- i forlængelse af posten nedenfor, der genvisiterer min groft spoilende Kandidaten-anmeldelse.
Mikka Tacza har skrevet en ambivalent klumme i Information om at spoile eller ikke at spoile:
"(...) hvem bestemmer, hvad der er spoilers, og hvad der efterhånden er almen
viden? Forleden så jeg en dame harcelere over, at nogen havde spoilet
Matador. Efter 40 år og omtrent lige så mange genudsendelser var det
åbenbart stadig alt for tidligt at afsløre, at Agnes Jensen ikke
forbliver stuepige for evigt (spoiler!).
Spoiler! Jesus dør. Dobbeltspoiler! Jesus genopstår (ganske som en
anden litterær figur af tvivlsom herkomst). Spoiler! Titanic synker,
Struensee skulle have holdt javertussen i bukserne, og der bliver sgu
ingen lykkelig slutning for Kleopatra og Cæsar.
Det er barnligt. Jeg ved det. Det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår
irritationen over det minefelt af spoilers, internettet er blevet. Vil
man blive oprigtigt overrasket over en ny storfilm, er man nødt til at
holde sig fra podcasts, netaviser og Facebook i et halvt år før
premieren. Trailers rører man naturligvis ikke; anmeldelser, ha!
Så slap dog af. Får jeg lyst til at sige. Men hver sin lyst. Og det
er noget med torne i andres øjne og bjælker i eget, og jeg husker da
stadig den date, som henkastet spoilede sci-fi-storfilmen Arrival for
mig.
Noget, jeg ikke bed mærke i, før jeg skulle se den hjemme i sofaen,
og blev mere og mere ærgerlig, da jeg måtte sande, at jeg ikke blev
overrasket en eneste gang (det blev min medseer godt nok heller ikke, og
han anede intet på forhånd, så måske er det bare Arrival, der er en
forudsigelig film. Spoiler!)"
Andreas Halskov FB-linker til en stor og grundig artikel, han har skrevet til filmtidsskriftet 16:9 om spoileri, som blandt andet inkluderer en nyttig spoiler-typologi:
"Forleden oplevede jeg dog noget temmelig overraskende: Jeg blev mødt med
irritation og skepsis, da jeg i forbindelse med en generel introduktion
til tragediegenren tillod mig at afsløre Ødipus’ hemmelighed. En
hemmelighed, der ellers ikke er synderligt velbevaret og som ligefrem
har lagt navn til et klassisk psykologisk kompleks. Disse hændelser har
fået mig til at tænke: Er vi blevet mere sensitive overfor spoilers, og hvordan kan vi i givet fald forklare denne sensitivitet? Er der forskel på spoilers, og hvornår – om nogensinde – er det rimeligt at spoile handlingen i en film eller tv-serie? Hvad vil det overhovedet sige at spoile
en film eller tv-serie, og forudsætter denne betegnelse ikke, at film
er nogle narrative én-gangs-forlystelser, der ikke tåler gensyn?
(...)
Anderledes (end twist-drevne film som i The Sixth SenseLB) forholder det sig med film som Lost Highway (1997) og Citizen Kane (1941). Hvis man på forhånd ved, hvem der siger ordene ”Dick Laurent is dead” i Lost Highway
– de ord som Fred Madison (Bill Pullman) hører gennem sin dørtelefon i
filmens åbningsscene – så ville det grangiveligt gøre filmen mindre
overraskende, men det ville ikke forklare og således udtømme filmen. I modsætning til The Sixth Sense ville det ikke være dækkende at kalde Lost Highway
for vildledende, for dens fascinationskraft ligger ikke (alene) i dens
evne til at vildlede og overrumple publikum. Filmens fortælling er
ganske vist ukronologisk, og dens plot er rigtignok forførende,
men den er forførende på samme måde som karakteren Alice Wakefield
(Patricia Arquette): Man tror måske, at man har fanget den, men man kan
blive ved med at afsøge nye afkroge af mysteriet, og filmen kan ikke til
fulde færdiggøres. ”You’ll never have me”. Noget tilsvarende
kan siges om Citizen Kane, hvor tilskuerens (forhånds)viden om
”Rosebud” nok ændrer filmoplevelsen, men uden ligefrem at
spolere eller udtømme filmoplevelsen (for mere om Citizen Kane og ”Rosebud” se Nielsen 2008).
(...)
således burde man måske sondre imellem følgende typer af spoilers:
(1) Den institutionelle spoiler, dvs. traileren, foromtalen på dvd’en og ”next on”-montagen, som spoiler
nogle forskellige (ofte mindre væsentlige) plotelementer mhp. at vække
publikums interesse og få dem til at se eller købe den givne film eller
tv-serie.
(2) Den kritiske spoiler, dvs. den spoiler,
som inkluderes i en anmeldelse af en aktuel film eller tv-serie (som
man ofte har set det i Bo Green Jensens ellers velskrevne anmeldelser).
Denne spoiler er kritisk i dobbelt forstand, fordi den knytter
sig til dagbladskritikken og fordi den risikerer at ødelægge
filmoplevelsen for almindelige tv-seere og biografgængere.
(3) Den fanskabte spoiler, dvs. den spoiler, som skabes af og florerer iblandt forskellige fans i nogle såkaldte knowledge communities, uden nødvendigvis at tage højde for fansenes forskellige grader af kendskab til den givne film eller tv-serie.
(4) Den akademiske spoiler, dvs. en spoiler,
som ses i akademiske tidsskrifter, monografier eller
undervisningskontekster, som netop har til formål at behandle og
dybdeanalysere diverse (oftest uaktuelle) film og tv-serier.
(5) Den hverdagsagtige spoiler, dvs. en spoiler,
som opleves i en helt hverdagsagtig kontekst ved, at man overhører
eller bliver inddraget i en afslørende samtale om en (ofte) aktuel film
eller tv-serie hos frisøren, i bussen e.l."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar