-->
Kære Hanne
Tillykke med den pris,
vores værter i Dansk Forfatterforening har givet dig for din litterære indsats.
Den synes jeg, du har fortjent. Det lyder så overstået, når det bliver
formuleret på den måde – som en indsats – men alle omkring dig ved, at det er
det ikke. Det bliver det nok aldrig.
Dit forfatterskab er en
løbende afrapportering fra livet som person med følelser i kroppen, omløb i hovedet
og en brændende jord under sig. Den brændende jord får hovedpersonen først i Hannah og senest i den selvstændige
fortsættelse Mado til at tage benene
på nakken og drage ud i verden. Ikke rigtigt for at finde sig selv, snarere
tværtimod. Det er i stedet en trang til at komme ud over sig selv og sine egne
omstændigheder, til at fortabe sig i alt det andet, der ellers findes, der
driver backpackeren Hannah ud i den australske bush i romanen af samme navn.
Her giver Hannah sig hen
til det hjernedødt hårde arbejde det er at plukke bananer og til den hjernedødt
hårde fornøjelse, det er at forelske sig. Hannah handler om mange benhårde og
reelt forekommende fænomener som vold, afgrundsdyb ensomhed, vild afstand
mellem mennesker og en grundlæggende følelse af ufrihed, der manifesterer sig i
alverdens absurde påbud. Men det er meget langt fra at være en roman, der
dyrker det hårde.
Jeg mener: Det blik,
fortælleren i har på verden, er så langt fra at være forhærdet, som det kan
være. Ingen kynisme, masser af fortvivlelse og ikke mindst masser af interesse
for de mennesker, fortælleren omgiver sig med. Fortælleren beretter om alle
mulige former for forråelse uden at give sig i krig med nogen fordømmelse eller
nogen analyse og fortolkning af problemernes årsager og ophav. I stedet er der
gennemgående i den gennemgående fortæller i dine bøger en gennemgående
nysgerrighed efter den meget mærkelige dyreart mennesket.
Selv hvis det ikke var for
den vidtløftige og af instituttet kasserede antropologiske projektbeskrivelse
af et speciale om det islandske hestemenneske, der indgår i Mado, kan man godt
se, at dine romaner er skrevet af en afhoppet eller afsporet antropolog.
Feltarbejde og deltagerobservation spiller en vis rolle, ligesom antropologiens
grundlæggende dogme om at være kritisk over for de sandheder og
selvfølgeligheder, man har med hjemmefra.
Både Hannah og Mado er fulde
af menneskestudier, møder med mere og mindre egensindige typer, der beskrives
med en blanding af antropologens nøgternhed og skrønefortællerens sans for
dramatik, timing, underspil og overdrivelse.
Angelica med
englevingerne, som hovedpersonen i Mado og hendes mand Jussi har boende i deres
kælder i Akureyri i Island. Livet har vist sig om ikke umuligt så i hvert fald
temmelig ubærligt for Angelica de steder i verden, hun ellers har befundet sig,
og hun lever i romanen en tilbagetrukket tilværelse. I en sjælden åbenhjertig situation
viser hun de hudflapper, der hænger ned fra armene som levn fra den overvægt,
et tidligere forbrug af psykofarmaka havde givet hende. Angelica er ikke nogen
frelsende engel og det håb, hendes karakter bidrager med i romanen, er et lille
bitte et: Angelica finder et sted, hun kan være som praktisk ubehjælpsom og alligevel
højt skattet husbestyrerinde eller kæreste hos en fårehyrde langt ude på
landet. Hun finder et sted, hun kan være.
I den del af Mado, der også er udgivet under navnet Helhedsplanen, offentliggør du over for
en helt autentisk absurditet ved navn a-kassen, at alt du skriver enten er for
sjov eller med henblik på overlevelse.
Jeg ser ingen grund til at
tale om et enten-eller forhold her. Den humor, dine bøger er gennemsyret af,
tjener ikke til at dulme nerverne efter de sørgelige beretninger fra
virkelighedens og følsomhedens verden. Jeg læser den som en modstandskraft og
en overlevelsesstrategi, der smitter og skærper læserens øjne for forråelse og
andre blindgyder, samtidig med at den peger på det latterlige og sørgelige ved
menneskearten, som ligger til grund for den forsonlighed, der på trods af al
trodsen og anfægtelsen og udmattelsen findes i dine bøger.
Den antropologiske
undersøgelse af foreningen af og/eller grænsefeltet mellem hest og menneske
giver fortælleren et påskud for tage et delvist afbræk fra sine artsfæller. Det
handler i hvert fald om muligheden for at komme ud over sin menneskelighed. Det
lykkes overhovedet ikke. Mado er rig
på beskrivelser af, hvordan mennesker kan tage plads i hinanden, både i
biologisk forstand, når hovedpersonen bliver gravid, og i en mere åndelig
forstand, når fortælleren efterlader et nyfødt barn i Korea, hvor en romance og
en grundig kuldsejlet karriere som industrigartner har ført hende hen. Det barn
fortsætter med at hjemsøge hovedpersonen.
Hannah er en coming of
age-roman med en sund skepsis over for forestillingen om, at det at blive
voksen er ensbetydende med afklaring. I slutningen af Hannah læner hovedpersonen sig op ad telefonboksen, hun netop har
ringet hjem til sin mor fra. Hannah er tynget af, hvor svært det kan være at
sige det rigtige. Den ydmyge snert af optimisme, Hannah på trods af det hele ender med, udspringer af den pludselige
tanke, at moren ”kunne have en fornemmelse, et klokkeklart billede” af Hannahs liv. Det er
så det håb, der kunne blive råd til: At man i hvert fald glimtvis kan have
klokkeklare billeder af hinanden.
Kære Hanne, det er
fortjent, at du får en pris for at give klokkeklare billeder og for at fortabe
dig i alverdens absurditeter og selvfølgeligheder, og for din vilje til at
skrive hjem om dem.
foto: Gita Pasternak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar