det er jo bare stadig ikke nogen avisundskyldning for ikke at få øje på den autoritativt og selvfølgeligt skønne bog, LÆS DEN NU OG GIV DEN DET FORTJENTE BIFALD -

citat fra side 61 (slutningen på takketale ved motagelsen af Emil Aarestrup-medaljen):

"Jeg skulle engang læse op en aften hvor vi var så mange oplæsere at arrangøren var bekymret for at vi ville nå gennem seancen inden midnat. Derfor bad han publikum om at nøjes med at klappe efter hver tredje digter. Og publikum adlød, me efter et stykke tid forekom situationen alligevel for besynderlig - og så fik de lov til at klappe som de plejede. Denne "klappen" kaldes også et bifald, men det betyder ikke altid at man bifalder det man har hørt. En ting betyder det i hvert fald - nemlig tak - vi har hørt dig. Bifaldet er et svar. Og den aften gik det op for mig, hvor mærkværdigt det føles at tale til folk uden at få svar. Jeg opdagede ærlig talt, at jeg ikke brød mig om det.
  Det er grunden til, at jeg er glad for at modtage Aarestrup-medaljen. At jeg også er beæret skyldes at Aarestrups digte hører til dem der er mig kærest. Jeg takker for svaret - og siger med digteren: Godnat - vi ses imorgen - nei før - i Drømme."

Kritisk eksamen

Oplæg til Skyum-hold

(Erik Skyum-Nielsens hold i litteraturkritik på danskstudiet, KUA) 

Min litteraturkritik

I avisen: Anmeldelser, kommentarer (Blæksprutten / Kontroversen), noter (interviews)

FORPLIGTET FORM

I tidsskrifter / antologier : artikler, essays, tekster (lister) 

FRI FORM (undtagen fx Danske digtere i det 20. årh)

Bøger: 1 generationsmonografi, 1 digtermonografi

FRI FORM

Redaktør af tidsskrift (Hvedekorn) og antologier, senest serie i Ud & Se: Redaktion, udvælgelse (korrespondance : usynlig kritik)

På nettet: blog – blogposter, Twitter – tweets, Facebook – kommentarer / opdateringer

FRI FORM

I luften: foredrag, undervisning, paneldebatter, optræden i radio / på fjernsyn

FORPLIGTET / FRI

(aviskritikken er dayjobbet, udgør vel en 70 % af min kritik)

Drivkæfter, energier, begær

Skabelse af form + karakteristik, organisering, påskønnelse af form (og hvad den betyder)

Levende præcision i aflæsning, påsansning

Litteraturpolitiske dagsordener

Som ung en forskydning af smagshierarkiet, litteraturidealerne,

Kanoniseringskamp – vel stadigvæk, men mere i forhold til de enkelte forfatterskaber, og mere positivt end negativt, op med folk frem for ned med folk

Anmeldelsens form

Skal indeholde (præsentation), karakteristik, smagsdom – derudover frit

Optional: perspektiv til forfatterskab, dansk international litteratur, samtid, -historie – polemik, litterær / litteraturpolitisk diskussion / markering– essayistisk / anekdotisk situering,

Rimelig klassisk opbygning, forløb

– med så optimal livfuldhed, tæthed

karakterfuldhed, personality

polyfoni

(fra friskfyragtig mundtlighed til akrobatisk omstændelighed)

(det mimetiske en del af poyfonien, så godt som aldrig bevidst pastiche, men jeg holder mig åbent for det og får iblandt øje på det, undervejs eller bagefter)

som et stramt korset på sådan et bassin med kulørte kugler

som muligt

en rig og energisk tekst, attraktiv, men ikke nødvendigvis nem

i processen 2 primære fokusser:

på ord- syntaksmusik (herunder variation af vokabular, kun bevidste, akkurat musikalske gentagelser) og fyndige, originale, skønne formuleringer

på præcisionen af karakteristikken

anmeldelsens krydsfelt af kunstnerisk form og karakteristik af form

: billedsprog,

ellers vigtigt karakteristik-redskab (traditionel fy-fy i kunstnerisk form: adjektiver, særligt dobbelt-adjektiver (overraskende, paradoksale, oxymeroniske kombi’er)

Små særregler. Først en trompet, et ordspil på bog, titel, forfatternavn

Underrubrik – EB – anmeldelsen – skal indeholde både karakteristik og smagsdom

Det skal de allerførste sætninger også, i hvert fald smagsdom, så det er markeret om det er en god eller dårlig anmeldelse, man læser, hvad halløj, der ellers er i gang som start / anslag, og der er gerne noget mere eller mindre far out halløj, med mere eller mindre direkte indkørsel til the business at hand

Kritiske principper

For vurdering. Hmmmm, hvad deg tiltaler, fascinerer mig betydeligt umiddelbart hvad angår skønhed og originalitet

gøgler-aristokratisk attituderelativisme

litteratur kan ske hvor som helst, men skal hvor som helst udmærke sig yderliggående, og nogle steder er det tydeligvis sværere end andre

Teoretisk baggrund

Fjernt: Bakhtin, Barthes, Derrida, nykritik, dekonstruktion, sensitive formalismer

Uteoretiske digterkritikere: Wilde, Chesterton, Nabokov, Højholt, Sonne, Vad m.fl.

Kritikerforbilleder, DK:

Steffen Hejlskov Larsen, Poul Borum, Erik Skyum-Nielsen, (Bo Tao Michaëlis), Lone Nikolajsen (med flere yngre)

Stilidealer:

Charles Dickens, (overhalende mig) Christina Hesselholdt

Blinde vinkler:

Principielt ikke, intet litterært skal være mig fremmed, lige meget mit udgangspunkt (Goscinny Højholt / Dickens) og (deraf følgende) præferencer, jf. attituderelativismen, der er gode krimier, men de er godt nok få, modenheds-efinition: reduktion af a prori-fordomme om hvofra litteratur kan ske

Forhold ml. blog og anmeldelser

Bloggen son fodnoter / ekstramateriale / fraklip i forhold til anmeldelse, som alternativ / eksperimenterende kritik, som diskussion af / polemik mod andres anmeldelser, efterfest, eftertanker, små-typologier / systemer / lister, som kitikerens / anmelderens dagbog inkl. At få nys om bøger, have forventninger

-->

Men hvorfor?

Er jeg indstillet til den pri? - Rothstein & Mogensen er indstillet for deres radioprogram. Jeg tænker, at jeg er indstillet for mine blogposter om Helle Helle, så dem jeg må hellere fortsætte med frem til prisfesten- her er en tidlig post fra 2010:

søndag den 8. august 2010

Helle Helle Is Watching You

- skiftevist mildt eller strengt, eller måske faktisk på en enigmatisk måde begge dele på én gang, som en gudinde i en græsk tragedie, der har stillet sig udenfor den skæbnemekanik, hun selv har været med til at konstruere, og nu bare står og følger med, undrende - men kun hvis du kører i DSB-tog i august måned, hvor hun er på forsiden af Ud og Se - og i torsdags holdt hun øje med mig i hele 6 timer,. fra Frederikshavn til Hovedbanen, på bordet ovenpå de indkøbte blade og aviser og fra menu- og magasinholderen under vinduet, hvor hendes øjne akkurat stak op -

interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en, der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:

"Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede."

Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!

Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.

(dengang var billedet ikke med)

Må den mest bestialske Litteraturfremmaner vinde

Jeg er nomineret til et pris! Det har jeg ikke prøver før; jeg har fået nogle få priser, men jeg har aldrig været nomineret til én før og ved ikke, hvilken forventningsgrimasse der kan passe. Det er den her pris  og den uddeles 25. maj i folketeatret :

Blixenprisen for årets indsats for litteraturformidling

FUNDATS

En Blixen for årets indsats for litteraturformidling tildeles en professionel dansk litteraturformidler, som brænder for og har særlige evner for at få  folk til at debattere med afsæt i  litteraturen. Prisen kan gives til for eksempel en bibliotekar, en underviser eller en litteraturformidler/kritiker i medierne.

---

NOMINEREDE 

 

Klaus Rothstein og Nanna Mogensen for ’Skønlitteratur på P1’

Kritiker Lars Bukdahl

Litteraturkonsulent Michael Linde Larsen
 

---

JURY

Lise Vandborg
Kaspar Colling Nielsen
Marie Louise Kjølbye

---

PRIS

30.000 kr

• 
  
• 
  
• 
  
• 
  

(1 tyrkisk digt vs. HH-romansætning nr. 3)

(3. sætning i Helle Helles de er allerede legndarisk og lyder som bekendt sådan her:

"Alle veje fører til veje"

- i morgens læste jeg så dette digt i Ilhan Berks Jegs skal med til fuglenes fødselsdag, oversat af Murat Alpar og Peter Laugesen:

!Der
er
ingen veje

veje, som
ikke er
ankomst








vi var vandrende"

Et par digte, hun, protagonisten, kunne have læst på det lille bibliotek

Vi ved desværre ikke, hvilket nummer af Hvedekorn Tove Dunk, i Helle Helles de, læste og skrev et digt af fra, men hovedpersonen "hun" kunne i nr. 3, 1976, fx og fremfor alt have læst dette digt af Vita Andersen (hendes første bidrag til Hvedekorn (men ikke hendes debut (ligesom Helle (ærgerligt nok!) havde haft tekster i Alt for Damerne og Information, før hun fik digte trykt i Hvedekorn)):

Mellem weekenderne

Hun var nået den alder
hvor hun formodedes
at kunne klare sig selv
hver morgen
vågnede hun op
ved vækkeurets chock
til den flygtige virkelighed
hendes krop
strittede imod
nægtede
at gennemgå
de samme ydmygelser og gentagelser
hver dag
i overmorgen
var det gudskelov weekend
hun kunne blive i sengen
hele dagen
skulle bare købe lidt mad
og sådan
men tit disse dage
vågnede hun tidligt af sig selv
fuld af angst
og kunne ikke falde i søvn igen
hun forstod det ikke
så
prøvede hun at læse i en bog
men ordene
kunne ikke forstå hende
de blev bare i bogen
og rummets ensomhed
blev stærkere rundt om hende
så var det nemmere
med et ugeblad
er var billeder
dem kunne hun forstå
som billeder

(jævnfør også min anmeldelse i fredagens WA Bøger af nye knækprosasamlinger af Anne-Louise Bosmans og Mikael Josephsen (med HH-omtale))

- eller dette af Louis Jensen:

Sølvet og guldet bestaar prøven med glands

Fuglen har forladt reden i utide
og æggenes skæbne er ikke længere uvis.
                Saadan staar det til i haven.
De drikker te og de fejler ikke noget.
De er sunde og raske i den troløse villa
og maden
indtil de kan spejle deres saar i sovsen.

Deres øjne er vidtaabne, grønne,
violette, opspilede betændte saar og
insekter med graa vinger
flyver ud fra dem
                     i sværme.
Og deres hænder er ormædte, stinkende, graa.

Og deres bryst er som tulipaner,
      røde, hvide, osrte, skrigende
som dødsdømte tulipaner
paa blomstermarkerne, usynlige
uhørlige
          raabende de sidste fjorten dage
før den frygtelige høst
naar markarbejderne
tumler ud fra skurene
med kurve og knive som stjerner der brænder.

- eller dette af Claus Senderovitz (HVAD ER DER BLEVET AF HAM? Kan han melde sig straks på redaktionskontoret!)

Tiden fylde / af Mørkhøjs Mysterier

Sat? sagde hun
vel er jeg ej
og hvis jeg er
er det fordi
jeg har sat mig
hvor jeg ville.

Flytte mig?
Hvorfor sku jeg flytte mig?
Hvem ku nænne det
med alle de dejlige træer
der vokser på én?

Hvedekorn er en biperson i Helle Helles de

- i nemlig afsnit 25 - som jeg læste op ved Hvedekornsoplæsning (nu har jeg citeret enkeltord, sætninger, et kortprosaafsnit, og her er et så helt prosaafsnit, for bladets skyld jo, ingen vej udenom, det er simpelthen for sublim en reklameværdi, og hermed stopper kannibaliseringen (IKKE)), uden navns nævnelse dér i biblioteket på Maribo Gymnasium i begyndelsen af 80'erne:

