mandag den 12. juni 2017

Scoop: Lones tale for Hanne (og Hannah)

Eklsusivt for Blogdahl - tak for det! - er her Lone Nikolajsens gode tale ved uddelingen af Albert Dams Mindelegat til Hanne Højgaard Viemose - TILLYKKE også herfra:

-->
Kære Hanne
Tillykke med den pris, vores værter i Dansk Forfatterforening har givet dig for din litterære indsats. Den synes jeg, du har fortjent. Det lyder så overstået, når det bliver formuleret på den måde – som en indsats – men alle omkring dig ved, at det er det ikke. Det bliver det nok aldrig.
Dit forfatterskab er en løbende afrapportering fra livet som person med følelser i kroppen, omløb i hovedet og en brændende jord under sig. Den brændende jord får hovedpersonen først i Hannah og senest i den selvstændige fortsættelse Mado til at tage benene på nakken og drage ud i verden. Ikke rigtigt for at finde sig selv, snarere tværtimod. Det er i stedet en trang til at komme ud over sig selv og sine egne omstændigheder, til at fortabe sig i alt det andet, der ellers findes, der driver backpackeren Hannah ud i den australske bush i romanen af samme navn.
Her giver Hannah sig hen til det hjernedødt hårde arbejde det er at plukke bananer og til den hjernedødt hårde fornøjelse, det er at forelske sig. Hannah handler om mange benhårde og reelt forekommende fænomener som vold, afgrundsdyb ensomhed, vild afstand mellem mennesker og en grundlæggende følelse af ufrihed, der manifesterer sig i alverdens absurde påbud. Men det er meget langt fra at være en roman, der dyrker det hårde.
Jeg mener: Det blik, fortælleren i har på verden, er så langt fra at være forhærdet, som det kan være. Ingen kynisme, masser af fortvivlelse og ikke mindst masser af interesse for de mennesker, fortælleren omgiver sig med. Fortælleren beretter om alle mulige former for forråelse uden at give sig i krig med nogen fordømmelse eller nogen analyse og fortolkning af problemernes årsager og ophav. I stedet er der gennemgående i den gennemgående fortæller i dine bøger en gennemgående nysgerrighed efter den meget mærkelige dyreart mennesket.
Selv hvis det ikke var for den vidtløftige og af instituttet kasserede antropologiske projektbeskrivelse af et speciale om det islandske hestemenneske, der indgår i Mado, kan man godt se, at dine romaner er skrevet af en afhoppet eller afsporet antropolog. Feltarbejde og deltagerobservation spiller en vis rolle, ligesom antropologiens grundlæggende dogme om at være kritisk over for de sandheder og selvfølgeligheder, man har med hjemmefra.   
Både Hannah og Mado er fulde af menneskestudier, møder med mere og mindre egensindige typer, der beskrives med en blanding af antropologens nøgternhed og skrønefortællerens sans for dramatik, timing, underspil og overdrivelse.   
Angelica med englevingerne, som hovedpersonen i Mado og hendes mand Jussi har boende i deres kælder i Akureyri i Island. Livet har vist sig om ikke umuligt så i hvert fald temmelig ubærligt for Angelica de steder i verden, hun ellers har befundet sig, og hun lever i romanen en tilbagetrukket tilværelse. I en sjælden åbenhjertig situation viser hun de hudflapper, der hænger ned fra armene som levn fra den overvægt, et tidligere forbrug af psykofarmaka havde givet hende. Angelica er ikke nogen frelsende engel og det håb, hendes karakter bidrager med i romanen, er et lille bitte et: Angelica finder et sted, hun kan være som praktisk ubehjælpsom og alligevel højt skattet husbestyrerinde eller kæreste hos en fårehyrde langt ude på landet. Hun finder et sted, hun kan være.   
I den del af Mado, der også er udgivet under navnet Helhedsplanen, offentliggør du over for en helt autentisk absurditet ved navn a-kassen, at alt du skriver enten er for sjov eller med henblik på overlevelse.
Jeg ser ingen grund til at tale om et enten-eller forhold her. Den humor, dine bøger er gennemsyret af, tjener ikke til at dulme nerverne efter de sørgelige beretninger fra virkelighedens og følsomhedens verden. Jeg læser den som en modstandskraft og en overlevelsesstrategi, der smitter og skærper læserens øjne for forråelse og andre blindgyder, samtidig med at den peger på det latterlige og sørgelige ved menneskearten, som ligger til grund for den forsonlighed, der på trods af al trodsen og anfægtelsen og udmattelsen findes i dine bøger.  
Den antropologiske undersøgelse af foreningen af og/eller grænsefeltet mellem hest og menneske giver fortælleren et påskud for tage et delvist afbræk fra sine artsfæller. Det handler i hvert fald om muligheden for at komme ud over sin menneskelighed. Det lykkes overhovedet ikke. Mado er rig på beskrivelser af, hvordan mennesker kan tage plads i hinanden, både i biologisk forstand, når hovedpersonen bliver gravid, og i en mere åndelig forstand, når fortælleren efterlader et nyfødt barn i Korea, hvor en romance og en grundig kuldsejlet karriere som industrigartner har ført hende hen. Det barn fortsætter med at hjemsøge hovedpersonen.
Hannah er en coming of age-roman med en sund skepsis over for forestillingen om, at det at blive voksen er ensbetydende med afklaring. I slutningen af Hannah læner hovedpersonen sig op ad telefonboksen, hun netop har ringet hjem til sin mor fra. Hannah er tynget af, hvor svært det kan være at sige det rigtige. Den ydmyge snert af optimisme, Hannah på trods af det hele ender med, udspringer af den pludselige tanke, at moren ”kunne have en fornemmelse, et klokkeklart billede” af Hannahs liv. Det er så det håb, der kunne blive råd til: At man i hvert fald glimtvis kan have klokkeklare billeder af hinanden.
Kære Hanne, det er fortjent, at du får en pris for at give klokkeklare billeder og for at fortabe dig i alverdens absurditeter og selvfølgeligheder, og for din vilje til at skrive hjem om dem. 


foto: Gita Pasternak

Ingen kommentarer:

Send en kommentar