Scoop: Rasmus' takketale og TAKKE-BONUS-DIGT!

Rasmus Nikolajsen har eddervenligt overdraget Blogdahl sin takketale for Kritikerprisen og frem for alt sit TAKKE-BONUS-DIGT:

-->

"Tale og digt

Man 's a strange animal, and makes strange use

       Of his own nature

skrev Lord Byron i versromanen Don Juan. Hvis man foretager en lidt manipulerende

oversættelse, hvilket jeg har gjort hjemmefra, kan man få det til at blive til:

Mennesket er et mærkeligt dyr, der fremviser sin natur

på unaturlige måder

Få ting er mærkeligere, og mere unaturligt, måske, end litterære priser. Det skulle da lige være litteraturen selv. Og få ting er altså, hvis vi brygger videre på Byroncitatet, mere menneskeligt.

Mærkeligt eller ej, mærkelig eller ej, så er jeg både stolt over og glad for at modtage Kritikerprisen! Selvom jeg egentlig er ganske selvsikker, overbevist om at når jeg føler noget sammen med et digt, ja, så vil andre også kunne føle noget, vedbliver det at være et mysterium for mig, hvad der gør et godt digt. Dels fordi det flytter sig hele tiden. Dels fordi, selvsikker eller ej, så ved man jo aldrig. Når man har skrevet et digt, ved man aldrig om digtet kommer til live ude hos, inde i, læseren. For slet ikke at tale om hvordan. Jeg har hele tiden tænkt Tilbage til unaturen som en melankolsk bog, der digtes trods alt om menneskehedens undergang og klimakrise, skilsmisse, kødspisere, men efter udgivelsen opdagede jeg snart, at mange læsere fandt den, eller dele af den, sært opmuntrende. Det melankolske bliver åbenbart suppleret, eller tryllet om, af selve sprogarbejdet. Det lille smæld det giver når ordene finder på plads, i såvel skrivningen som læsningen, er glædesfyldt. Desuden er mange af digtene skrevet over samme mønster, eller i en ensartet bevægelse, som giver plads til både melankoli og glæde: Jeget gør sin entré i digtet med en forventning om at skrive noget bestemt, men ak, denne forventning skuffes og i stedet får vi så et andet og uventet digt, hvor solen aldrig står op og hunden gør ad havet.

Under alle omstændigheder er det altid en stor tilfredsstillelse for mig, når mennesker på den ene eller anden vis fortæller mig, at de har oplevet noget med mine digte. At digtene er kommet til live hos dem, kommet til live med dem. Og litteraturkritikere, har jeg lært med årene, er jo også mennesker. Litteraturmennesker endda, litteraturfreaks, my favorit kind of animal. Sammen med hval og krage.

Så tak! Og som yderligere tak vil jeg gerne, fra en litteraturfreak til alle jer litteraturfreaks, benytte lejligheden til at offentliggøre, ved at oplæse, et digt som ellers har været gemt af vejen, og som måske aldrig, hvem ved, finder en bog at bo i. Digtet blev, som det sidste, sorteret fra Tilbage til unaturen. Hvorfor sorterede jeg det fra? Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi digtet ikke er godt nok. Måske fordi jeg begik en fejl og ikke sorterede godt nok, ja, eller sorterede lidt for godt. Eller måske fordi digtet ikke er melankolsk nok, der er simpelthen lidt for meget LOVE i det her digt.

Var digtet blevet inkluderet i Tilbage til unaturen, havde det haft titlen Hellebækgade 23, 4.th., 29. marts 2014, men nu hvor det er for sig selv, hedder det Påskeliljer.

Påskeliljer

Jeg må, inden de ryger ud

på bagtrappen, skrive om den

buket påskeliljer, jeg gav

din stue i går. De stod og

knirkede hele aftenen,

hver gang en af dem brød sit skjold,

sit æg, gav det et lille klak,

klik, som fra en dør der puffes

i hak. Den måde nuet gav

sig til kende på der. Så i

morges stod de og lignede

små gule studenter, følte

sig vist udødelige, men

en bladlus havde slået sig

ned i buketten og det var

svært ikke at tænke på den

som en engel der samler pant

i egoets bypark. Da jeg

så kom hjem i eftermiddags,

duftede din lejlighed af

rengøringsmiddel, men også

harskt. Det var liljerne der, nu

radioaktivt gule, stod

i deres seksualitet

og strålede. Du, der havde

været i det hele dagen,

havde slet ikke bemærket

hjemmets forvandling, men knap var

jeg kommet indenfor, før vi,

forheksede, elskede vildt

i den grå sofa. Den måde

man er rummet omkring sig på."

 

(foto: Louise Kønigsfeldt)