"Tove Dunk spiser måske eksten æbleskiver i en dansktime, derfor befinder de sig på langs på hver sin bænk i gymnastiksalen. Deres sko og tasker ligger hulter til bulter ved døren ud til omklædningsrummet. Der er frikvarter, stemmer høres fra skolegården.
  - Kommer du sammen med Kasper hjort? siger Tove.
  - Ikke sådan.
  - Han er jo borgerlig.
  - Hans mor er socialrådgiver.
   - Nå, okay, siger Tove, hun ligger og skøjter frem og tilbage med den ene strømpefod på trægulvet. De skal for tiden selv gøre rent efter gymnastiktimerne, de skiftes til at trække rundt med våd moppe. Moppen bliver vredet op i en pand inde i redskabsrummet, ingen orker at skifte vandet.
  - Det er fandme ulækkert, siger Tove, nu står de og kigger ned i spanden, et gråt skum fyldt med fnuller dækker overfladen. de vil videre over i det lille bibliotek med aviser og tidsskrifter, Tove har blandt andet i sinde at afskrive et digt. de sparker lidt til spanden, skummet bevæger sig. Moppen ligger på en plint med moppegarnet hængende ud over kanten. Så er der eltte trin, det er en af gymnastiklærerne.
  - Hvad laver I her? siger hun.
  - Vi vasker gulv, siger Tove.
  De går over og samler sko og tasker op, ifører sig det hele i omklædningsrummet. Tove finder en urøget cigaret i vindueskarmen. Luften er mild, det regner let. Henne under halvtaget får Tove ild af sin tysklærer. Hun puster røg i forskellige retninger:
  - det er en vanvittig dag, siger hun.
  I fløjbygningen er døren til det lille bibliotek aflåst. Tove siger, de kan gå bagom gennem et klasselokale, så de fortsætter ned ad gangen. Uden for klasselokalet står en fyr lænet op ad væggen, Tove snakker lidt med ham, før de går ind.
  Heldigvis er bagdøren til det lille bibliotek åben, og der er ingen derinde. De finder tidsskriftet på en støvet hylde og sætter sig ved bordet. Tove begynder at læse, hun er længe om at bladre.
  - Du kan jo bare tage dit eget, siger hun uden at kigge op.
  Der er nogen, der har efterladt en tallerken med brunkager for bordenden. Der er bidt af den ene. Hun finder et andet nummer af tidsskriftet på hylden, det har en kvinde med mørk læbestift udenpå. Hun forsøger at læse langsomt, digtene er meget korte. Så ringer klokken slingrende ind. De bliver siddende, Tove har alligevel en fritime. Undervisningen går i gang i det tilstødende klasseværelse. En elev fremlægger i et konstant, lavt toneleje, det er ikke til at skelne de enkelte ord bag dobbeltdøren. Efter et stykke tid bliver en nøgle sat i bibliotekets anden dør, det er hendes religionslærer i busseronne.
  - Nå, sidder I her? siger hun og smiler, og de nikker begge to til hende, smiler også.
  Religionslæreren leder med hovedet på skrå i en af reolerne.
  - Vild du have en brunkage? siger Tove.
  - Tak skal du have, siger religionslæreren og tager en. Hun spiser den næsten lydløst, suger den i sig. de sidder med hovederne i hver sit tidsskrift. Endelig opgiver religionslæreren bogjagten og forlader lokalet. De deler så resten af brunkagerne på nær den, der er bidt af. Den smider de ud ad vinduet, ned i det stedsegrønne bed."

- Kvinden med mørk læbestift må næsten være hende her på Stig Brøggers cover til nr. 5, 1976 (redigeret af Poul Borum selvfølgelig, Helles senere rektor på Forfatterskolen)!

FORTSÆTTELSEN ...

at jeg ingen respekt har for dødbidere af anmeldere, der, hvad køn de end er, patroniserer absolut stærke og originale digtere som Signe og Helle (MED FLERE) og lige sætter dem på plads i al deres "snæverhed" og og "monotoni" og "stilfærdighed"/"hysteri" og giver dem implicitte eller explicitte 4 stjerner/hjerter - fuck helt ærligt helt af!

RESPEKT FOR DET SKØNNE

Fik bare lyst til - efter Hvedekornsoplæsning, hvor jeg læste op af Helle Helle og Signe Gjesssing læste op af sig selv - at sige

FORTSÆTTES!

Tak til Rif og Hulberg

OPVASKEBØRSTENS LOV
(eller: hvad Det Danske Akademi er godt for)

- fra interview i JP (David Jacobsen Turner):

"Den distinkte stil udspringer af en bestemt dag for 22 år siden, da Helle Helle som ung forfatterspire var inviteret til at læse op for Det Danske Akademi. Hun havde medbragt en novelle skrevet til lejligheden. »Jeg fik to kommentarer, der har været fuldstændig afgørende for min måde at skrive på,« siger Helle Helle. »Peer Hultberg sagde "Pas på med sentimentaliteten", og Klaus Rifbjerg sagde "men jeg kan godt lide den måde, hun slår vandet ud af opvaskebørsten på.« Hun ler stille. »De to ting tænker jeg på, hver eneste gang jeg skriver. Det virker meget bedre, hvis der ikke står for meget. Der skal ikke være for svulstige beskrivelser, og jeg vil ikke have al den patos omkring det, der måtte gøre ondt. Jeg evner ikke at beskrive følelser eller det der indre liv, men jeg kan godt skrive, hvordan vandet slås ud af en opvaskebørste. Et sted her i bogen er der også en tåre, der slynges lidt hen ad dynen i en seng på hospitalet, men det skal hele tiden styres. Jeg vil ikke befamle.«.

Interviewpunkter

- fra interviews med Helle Helle ang. de (hun er så godt et interviewoffer, fordi hun er omhyggelig og formbevidst (bevidst både om interviewets og bogens og bare litteraturens form) i sine svar)

Politiken (Carsten Andersen):

"Jeg tror nok, det er en ret sorgfuld bog, men der bliver ikke talt om sorgen. Den ene grund til det er, at jeg skriver de bedste bøger, hvis jeg lader være med at søndertrampe alt det, der gør forfærdelig ondt. Jeg nøjes med at give det nogle få linjer, som kan mærkes ude hos læseren. Den anden er, at jeg er utrolig dårlig til at skrive om følelser«. Mener du det? »Ja, men det betyder jo ikke, at personerne ikke føler noget. Jeg er bare bedre til at lade personerne handle. Kan man overhovedet sige, hvordan noget føles? Jeg ville aldrig kunne skrive om, at nogen dør og om alt, hvad det gør ved én, at nogen skal forsvinde. Dette sug under brystbenet«. Hun mener, at sorgen skal føles i sætningerne i stedet for i den enkelte formulering. »Det sorgfulde kan findes i rytmen, i formen, i et enkelt komma. Nutiden udsætter faktisk døden. Datiden er fortalt et andet sted fra. I datiden er det hele overstået. Det chokerende ved at være i dette nu er, at det holder i live, og det udsætter, hvad der måtte komme af død og afsked."

"I din nye roman kan helt forskellige ting være sidestillet. Bivirkninger fra morens piller, en solstribe, der flytter sig, eller et ældre par, der er på vej ud af brugsen. Hvad er strategien? »Jeg har ingen strategi. Det er den ene sætning, der føder den næste. Jo flere år jeg har skrevet, jo mere konkret bliver det, men samtidig også mere gådefuldt. Det ville jeg aldrig have sagt til dig, da vi mødtes første gang for snart 20 år siden. Jeg ville aldrig have sagt, at jeg ikke vidste, hvad der skete. Det ærlige svar er, at der skal være et flow, og tit er der forbindelser eller associationer, som jeg kan mærke, men nogle gange har det også at gøre med, at jeg har brug for at få læseren til at læse langsomt. Man kan ikke læse mine bøger, hvis man bare stormer af sted. Alle sætninger er vigtige."

Alt for damerne (Marie Louise Truelsen)

" - Jeg havde sådan en stor interesse i at læse, da jeg var barn. Og affødt deraf kom interessen for at skrive. Det kan virke meget stimulerende, hvis ens dansklærer siger, at det, man skriver, er godt, og jeg fik meget ros for mine stile. For nylig fandt jeg min dagbog, fra jeg var 16 år, frem, og det var faktisk helt forfærdeligt at læse noget fra dengang. Jeg tænkte, gud, hvor skrev jeg dog dårligt! Og jeg blev faktisk ved med at skrive sådan længe, fordi jeg havde fået at vide, at det var godt. Når jeg ser på det i dag, var det frygtelig patetisk og ungt, men det skulle det vel også have lov til at være. Det var samtidig spændende at finde den dagbog, fordi min nye roman, " de", handler om en pige, der er 16 år.- Jeg begyndte at skrive så snart jeg kunne, og allerede som otteårig skrev jeg mit første digt. Jeg skrev også løs, mens jeg gik i gymnasiet, og jeg begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne sende mine tekster ind, så de kunne blive trykt. I 1985 sendte jeg et af mine gymnasiedigte ind til ALT for damerne, og det kom i bladet! Det var noget af det største, der var sket for mig på det tidspunkt, og det er sjovt at tænke på lige netop i dag, at jeg faktisk debuterede i ALT for damerne med digtet " Din ømhed". Det er noget, jeg først har fundet ud af for nylig, ellers har jeg altid troet, at jeg debuterede med en novelle i Information. Men det er altså ikke rigtigt. At få trykt det digt gav mig virkelig blod på tanden, så jeg begyndte at sende tekster ind alle mulige steder, og derfra blev jeg så bare ved med at skrive."

Kristeligt Dagblad  (Daniel Øhrstrøm)

" Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne recitere hele romanen for dig, fordi jeg er gået igennem den så mange gange. For det er helt vildt, hvor meget bedre det kan blive, hvis man lige får flyttet et lille ord eller rykket lidt rundt," siger Helle Helle og smiler med øjnene, inden hun svarer på, om man da ikke kan få sprogligt rengøringsvanvid: " Jo!", siger hun og griner: " På et tidspunkt må man også give slip, men jeg vil gerne have, at hvert ord skal give mening som en uundværlig del af den kæde af sætninger, der tilsammen skaber fortællingen i romanen." Helle Helle er også blevet berømt for sin minimalistiske prosa, der er oversat til 20 sprog. Selv håber hun, at den nye roman bliver oversat til tysk, fordi titlen " de" så kan blive til det tyske " sie", der som bekendt både kan betyde " de" og " hun".

" Hvad betyder sætningen " Alle veje fører til veje" først i romanen? " Den har mange betydninger.

Jeg tror ikke, jeg kender dem alle endnu. Men straks, jeg havde skrevet den, vidste jeg, den skulle med. Senere samme dag stod jeg og lavede mad og opdagede, at jeg var kommet til at tage mit forklæde omvendt på. Det er et forklæde, min datter har lavet i skolen med et påtrykt ' MOR'.

Nu stod der ' ROM'. Så tænkte jeg: Det var der, sætningen kom fra. Den er forbundet med MOR, skrevet baglæns, på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Senere har jeg opdaget, at der er et baglæns-tema i romanen. Handlingen bevæger sig på en gang bagud og fremad. Det har at gøre med, at alt er skrevet i nutid. Der er kun en anelse før-nutid, bortset fra i replikkerne. Denne nutid er måske med til at udsætte den katastrofe, der venter. Romanen handler jo om en mor, der bliver alvorligt syg. Den sidste tid, min egen mor levede, begyndte jeg af en eller anden grund at gå baglæns ud af rummet, når vi havde sagt farvel. Vi grinede en del af det. Min mor fulgte mig til døren på hospicet, og så gik jeg baglæns hele vejen ned mod stationen. I dag går jeg faktisk også baglæns væk fra hendes grav."

Berlingske (Jeppe Bangsgaard)

"Jeg tror nok, at noget af det, der gør, at jeg er blevet forfatter - og det går måske begge veje - det er, at jeg har en virkelig god hukommelse, når det gælder visse ting. En helt sygt god hukommelse. Jeg kan huske, hvad jeg har givet alle i julegave altid og også tit, hvad jeg har fået. Det er i grunden lidt pinligt, men det, jeg allerbedst kan huske, er, hvad jeg har haft på i næsten alle situationer. Jeg kan huske, hvad jeg havde på første dag i gymnasiet. Det er måske ikke så mærkeligt, for dér tænker man jo meget over sin fremtoning. Men jeg kan også her som voksen huske, hvad jeg har haft på til alt. Det hænger vel sammen med det, der er et omdrejningspunkt i mine bøger - at personerne tilsyneladende er meget optaget af, hvordan verden ser på dem, men sådan set lige så meget af, hvordan de selv ser på verden. Men samtidig skriver jeg egentlig ikke ret meget om det i mine bøger. Jeg skriver for eksempel ikke noget om, hvordan personerne ser ud. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan nogle af personerne i mine bøger ser ud, det interesserer mig ikke, og jeg kan heller ikke se personer for mig, når jeg læser. Men jeg kan se en høj hestehale, et elastikbælte eller sådan noget."

