Besjælingsgenopgejlingen - talebonus!

Da Erik Skyum-Nielsen holdt tale for ved uddelingen af Kritikerprisen til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen sprang han - sagde han! - over et par større afsnit, der gik i dybden med Mickey Mousing og metaforkritik; disse tabte afsnit kan nu læses i den udvidede udgave af den gode tale inde på Kritikerlavets hjemmeside og lige HER:

"(...) i den tredje novelle (i Nikolajsens Den ulykkelige boghandler LB), ”Cykelturen” (indgår) en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.
Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!
(...)
Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog (Tilbage til unaturen LB) – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.
Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning."

 

foto: Louise Kønigsfeldt