"»Peter Seeberg
var hobbyarkæolog - og vores arbejde med hans arkiv har også været som
arkæologi. Han har gemt alt, og vi har så gravet os ned i det,« siger
Jeppe Barnwell (senioredaktør på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL)).
De nye udgaver af bøgerne er udstyret med
et grundigt noteapparat samt efterskrifter skrevet af kendere af
forfatterskabet. Men det stopper ikke her.
»Man kan sige,
at det er en restaurering af Seebergs værker, vi har lavet. Hans første
bøger udkom som billigbøger allerede i begyndelsen af 1960erne, og det
er de billigbøger, alle de fremtidige udgaver bygger på.
Produktionstiden her var meget lav, og derfor ophobede der sig en del
fejl, som så siden er blevet reproduceret. Vi optrykker teksten på
baggrund af førsteudgaven med støtte i manuskripterne.«
Jeppe
Barnwell giver et eksempel: »I »Fugls føde« , Seebergs anden roman, fra
1957, står der i førsteudgaven, at hovedpersonen Toms hustru
taler»vissent« til ham. Det giver god mening, når man ved, at den
fallerede forfatter, som romanen handler om, i åndelig og fysisk
forstand er impotent, og at konen fremstilles som hensygnende og
afblomstret. Men i den første billigbogsudgave og med den samtlige
udgaver siden er det blevet til, at hun taler»vrissent« . Det er den
type fejl, som banaliserer forfatterskabet, og derfor er der brug for en
restaurering,« siger Jeppe Barnwell.
Forfatterens særegne staveformer har til gengæld fået lov at blive stående. Peter Seeberg stavede ofte ord, som han syntes, de skulle staves, han fulgte ikke gængs retstavning.
»Adverbier
og pronominer, som almindeligvis skrives eller blev skrevet i to ord,
foretrak han i mange tilfælde at skrive sammen til ét, for eksempel
»hvadsomhelst« ,»hvemsomhelst« ,»idetsamme« ,»iorden« ,»ivejen«
,»migselv« ,»digselv« ,»sigselv« . De er en del af forfatterens stil, og
det har vi ikke ønsket at lave om på.«"
Ih, så er det jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvad det var jeg studsede over hvert år på Hald når jeg genlæste bogen ...
SvarSlet