"Jeg bliver også tit spurgt: »Nå, er det så bare sprog?« Ja, gu' fanden er det sprog! Eller både ja og nej, vil jeg sige. Det ER sprog. Historien er sprog, den er bygget af sprog. Det er klart, at det er indholdet i historien, som er afgørende for, at det hele sættes i gang. Men det vigtige er, hvordan det bliver skrevet. Hvis du kan skrive godt, så kan du skrive verdens bedste roman om tre mennesker, der sidder ved et bord og kigger ud af vinduet. Hvis du ikke kan skrive, så kan du have hele klimakrisen med og skide hul i det. Så selvfølgelig er det sprog. Og helst sprog, som er noget andet, end det plejer at være, noget nyt - noget, der får én til at standse op, mærke efter, hvordan det egentlig er, vi taler og så videre. Så det er serious business, en slags grundforskning."

Hov - overså roseklubben i baghaven!

Det er for dårligt, jeg ikke får læst Villabyerne: For FLERE dage siden var Helle Helle ugens læser og her er hendes svar på de 3 første spørgsmål - det sidste svar er det bedste naturligvis, også den bedste reklame for (svær) poesi, og kombien Helle/Grotrian den bedste formel for det attituderelativistiske STRÆK i fremragende (dansk) litteratur: :

""Hvilken roman har du sidst læst? "

 Liv Niemand Duvås smukke og hårde ' Vi er vel helte', og før den Vita Andersens hjerteskærende roman om en barndom, ' Indigo'. Men for tiden læser jeg flest noveller, digte og tekster, for eksempel Lars Bukdahls stærkt bevægende ' Korshøjen'." 

Hvem er din favoritforfatter? 

Der er så mange, men jeg kan til stadighed ikke få mig selv til ikke at nævne Herman Bang."

Hvad er din favoritgenre? " 

Alt, der ikke er genrelitteratur. Før sovetid gør det mig godt at læse digte, for eksempel af Simon Grotrian. De forbedrer mine drømme."

1-ords-skrælningen: de - 3. del

Nebbelunde
rulamslufferne
efftermiddagsfjernsyn
lufttørre
tjatter
brummer
Brunddragene
minirose
vandmængder
udstillingsnattøj
overlak
gulvdekoration
vidtåbne
e
Z
højhalset
vitterlig
fjerde
pudrede
Arperge
gennemkold
opskriftsbunken
skåner (substantiv)
pileaen
smileri
modbydeligt
elende
lind
flamingoansigt
Perlestikkergade
hvidspættet
luven
kattemasker
mandarinbåd
frisørdøren
pibler
tøjstok
Ønskecenteret
blomstret
drævende
hm
Asik
lårlommer
synonymordbog
vandig
fup
tidsnok
Strikshoppen
dieselsuk
blomkålsgratin

1-ords-skrælningen: de - 2. del

Mellemtorvet
brillant
ribbede
haglene
roekampagne
pinkfarvet
frottéklædt
tørkage
dampsøjler
moppegarnet
dobbeltdøren
stedsegrønne
valker
isassietter
glastroldene
hamburgerryg
gransker
æij
strømpebuksefod
guitarister
ekstratørklæder
færgetræk
eftertrykkelig
slynges
stålvaserne
falmer
klokkemønster
højrøde
vipper
krydsogtværshæftet
havregrødsskålen
Schönn
sofaerne
bladring
HF'eren
ryglæn
visiret
spytcikader
dinglende
bumpende
vandkakao
gæstehåndklæde
nassede
mosgrønne

(fortsættes)

1-ords-skrælningen: de - 1. del

(premiere på læsningsmetoden (så vidt jeg ved))

1 ord fra hver side i Helle Helles de

(det er ikke meningen at romanens handling eller "handling" skal kunne rekonstrueres via listen, det er ikke nødvendigvis de centraleste eller betydningsfuldeste ord, fra siden eller afsnittet eller bogen, der udvælges, det er 1, for 1-ords-skrælleren, uimodståeligt ord fra hver side (substantiver vil nok have en tendens til at dominere, men der ellers ingen ordklasse-krav, heller ikke demokratiske, navne af enhver art er også tilladt)

(særregel for denne roman: højst hver 10. ord måde være et madord, for der er ingen ende på dem og de er jo (som sædvanlig) langt fra de ringeste (det er, opdager jeg snart, også svært at undgå beklædningsord, men ingen regler for dem!))

kinasko
mudrer
bøfsandwich
entrespejlet
haldøren
kattussamling
Step In
medmindre
frisørpriser
kurrer
spag
parcelhusene
ultimo
natcreme
grus
kævl
lammeskindsvest
Ahornevej
Ørkenstøvlerne
brændenældesæbe
a'hvad
pap
moment
svip
orange
plus
keramikerne
tår
frynserne
Bruno
lærerkøkkenet
nedstigning
rusk
anoraksnor
lyskryds
underarmen
radiatoren
lyslilla
kokosbrød
madpandekager
pæneste
fætre
efterfest
overtøjsbunken
skuldebluse
søde
færgerne
Favørs
belysning
fromageopskrift
buksesvaj
rigtigt
samojedespids
koboltblå
halser
Lysemose

(fortsættes i morgen ,udgivelsesdagen)

HH-breaking 3: KORTPROSAENS GENKOMST!

de indeholder

51 (vildt tal!)

nummererede afsnit/kapitler - heraf har de

12

(uden system, tilsyneladende - en kæmpe pause i andel halvdel) kortprosaisk format (fra lidt under en halv side til og lidt under en hel) og karakter. Handler meget, men ikke udelukkende, om Hun 1 + Hun 2's mylder af boliger. Det her er en af de både PROSAISK og POETISK vildeste (" (...), brunsviger"!!), det er ikke kortprosa, det er et prosadigt sgufandeme, konkret SKRIDENDE som en veritabel og helt eksakt gletsjer af virkelighed frem til sidste linjes real-surrealisme, afsnit/kapitel 17, side 45:

"Det med at male stuen efter en lysestage. Det er bare at tage stagen med i tasken, viklet ind i et viskestykke, og holde den frem oppe hos farvehandleren. Han sælger også dørmåtter og kurve, men de har kurve nok. En står ved fjernsynet med ugeavisen, den anden bag sofaen med med forbigået strikketøj. Sofabordet er vitterlig mahogni, det ruller. Hår og fibre sidder i dets hjulkapsler. Der eksisterer en standerlampe, lyset falder på dagens bunke krummer. Den, der tager det sidste stykke, vasker formen op. Kokosbrød minimeres endeløst, brunsviger. Lyset i vindueskarmen, himlen over svigermors skarpe tunge."

HH-breaking 2: LUTTER NUTID!

Den absolutte nutids radikale syntaktiske terror ned i små, helt umulige konstruktioner, som decideret og med velberåd hu gør ondt i læserøjet - hvilken anden "populær" forfatter ville vove noget lignende ? - nederst side 106 (min fremhævelse, dog):

"Hun går ud i køkkenet og fisker rabarberposen op i en gryde, kommer sukker ved, men beslutter at vente med resten til i morgen. På den måde er der et gøremål mere. Hun skal også have fat i syltetøjsglas, der står nogle nede under bagtrappen, men hun kan ikke hente dem nu, lyset går i går."

HH-breaking 1: SYNSVINKLER!

Der er i de for (da vistnok - i Hvis det er var synsvinkel 2 indrammet af / formidlet gennem synsvinkel 1) første gang hele

2 synsvinkler (der godt, og sikkert helt bevidst, kan glide sammen for læseren)

nej, 3:

1.
Hun 1 (navnløs 1. g'er)

2.  (i langt mindre omfang)
Hun 2, (mor til Hun 1, også navnløs, bare kaldet "Hendes mor")

3. (i mindre omfang end 1, men i større omfang end 2)
De (Hun 1 + Hun 2)

(4. man og det/der/en/den-konstruktioner i især kortprosa-afsnittene (se HH-breaking 3), de mest kortprosaagtige af dem)

(i afsnit 4, side 20 er både 1, 2 og 3 i brug, 3 sætninger: "De bor også i en toværelses ved byskoven." (3), "Hun vil overveje at købe gardiner, hvis det ikke kommer for meget på mode." (2) "Oppe i Brugsen er der mange veje at gå, rejer og flutes og varm leverpostej, hun ender med en dåse tun og to gifler, hun tager skovstien hjem." (1))

Lyd af bog mod tallerken

(balancerende på sofapude)

dak

provokerer sovende baby til mindste lyd:

åiih

men vækker ham ikke,
 
nådigt sammenstød

SPISEBORDSSTOLE."

spisebordsstole."

OMVENDTE

omvendte

AF

af

FULD

fuld

ANHÆNGEREN

anhængeren

MED

med

BIL

bil

EN

en

PÅ

på

TÆT

tæt

RET

ret

EFTERHÅNDEN

efterhånden

KØRER

kører

"DE

"De

Selvfølgelig, men vigtig nyhed

DET
ER
EN
FANTASTISK
BOG

JEG
ER
LIGE
BLEVET
FÆRDIG

ALLE
ANDRE
END
MIG
SOVER

INGEN
SÆTNING
ER
IKKE
FANTASTISK

AL
ANDEN
SÅKALDT
REALISME
ER
GUL
OG
GRØN
AF
MISUNDELSE

JEG
ER
MEGET
LÆSELYKKELIG
OG
LIDT
LÆSETRIST
FORDI
JEG
IKKE
KAN
LÆSE
DEN
FOR
FØRSTE
GANG
IGEN

FANTASTIK
ER
AL
FANTASTISK
REALISME

(SE
DENNE
F A N
T A
ALLE
S T I K
HJEM)

Uroen der ikke var

I min uvenlige anmeldelse af Julia Butschkows novellesamling Granit, som var i WA Bøger i går, men blev skrevet til forrige uges avis, inkluderede jeg et link til Pernille Abd-El Dayems uimodståelige roman June, som jeg også, til tiden, anmeldte i gårsdagens avis, hinsides venligt, men som, linket altså, røg ud redaktionsprocessen, her er det:

"Det er jo for 117. gang ikke, fordi man ikke må skrive om en kræftsyg, piercet, ung pige, det er hvordan og med hvilken kunst – og ikke-kunst – man gør det, som gør den fede eller fæle forskel. Fx troede jeg lige nu, at der nogle linjer under den citerede begyndelse stod: ”Det sorte står i kontrast til hendes hud, der er blevet så uroligt bleg”. Men det var nok bare fordi, jeg uheldigt for Granit er begyndt at læse i Pernille Abd-El Dayems debutroman June, der udkommer næste uge og helt anderledes suverænt dirrende handler om langt ”mindre”. For selvfølgelig står der i virkeligheden: ”så utroligt blegt.”"

-->

Læsetøven

Ok, nu har jeg omsider overtaget vores eksemplar af de, og det er morgen, og Samuel ligger sovende på mit bryst, jeg har 1 skrive- og BLADREhånd fri, jeg kan ikke være mere klar, men jeg tøver, det er alligevel for vild, har hysset mig alt for meget op, og grubler mig knudret på læsekoncepter, dem kan jeg sætte i værk bagefter, jeg vil bare læse rent, langsom, men strømmende, og helst i 1 bevægelse, så meget af 1 sitting som muligt, og nu har jeg allerede spildt kostbar tid, først bare siddet og babybeundret, og så surfet rådvildt rundt her på computeren, og hvad fanden tænker jeg på, jeg skal i gang nu, jeg skriver lige den blogpost, jeg ikke fik skrevet i går og SÅ!

3 gl. HH-drømme

- mens jeg venter (lå kopieret og udprintet i plastikchartek)  -

Fra Ildfisken 2002

"NAJA MARIE AIDT

Naja Marie Aidt hed i virkeligheden Addám, og nu ville hun insistere på det via trykstregen. "

Fra Apparatur 2003

"Sonny

Om formiddagen havde Den Gode Avantgarde kasseret mig. To timer senere blev jeg skudt af Sonny fra Robinson-ekspeditionen. Jeg havde ellers forskanset mig i mit kolonihavehus til 40.000 kroner, men da jeg undtagelsesvis trådte ud for at få en mundfuld frisk luft, vendte Sonny sig mod med sin riffel, what a relief. "

Fra Litteratursiden 2008

"Drøm
23. september 2008

Min mor ringer på mine vegne til Danske Bank for at få dem til at skaffe mig en bolig. det skylder I kunsten, siger hun. Jeg sidder ved siden af og kigger den anden vej. Jeg er jo slet ikke interesseret i et lille hus på en endnu mindre ø.

Skrevet af helle : 9:14"

Mest Helle Helleske ord og sætning i dag

som ikke står i den nye roman, FOR DEN HAR JEG JO IKKE LÆST ENDNU:

- fra interview med pensionist Inge Davidsen, 78 år, i Ud & Se:

"Jeg har en rigtig god drænspade."

Forbandede galanteri

- Du læser først, ak

(mellem baby og ærinder og sager ...)!

(og røber iblandt uimodståelige sætninger ... ...)

Hesten på badebroen

- for fremtiden Twin Peaks-FBi-kode for - Mistanke om dugfrisk mesterværk i farvandet:

Jeg kom dem i møde

-med - viste det sig - DE!

DER ER KOMMET EN PAKKE FRA ROSINANTE!

TIL OS BEGGE 2, SOM JEG IKKE HAR ÅBNET ENDNU!!

DU SKAL LIGE KOMME HJEM FRA DIN BARNEVOGNSTUR TIL BELLEVUE (HVOR DER STOD EN HEST PÅ BADEBROEN) FØRST!!! 

140868 osv. vs. 220218 etc.

Jeg var i Ekstra Bladet i går, fordi jeg hedder Lars og er født i 1968, samme år som CPR-numrene blev indført; det populæreste drengenavn i 1968, viser det sig, I did not know that, var Lars, 1620 drenge fik navnet Lars, heriblandt yours truly. Jeg fortæller anekdoten om dengang, jeg var 19-årig lyrikdebutant og skulle interviewes af Niels Ufer til Information forud for en oplæsning i Byens Lys på Chrisiania, som Inf. arrangerede sammen med Borgens Forlag, og hvor selveste Ivan Malinowski og vistnok også Dan Turell var blandt oplæserne, og Erik Skyum var konferencier:

"En af de godt 1600 drengebørn født med navnet Lars fra det år er forfatter og litteraturanmelder Lars Bukdahl. Han voksede op med prædikatet 68' er-barn, og det har til tider været morsomt, slår han fast: - Jeg kan huske, at det var specielt det der med at være født i 1968. Og det har tit været sjovt, når man har nævnt det over for andre, siger han og kommer med et eksempel: - En gang skulle jeg interviewes af journalisten Niels Ufer, hvor han blev helt tavs i flere minutter, da jeg sagde, at jeg var født i 68. For dem var det jo på toppen af deres ungdom, og nu var vi pludselig voksne mennesker, vi der var født dengang. Det kunne de ikke acceptere."

- på billedet ser man overskriften HEDDER DU LARS (fortsættes i underrubrikken med rødt: SÅ FYLDER DU MÅSKE 50 SOM VOR ALLESAMMENS CPR-NUMMER) og det voldsomt store billede af mig i en ca. 10 år yngre udgave sammenbidt med løftet tågehorn (indkøbt til uddelingen af akademiets store pris til F.P. Jac) - og i forgrunden (af mit lykkelige, midaldrende liv) et suverænt ligeglad, splinternyt menneske, født 50 år senere, der ikke hedder Lars, for det hedder man ikke længere, ligesom man heller ikke hedder det samme som sin far, som min ven Johnnie gør, og min far Jørgen (og man hedder slet slet ikke Jørgen) gjorde

Herfra IKKE

Herfra
hvor jeg og Peter Ingemann
med hans fine bakkenbarter
og pelshue
står
en halvanden meter fra hinanden
på Strandvejens apotek
kan vi
IKKE
se os omkring
til alle sider,
for det er lørdag midt i påsken,
og der er totalt stoppet
herinde
mellem de bogløse hylder,
Hellerups borgere har
brug for deres legale
druuuuuuuuuuuuuuuuuuugs

(det var et digt om 68 -
det forandrer sig i alle tider)

Luft-bøf stroganoff til Per-Olof

Per-Olof Johansson (vistnok ingen relation til Rolf Sparre Johansson) havde dette læserbrev i onsdagens Weekendavisen Bøger:

"Lars Bukdahls artikel »Falsk ræv at trutte i« (bragt som Kontroversen i Bøger 23/3) er unfair på flere måder over for Arne Herløv Petersen. Lars Bukdahl er Facebookven med Arne Herløv Petersen, som også jeg, og læser på Facebook hans afsløring af, at det er ham, Arne Herløv Petersen selv, der står bag et par forfatternavne (Preben Klystrup og Mikkel Fossmo), som først ved receptionen ved udgivelsen af hans Udvalgte digte på Det Poetiske Bureaus Forlag kom for dagen. Dette har altså AHP selv detaljeret forklaret, dels ved receptionen og altså også sidenhen på Facebook. Det er både en morsom og spændende historie, som Weekendavisen sagtens i sin helhed kunne have indviet sine læsere i. I stedet for »refererer« Lars Bukdahl den, så man ikke kan skelne mellem referat og egen research. Om Weekendavisen siden vil anmelde Udvalgte digte, står ikke klart, her bliver det blot til et par korte bemærkninger og så ud med den. Æren bliver ikke reddet med den afsluttende ros til et enkelt trelinjersdigt. Lars Bukdahl vil gerne afvise, at han på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers. Denne mulighed for at demonstrere en kontrovers med Arne Herløv Petersen er vidne nok for mig: Under dække af referat af forfatterens afsløring af forlagenes uvillighed, nedgøres forfatteren ved kun minimalt at være til stede med egne ord. Når AHP greb til pseudonymerne, var det, i modsætning til hvad Lars Bukdahl skriver, netop for at få svar på, om der var andre forhold, der spillede ind ved Gyldendals valg af bøger end rent kvalitetsmæssige: »Det gjorde mig mismodig, at Gyldendal ikke ville have mine bøger, for en udgivelse på Gyldendal sikrer automatisk anmeldelser og omtale. Og jeg tænkte på, om det var af politiske grunde. Eller om jeg var begyndt at skrive dårligere. Det kunne jeg kun få at vide, hvis jeg sendte dem noget, de ikke vidste, var skrevet af mig.« Lars Bukdahl medgiver, at det må være »ungdoms og forlagsnavns magiske ikkelitterære effekt, som har sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter,« da AHP som Mikkel Fossmo udkom på Samlerens Forlag. Men Lars Bukdahl mener videre, at det dog ikke beviser noget om kvalitet. Kvalitet eller ej, hvordan kan han mene, at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen? Hvad den magtfulde Lars Bukdahl skylder os, er afdækning af de værker, der er sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter begrundet i ungdoms og forlagsnavns magiske ikke-litterære effekt og en erkendelse af sin medskyld som anmelder i sådanne forløb, og ikke en unfair behandling af den, som klokkeklart har afsløret forholdet."

Svar: Jeg forstår virkelig ikke, hvordan min artikel om Mikkel Fossmo-affæren er unfair: Jeg fortæller, at det er Arne Herløv Petersen, der har afsløret sig selv som manden bag Fossmo, og så har jeg selv researchet en smule og gravet flere citater frem, men jeg forvrænger ikke noget af det, AHP selv skriver, heller ikke, at det var et delformål med forklædningen at afprøve institutionens skjulte fordomme, mod ældre digtere og AHP selv; jeg refererer loyalt, at "udgangspunktet" ikke var en lumsk maskepi, men en helt klassisk poetisk raptus, og så forholder jeg mig lige præcis til historiens underforståede "morale" og endda direkte bekræftende, ja, historien afslører debutant- og ungdomsdyrkelsen og en vis forlagsfavorisering. Til gengæld undlader jeg at gøre opmærksom på AHP's egne forvrængninger og/eller fortrængninger, fx og meget centralt, at Fossmos debutsamling angiveligt "fik smukke anmeldelser alle vegne", den fik OK gode anmeldelser i WA og Nordjyske, men pænt skeptiske anmeldelser i Jyllands-Posten (tre stjerner) og Politiken.* Jeg skal forestille at ville afvise, at jeg "på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers." Det ville da være stjernedumt af mig at afvise; selvfølgelig (og forhåbentligt) indtager jeg en magtposition, som jeg forsøger at forvalte ærligt og ansvarligt og retfærdigt (og underholdende) inden for de rammer og vilkår, jeg har på en kommerciel avis, som jeg ikke selv (til forskel fra Hvedekorn) på noget niveau redigerer. Jeg ville IKKE have syntes "at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen" Jeg ville have syntes, det havde været retfærdigt med en afvisning under hvilket som helst indsendernavn. Ærgerligt og mudret nok for renheden i afsløringen. Så meget bedre en historie ville det have været, i min optik, hvis det havde været FOR MIG fremragende digte, der var blevet antaget under falsk navn og alder, af fx jævnaldrende, mainstream-afviste og -ignorerede digtere som Hans Chr. Bøgholm, Henrik Have, Erik Helger, Susanne Jorn, Knud Steffen Nielsen, Viggo Madsen (en stor pseudonym-misbruger), eller faktisk AHP som bedst, som naturlyrisk kortdigter, men selv da ville jeg ikke betragte digtene som vigtige eller betydelige nok til, at det var pinedød nødvendigt at udgive og anmelde dem., beklager! Og ja, der udgives, af store forlag, og anmeldes, af store aviser, jævnligt bøger, der er dårligere end både AHP som bedst og Mikkel Fossmo som værst, og en hel del vigtige og betydelige bøger og forfattere, blandt andre ovennævnte, bliver ikke udgivet, af store forlag, eller anmeldt, i store aviser, og blandt andet pga. ungdomsdyrkelse og forlagsfavorisering, men jo også pga. simple kommercielle hensyn og deres onde cirkler - bøger skal helst enten tjene penge eller få omtale, og aviser skal helst blive købt og læst, ergo udgiver man det, man tror sælger eller giver omtale, og omtaler det, man tror folk interesserer sig for - og heldigvis udgives og omtales ikke-sælgende "smal litteratur" stadig i et vist omfang, men selvfølelig er der en grænse for, hvor meget smalt, der omtales, og den begrænsning, som den foregår dag til dag på redaktionen, bestemmes også af andre kriterier end rent litterære/kvalitetsmæssige, herunder nyhedskriterier og relevanskriterier (fx hvad skriver de andre aviser om). Igen til forskel fra Hvedekorn, som jeg redigerer uden hensyn til andet end kvalitet og som indeholder al poesi af høj kvalitet, som jeg modtager (og som anført i min artikel trykte mine forgængere som redaktører digte af både AHP og Mikkel Fossmo), overvægten af ungdom og debutanter i Hvedekorn skyldes den kvantitative, kvalitetsmæssige overvægt til den side i de indsendte bidrag (som igen skyldes Hvedekorns profil som debutanttidsskrift) - det nye nummer, 1, 2018, indeholder ikke desto mindre digte af både H.C. Bøgholm og K.S. Nielsen, i næste nummer bidrager E. Helger). Jeg bruger min magt i alle de sammenhænge, jeg indgår i, til at fremme synligheden af de bøger og digtere, jeg finder vigtige og betydelige, også på avisen, som jeg igen ikke redigerer, og hvor jeg derfor må kæmpe, argumenterende, for at anmelde gode bøger, som redaktøren ikke prioriterer af sig selv - og derfor udvælger jeg også mine kampe med omhu, og derfor har jeg valgt ikke at kæmpe for AHP, som jeg dog en enkelt gang rent faktisk har anmeldt, af eget valg. Hvis jeg  selv skal klynke et øjeblik, så finder jeg det temmelig grotesk og uretfærdigt at blive anklaget for medskyld i skæv opmærksomhed, når jeg konstant har været på barrikaderne for miskendte og usynlige digtere i ikke mindst AHP's generation (bare fx har jeg redigeret bøger af L. Madsen, Viggo Madsen, Jorn, Mathiesen), men fuck nu den mangel på påskønnelse, jeg trucker videre, ligesom digterne. KH

* - Tue Andersen Nexø - opdager jeg nu - undlod at anmelde bogen i Information med denne begrundelse (formuleret i et kommentarspor til en blogpost:) "Vækstlaget havde, så vidt jeg husker, en art neddæmpet ØK-stil over sig; der var i mine øjne ikke noget nyt ved den. Derudover husker jeg en enorm irritation over trangen til at slutte et digt med en lille skæg "krølle", et svirp med halen, som ligesom skal trække det hele ned i øjenhøjde. Alt for tit fungerer dén slags digte rigtig dårligt. Selv når det fungerer godt, så gør de det kun første gang, man læser digtet. Jeg er i dén grad ikke enig med kunstfondens bedømmelse (som kan findes på Fossmos blog): "Livets alvor bliver hævet op af morskabens svæv" - det skriver de, og det lyder i sig selv ret forfærdeligt. Sådan som jeg husker det, er der snarere tale om, at ethvert alvorligt anslag nedgøres af en ikke særligt morsom digterstemme. Lyrisk humor kræver en langt højere grad af sproglig præcision, mere sproglig energi end det, man finder hos Fossmo. Synes jeg."



- cover ved Peter Holst Henckel (og ikke, som Arne Herløv fejlhusker, Peter Hentze)

Ole Sarvig, frysende i sin grav

Der er sne,  efter midnat.
Falk stoltserer
som om den lutspillede

Thomas Kingo, meget træt

Gory og slæde
de vædrer
en hobo

Dylan Thomas, 5 uger gammel

Ragekniv, ragekniv
mod 
dejæltningen 
af natten